NATUR // KULTUR // ESSAY – Naturskildringer på film og i litteratur er svære at få hold på, mener Mikkel Stolt. Fra hans tidlige begejstring for filminstruktøren Werner Herzog over en blandet oplevelse af læsningen af J.A. Bakers bog Vandrefalken går turen til Kyndbyværket på Hornsherred.
Jeg hørte det allerede for flere år siden på et seminar på Den Danske Filmskole med den tyske filminstruktør Werner Herzog, kendt fra The Simpsons: ”Hvis du vil være filminstruktør, så skal du læse J.A. Bakers The Peregrine.”
En bog om vandrefalken, skrevet af en stort set ukendt, gigtsyg og fugletosset englænder i 1967. Herzog syntes, at den bog var så vigtig, at den var den ene af de tre bøger, som var tvungen læsning på hans alternative og relativt kortlivede filmseminar, The Rogue Film School, der fandtes fra 2010 og fem-seks år frem.
Herzog anbefaler
De to andre bøger var f.Kr.-romeren Vergils Georgica/Håndbog i landbrug og Ernest Hemingways The Short Happy Life of Francis Macomber, og i lang tid var det kun den sidste, jeg havde læst. Men nu har jeg læst to – og jeg må indrømme, at jeg nok bliver stående på det tal – for sidste år udkom Vandrefalken på dansk, oversat af Mads Joensen for forlaget A Mock Book.
For så var der ingen vej tilbage, især ikke fordi der i bogen naturligvis er en efterskrift af Werner Herzog selv. Og efter endt læsning giver det bestemt mening, at bogen har fascineret den eklektiske filminstruktør, hvis film jo bevæger sig fra det rene, fiktive vanvid til det dokumentariske ditto.
Selvom han ofte henregnes til den Neues Kino-bølge, der vældede frem i Vesttyskland i midten af 1960’erne, så kan man vel nu nærmest henregne Herzog til at være sin helt egen genre. Ja, selv blandt folk, der ikke lige regner sig som specielt interesserede i avanceret og egenartet filmkunst, er Werner Herzog et navn, som mange kender. Og derfor optræder han – som nævnt – også i den amerikanske animationsserie, The Simpsons, selvom det naturligvis ikke er det, han er mest kendt for. Men hans stemme og tyske accent er også helt umiskendelig.
Skal jeg selv nævne nogle favoritter blandt hans film, så kunne det nemt være Dracula- og Klaus Kinski-filmen Nosferatu (1978), post-Golfkrigs-mareridtet Lektionen in Finsternis (1992), det vilde og vildledende portræt af bjørneelskeren Grizzly Man (2005) eller den vidunderlige film om folk, der af forskellige grunde opholder sig i Antarktis, Encounters at the End of the World (2007).
Bakers Vandrefalken
Med hans sans og forkærlighed for at skildre skæve – for at sige det mildt – karakterer, er det ikke så mærkeligt, at han er faldet over Bakers bog, hvor obskur den end var på det tidspunkt, Herzog fandt den.
Vandrefalken er udformet som en række dagbogsoptegnelser over forfatterens observationer af nogle af de få af arten, der fandtes i England i midten af 1960’erne. Som alle andre steder var rovfugle truet markant af den intensive brug af pesticider, som især hobedes op i fugle øverst i fødekæden. Og specielt vandrefalken var hårdt ramt, måske fordi dens bytte ofte var temmelig store fugle som ringduer og hættemåger.
Mens Baker vandrer rundt, observerer, venter, noterer, er hans iagttagelsesevne så udtalt, at man – som min storebror sagde – godt kunne tænke sig at have samme kikkert som ham. Hvad han dog ikke kan se af detaljer på den smukke fugl eller aflæse af de ådsler, han finder. Det er dybt fascinerende, men sproget er på den anden side så fyldt med metaforer, at man bliver helt udmattet.
Bogen tager i den grad naturen alvorligt, samtidig med at den kondenserer en enkelt mands oplevelser til det forrykt usandsynlige
Slår jeg op på en tilfældig side, står der for eksempel, at en flok hjejler rejste sig ”som røgskyen fra et jagtgevær”, eller at vandrefalken over en stæreflok ”… atter hævede sig op i luften, kredsende og svævende, svømmede op i skinnet, som en fisk, der baner sig vej i det varme blå vand, langt fra stærenes net”.
Det kan godt blive for meget, når alt beskrives med noget andet – i det sidste eksempel er ”himmel” for eksempel lig med ”hav” – og umiddelbart før i samme tekststykke ”borer falken sig som en vibe ned i stæreflokken”. Hvorfor ikke som en falk?
Men det er også mange meget bevægende passager undervejs, og bogen tager i den grad naturen alvorligt, samtidig med at den kondenserer en enkelt mands oplevelser til det forrykt usandsynlige.
Han aflæser vandrefalkens væsen, dens vaner, dens mønstre, og man får nærmest indtryk af, at falken gør det samme med ham, men er det et troværdigt vidnesbyrd eller en syg mands fantasier? Eller et sted midtimellem?
Dét fascinerer naturligvis Herzog, som altid er parat til at udfordre, hvad der bedst konstituerer sandheden: facts eller poesi? Ja, ikke det første, i hvert fald.
En sjælden fugl
Men det fascinerer selvfølgelig også fugleamatører som mig selv, min storebror og min nevø. Sidste gang vi var afsted sammen, så vi (nok) ikke den kongeørn, vi var kommet for, men nu ville vi i hvert fald se en vandrefalk.
Og heldigvis vidste vi, hvor der med en vis sandsynlighed ville være én. Eller forhåbentlig to. I adskillige år skulle der med jævne mellemrum have været et vandrefalkepar, der boede i en dertil indrettet redeplads midt oppe på kraftværket i Kyndby, der ligger på Hornsherreds skulder ud til Isefjorden.
Jeg bor selv på den anden side af halvøen ud til Roskilde Fjord, men de par gange, jeg havde været ved værket, havde jeg ikke set noget.
Som i England var vandrefalken i en periode stort set forsvundet i Danmark. Dansk Ornitologisk Forening skriver på DOFbasen, at ”efter voldsom bekæmpelse, indsamling af falkeunger til falkonervirksomhed og forgiftning med miljøgifte forsvandt arten som dansk ynglefugl i 1972”.
Men heldigvis er sagen anderledes nu om dage. Vandrefalken er en af verdens mest udbredte fugle, mens man dog stadig ikke ligefrem falder over den i Danmark. I 2001 så man det første genindvandrede par, der besluttede sig for at yngle på Møns Klint. Og ”siden 2019 var der par på 21 lokaliteter, herunder 13 par med æg og/eller unger,” som DOF skriver videre.
Så vi havde en chance, vi tre. For vandrefalke er det nemlig ikke ualmindeligt at have rede på bygninger, ligesom andre fugle har gjort det til en vane. Både tårnfalk og mursejler har jo ligefrem fået navn efter det, mens klippeduen dog stadig hedder netop dét, selvom det er den dueart, man først og fremmest ser på torve og pladser i byerne.
Falk i sigte
Så vidt vi kunne læse os frem til på forskellige steder på nettet, så var der blevet set en vandrefalk på Kyndbyværket i år, og vi var da ikke kommet mange meter op på skråningen bag værket, før jeg syntes, jeg med håndkikkerten kunne skimte noget.
Jeg havde ellers forestillet mig – som den der havde foreslået dagens udflugtsmål – at skulle hånes af de andre for en wild goose chase, og at vi som minimum skulle stå stille i timevis og spejde, indtil en vandrefalk ville ulejlige sig forbi. