
I dag er det nøjagtig 100 år siden, at Danmark den 31. marts 1917 overdrog Dansk Vestindien til USA. Den såkaldte Transfer Day. Markeringen af dette 100 år, har givet Danmark lejlighed til at reflektere over vor næsten 250 års tilstedeværelse i Caribien og det slaveri, vi i hovedparten af årene praktiserede på de tre øer. Debatten i forbindelse hermed har ikke mindst drejet sig om, hvorvidt Danmark skal sige undskyld og betale erstatning til slaveefterkommerne på det, der i dag hedder de Amerikanske Jomfruøer. En debat, der til tider har været endog meget skinger på særligt de sociale medier. En debat, der har været domineret af modstandere af en dansk undskyldning, repræsenteret af udsagn som ”skal vi undskylde for slaveriet, så skal vi vel også snart undskylde for vikingernes hærgen eller det Stockholmske Blodbad”.
POV International har i forbindelse med 100-årsdagen bedt juristen, lokalhistorikeren og tidligere senator på de Amerikanske Jomfruøer Wayne James skrive en artikel til os, der forklarer, hvorfor sorte slaveefterkommere som han selv ønsker en dansk undskyldning og erstatning. Artiklen, ”Danish Reparations and Apology”, bringes i dag – på Transfer Day – sideløbende i to aviser på de Amerikanske Jomfruøer. Dagbladet The St. Croix Avis og nyhedssitet Caribbean News Now. Vi giver ordet til Wayne James:
Hvis der er et land, der bør betale erstatning for dets aktive deltagelse i den transatlantiske slavehandel, så er det Danmark – i sådan en grad faktisk, at landet bør tjene som en “mønsternation” for et sådant initiativ. Og her er ti grunde for det:
- Som følge af fremragende dansk registrering og arkivvæsen, er mange af indbyggerne i det tidligere Dansk Vestindien (i dag de Amerikanske Jomfruøer) i stand til at spore deres slægt i ubrudt linje tilbage til personer, der var slavegjorte i Dansk Vestindien. I nogle tilfælde er det endda muligt at identificere det slaveskib, der bragte disse forfædre til kolonien, og i sjældnere tilfælde den afrikanske nation, disse forfædre kom fra.
- Da afrikanere blev gjort til slaver og bragt til Dansk Vestindien, blev de systematisk skilt fra deres afrikanske kultur, familier, trossamfund og identitet, mens Danmark blev deres nye moderland. Så, da Danmark solgte øerne til USA i 1917, blev den sorte befolkning her i realiteten et dobbelt tvangsforflyttet folk og derfor dobbelt traumatiseret.
- Da den amerikanske præsident Herbert Hoover besøgte de Amerikanske Jomfruøer i 1931, bare 14 år efter overdragelsen, beskrev han øerne som et veritabelt amerikansk “fattighus”.
- I modsætning til andre kolonimagter, har Danmark – fordi det solgte sin koloni til verdens rigeste og mest magtfulde land – ikke skullet stille op med “kolonial karma” og følgerne af dets koloniale fortid i form af indvandring af indbyggere fra den tidligere koloni, der søger beskæftigelse, sociale ydelser, uddannelse o.s.v.; har aldrig skullet sende nødhjælp til den tidligere koloni i forbindelse med naturkatastrofer, epidemier eller økonomiske kriser; er aldrig blevet bedt om at yde lån eller eftergive gæld.
- Sammenlignet med andre slavehandlernationer (muligvis med undtagelse af Sverige, som 1784–1878 koloniserede og slavegjorde afrikanere på den lille caribiske ø St. Barts), såsom Portugal, Spanien, Storbritannien, Frankrig og USA, som havde store kolonier og slavegjorde millioner af mennesker, så var Danmarks andel i den samlede slavehandel relativt begrænset, og erstatningskravet vil derfor være forholdsvis lille.
