FV26 // ANALYSE – “Mette Frederiksen (S), Lars Løkke Rasmussen (M) og Troels Lund Poulsen (V) har ageret som de heldige børn i Legoland, der stod forrest i køen til forlystelserne. De har ikke evnet at rydde op i deres eget morads af lappeløsninger, zig-zag-kurs og bureaukrati, skabt gennem de årtier, hvor de tre har haft central indflydelse i dansk politik,” skriver Helle Ib.
Efter en næsten fire uger lang valgkamp synes kun to ting at være nogenlunde sikre: Den ene er, at man må på regne højdramatiske regeringsforhandlinger, såfremt Moderaterne og Lars Løkke Rasmussen står med de afgørende mandater.
Det andet er, at en ny regering får det sværere end SVM, som jo næppe fortsætter i uændret form.
Hvis valget falder ud, som de fleste målinger indikerer, kan Lars Løkke Rasmussen indtage rollen som kongemager. Dansk politiks mest uforudsigelige solospiller kommer selvsagt ikke til at glide i ét med Mette Frederiksens røde bagtæppe eller stille sine mandater gratis til rådighed for, at Socialdemokratiet gennemfører sine valgløfter og en kurs, der går stik imod Løkkes egen i den økonomiske politik.
Hvis valget falder ud, som de fleste målinger indikerer, kan Lars Løkke Rasmussen indtage rollen som kongemager. Dansk politiks mest uforudsigelige solospiller kommer selvsagt ikke til at glide i ét med Mette Frederiksens røde bagtæppe
Lars Løkke Rasmussens evner som noget nær hensynsløs men dygtig magtspiller er velkendte. På det seneste har han også demonstreret i al offentlighed, at han ikke er at tælle blandt statsministerens inderlige fanskare.
Da Mette Frederiksen i en reportage for nylig i Berlingske udtalte, at ”relationen mellem mig og nogle danskere har fået et dybere følelsesmæssig niveau end i tidligere valgkampe”, og at der er ”mange, der får tårer i øjnene, når de møder mig,” kan det ikke være regeringspartneren fra Moderaterne, hun tænkte på.
Tre små eksempler:
Da Lars Løkke Rasmussen medvirkede i DR-programmet ”Middag med magten” blev han spurgt, om han synes, Mette Frederiksen er en god statsminister. ”Det er jo noget, danskerne skal afgøre,” svarede han med den særlige Løkke-grimasse. Det pæneste, udenrigsministeren efter mere end tre års tæt samarbejde kunne få over sine læber var, at det er ”sådan det er” – at Mette Frederiksen er statsminister.
Da Lars Løkke Rasmussen efter sin hovedrolle-optur på den internationale scene i februar deltog i sikkerhedskonferencen i München fik han flere gange understreget over for pressen, at dét møde, Mette Frederiksen skulle have med den amerikanske udenrigsminister Marco Rubio, var et ”kort” møde. Man anede en irritation over rollefordelingen.
For Mette Frederiksen ”var en stjerne i München i år. Alle ville tale med hende”, som Berlingskes internationale analytiker Kristian Mouritzen konstaterede samtidig med, at Lars Løkke Rasmussen ”måtte halse lidt bagefter.”
Da Lars Løkke Rasmussen ved valgkampens begyndelse blev spurgt, hvem der i regeringen fik den – upopulære – ide at afskaffe store bededag, fik han igen lagt afstand til forslaget ved at fremhæve, at det ikke var hans opfindelse. Det er især Socialdemokratiet og Mette Frederiksen, som har lidt under bededagsballaden.
Vil et nyt forsøg hen over midten bære frugt?
Får Lars Løkke Rasmussen de afgørende mandater er det indlysende, at hans mål og krav om en ny regering hen over midten i det mindste vil blive afsøgt. Intet politisk dyr er så farligt og fleksibelt som dét, der står i en ”nothing left to loose”-situation og vil bruge sin styrke til det yderste.
Det er tvivlsomt, om et nyt forsøg hen over midten vil bære frugt. Et elendigt valgresultat på 9-10 procent til Venstre vil gøre det for svært for Troels Lund Poulsen at gøre Mette Frederiksen til statsminister endnu engang, og selv med Moderaternes mandater kan det være svært at skimte et blåt flertal uden om den yderste højrefløj.
Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen kan derfor havne sammen i regering igen – båret af egne stærke og målrettede ambitioner om at forblive ved magten.
De bindes sammen af mandaternes logik.
Må Løkke opgive sit hovedmål om en ny bred regering – og i stedet bruge sin indflydelse i en ny S-ledet regering, der baseres på centrum-venstre – vil valget bl.a. blive husket som dét, hvor vælgerne kun gav SVM én periode.
