KUNSTIG INTELLIGENS // INTERVIEW – Anette Prehn er taget i kloster i Italien for at arbejde på sin næste bog og genfinde skriveglæden. Hun har længe været præget af desillusion over AI’s indtog i sin forfatterverden. For når AI kan producere tekster på få sekunder, udfordrer det ikke bare værdien af det menneskelige arbejde, men også vores evne til at tænke og være kreative, mener Anette Prehn. Hun ser ikke sig selv som en maskinstormer, men med sin viden om hjernens spilleregler har sociologen et skarpt blik for både risikoen og mulighederne, når vi bruger AI.
“Jeg kunne godt have sat mig mere æstetisk i de smukke omgivelser udenfor, men for det første tror jeg, at forbindelsen er bedst her, og for det andet så blæser det faktisk i dag.”
Sådan falder de første ord fra sociolog og forfatter Anette Prehn, da vi en sommerdag på et Teams-link fanger hende på sit værelse i San Cataldo-klosteret beliggende på Amalfikysten i Syditalien. Klosteret, der blev grundlagt omkring år 900 af benediktinerordenen, har siden 1924 fungeret som arbejdsrefugium for danske kunstnere, forfattere og forskere.
Jeg har brugt foråret på at være temmelig desillusioneret og helt klart have en form for identitetskrise som forfatter
Her er Anette Prehn taget på skriveophold for at fordybe sig. Men måske nok så meget er hun taget på refugium for at genfinde glæden ved at skrive og være kreativ. Forfatteren, der især er kendt for at formidle anvendt hjerneforskning og socialpsykologi i øjenhøjde, har i en længere periode kæmpet med at finde fodfæste som forfatter i en AI-verden. En verden, hvor kunstig intelligens og maskinskabt indhold udfordrer forfatterfaget og efterlader tvivl om, hvem der overhovedet står bag det skrevne ord. Og om det er vigtigt, at det kommer fra et menneske.
“Jeg har brugt foråret på at være temmelig desillusioneret og helt klart have en form for identitetskrise som forfatter. Men jeg kan mærke, at dét at komme på San Cataldo, det har været godt. Jeg glæder mig faktisk til at skrive, og jeg nyder det. Det har hjulpet at komme herned.”
Desillusioneret over AI’s indtog
Når Anette Prehn hen over foråret har følt sig desillusioneret over AI-bølgens indtog, hænger det tæt sammen med hendes opfattelse af det at skrive bøger, som hun ser som et menneskeligt håndværk. Det er ofte en langsommelig og kompleks proces, hvor man gør sig umage og veksler mellem faser med fremtidståge, og faser, hvor det, sprøjter ud af én.
“Jeg er jo forfatter, fordi jeg har noget på hjerte. Og fordi jeg kan se, at den transparens, der hidtil har været mellem mig som afsender og en modtager, der læser eller lytter, har givet en særlig relation: en tillidsrelation,” forklarer hun.
“Jeg får lov at komme ind i menneskers liv med en begrebsliggørelse af det, der sker omkring os, og en viden jeg formidler. Det har været absolut anfægtende for mig og min forfatteridentitet, at det arbejde muligvis ikke længere vil være værdsat og umagen værd, hvis tilpas mange bare spørger AI i stedet for at fordybe sig i bøger.”
Anette Prehn bliver i tvivl om, og frygter, at man ophører med at efterspørge det selvgjorte og originale, hvis forskellige former for tekster og litteratur fremover bliver oversvømmet af AI-indhold, der kan produceres lynhurtigt.
Denne frygt blev i høj grad næret af et kaffemøde i begyndelsen af 2025 med en kollega, en kendt figur i den offentlige samtale, der selv skriver bøger.
“Dét, der for alvor provokerede mig, var, da han fortalte, at han havde brugt 20 minutter på at skrive en kronik til Politiken ved hjælp af AI. Og den blev optaget. Det er virkelig op ad bakke. Da jeg senest havde en kronik i Politiken, var det version 13, der blev trykt, og den havde ligget til hævning i min hjerne i mange måneder. Når jeg skriver bøger, så kan det hurtigt tage 300-500 timer i alt. Ikke nødvendigvis at skrive bogen, men der er så mange processer, delprocesser og efterprocesser.”
