ESSAY – To elementer springer ud fra Kristoffer Hegnsvads nye bog “Werner Herzog – Ekstatisk sandhed og andre ubrugelige erobringer”: At den tyske mester er en rebel, en idiot, en elefant i filmens glasbutik. Og at han bestrider den kunst aldrig at ville reducere mennesker eller fortællinger til én ting, skriver dokumentarfilminstruktør Sebastian Cordes, der tager læseren med på en rejse gennem ørkenen og blandt Herzogs fejlslagne, ubrugelige karakterer.
”Read, read, read, read. If you don’t read, you will never be a great filmmaker”, sagde Werner Herzog engang. Og på den måde er det jo passende, at Kristoffer Hegnsvad har skrevet en bog om ham.
Der findes sandsynligvis heller ikke en lige så (med rette) selvhyldende filmskaber som Herzog, så det at skrive en stor bog om ham ville han nok selv synes, var på sin plads. Selvom han udtrykker skepsis over for projektet i bogen, over for at blive rubriceret og sat på plads. Puttet i boks.
Han holder nemlig af sine fortællinger og fortolkninger, og dem vil han gerne selv have styr på. Og han vil ikke puttes i en boks.
Werner Herzog har oplevet ting. Eller, han har opsøgt dem. Opført dem. Gennemlevet dem. Filmet dem og fortalt om dem – som en historiefortæller på markedet i Marrakech, som han ynder at sige.
Herzog er en ørkenvandrer, en nomade, en fortæller. Han har filmet der mange gange, og han viser dig oasen. Om den er et fatamorgana eller ej, er ikke relevant – måske er det en løgn, at den findes, men den er altid en sti ind i det poetiske
Jeg er netop kommet hjem fra en måned i et berbertelt i ørkenen, uden internet – med gennemrejse gennem Marrakech. Det virker som et svært rammende set-up for en læsning af en bog om Werner Herzog. Det at skabe et rum for ny erfaring for den såkaldte ekstatiske sandhed er Herzogs metier, det er det, han tilbyder. Ligesom at være i ørkenen fritskraber hans film et stykke tid, hvor reglerne er nogle andre, hvor noget sættes fri, og noget andet sætter sig fast.
Herzog er en ørkenvandrer, en nomade, en fortæller. Han har filmet der mange gange, og han viser dig oasen. Om den er et fatamorgana eller ej, er ikke relevant – måske er det en løgn, at den findes, men den er altid en sti ind i det poetiske.
Han er larger than life, måske ét stort PR-stunt, eller måske en reel person. En Jesusfigur, der ofrer sig for filmkunsten.
Han river templet ned, smider pengemændene ud og insisterer på billige film. Det er derfor, han har lavet over tres af dem. Og Kristoffer Hegnsvad agerer gerne discipel og apostel med sin bog. Han vedkender sig myterne, og reglerne er der for at blive brudt.
Hegnsvad laver for eksempel en top 5 over Herzogs film – der indeholder ti film.
Smag på ordet, bogholdersandhed, det er ikke en ros. Han er ude på at ruske op i den sandhed
Men Hegnsvad er også teologen, der leverer fortolkninger af gerningerne på et langt mere komplekst plan, end jeg er stødt på før. Og mere komplekst end Herzogs egne polemiske fortolkninger af sine film; fortolkninger, der sjældent opleves som intellektuelle, men intuitivt fabulerende, ukonventionelt anekdotiske og manifestagtige.
Og virkelig god underholdning. Werner Herzog er så citerbar, at man nemt kunne udgive en bog kun med hans citater. Men Kristoffer Hegnsvad lader sig ikke nøjes med det. Heldigvis.
Der er to elementer, der springer ud fra denne nye bog udover den erklærede kærlighed til en mester i film:
At Werner Herzog er en rebel, en idiot, en elefant i filmens glasbutik. Og at han bestrider den kunst aldrig at ville reducere mennesker eller fortællinger til én ting – det han kalder bogholdersandhed.
Smag på ordet, bogholdersandhed, det er ikke en ros. Han er ude på at ruske op i den sandhed.
