FILM // CPH:PIX – Eftersom årets udgave af CPH:PIX var kort og fyldt med debuterende instruktører har Frederik Bové valgt at forsøge en anderledes tilgang til filmene. Han skriver om de billeder, der er skabt, og hvad de siger om de steder, der har skabt dem.
Jeg forsøger noget ret specifikt med dækningen af dette års CPH:PIX, der i øvrigt hed Weekend og er overstået nu, for den varede kun lidt over en weekend. Festivalen indeholdt næsten kun film af unge instruktører, ubeskrevne blade. De fleste kommer ikke i biografen senere hen, chancen for at se dem er forbigået.
Så hvordan skrive om dem? Jeg forsøger en ny model. Den hedder den geografisk/geologiske model. Man kortlægger filmverdenen. Og man går i dybden. Skriver om filmlande. Lægger film på film. Finder ting der går igen. Beskriver forandringer over tid. Det kan kun lade sig gøre med filmfestivaler, for det kræver at man ser virkelig mange film… Men så er det jo heldigt at der trods alt var en del film, selv på en formindsket PIX.
Så over de næste par dage kommer der et par artikler om henholdsvis Europa, Sydamerika og Asien. I dag handler det om Europa. Jeg har set film fra så eksotiske steder som Bosnien, Frankrig og Norge, nu skal I høre hvordan de lande hænger sammen. Jeg undskylder, hvis det forfalder til nationale stereotyper, det kan til tider være svært at undgå. Især når det kommer til franskmænd. Sorry.
Take Me Somewhere Nice
Bosnien er ikke et filmland jeg har det store forhold til. Den mest kendte instruktør er nok Danis Tanovic, hvis Ingenmandsland vandt en Oscar, men jeg har aldrig dyrket ham. Første gang jeg følte, jeg fik et filmisk billede af Bosnien, var på dette års Berlin-festival, da jeg så dokumentaren The Stone Speakers af Igor Drljaca.
Dokumentarfilmen viser fire kulturelle steder i Bosnien, men hvert sted er simpelthen så overdrevet, at det er umuligt at tage seriøst. Der er for mange pilgrimme, for mange fortællinger om aliens, for mærkelige mosaikker. Der er lagt så meget vægt på de her steder, de skal simpelthen betyde så meget, at det bliver kitsch. Bosnien-Herzegovina er jo et land, der siden afslutningen af den jugoslaviske borgerkrig har været delt op mellem forskellige befolkningsgrupper, og man fornemmer af en film som The Stone Speakers, at kampen for at definere den bosniske kultur ikke er forbi endnu.
Der er en del af det samme i Ena Sendijarevic’ debutfilm Take Me Somewhere Nice. Den unge kvinde Alma rejser fra Holland til Bosnien for at besøge sin far, der er blevet indlagt på et hospital i byen Podvelezje, hvilket åbenbart ligger langt væk. Så der må hun forsøge at rejse hen, først med bus og derefter i selvskab med en fætter og fætterens charmerende ven. Det er såmænd plottet, resten er små morsomme situationer.
Filmen bliver i programmet sammenlignet med Jim Jarmusch, og det er ikke helt forkert. De to ungersvende Emir og Denis kører den cooleste amerikanske firser-stil jeg længe har set. Det er også virkelig lang tid siden, jeg har set nogen operere en jukebox på en billardbar. Men der er den forskel, at hos Jarmusch var hovedpersonerne sært tidsløse hipstere, der dog lod til at trille rundt i noget der mindede om den virkelige verden. Hos Sendijarevic er verden også en art postmoderne hipster-ting. Eller også er den igen så kulturelt overladet, at det kammer over og bliver tomt igen.