- Fordi Danmark politisk var i union med Norge frem til 1814, blot 34 år inden afskaffelsen af slaveriet i Dansk Vestindien, vil det kun være retfærdigt, at Danmark beder Norge om at bidrage til betalingen af erstatning.
- Danmark har længe brystet sig af at være det første land i verden, der forbød den transatlantiske slavehandel – med effekt fra 1. januar 1803 (selv om slaveri i Dansk Vestindien fortsatte til 1848). Det ville derfor være i overensstemmelse denne danske tradition, at Danmark er den første tidligere slavenation, der betaler erstatning.
- I en verden, hvor “tolerance”, “mangfoldighed”, “multikulturalisme” og “politisk korrekthed” er blevet en del af det internationale leksikon, bør Danmark i overensstemmelse med sit ry for åbenhed og sociale programmer gå forrest og “gøre det rigtige” for at rette op på en dårligdom.
- Følgerne af slaveri – psykologisk, socialt og økonomisk – er stadig meget nærværende i tilværelsen for efterkommere af den slavegjorte befolkning i Dansk Vestindien lever.
- Ved ophævelsen af slaveriet i 1848 tilbød Danmark i modsætning til eksempelvis USA aldrig at kompensere den tidligere slavegjorte befolkning (ca. 35.000 mennesker).
Et rids af Dansk Vestindiens historie
Fra 1671 til 1917— i 246 år – var Danmark involveret i det ulyksalige slaveri og koloniseringen af dets fjerntliggende besiddelser i Caribien; de øer, som danske skolebørn eufemistisk og naivt omtalte som ”sukkerøerne”, men som officielt hed Dansk Vestindien (St. Croix, St. Thomas og St. Jan). I denne periode oplevede man her alle de ting, der kendetegner den famøse transatlantiske slavehandel: Tilfangetagelsen og opkøbene af mænd, kvinder og børn langs Vestafrikas kyst (ca. 120.000 ifølge de officielle tal, men måske i virkeligheden omkring 500.000). Sejladser over Atlanten med disse bundne og lænkede afrikanere, der typisk varede i tre måneder, med en dødelighed på nogle gange omkring 50 procent. Et liv med slid og fornedrelse på sukkerplantager på øerne med umenneskelige slavereglementer. Den systematiske adskillelse af afrikanere fra deres historie, kultur, familiemedlemmer, sprog, religioner og identitet. Og berigelsen af det danske samfund og de dermed følgende fremskridt for dette.
Efter enhver målestok var det danske slaveri netop det: slaveri. Dets formål var at dehumanisere de slavegjorte og maksimere profitter. Og selv efter at den slavegjorte befolkning, ledet af oprørslederen Budhoe, krævede og fik dens frihed den 3. juli 1848, fortsatte danskerne med et de facto slaveri. I en sådan grad, at man 30 år senere oplevede arbejderopstanden “Fireburn”, der førte til ødelæggelsen af 51 plantager på St. Croix.
Hvorefter Danmark under Første Verdenskrig i et strategisk skridt for at holde Tyskland ude af regionen, solgte øerne til USA for 25 millioner dollar i guld. Et salg, der blev en realitet den 31. marts 1917 efter at Danmark forgæves havde forsøgt at sælge øerne i både 1867 og 1902.
Dermed sluttede den danske kolonieventyr i Den Nye Verden. Og siden har Danmark ikke kigget sig tilbage – bortset lige fra den lejlighedsvise nostalgiske ceremoni eller markering, når salget af Dansk Vestindien runder 25, 50, 75 eller som nu 100 år. Reelt høstede Danmark udbyttet af slaveriet og kolonialismen, for derefter at løbe fra sit ansvar.