Herzog som idiot
Herzog ynder at sige, at han har vredet film ud af djævlens kløer, hvilket sender tanker tilbage til det citat, som Sigmund Freud valgte som indskrift for sin Drømmetydning: “Acheronta movebo” – jeg vil vække de djævelske regioner. Jeg tror, Herzog er ombord her.
Hermed må man bedrive sig ud på en rejse, hvor man ikke følger konsensus, men blive en ener, og dermed er der fare for at blive set som en idiot. Og med fare for selv at ligne én, vil jeg her i en digression, der er en Herzog-film værdig, nævne den enorme kraft, som ligger i en idiotfigur, historisk set.
Hvad der umiddelbart synes at være en fornærmelse; at nogen er en idiot, skal forstås lige modsat. En nar, en idiot, en Peer Næsvis, skal nemlig forstås som ham, der ryster tingenes tilstand, ham der vækker folk af deres slummer
Det er Nietzsches idiot, der kommer løbende med en fakkel i hånden, selvom det er midt på dagen, og til alles forargelse råber, at Gud er død. Det er Dostojevskijs idiotfigurer, det er Kierkegaard, det er Jesus, der gør oprør mod pengemændene i templet. Det er enhver, der river os ud af dagligdagens magelighed.
For hvad der umiddelbart synes at være en fornærmelse; at nogen er en idiot, skal forstås lige modsat. En nar, en idiot, en Peer Næsvis, skal nemlig forstås som ham, der ryster tingenes tilstand, ham der vækker folk af deres slummer og efterlader situationen på en sådan måde, at den ikke kan opfattes, som før denne begivenhed fandt sted.
Søren Kierkegaard er en eksemplarisk idiot. Og jeg tror ikke Werner Herzog ville have noget imod, at hans film, eller han selv, bliver sammenlignet med Kierkegaard.
I Indøvelse i Christendom, udgivet første gang i 1850, lancerer Søren Kierkegaard et angreb på “det bestaaende”, på den institutionelle kirke. Han skriver en historie om Jesus som én, der rystede sin samtid på en – for det på den tid bestaaende kirke og samfund – helt uacceptabel måde.
I bogen udformer Kierkegaard det litterære tankeeksperiment, at Jesus kommer igen til den københavnske stad i det attende århundrede, og at kirken og de officielt kristne ikke ville kunne genkende denne Messias – fordi de ifølge Kierkegaard ikke er rigtige kristne. Jesus er simpelthen for radikal og samfundsomvæltende. De sidder fast i deres magelighed, noget Herzog altid kritiserer dovne filmskabere for at gøre.
Hegnsvads to begreber, som han bruger til karaktererne i Herzogs film, de ubrugelige og erobrere af det ubrugelige, er ret så geniale
Det samme kan ses i Herzogs film om Kaspar Hauser. En voksen mand, der har levet i isolation, aldrig har mødt et andet menneske og pludselig dumpes ned i byen N i 1800-tallet. Præsten og resten af borgerskabet prøver at få styr på ham, civilisere ham, afrette ham. Men det er deres normaliserende adfærd, der udstilles. Overraskende nok bliver han til sidst skudt. En ubrugelig karakter, der reelt set intet opnår. Eller hvad?
Hegnsvads to begreber, som han bruger til karaktererne i Herzogs film, de ubrugelige og erobrere af det ubrugelige, er ret så geniale. Det er mennesker, som samfundet enten ikke kan bruge til noget, eller de er så vanvittige i deres missioner, at samfundet ser dem som fantaster.
Karaktererne undviger de klassiske fortællegreb, og derfor nedbryder de også fortællingen. Filmene er dermed undvigende og rebelske i og med, karaktererne ikke underordner sig. De vil bygge operahuse i junglen, klatre op på vulkaner, der skal til at gå i udbrud – eller de insisterer på at blive bedste venner med bjørne.
Men det er ikke kun karaktererne, der gør dette. Herzog har selv gjort mange af de ting, og det giver ikke mening at adskille liv og værk. Han er på den måde en gnist som få. Han gør ting, som en idiot kun ville gøre.
