KROPSLIG FRISÆTTELSE // POV PÅ SPIDSEN – På årets sidste badetur ved Svanemøllen møder Jesper Grunwald både storbyens kulturelle mangfoldighed og et fastlåst kvindesyn. Fra burkinier til bikinier ser han den samme forestilling om kvindekroppen som noget, der skal dækkes til. Hvor blev 70’ernes frisættelse af?
I POV på spidsen sætter en håndfuld analytiske og polemiske, rationelle og impulsive skribenter tidens emner til debat.
Når verden i denne tid for alvor er reaktionær, vælger jeg at finde inspiration i fortiden. PH, Poul Henningsen – arkitekten, digteren, det kulturradikale ikon – ville være 132 år den 9. september. Hans opgør med den borgerlige seksualmoral var epokegørende. Som han skrev det sarkastisk i ”Politisk Revy”: “… Mens al reaktion bygger på en uoverstigelig afgrund mellem det beskidt legemlige og det englerene åndelige…”.
Frisættelsen som forsvandt
På det, der måske blev årets sidste stranddag på Svanemøllestranden i grænselandet mellem det københavnske, multinationale hipsterunivers og det borgerlige mekka, Hellerup, slukker jeg med et gamlingens suk for en podcast med popmusikeren, der kloger sig på religionsfilosofi og hylder den muslimske tradition for tilsløring af kvinder som feminisme: ”…For den tildækkede kvinde har den fordel, at hun kan se manden, mens mænd ikke kan se hende …”
Forklaringen klinger mere af fetichisme end af feminisme.
Jeg gider ikke spilde min tid på den englerene popmusiker og hans kvindesyn, som de kulturradikale frihedskæmpere gjorde op med, et årti inden hans far blev født.
De våde gevandter, der efter første dyk klistrer sig til de badende nymfers kroppe, afslører jo dybest set mere kvindelig formgivning end det bare maveskind
Kigger ud over stranden og kan med en blanding af stolthed og vemod se, at der stadig er kvinder – ofte i den modne alder – som praktiserer frigørelsen fra bikinitoppen og retten til at få sol på brysterne. Men de er færre, og denne frihedsret praktiseres ikke så tydeligt som i de fede tider i 70’erne, hvor kvinder og mænd tog opgøret med den snerpede småborgerlighed og dens forudsætning, at kvindens krop skal tildækkes, fordi den udgør en trussel mod sædeligheden.
Bare bryster. En ubærlig fristelse med henblik på hor.
Og så – tæt på den tilkæmpede solplads – banker den globale virkelighed på. En gruppe kvinder af somalisk baggrund må naturligt nok i vandet for at dulme kroppens ophedning denne fugttunge sensommerdag.
Personligt elsker jeg den brogede verden. Men popmusikerens retfærdiggørelse af den kvindelige tildækning kan ikke fjerne mit syn på denne gruppe af ældre og yngre, muslimske kvinder, som kaster sig i vandet med sort tørklæde og heldragt og bukser under heldragten, så end ikke anklerne kan blotte deres hud. Jeg mener helt oprigtigt, at jeg ikke har moralsk opstød over fremmede kulturer og forskelligheden i noget så fundamentalt som den menneskelige blufærdighed. Det er nærmest fascinerende.
Men den religiøse fremstilling af kvinden som en trussel mod sædeligheden, hvis hendes krop er synlig, er hovedrystende forældet – og hyklerisk. I Koranens Sura A-Nur, 31 – kapitel 24 står der, at den troende kvinde skal sænke blikket og være beskeden i adfærd og optræden. Lovreligiøsitetens forbandelse, når man følger de tekster, som blev formuleret for mere end et årtusinde siden – i en helt anden kultur.
Følger man popmusikerens små-erotiske tænkning af spillet mellem manden, der intet ser, og kvinden, der ser alt, så går kabalen op. For de våde gevandter, der efter første dyk klistrer sig til de badende nymfers kroppe, afslører jo dybest set mere kvindelig formgivning end det bare maveskind og de indpakkede bryster i bikinien.
Kvindekroppen som en trussel
Jeg har ligget og blundet og tænkt på, hvordan jeg kan formidle min kritik af den konservative islam og ikke mindst kvindesynet på skalaen fra kulturforskelligheden her i kongeriget og så den modbydelige religionsfascisme i det Afghanistan, hvor vi først smed bomber og siden forlod landet og overlod det som en de facto koncentrationslejr for den andenrangs halvdel af befolkningen – kvinderne.
Ligesom mor, vil forældrene sige undskyldende for ikke at ryge ind i spørgsmålet om, hvorfor et barnebryst på en lille pige skal tildækkes som på en voksen kvindes
Kvinderne med kulturbaggrund i Somalia er kommet op af vandet, spiser og småryster lidt i deres sorte, klistrede kjortler, inden solen begynder at tørre deres sorte ”burkinier”, der dækker deres krop. Kulturforskellighed – ja heldigvis. Men jeg kommer aldrig til at acceptere de kønnede dogmer, der fordrer indpakningen af den kvindelige krop, fordi den udgør en trussel mod anstændighed og moral. I moderne tider er tankegangen og praktiseringen nærmest modsat hensigten: Den fastholder kvinden som et seksualobjekt.
Bikinien begynder i babystørrelsen
Men den reaktionære tankegang lever ikke blot i den lovreligiøse dogmatik. Den trives også i vores egen, moderne og kommercielle kultur.
En gruppe små piger leger i strandkanten. Ingen sunde mennesker vil forbinde disse unger med en erotisk tænkning. Men det slår mig, at frisættelsen, som vi drømte om for 50 år siden, stadigvæk har lange udsigter. Alle de små piger i vandkanten er tildækket efter kønsstereotypier: De går i bikinier. Ligesom mor, vil forældrene sige undskyldende for ikke at ryge ind i spørgsmålet om, hvorfor et barnebryst på en lille pige skal tildækkes som på en voksen kvindes. De begynder allerede i babystørrelsen.
En lidt større pige kommer til. Måske 9-10 år, gætter jeg på. Også i den tækkelige påklædning, der dækker hendes bryst. Men nu ser jeg noget, som min kone og mine voksne døtre (der alle har pigebørn) har harceleret over: At fremtrædende pushere af børnetøj fremstiller bikinier til piger, som endnu ikke har fået fremstående bryster, med indlæg i skumplast, der får pigernes bryster til at fremstå større, endnu inden de ægte er vokset ud.
Det er mormor, kvinden fra min egen ungdom, der har sluppet brysterne ud i solskinnet
Denne præfokusering på en kvindelig kønsstereotypi, endnu inden pigen er blevet en fysisk udviklet kvinde, er – undskyld mig – en smule pervers. Den iscenesætter den seksualisering, som bikinitoppen netop skulle forhindre.
En usund dyrkelse af blufærdigheden er det blevet sagt af både Børns Vilkår og børnepsykologer.
Hvor kommer frisættelsen fra?
Det er ikke den forvrøvlede religiøse tese, at kvinden skal tildækkes for at fremelske den menneskelige anstændighed, jeg vil læne mig op ad.
Eller de danske mødre og fædre, der tildækker deres døtre og i realiteten seksualiserer de børn, som de påstår at ville beskytte.
Det er mormor, kvinden fra min egen ungdom, der har sluppet brysterne ud i solskinnet.
Hun er min heltinde.
Flere tekster af Jesper Grunwald findes her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og