Erstatning
Konceptet med erstatning er hverken nyt eller radikalt. I januar 1865, mod slutningen af Den Amerikanske Borgerkrig lovede Nordstaternes general William T. Sherman landets frigjorte slaver hver “forty acres and a mule” – 16 hektarer jord og et muldyr. USA, dengang en ung nation med under 100 år på bagen, indfriede aldrig dette løfte overfor det store flertal af de frigivne slaver. Men løftet vidner om en erkendelse af, at de tidligere slavegjorte amerikanere skulle kompenseres på en eller anden måde for et livs gratis arbejde. Danmark derimod, en gammel, etableret nation med et monarki, der går tilbage til Gorm den Gamle, fandt det end ikke nødvendigt at give et sådant løfte – hvor lille og symbolsk det end måtte have været.
Men, som alle andre nationer direkte involveret i den transatlantiske slavehandel, har Danmark benyttet sig af de gængse begrundelser og undskyldninger – nogle mindre gennemtænkte end andre – for at undgå at betale erstatning: At de personer, der led skade, og de, som udførte skaden, for længst er døde og derfor ikke kan tildeles erstatning eller pålægges skyld. At de fleste sorte mennesker i dag ikke kan bevise at de nedstammer fra slavegjorte forfædre. At den transatlantiske slavehandel blev indført ved lov, selv om det måske med nutidens briller var en inhuman lov. At den skade, der er sket, ligger langt tilbage i tiden. At afrikanere også bærer skylden, fordi de deltog i og muliggjorde slavehandelen. At afrikanere har en lang historie af slaveri mod hinanden, der går længere tilbage end europæernes ankomst i midten af 1400-tallet. At den arabiskledede slavehandel i Afrika var mindst lige så slem som den transatlantiske, og hvis europæerne skal betale erstatning, så skal araberne også. At nulevende danskere ikke deltog i slaveriet, så hvorfor skal de betale erstatning for en institution, de ikke havde noget at gøre med? At i tiden for slaveriet var de fleste mennesker i Danmark livegne, der var lige så fattige og arbejdede næsten lige så hårdt som slaver. At betaling af erstatning bliver for kompliceret. (Og så selvfølgelig de mere absurde argumenter og undskyldninger, der ikke så ofte udtrykkes offentligt: At sorte mennesker i Den Nye Verden – slaveefterkommere – nød godt af at blive fjernet fra Afrika, selv om dette indebar slaveri. At det danske slaveri var mere humant end andre nationers slaveri. At slaver i Dansk Vestindien var glade, o.s.v.).
Dansk slaveri var så traumatisk for indbyggere på Jomfruøerne, at der gik 120 år efter slavernes frigørelse, før efterkommerne af de slavegjorte omsider forlod de plantager, deres forfædre havde været bundet til. Og denne afsked, der fandt sted i 1966, da sukkerrørsindustrien på St. Croix omsider drejede nøglen om, var tvungen. Regeringen hjulpet af plantageejerne fjernede simpelthen tagene fra arbejdernes boliger (de tidligere slavehytter), hvilket dermed gjorde dem ubeboelige. Det var der og først der, at gennemsnitsindbyggere på Jomfruøerne modvilligt og frygtsomt tog deres første skridt henimod mental frigørelse. Faktum var, at landarbejderlivet, der ikke havde ændret sig meget siden slavetiden, var alt de kendte til.
Traumatisering mange generationer efter slaveriet er ikke enestående for Dansk Vestindien. Beviserne for de skader, slaveriet har påført sorte mennesker i hele Den Nye Verden er allestedsnærværende selv i dag. Forskellene mellem sorte og hvide på sundheds-, uddannelses- og socialområdet taler deres tydelige sprog. Det gør racismen, forskelsbehandlingen, selvhadet og mindreværdskomplekserne også. Hvad der er særlig alarmerende ved dansk slaveri er, at indbyggerne i Dansk Vestindien blev traumatiseret to gange. Den ene gang, da de blev revet ud af en tilværelse i Afrika og lagt i lænker; den anden, da de blev revet ud af en dansk kultur og overladt til en amerikansk. Resultatet er et kulturelt skizofreni, der ses i form af en ”kolonimentalitet” og en uvilje til, endnu 100 år efter salget til USA, at favne Den Amerikanske Drøm.