Forargelsens mulighed
Herzogs film er oftest blevet debatterede, kritiserede for usandheder og buhet af til premierer. ”The director is not the fly on the wall, but the hornet that stings” er et af hans mest brugte mottoer med en slet henvisning til fluen-på-væggen-dokumentarismen. Han vil stikke til folk. Hegnsvad påstår, som Herzog også ville det, at folk ikke går ind på værkernes præmisser, accepterer det komplekst uforklarlige, men er slaver af en rigid måde at se verden på – og derfor bliver de foragede. Og det er meningen de skal forarges.
Som filmkritikeren Roger Ebert siger: ”Selv hans fejltagelser er spektakulære”. Men hvorfor fejler Herzog? Og alle Herzogs karakterer? Hvorfor er de så ubrugelige?
Når mennesket står over for noget umiddelbart uforklarligt, har det to muligheder, ifølge Søren Kierkegaard: De kan vælge at blive foragede, eller de kan vælge at tro på det, de ser. Dette er forargelsens mulighed.
Kierkegaard beskriver det som en slags potentialeposition, en spænding, eller en skillevej: ”Forargelsens Mulighed er Skilleveien, eller er som det at staae paa Skilleveien. Man svinger fra Forargelsens Mulighed enten til Forargelsen eller til Troen; men man kommer aldrig til Troen uden Forargelsens Mulighed”.
Under filmfestivalen i Berlin, hvor filmen Lessons of Darkness blev vist, præsenterede Herzog denne mulighed. En smuk film, med et rumvæsen som voiceover, der betragter mennesket eller rettere sagt betragter helikopterbilleder af Kuwaits brændende oliekilder efter den første Golfkrig.
Denne poetiske fabuleren over et så brandvarmt politisk emne var for meget for publikum. Men Herzog indtog scenen råbende imod de vantro, at Hieronymus Bosch og Dante havde gjort det samme. I fuldt dagslys peger Herzog med sin fakkel på vores manglende perspektiv – også som filmskabere. Den poetiske sandhed er ikke fornuftig, den kan ikke bevises, og det skal den heller ikke.
Som Kierkegaard skriver: ”Men hvad er Forargelsen, det Forargelige? Det som strider mod al (menneskelig) Fornuft. Og det vil man bevise!”
Den første forargelse, Kierkegaard definerede, er forargelsen over ikke at ville underordne det beståendes vedtægter – og det er Herzogs metier. Krøniken er svaret, der må nye fortællinger, nye billeder til
Det er ikke så banalt, som at Herzog er imod det rationelle og alle beviser, men han er imod, at der findes én sandhed, én metode. Han inviterer sågar matematikere og fysikere med på sin filmskole, Rogue Film School, og det er et besøg på denne, som Kristoffer Hegnsvad har bygget bogen op omkring. M
an kan ikke argumentere sig frem til poetisk sandhed. Den må man opleve. Og tro på, når man ser den. Men for Herzog er det ikke teoretisk snak. Man skal vandre, og man skal se verden med egne øjne. Det hele er fysisk, det er at vandre gennem islandskaber og forfalske papirer i en jungle. Det er ude i verden.
Dermed bliver Herzog en skæv systemkritiker og en arbejdsom en af slagsen. Under en samtale med instruktøren Joshua Oppenheimer pralede han på et tidspunkt med, at alle hans film er skrevet på under en uge, men tilføjede: ”Except Fitzcarraldo, it was written in nine days”. Hvilket gør, at ikke alle film er lige skarpe eller gennemarbejdede.
Men som filmkritikeren Roger Ebert siger: ”Selv hans fejltagelser er spektakulære”.
Men hvorfor fejler Herzog? Og alle Herzogs karakterer? Hvorfor er de så ubrugelige? Herzog påpeger, at i denne verden er den direkte modstand mod magten ikke mulig, for så identificeres den netop som modstand – og magten slår den ned. Det viser Herzogs fejlslagne, ubrugelige karakterer. Men billederne og historierne kan vi lave, det er det mulige oprør.