Både som portræt af et samfund, og af en postkrigs-generation, der gerne vil definere sig selv udover etniske tilhørsforhold, er Take Me Somewhere Nice ny, unik og egensindig. En af festivalens absolut bedste film
Der skabes virkelig en forbløffende verden. Smarte modernistiske hoteller og restauranter, som grebet ud af halvtredserne. Neonbelyste natklubber. Et ganske sublimt landskab. Det er svært at få til at hænge sammen som sted. Filmen er også holdt i et kvadratisk format, med mange diagonaler, mange scener filmet skråt oppe- eller nedefra. Det får det hele til at se nærmest kubistisk ud, utallige stilarter klunset sammen til en art firkantet patchwork. Og læg så dertil en deadpan-humor med timingen helt i orden, og vi er ude i en både sjov og skarp film. Når Alma åbner køleskabet er der f.eks. kun 50 flasker kildevand derinde. Og en citron. Jeg tror hendes roomie er småkriminel, har neglet en sending kildevand. Jeg forstår ikke, hvad citronen gør derinde…
Både som portræt af et samfund, og af en postkrigs-generation, der gerne vil definere sig selv udover etniske tilhørsforhold, er Take Me Somewhere Nice ny, unik og egensindig. En af festivalens absolut bedste film.
Disco
Hvis man skal bruge den geografiske metode på Norge, så er det virkelig iøjnefaldende, hvor mange film der for tiden laves om teenagepiger i fare. Sidste år på PIX løb Blind Spot med hovedprisen, om et selvmordsforsøg. I Gøteborg kunne man se fabelagtige Harajuku, hvor en ung pige drømte sig væk til Japan, mens hendes liv i Oslo blev værre og værre. Og nu Jorunn Myklebust Syversens Disco, om en nittenårig disko-danser, der også er fanget i et snærende frikirkemiljø. Hvordan kan det være, at det tema lige er så stort i disse år?
Der er en forklaring som ligger ret ligefor: Fordi Norge har haft ekstrem stor succes med ungdomsserier på tv, så de har både knowhow, publikum og et væld af rutinerede og populære skuespillerinder. Heriblandt Josefine Frida Pettersen, der spillede Noora i Skam. I Disco spiller hun Mirjam, der altså både er verdensmester i diskodans, men samtidig også steddatter til pastoren i ‘Friheten’, en kirke der med technobeat, røgmaskine og popomkvæd sælger evangeliet på en noget anden måde end hvad jeg er vant til som kirkesanger.
Disco har fuld knald på, både når det kommer til scenerne som kristen og som danser. Det er nærmest psykedelisk. Så meget techno, så meget inderlighed, så mange blonde mennesker med påklistrede smil i deres fineste puds. Begge steder, såmænd. Det kulminerer med en eller anden techno-ballet-opvisning med børn på et kors på en scene, som seriøst skal ses før man kan forstå, hvor bizart det ser ud.
I filmen er der altid fornemmelsen af, at der er noget helt galt. Mirjam har også på fornemmelsen, at der engang er sket noget skidt, som de ikke tør snakke om, men som påvirker hende psykisk. Men da Mirjam skifter kirke til en mere afdæmpet og inderlig en, så bliver det ikke meget bedre, her bliver det bare iscenesat på en anden måde. Fornemmelsen er stadig, at teenagepiger bliver behandlet rigtig dårligt.
Det er som om et dybt nationalt traume bliver bearbejdet, omend ofte lidt fra siden.
Undervejs, mens jeg planlagde denne tekst, havde jeg tænkt mig at gøre ret meget grin med Norge, og de bizarre forhold norsk ungdom lader til at leve under, hvis man dømmer ud fra deres film. Men der er nogle scener i Disco, som peger på noget virkelig seriøst, der nok ligger som et uudsagt traume i mange af de her film. Til at starte med ser vi Mirjam flyde med hovedet nedad. Senere er hun til kristen ungdomslejr på en øde ø.
Det er med andre ord meget svært ikke at tænke Utøya og Anders Breivik ind i specifikt denne fortælling om, hvordan Norge ikke kan passe på sine unge mennesker og nok også brede det ud som et baggrundstæppe, hvorpå disse film må forstås. Det er som om et dybt nationalt traume bliver bearbejdet, omend ofte lidt fra siden.