Da Danmark solgte sine øer i Caribien i 1917, gik danskerne deres vej fra århundreders slaveri og kolonialisme uden en bekymring i livet. Da slaveriet sluttede i midten af 1800-tallet, oplevede øerne en støt økonomisk tilbagegang. Så da salget stod for døren, var Danmarks interesse i øerne for længst kølnet. Salget af øerne midt under Første Verdenskrig var en uventet gevinst i en brydsom tid, og danskerne grinede hele vejen til banken.
Men den danske zeitgeist er en af socialt storsind. Og Danmark har efterhånden en lang historie i at være på forkant med sociale reformer – hvad enten det er som det første land, der tillod registreret partnerskab, neutralitet under krige eller imødekommenhed for flygtninge fra hele verden. Danmark har imidlertid, som følge af en eller anden form for kolonialt hukommelsestab, overset dets største forpligtelse: at råde bod for de forbrydelser mod menneskeheden, der blev begået på de danske “sukker-øer”.
Indrømmet, erstatning bliver en kompliceret affære. Men det var slaveri også. Men, sammenlignet med lande som Spanien, Portugal, Storbritannien og Frankrig, der ikke ville vide, hvor de skulle starte for at løse deres astronomiske erstatningssager, vil Danmark få det langt nemmere. Netop fordi danskerne kun havde tre små øer med forholdsvis få indbyggere. Og fordi, at erstatningsbyrden skal deles med Norge.
Hvilken form erstatningen skal have, og hvem der skal være berettiget til den, er en sag, der skal afgøres af Danmark og de indbyggere på Jomfruøerne, der, som følge af de fremragende danske arkiver, kan spore deres forfædre i Dansk Vestindien tilbage til 1848 og tidligere.
Men I lyset af, at erstatning er uundgåelig – på den ene eller den anden made – ville det sømme sig for Danmark endnu engang at gå forrest. Denne gang i forbindelse med at rette op på det, der i brede kredse opfattes som den største forbrydelse mod menneskeheden.
Gennem en periode på næsten 250 år var afrikanere i Dansk Vestindien forhindret i at udnytte deres gudgivne talenter til gavn for menneskeheden, dem selv om deres børn, men var i stedet tvunget til et liv som plantagearbejdere. Under dette system blev mennesker, som ellers kunne have været store kunstnere, talere, forfattere, opfindere, ledere, advokater, læger og filosoffer eksempelvis, tvunget til at skære sukkerrør. Og efter liv hæmmet og beskåret som bonsai-træer, blev de typisk lagt i anonyme grave og næsten glemt af eftertiden (bortset fra det faktum, at danskerne nøje førte arkiv over alting). Således er befolkningen på de Amerikanske Jomfruøer berøvet de familieformuer, der ellers kunne have været sparet sammen gennem mere end 20 generationer. Og menneskeheden blev berøvet for de bidrag, disse afrikanere kunne have ydet.
I 2017, hvor social korrekthed vinder stadig mere frem, kan den transatlantiske slavehandel og den kolonialisme, der fulgte i dens kølvand, ikke længere bortforklares som en uretfærdighed, der ikke kan rettes op på. Hvis mennesket kan afkode universitets mysterier og dechifrere DNA-molekylet, kan det også finde en måde at løse spørgsmålet om erstatning, og dermed gøre det muligt for efterkommerne af de slavegjorte afrikanere og alle andre omsider at afslutte dette mørke kapitel i menneskehedens historie.
