HISTORIE // MEDIER – Sportsjournalisters dækning af det danske fodboldlandsholds kampe mod Sovjetunionen var rig på koldkrigsretorik. Sproget blev brugt som våben til at tegne et skarpt skel mellem det USA-venlige Danmark og den kommunistiske hovedfjende – også under den kolde krigs afspændingsperioder.
At sprog skaber virkelighed og ikke er uskyldigt, kan man udlede af den tyske filolog Victor Klemperers værk Det tredje riges sprog. I bogen viser den jødiske filolog, hvordan det nazistiske Tyskland med sproget trynede jøderne.
Klemperers pointer begrænser sig ikke til Hitlers Tyskland. Det forlyder ofte, at den danske presse tegner et unuanceret billede af Putins Rusland. Den tidligere Ruslandkorrespondent Flemming Rose mener, “at vestlige medier skriver ud fra et særligt fjendebillede og videreformidler fordomme og stereotype forestillinger om det russiske samfund”. Fjendebilledet trækker spor tilbage til den kolde krig og kan ses helt ned i sprogets mindste detaljer. Og det er ikke kun politiske og økonomiske spørgsmål, der ligger under for den ensidige vinkling.
Sproget er giftigt og det er sprogbrugeren uvidende om. Ord “sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel.”
Også sportsjournalistikkens dækning af landsholdets kampe mod Sovjetunionen, har historisk bidraget til at forstærke det kommunistiske fjendebillede.
Ord som ‘skyttegrave’, ‘fronten’, ‘forsvarsstyrker’, ‘slagplan’ og ‘modangreb’ lyder unægteligt som uddrag fra en krigsrapport, men er udpluk fra danske avisartikler skrevet i dagene op til og efter fodboldkampe mellem Danmark og Sovjetunionen. Ordvalgene er mere end bare de normale stereotype gentagelser, som sportsjournalistik og sproget i al almindelighed er rig på som eksempelvis elegante franskmænd, arbejdsomme tyskere og iltre spaniere.
Pressens ord om Danmarks kampe mod Sovjetunionen peger direkte på den kolde krig – det handler ikke bare om fodbold. Det er den frie, vestlige og kapitalistiske verden mod de kommunistiske undertrykkere i øst. Og måske bemærkes det ikke ved første øjekast: I Klemperers sprogforskning ligger nemlig pointen, at sproget“kan virke som bitte små doser arsenik.”
Sproget er giftigt og det er sprogbrugeren uvidende om. Ord “sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel.”
Har været igennem en typisk russisk femårsplan
I dagene op til den legendariske 4-2-kamp i 1985, hvor Danmark slår Sovjetunionen i Idrætsparken, forholder den daværende danske landsholdstræner, Sepp Piontek, sig direkte til pressens hidsige sprogbrug – giften har vist sin virkning. På pressemødet understreger Piontek over for en Politiken-journalist, at han “er lidt ked af, at det russiske landshold omtales som bjørnene, der skal skydes (og) som den røde hær.” Det ærgrer Piontek, fordi “fodbold egentlig (er) tænkt som en leg, og kampen på onsdag er en kamp mellem to hold – ikke et opgør mellem to lande. Fodbold er ikke en krig, eller en erstatning for en krig.”
Udtalelsen falder i midten af 1980’erne, hvor Sovjetunionens økonomi er i pauver forfatning, og supermagtens besiddelse af atomvåben er blevet indskrænket. Derfor er forestillingen om krig, der billedligt vrider sig i sætningerne, større end den reelle trussel.
Det forhindrer ikke Jyllands-Posten i at skrive, at “russerne rullede videre frem i nye angreb” i kampreferatet. I dagene inden kampen holder samme avis sig heller ikke tilbage “onsdag eftermiddag har Danmark chancen for at tvinge supermagten Sovjet i knæ – i fodbold”.