Hvis jeg skulle vælge, havde jeg nok valgt at præsentere Harajuku i stedet for Disco på årets festival, selvom Disco bestemt ikke er dårlig. Men den mere rendyrkede weltschmerz i Harajuku får den dels til at fungere bedre som ungdomsfilm, dels til at være mere æstetisk interessant end Disco, der godt nok egentlig prøver mange flere ting, men omvendt med sin religionssatire og mange dansescener også uundgåeligt kommer til at ligne en del andre film fra rundt omkring i verden. Men den sammenligning kan man selvfølgelig kun lave, fordi Norge har imponerende mange film om unge mennesker, med store æstetiske ambitioner og virkelig meget gemt i dybden.
Twelve Thousand
Apropos dansescener. Twelve Thousand af Nadège Trebal er en socialrealistisk film à la Ken Loach med så mange dansescener, at der står anført en koreograf under rulleteksterne. Men jeg så vist ikke en eneste køkkenvask. Ret så meget fransk, egentlig?
Frank (Arieh Worthalter) og Maroussia (Trebal selv, såmænd) er et lidenskabeligt par, der lever i udkanten af samfundet. Frank har ikke rigtig noget job, han hænger ud i udkanten af en garage og arbejder uden at nogen ved det. Da de opdager ham og smider ham væk, beslutter han at rejse ud i verden, indtil han har tjent så mange penge, at han føler, han kan bidrage til husholdningen lige så meget som Maroussia. Det svarer til 12.000 euro. Men der er ikke mange reelle job i den mærkværdige udgave af Frankrig som Frank rejser rundt i, det er så relativt bart og naturligt, at jeg tænkte det foregik i en nærmest mytisk, præ-moderne verden.
Det er sjældent at mænds identitet skildres via så opmærksomme studier, som tilfældet er i Twelve Thousand. Det plejer meget at være mentalt, og så mere kvinder der får studeret deres kroppe i detaljer.
Der er én helt specifik film som Twelve Thousand mindede mig om, og det er Métamorphoses af Christophe Honoré, en moderne udgave af Ovids digte. Frank er som en mytisk karakter, der rejser ud i verden for at tjene penge, men som i virkeligheden skal lære at modstå fristelser som nemme penge og smukke, fremmede kvinder. Hans nærmest overnaturlige charme og evne til at bevæge sig gør, at folk flokkes omkring ham. Alle han møder ser ud til at høre til nogle små grupper, enten af tyve, eller af forskellige former for arbejdere. Jeg forstod faktisk ikke det hele, men jeg tror filmen helt grundlæggende handler om at finde sin egen identitet.
Som sagt minder filmen mig om Honoré, der også er kendt for at lave små moderne musicals som Love Songs, hvor Louis Garrel lige pludselig synger og er ekstremt sød. Det er en idé som Honoré ofte lader til at have taget fra de gamle Godard film fra tresserne, hvor også pludselig Anna Karina brød ud i sang eller dansede på en bar. Specifikt den dans, den fra Bande a Part ser ud til at blive gentaget i Twelve Thousand, omend kameravinklen er lidt sær.
Det som Godard, Honoré og nu Trebal lader til at arbejde med er, at vi som mennesker ofte er defineret ved den måde vi bevæger os på. Om vi sniger os rundt, eller går med hovedet holdt højt. De små dansesekvenser i Twelve Thousand understreger, hvordan Frank ikke bare leder efter et job, men efter identitet.
Det er dog sjældent, at mænds identitet skildres via så opmærksomme studier af vores kroppe, som tilfældet er i Twelve Thousand. Det plejer meget at være kvinder, der får studeret deres kroppe i detaljer. Portrættet af Frank er virkelig anderledes og ret nyt, men ligger samtidig i forlængelse af franske queer-film som førnævnte Honoré eller 120 slag i minuttet. Det er også en meget fransk fremstilling af politik. Det handler mere om vitalisme, om at leve energisk. Om måden man elsker på, snarere end hvordan man svinger en hammer. Sådan er det i hvert fald i dele af Frankrig. Det er bl.a. derfor deres film er så filmisk fantastiske.
Fotocredit: PIX
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