En undskyldning
Som grundlag for Danmarks afvisning af et give en officiel undskyldning for dets 246 år lange involvering i den transatlantiske slavehandel og kolonialismen, finder man to gennemgående argumenter. Det folkelige argument og det politiske. Det folkelige argument, der er blevet indprentet i den nationale bevidsthed, er holdningen, at fordi nulevende danskere ikke personligt deltog i den danske slavehandel, så er de på ingen made, hverken etisk eller juridisk, forpligtet til at undskylde overfor de nulevende indbyggere på de Amerikanske Jomfruøer, ingen af hvilke personligt har oplevet slaveriets grusomheder. Det politiske argument, der dog ikke udtrykkes offentligt, er, at en officiel dansk undskyldning ville være ensbetydende med erkendelse af skyld, som dermed vil bane vejen for krav om erstatning. (Og der er generel enighed, selv blandt de mest intellektuelle og liberale danskere, om, at Danmark ikke bør betale erstatning).
Det folkelige argument er, i bedste fald, uinspireret. Danskere i dag tager ikke sjældent ære af triumfer og bedrifter, der skyldes for længst døde landsmænd. Så hvorfor kan nulevende danskere ikke også tage de fejl og forseelser, der er begået af deres forfædre, på sig? Nulevende danskere hædrer eksempelvis deres forfædre for at være blandt de første til at forbyde den transatlantiske slavehandel. Nulevende danskere hædrer de bedrifter, der blev begået af 1700- og 1800-tals danskere såsom eventyrdigteren H. C. Andersen (1805-1875) og billedhuggeren Bertel Thorvaldsen (1770-1844). Men de samme nulevende danskere distancerer sig som en selvfølge fra de danske slavehandlere og slaveejere, der var disse nationalheltes samtidige. Det, som danskere i dag imidlertid overser, er den åbenlyse kendsgerning: Havde danskere undskyldt overfor befolkningen i Dansk Vestindien på det passende tidspunkt – dengang slaveriet blev afskaffet for 169 år siden – ville denne latterlige diskussion om, hvorvidt danskere skal sige undskyld, have været bilagt for otte generationer siden.
Alt imens fortsætter det politiske argument med at være en tikkende bombe. På et eller andet tidspunkt og i en eller anden form kommer landene bag den transatlantiske slavehandel – Portugal, Spanien, Storbritannien, Frankrig, Holland, Danmark, Norge, Sverige, Brasilien (og Brandenburg – i dag en af Tysklands 16 delstater) – til at betale erstatning. Gennem århundreder drog Danmark rundt i verdens under kolonialismens banner, og berigede sig selv på bekostning af dets kolonier. Og selv om man vendte Dansk Vestindien ryggen uden at det dengang kostede noget, oplever Danmark nu – for første gang i sin lange historie – de udfordringer, der følger med masseindvandring, påført landet som følge af dets medlemskab af EU. Selv om ingen af disse indvandrere kommer fra det tidligere Dansk Vestindien.
Det faktum, at øernes befolkning 169 år efter slaveriets ophør og 100 år efter salget af Dansk Vestindien, fortsat skal debattere, diskutere og brydes med den danske befolkning på spørgsmålet om en undskyldning for noget så åbenlyst og fundamentalt forkert som slaveriet, er en fornærmelse mod indbyggerne på de Amerikanske Jomfruøer. Enhver med den mindste smule menneskelig værdighed ved instinktivt, at det at berøve et menneske fra hans eller hendes frihed er naturstridigt. Selv skolebørn ved dette.
Hvis den almindelige dansker her i 2017 stadig mener, at de rent faktisk ikke kan eller bør undskylde på vegne af deres forfædre for slaveriet, kan danskerne tage deres undskyldning (eller mangel på samme) og arkivere den lodret. Hvor i verden er det sådan, at mennesker, der åbenlyst er blevet udsat for en uretfærdighed, må trygle og bede misdæderne om en oprigtig undskyldning? Under den transatlantiske slavehandel var det de blonde, blåøjede danskere, der er ”barbarerne” og de mørkhudede, mørkøjede afrikanere, der var ofrene. Og lige for en ordens skyld: danskerne har aldrig sagt officielt tak til den slavegjorte befolkning for 177 års gratis arbejdskraft – slaveriet i Dansk Vestindien varede fra 1671 til 1848. Skal indbyggerne på Jomfruøernes også trygle og bede om en ”tak”?