Gravskriften over den første brede regering i nyere tid kan sammenfattes således:
Opgøret med blokpolitikken behøver ikke at blive en enlig svale. Flere konstellationer kan komme på tale i fremtiden, selv om en bred regering viste sig at have markante indbyggede svagheder – herunder tendensen til selvtilstrækkelighed og lukkede processer og det forhold, at V- og S-vælgere aldrig har været rigtigt begejstrede for at se mangeårige hovedmodstandere i regering sammen.
På resultatsiden har SVM nået at gennemføre væsentlige strukturreformer som især den på sundhedsområdet. En trepartsaftale om CO2-afgifter og kvælstof var næppe lykkedes under normale blokpolitiske vilkår. Og såvel arbejdsudbudsreformer som skattelettelser er på niveauer, der overgår de tidligere blokbaserede regeringers resultater. Det har været muligt både at øge de offentlige udgifter og at sænke skatten for borgere og virksomheder.
Men en regering skal også måles på to andre forhold:
Dens egne arbejdsvilkår. Og dens evne til at skabe så solide og overbevisende resultater, at de vil stå uantastet i mange år. Her har SVM skuffet.
De tre partier har haft usædvanligt fede arbejdsvilkår. Et flertal, der indebar, at intet yderparti kunne rase og true med at vælte regeringen i protest. Et råderum, der blev opskrevet så mange gange, at Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne helt vænnede sig af med den ellers anerkendte metode: at finde konkret finansiering til udgiftskrævende forslag og ikke bare henvise til råderummet eller mulighederne for at øge underskuddet.
De tre partier har haft usædvanligt fede arbejdsvilkår. Et flertal, der indebar, at intet yderparti kunne rase og true med at vælte regeringen i protest
Mette Frederiksen, Lars Løkke Rasmussen og Troels Lund Poulsen har ageret som de heldige børn i Legoland, der stod forrest i køen til forlystelserne.
De har ikke evnet at rydde op i deres eget morads af lappeløsninger, zig-zag-kurs og bureaukrati, skabt gennem de årtier, hvor de tre har haft central indflydelse i dansk politik.
Totaloprydning og forenkling af hele aktie- og kapitalbeskatningen, større gennemskuelighed og retssikkerhed i skattespørgsmål for boligejere og andre borgere, samfundsmæssig klogere brug af erhvervsstøtten, gearskifte i hele den økonomiske politik og den grønne omstilling med det formål at ruste Danmark til en periode, der kan blive endnu mere udfordret end nu i lyset af de globale spændinger: Meget havde været lettere at få igennem, mens der fortsat herskede en vis musketerfornemmelse blandt de tre partier.
SVM er nok ikke sidste midterregering
Nu kan blokpolitikkens dynamik – og måske hele 12 partier – bidrage til at begrænse mulighederne, hvis valgets tale bliver død over SVM eller et nyt midterprojekt.
Som valgkampen har udviklet sig, risikerer en del af de opnåede resultater sågar at blive udvandet.
Trepartsaftalen om landbrugets omstilling er anskudt med intens strid om, hvorvidt køreplanen tager tilstrækkelig højde for kravene om renere drikkevand og sprøjteforbud.
I den økonomiske politik har Socialdemokratiet fundamentalt ændret signaler.
SVM nåede at forbedre arbejdsudbuddet med over 30.000 personer. Der blev talt om arbejdskraft som vor tids ”hårde valuta” uden hvilken, det private erhvervsliv og de store velfærdsinstitutioner kommer i store vanskeligheder.
Men det internationale trusselbillede, der legitimerede dannelsen af SVM i 2022, synes helt skubbet til side til fordel for udspil, der signalerer, at der hverken opstår problemer med arbejdskraft eller finansiering i de kommende mange år.
Mens verden står i brand, er alvoren erstattet med økonomisk løssluppenhed og symbolprægede feel-good-forslag, ingen kan gennemskue konsekvenserne af.
Valgkampen har budt på forslag om gratis daginstitutioner, statsstøtte til nedsat tid til småbørnsforældre, mere favorable tilbagetrækningsordninger og lempelige indeksering af pensionsalderen på længere sigt.
Mens verden står i brand, er alvoren erstattet med økonomisk løssluppenhed og symbolprægede feel-good-forslag, ingen kan gennemskue konsekvenserne af
Afskaffelsen af store bededag, den eneste rigtigt kontroversielle og upopulære beslutning, SVM-regeringen tegnede sig for, overlever muligvis ikke. På det seneste har de tre partiledere haft travlt med at skubbe aben væk fra egne skuldre. En demonstration af, at det ikke skulle tages så alvorligt, da Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne i polykrisernes skær i 2022 påstod at kunne lægge partiegoismen til side til fordel for musketered, ansvar og fælles håndtering i en svær situation for Danmark.
SVM bliver næppe den sidste midterregering i nyere tid, og en del af resultatlisten kan på længere sigt overraske positivt.
Men det samlede indtryk på falderebet er fornemmelsen af forspildte chancer, der ikke lige kommer igen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og