DOKUMENTARFILM // ANMELDELSE – Dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX starter i dag. I POV lægger vi ud med den tyske mesterinstruktør og levende legende Werner Herzog. Hans nye film, Ghost Elephants, kredser om forholdet mellem natur og menneske og bærer alle hans velkendte kendetegn. Det er både fascinerende og lidt for typisk Herzog, konstaterer filmredaktør Mikkel Stolt.
Hvis du aldrig har set en af Werner Herzogs film, er det her et ganske udmærket sted at starte. Hvis du er mere velbevandret, vil du kunne genkende mange træk og temaer. I begge tilfælde vil jeg anbefale det store lærred, mens man har chancen.
Hovedpersonen er en typisk Herzog-helt: et menneske med en drøm om eller dedikation til noget mere eller mindre vanvittigt på et mere eller mindre umuligt sted. Den sydafrikanske videnskabsmand Steve Boyes har i årevis forsøgt at finde det endelige bevis på, at elefanterne på en kæmpe højslette i Angola er en selvstændig og større underart, og måske endda beslægtet med verdens største kendte eksemplar, ’Henry’, der blev skudt i 1955 og befinder sig på Smithsonian Museum i Washington, D.C. På flere ekspeditioner til Angola er det mislykkedes at finde elefanterne i det stort set ubeboede område, men et ubemandet kamera har dog fanget en (se topbilledet).
Herzogs fede accent
Fra D.C., hvor Boyes ser ’Henry’ for første gang, bevæger vi os til Afrika, hvor lokaliteten i Angola introduceres via computeranimation og instruktørens sædvanligt manende stemme med den fede, tyske accent, og dernæst sydpå til Namibia, hvor filmens ekspedition tager sin begyndelse. Som interviewer spørger Herzog ind til projektet, men han spørger desuden også Boyes, om der ikke er noget ’Moby Dick’ over det hele – en umulig jagt på et (indre?) fantasivæsen, der måske slet ikke findes i virkeligheden? Joe, måske, svares der.
Dernæst skildrer filmen forberedelserne med de namibiske elefant-trackers, turen nordpå til Angola til den ufremkommelige højslette – den del begynder ret præcist halvvejs i filmen – mødet med høvdingen for det folk, som mener sig beslægtet spirituelt med ’spøgelseselefanterne’, og endelig frem til selve terrænet, hvor elefanterne måske, måske ikke lader sig filme.
Herzogs skildringer af enten individers eller hele menneskehedens livtag med sig selv og resten af kloden er altid værd at bruge tid på
Få instruktører er som Herzog i stand til at lade sin stemme skinne igennem, mens han samtidig giver plads til de medvirkende og de små omveje og digressioner, der gør hans film så fascinerende.
Det sker mest i filmens første halvdel, og blandt andet sætter han cirka ti minutter inde en stemningsmarkør i form af en åndeløst smuk sekvens med billeder af elefantfødder gående på en flod- eller søbund. Musikken er af den hollandske komponist Ernst Reijseger, og det fik mig til at tænke på slutscenen i Cave of Forgotten Dreams (2010), hvor samme komponist ledsagede 3D-billederne af den films hulemalerier.
Og som i flere andre af sine film, så tager han sig god tid til at fortælle om traditioner, trancedanse og giftpile og ikke mindst borgerkrigen i Angola, hvor tusindvis hvis ikke millioner af dyr blev dræbt – bare fordi der var soldater med våben i nærheden. Det hele er med til at rejse de spørgsmål til seeren, som kredser om menneskets forhold gennem tiden til vores omgivelser, især naturligvis naturen.
Men han er også konkret i forhold til den udstoppede elefant og de faktiske forhold for ekspeditionen, og det er fordi der jo også er en forholdsvis simpel historie, der skal fortælles. Ikke mindst fordi det også er National Geographic, der står som afsender.
Så lykkes det at finde og filme de elefanter? Ja, jeg skal ikke afsløre noget, for historien fortælles faktisk, om end jeg undervejs syntes, at jeg kunne mærke de der små knaster, der opstår, når en kunstner skal agere inden for mainstream-kulturen.
Det er svært at forklare, men det er små detaljer i den fremadskridende fortælling, der fremstår en lille smule uklare. Hvis området er ubeboet, hvorfor bor der så nogle? Hvornår ankommer de egentlig til den højslette, som så imponerende stejl ud i computeranimationen, men tilsyneladende forcerer de ikke nogen stigning? Den slags detaljer, som i virkeligheden løser sig eller ikke betyder så meget. Jeg oplevede det som om, at det ikke er fortællingen som sådan, der stritter imod at blive fortalt lineært, det er fortælleren selv.
Hvilken sandhed?
Jeg kan måske ikke sige, at det er første gang, jeg har følt det sådan under en Herzog-film, men hans søgen efter den ”ekstatiske sandhed fremfor den bogholderagtige sandhed”, som han yndes at blive skudt i skoene (hvilket han også selv gør), kommer her til at virke noget påtaget.
Det er klart, at han har lov til at synes, at det lyder som jagten på den hvide hval, men både i den nævnte scene med Boyes og mod slutningen, da ekspeditionen er overstået, får jeg alligevel en lille fornemmelse af, at der bliver lagt ord i munden på den medvirkende. Det er dels fordi, filmen fortsætter af det narrative og videnskabelige spor derefter, og den i filmen indlejrede filosoferen derfor kommer en anelse til kort. Dels fordi Boyes virker som en mand, der vil alle det godt, inklusiv instruktøren. Herzog er i fare for – i sin egen fascination af folk på jagt efter det mytisk-fascinerende ved – at nærme sig det selv-parodiske.
Jeg er sgu ligeglad, og det er netop det, der kendetegner de store filmskaberes film. At vi måske er nødt til at kigge to gange (ligesom når man leder efter elefanter), og jeg vil i hvert fald anbefale, at man ser Ghost Elephants mindst én gang. Herzogs skildring af både individers og hele menneskehedens livtag med sig selv og resten af kloden er altid værd at bruge tid på.
PS. Jeg har en lille mistanke om, at den 83-årige Herzog ikke selv er med på den egentlige og temmelig hårde ekspedition. Det antydes sådan indirekte i både voice-over og i billederne. Er I enige? Jeg skal i øvrigt have fat i bogen Okavango and the Source of Life af Steve Boyes, der udkom for nylig, og som blandt andet skulle handle om det samme område og elefanterne.
Det er ikke kun i København, at festivalen foregår. Mange film kommer rundt i landet via DOX:DANMARK.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og