Den 26. marts 2017 udstedte Brødremenigheden i Danmark en officiel undskyldning til indbyggerne på de Amerikanske Jomfruøer for slaveriet i Dansk Vestindien. “Som borgere i Danmark erklærer vi hermed, at vi med sorg betragter den dybt beklagelige fortid, hvor forfædre af befolkningen på de Amerikanske Jomfruøer blev holdt i slaveri og mod deres vilje blev tvunget til at arbejde for slaveejere, hvoraf mange kom fra Danmark”, hedder det bl.a. i erklæringen.
Det er ikke overraskende, at netop Brødremenigheden i Danmark bliver de første danskere til at udstede en officiel undskyldning – om end 169 år for sent – til befolkningen på Jomfruøerne. Brødremenigheden var trods alt de eneste, der, når de døbte slavegjorte afrikanere, var åndsnærværende nok til at registrere og nedfælde disse personers afrikanske navne og oprindelsessteder. Og det var Brødremenigheden, der så tidligt som 1730’erne begyndte at lære den slavegjorte befolkning at læse Biblen for at den enkelte kunne finde sin egen vej til Gud. Der var derfor Brødremenighedens folk, der blev bedt om at være lærere, da den danske regering i 1787 besluttede at etablere offentlige skoler for de slavegjorte i byerne Christiansted, Frederiksted og Charlotte Amalie. Hvorved Danmark blev det første land i det transatlantiske slaveris historie, der begyndte at yde skolegang til dens slavegjorte befolkning.
Konklusion
Befolkningen på de Amerikanske Jomfruøer har til trods for det slaveri, deres forfædre var underlagt – og hvis følger stadig er allestedsnærværende i dag – vedholdende haft varme følelser overfor danskerne og deres dansk-vestindiske arv. Danske efternavne – båret af sorte mennesker – er almindelige i øernes telefonbøger. Dansk-vestindisk arkitektur og danske gadenavne tjener stadig som åbent bevis på danskernes tilstedeværelse på øerne. Antikke dansk-vestindiske møbler pryder fortsat de fineste boliger på øerne. Dansk-inspireret mad udgør dele af det, der betegnes som traditionel cuisine på Jomfruøerne. Og når indbyggerne på øerne under de tilbagevendende storme står overfor valget mellem at yde hjælp til en dansker eller en amerikaner, så er det oftest danskeren, de undsætter først. Muligvis er det sidste yderligere et bevis på arven fra slavetiden. Eller måske er øbefolkningens usvækkede kærlighed til Danmark ikke rettet mod selve landet, men et forsøg på rent slægtsmæssigt at knytte sig til ens aner. Eller et vidnesbyrd om indbyggerne i det tidligere Dansk Vestindiens iboende værdighed. Det er muligvis en blanding af det hele. Men en ting er sikkert: Det, der gennem årene har udviklet sig til forholdet mellem danskere og indbyggere på Jomfruøerne, kunne blive en model for det 21. århundrede på mellemfolkelige relationer og international diplomati – en lektion til gavn for hele menneskeheden. En anden ting er sikkert: Når beboerne på Jomfruøerne og danskerne kunne forblive på venskabelig fod til trods for deres fælles fortid, så er der ingen grænser for, hvad de kan opnå sammen i fremtiden, hvis fundamentet for disse fortsatte relationer bliver en bilæggelse af det “uafklarede spørgsmål” imellem os – nærmere bestemt erstatning og undskyldning.
Illustration: Den check på 25 mio. dollar, som USA betalte Danmark for Dansk Vestindien. (Library of Congress). Grafik: Michael Dorbec.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her