Og på den måde, som Kierkegaard var imod den institutionaliserede kirke, er Herzog imod den institutionaliserede filmbranche. Den forkromede moralske historie er ikke vigtig, men de enkelte billeder, de skæve udefinerbare karakterer, som skaber et rum for det fremmedartede i en strømlinet verden. Det åbner op, i stedet for som en Hollywood-film at lukke sig om sig selv og kun tilbyde én løsning.
Den første forargelse, Kierkegaard definerede, er forargelsen over ikke at ville underordne det beståendes vedtægter – og det er Herzogs metier. Krøniken er svaret, der må nye fortællinger, nye billeder til.
Og’et er det vigtigste ord
Vi er for optagede af at beherske, være i kontrol – bogholdersandheden. Den som Hollywood også abonnerer på.
Og her bruger Kristoffer Hegnsvad ”og’et” som et vigtigt filmfilosofisk begreb. Det er i og’et, Herzogs oprør ligger. Du er altid noget og noget andet. Filosof og gaffeltruckchauffør, fotograf og ishockeymålmand.
Det er ikke en banal pointe, den strømmer gennem alle Herzogs film. Disse to elementer hænger uløseligt sammen. I bogen stryger filosoffer som Gilles Deleuze ind, Walter Benjamin pibler frem fra siderne, og jeg føler, Hegnsvad kunne uddybe det i uendeligheder, der er plads til endnu mere.
Tænkning er at stoppe op. Det er at stille spørgsmål, én gang til. Og en gang til. Og en gang til. Blot at gengive fakta er bogholdersandhed, ikke den måde historier bør fortælles
En enkelt citat fra bogen om det filosofiske gods i Herzogs film: ”Til reel tænkning hører ikke blot bevægelse fremad, men også en standsning af tiden for gentænkning”. Tænkning er at stoppe op. Det er at stille spørgsmål, én gang til. Og en gang til. Og en gang til. Blot at gengive fakta er bogholdersandhed, ikke den måde historier bør fortælles.
Som en af fædrene til moderne historievidenskab Leopold von Ranke siger, vi skal fortælle: wie es eigentlich gewesen – som det egentlig skete i virkeligheden. Det er en illusion, at det er muligt. Det er poeterne mod positivisterne. Og Herzog valgte side i den kamp tidligt.
Det er meget nærmere med den tyske filosof Walter Benjamin og hans historieskrivning. Historie som et lyn, som momenter, der opstår og er sande lige nu, men ikke nødvendigvis om lidt. Livet opleves i momenter, ikke som et velplanlagt narrativ. Som med dokumentarfilmen White Diamond, hvor vi føler, vi kommer ind midt i en historie om ingeniøren Graham Dorrington, der vil forsøge at få en hvid luftballon i luften i junglen i Guyana og forlader den lige så hurtigt igen – for at forfølge en ny karakter eller en ny retning.
Hegnsvad bruger Deleuze som teoretisk penneven gennem bogen for at forklare denne anarkistiske måde at forholde sig til dramaturgi på. Fortællingerne skal nemlig ikke ses som et træ, hvor der er en kernehistorie og grene, der springer ud derfra. Men som et såkaldt rhizom, en græssort med et rodnet, der ikke kan holdes nede eller spores tilbage til ét sted. Det er sådan, Herzogs fortællinger manifesterer sig.
Herzog svarer, næsten naivt, men stensikkert: “Jeg menneskeliggør hende ikke. Og jeg gør ikke et forsøg på at menneskeliggøre hende. Hun er simpelthen et menneske. Punktum”
Igen kan det lyde som en afhandling, men den fabulerende voiceover med den stærke accent, den kraftige musik, de enten maniske eller helt apatisk fortabte karakterer nærmer sig mere ekstasen end teorien.
En ekstase, Nicholas Cage inkarnerer, da han midt i et trip i filmen Bad Lieutenant står og stirrer på en gangsters breakdancende sjæl og lige pludselig råber: ”Shoot him again, his soul is still dancing!”, hvorefter han bryder ud i det mest sindssyge grin i sin karriere.
Det er manisk, men der er noget bagved. En humanisme.
Humanisten Herzog
Herzogs humanisme kommer stærkest til udtryk i tv-serien On Death Row, hvor vi møder en kvinde, der er dømt for en ret så brutal forbrydelse – at slå en gravid kvinde ihjel for at få hendes barn, der selvsagt også dør.