Når man på sportssiderne påpeger, at det ikke er på slagmarken men i sportens verden, at Danmark kan slå Sovjet, bliver den kolde krig særligt synlig. Bindestregen efterlader mulighed for en kort tænkepause, hvor læseren kan tro, at det er krig, der er tale om.
Om den sovjetiske trup skriver Jyllands-Posten også, at “det er en flok spillere, som har været igennem en typisk russisk femårsplan.” De sovjetiske femårsplaner, der var dikteret oppefra som led i den kommunistiske planøkonomi, var stramt styret af staten – modsat de frie markedskræfter i Vesten, der er idealet.
Ikke kun i 1980’erne
Pressens ivrighed efter at ville have fjendebilledet mellem den vestlige verden og kommunismen tegnet op, begrænser sig ikke til 1980’erne, hvor det danske herrelandshold begyndte at bide skeer med de store fodboldnationer. 29 år inden den berømte danske 4-2-sejr i 1985, spiller Danmark den første officielle landskamp mod Sovjetunionen i Moskva den 23. maj 1956. Det er under en periode af den kolde krig, hvor fjendskabet og oprustningen vokser sig stadigt større, hvilket kulminerer få år senere med opførelsen af Berlinmuren og placeringen af sovjetiske missiler på Cuba, der er tæt på at ende i atomkrig.
Sammenhængen mellem den kolde krig og landsholdsfodbold er ikke til at tage fejl af, når BT skriver om russisk “spionage” i forbindelse med det danske landshold
Sovjet vinder 5-1. Allerede i dagene op til kampen er pressen aggressiv i sin koldkrigsretoriske dækning. Jerntæppet, der i øvrigt er et vestligt opfundet sprogligt billede, får skylden for manglende informationer. Ekstra Bladet mener, at “jerntæppet (er) tæt, uhyre svært at kigge igennem. Det giver sig ogsaa udtryk i sporten. Vi ved ogsaa uhyre lidt om den landskamp, vi skal spille paa onsdag.”
Der bliver også drejet på patosknapperne i Information om samme danske 1-5-nederlag. Journalisten skriver i rendyrket militær-lingo: “Sovjets landshold spiller med hurtige men maskinmæssige shortpassing-kombinationer i stærke angrebsbølger, hvor størstedelen af holdet tilbage i defensiven ruller frem med 7 til 8 mand i angrebenes opbygning.”
Det kræver ikke meget sproglig tæft, for at fornemme metallet og de sovjetiske tanks, der truer den vestlige frihed.
Det er almindeligt, at sportsjournalistik bruger udtryk hentet fra krigens univers, men sammenhængen mellem den kolde krig og landsholdsfodbold er ikke til at tage fejl af, når BT skriver om russisk “spionage” i forbindelse med det danske landshold.
KGB’s udlandsspionage, der var af betydelig størrelse under den kolde krig, kædes nu sammen med fodbolden. Pressens bidske betegnelser for det sovjetiske mandskab viser sammensmeltningen mellem sport og politik.
Stalingrad-orglerne begynder at tordne
I returopgøret først i juli 1956 holder Danmark russerne nogenlunde fra fadet, da det ved pausen står 1-1. Det forhindrer dog ikke verdens største land i at score hele fire gange i anden halvleg, så det ender i et dansk 2-5-nederlag. Det er i øvrigt første gang en dansk landsholdskamp bliver vist på TV.
Politiken skriver om samme kamp, at da den danske målmand Per Henriksen fik “raget bolden uden om maalstolpen paa Iljins skud, begyndte Stalingrad-orglerne at tordne nede foran den lange russiske maalmand Jasjins maal”. Skudforsøgene på Henriksen er ikke salver eller patroner. Det er derimod specifikke våben, som Sovjet bruger og endnu en gang er det fra et vestligt perspektiv: Et Stalinorgel er en vestlig betegnelse for de raketkastere, som Sovjetunionen brugte.