Anette Prehn er bekymret for, at den nemme og hurtige adgang til tekstproduktion kan føre til, at vi bliver oversvømmet af middelmådigt materiale og mister blikket for det originale.
“Du kan i virkeligheden lave en ’Trump’, ikke? Altså, du kan bare fylde offentligheden og dine sociale profiler med AI-skabt indhold, og så egentlig få skabt din position ad den vej,” lyder det fra en lettere indigneret Anette Prehn.
Kampen for det selvgjorte
Som et modtræk til de lynhurtigt AI-skabte tekster, valgte Anette Prehn at gribe pennen og skrive en kronik i Politiken.
Her foreslog hun et konkret modtræk mod AI-skabt litteratur: Et deklarerende klistermærke med ordene ”Selvgjort – skrevet af forfatteren selv”. En slags forfattergerningens svar på Svanemærket for bøger, der er skabt helt uden kunstig intelligens.
Jeg får lov at komme ind i menneskers liv med en begrebsliggørelse af det, der sker omkring os
Men er det en kamp, der kan vindes? For kan det overhovedet betale sig at insistere på det tidskrævende forfatterhåndværk, hvis tidsånden bevæger sig den modsatte vej? Tvivlen nager forfatteren under den italienske sol.
“Hvis læserne differentierer og siger: ‘Bliv ved, Anette, vi vil have et menneske bag’, så vil jeg gerne blive ved. Men hvis læserne tilsyneladende er ligeglade, og det giver masser af taletid i medierne at skrive en bog ved hjælp af AI, der bare kører derudad, og folk synes, man er mega begavet og klog, så kan jeg vel ikke bare sidde her og insistere på at være den langsomme forfatter, ” siger Anette Prehn og fortsætter:
“Jeg aner det ikke. Det er stadig op at vende og fortsat uafklaret i mig. Jeg drømmer om, at vi har et samfund, hvor tænkekraft, altså det at kunne tænke, at være kreativ og kombinationen af langsomme, krævende processer og pludselige, grænsesprængende indsigter har værdi.”
Det handler om at bruge AI klogt
Anette Prehn afviser, at hun er en reaktionær maskinstormer, der forsager alt, der har med kunstig intelligens at gøre.
“Jeg bruger det digitale ekstremt meget, og jeg bruger jo også AI. For eksempel bruger jeg AI til dagligt at føre mig til nye forskningsartikler og til at opdage fejl på mine hjemmesider. Men jeg er bestemt også bevidst om nogle af de kritiske perspektiver, fordi jeg arbejder med hjernens spilleregler.”
Sociologen forklarer, hvordan hjernen er formbar og ændrer sig alt efter, hvordan vi bruger den.
Hun sammenligner hjernens nerveforbindelser med stier i en skov eller på en græsplæne. De tanker og vaner vi gentager ofte, bliver dybe stier, som er nemme for hjernen at vælge. Hvis vi stopper med en bestemt adfærd eller tankegang, vil den sti langsomt vokse til og forsvinde. Det kræver bevidst energi og gentagelse at trampe nye stier, når vi for eksempel skal lære en ny vane eller et nyt mindset.
“‘Use it or lose it’ kalder man også princippet, eller med finere udtryk: selvdirigeret neuroplasticitet,” fortæller Anette Prehn.
Det handler om at bruge AI klogt, så vores formbare hjerne udsættes for relevant belastning, modstand og træning og dermed understøtter vores egen læring frem for at spænde ben, betoner hun.
“Det er vigtigt, at vi træffer værdibaserede valg, at vi stadig har en praksis, hvor vi værdsætter kompetenceudvikling og selvstændig kritisk tænkning.”
Afviklet intelligens eller assisteret intervaltræning
AI kan ifølge Anette Prehn komme til at stå for ‘Afviklet Intelligens’, hvis vi lader AI være vores automatiske førstevalg, lige så snart vi møder kompleksitet, føler os blanke eller mangler overblik.