Hun har en smuk stemme, og han lader hende synge serien ud til stor forargelse for den offentlige anklager, der siger, at han da godt kan forsøge at menneskeliggøre hende og ønske, hun er et godt menneske, men det er hun ikke. Hvortil Herzog svarer, næsten naivt, men stensikkert: ”Jeg menneskeliggør hende ikke. Og jeg gør ikke et forsøg på at menneskeliggøre hende. Hun er simpelthen et menneske. Punktum”.
Heri ligger Herzogs humanisme, hans respekt for livet og hyldest til det mere komplekse billede af verden. Hun er en dødsdømt fange, ja, men hun er også sanger. På den måde giver det mening, at han kalder sine film et vidnesbyrd om den menneskelige smerte. Det er en scene, hvor han lader sin egen tilgang til verden pible frem, noget der oftest er ildeset i dokumentarer.
Men at lave en scene har en dobbeltbetydning. En optaget scene i en film, og det at skabe et spektakel. At skabe en scene er at træde ud fra samfundordenen, ud af den accepterede socialitet og de sociale regler.
Ved at beskæftige sig med samfundets udskudte, det der står udenfor, giver Herzog stemme til de uhørte, dem der ikke får plads. Idioterne. Ikke pege på det anderledes, men identificere sig med det – og være et eksempel på det. Som når han kun caster dværge i en af de mest radikale film i filmhistorien, Even Dwarfs Started Small, eller skildrer sindssyge spanske erobrere af Latinamerika, personificeret af Klaus Kinski.
Jeg sidder og læser citatet højt med hakket Herzogsk accent, mens pingvinen forsvinder i det store hvide, og bogen slutter. Pingvinen ender, hvor den ikke bør være, og det er Herzogs mantra. Det er ubrugeligt og uforståeligt, men det er der
Det er heri den politiske kraft i filmene ligger. Med den franske filosof Rancières ord er udelukkelsen af det fremmede “had til demokratiet”, der i sin essens er åbenhed over for forskelle. Læser man demokratiet sådan, er Herzog i den grad demokrat. Han er outsideren, der spørger, om vi kan håndtere det anderledes. Det kan vi sjældent. Dermed åbner han en revne i vores konsensus-tilværelse. Og det er beundringsværdigt.
Hegnsvad nævner, at den figur, der betegner denne position bedst, er nomaden. En der tør rykkes op og ikke være fastlåst. Ikke at alle skal leve som nomade, men man skal tænke som om, man var én. Jeg tænker mig tilbage i ørkenen. Jeg tænker på de små ting. De daglige rutiner, forskellen på stenene i landskabet, der lå vest for og øst for mit telt.
En ørken er at give sig hen til nu’et, til det instruktøren Tsai Ming-Liang kalder “time of the what-now“, i stedet for “time of the what-next“. Det er sympatisk at overgive sig til noget, og Hegnsvad har overgivet sig til Herzog.
Til sidst i bogen kan han ikke holde sig tilbage. ”En rest af ubrugelig sandhed, der trænger sig på..” skriver han, og Hegnsvad tager sig mod til at fortælle om sin yndlingsscene til Herzog selv. Man mærker skrøbeligheden og springet: ”Da jeg sidder alene over for Werner Herzog, fortæller jeg ham det”.
Hans yndlingsscene er pingvinscenen fra Encounters at the End of the World. Det er fortællingen om pingvinen, der bliver sindssyg og på et tidspunkt vandrer ind over det store, hvide, arktiske kontinent – direkte i døden.
Det er en scene, jeg selv bruger, når jeg underviser, en sekvens jeg kan gengive ord for ord.
Jeg sidder og læser citatet højt med hakket Herzogsk accent, mens pingvinen forsvinder i det store hvide, og bogen slutter. Pingvinen ender, hvor den ikke bør være, og det er Herzogs mantra. Det er ubrugeligt og uforståeligt, men det er der. Det er mantraet. Tag derhen i verden, hvor du ikke bør være – og film det. For alt i verden, film det.
Topfoto: New Zealand Film Festival Trust.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