Det særligt interessante ved den koleriske retorik er også, at det ikke kun er tabloidpressen, der smører tykt på. Jyllands-Posten sammenligner for eksempel det danske forsvar med oprørerne mod kommunismen, når de sammenlignes med Poznań-opstanden samme år, hvor polske arbejdere protesterede mod dårlige leveforhold. Og som oprører mod kommunismen vil man ud fra et vestligt perspektiv hellere dø end at blive kommunist: “Nede i forsvaret røg Brøgger og Co. i russerne med samme dødsforagt som Poznań-oprørere”.
https://www.youtube.com/watch?v=rdADCP3Qdm4
Danske spillere på slagtebænken
I sommeren 1964 møder Danmark Sovjet på Camp Nou i Barcelona i Nations Cup, forløberen for EM. Sovjet vinder 3-0 og kvalificerer sig dermed til semifinalen. Aviserne Aktuelt, Ekstra Bladet og Politiken holder sig ikke tilbage. Aktuelt bruger ord og sætninger som “skyttegrave”, “slagplan”, “modangreb”, “at forkorte fronten” og “de danske forsvarsstyrker” – også Ekstra Bladet bruger “skyttegrave” i deres kampreferat.
Det bliver interessant at følge, om koldkrigsretorikken er uddød, når det danske herrelandshold tager imod den tidligere Sovjetrepublik Georgien d. 10. juni i Parken
Politiken skriver, at “Det er det gode ved vort hold, at spillerne ikke er spor imponerede af den store kamp i morgen kl. 22.30 hvor de skal være slagteofre. De tror fuldt og fast på sig selv, og dermed er det halve slag vundet. De har i modsætning til russerne haft tid til at gå og tænke sig om og sige deres meninger klingende, som de er vant til, selv om det er lettere at have andre til at gøre det”. Her er de store konnotationskanoner kørt i stilling. De danske spillere er som soldater, der kæmper forgæves og blot skal på slagtebænken. Derudover hylder skribenten danskernes mulighed for at tænke og tale frit, hvorimod selvstændige tanker er frataget spillerne fra Sovjet.
Året efter ender det med endnu et dansk nederlag foran 33.700 tilskuere i Idrætsparken. Det får Jyllands-Posten til at sammenligne Sovjets angreb med den uforudsigelige atombombetrussel. Alt er stille og fredeligt, “hvorefter Sovjet pludselig slår igen i et ødelæggende lysglimt. Når den russiske bjørn ser mest blid og medgørlig ud, kan den være farligst.” Det står skåret i granit, at vi ikke skal føle os for trygge ved Sovjet, der kan smide atombomben i næste nu.
Vist er der en særlig jargon inden for sportsjournalistik; der er tydelige helte og skurke; nationale stereotyper er normale; kampe skildres sædvanligvis drabeligt. Men alligevel er den dramatiske koldkrigsretorik tydelig i pressens dækning af landskampe mod Sovjet. Det bliver interessant at følge, om koldkrigsretorikken er uddød, når det danske herrelandshold tager imod den tidligere Sovjetrepublik Georgien d. 10. juni i Parken som et led i EM-kvalifikationen.
Man havde i hvert fald ikke sendt fjendebilledet på fjernlager i det eneste opgør Danmark har spillet mod Rusland efter den kolde krigs afslutning og Sovjetunionens opløsning.
Overskriften hos TV2 Sporten i optaktsartiklen var: “Rusland har det tunge skyts med”, og i brødteksten kunne man læse, at “Ruslands hollandske landstræner Dick Advocaat har udtaget hele det tunge kavaleri til venskabskampen mod Danmark den 29. februar.”
Artiklen bygger blandt andet på forskningsartiklen Danmarks knytnæve mod Øst: Den skrevne presses fremstilling af dansk sovjetiske A-landsholdskampe 1956-1985 af Michael Eriksen.
Foto: Det sovjettiske fodboldlandshold, 1967. Wikimedia Commons.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