Konsekvenserne af at bruge AI som et digitalt ‘quickfix’ afspejler sig direkte i debatten om den første generation af AI-studenter. Her har man blandt andet kunnet læse hos DR, at unge, der har haft adgang til sprogmodeller i hele deres gymnasietid, nu har sværere ved at formulere sig skriftligt sammenlignet med tidligere årgange.
Noget som også Anette Prehn har bidt mærke i:
“Det er jo faktisk superærgerligt, at vi lige nu har en generation af unge, hvor en række af dem – og det gælder i øvrigt ikke kun unge – mister evnen til selv at formulere sig på skrift eller lave en selvstændig analyse af, hvilke tematikker, der er i spil, eller hvad det nu kan være. Så snart der er den mindste modstand eller friktion, eller man føler sig lille og dum eller har fremtidståge, som jeg også kalder det, så rækker man ud efter AI.”
“Det er jo faktisk en optræning i afhængighed og i uselvstændighed,” advarer sociologen om den dynamik, der opstår, når vi beder maskinen om at tage den hurtige vej i stedet for at udvikle vores kognitive kompetencer.
Sidstnævnte kalder på en anden brug af AI. Det som Anette Prehn kalder “Assisteret Intervaltræning”, og som handler om at bruge AI mere begavet som en sparringspartner, du indimellem kan trække på, for at udfordre og kvalificere dit eget input.
“Berig pointerne. Find enhver fejl og svaghed i min argumentation. Du skal være benhård ved mig. Jeg vil lære. Jeg ønsker en læringsproces. Du må ikke gennemskrive det,” forklarer Anette Prehn om, hvordan man her kan prompte maskinen, så den går i flæsket på én og hjælper nye erkendelser på vej.
Det handler om, at man konsekvent går efter at bruge AI som en kognitiv djævlens advokat i stedet for en bekvem krykke. Det gør hun selv.
“I forbindelse med den synopsis, jeg lavede omkring min kommende bog, så prompter jeg for eksempel “Mit mål er at skrive en bestseller, som alle lærere i grundskolen og på ungdomsuddannelser i Danmark skal læse. Hvor tæt er jeg på min ambition?” Og så får jeg simpelthen råt for usødet, og det er jo fint. Nogle gange er jeg enig, og nogle gange er jeg ikke enig,” fortæller Anette Prehn.
Og i det her tilfælde var forfatteren ikke enig med de råd, hun fik.
“For eksempel mente AI ikke, at jeg skulle skrive en bog, der både var til grundskolelærere og lærer på ungdomsuddannelser modsat mit forlag, der synes, at det var fremragende, og min kæreste, der er gymnasielærer, insisterer på, at den her bog også er relevant på hans område. Så på den måde handler vi nu på trods af AI’s anbefalinger,” griner Anette Prehn.
Når AI puster én i nakken
Selvom Anette Prehn kan føle sin forfatteridentitet truet af AI, så er teknologien paradoksalt nok også konkurrenten, der er med til at skubbe på i skriveprocessen under hendes ophold på San Cataldo.
“På en måde gør AI noget godt her,” fortæller hun om arbejdet med sin kommende bog, der meget apropos har arbejdstitlen: “Hjernesmart læring i en AI-tid”.
“Jeg erkender, at jeg ikke kan bruge 500 timer på min næste bog. Jeg er nødt til at få fingeren ud. Nu fokuserer jeg 14 dage hernede og skriver og skriver. På sin vis styrker det min produktivitet, at AI puster mig i nakken, for jeg ved, hvor hurtigt den kan skrive, og så jeg må simpelthen have den her bog ud over rampen,” lyder det smilende fra forfatteren.
“Nu har jeg en lille boble af håb hernede i smukke omgivelser, og så må vi se, hvad for en verden, der venter, når jeg kommer tilbage,” siger Anette Prehn alt imens gongongen lyder og markerer, at det er tid til frokost for forfatteren og de andre arbejdende kunstnere, forfattere og forskere på klosteret.
Læs videre
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og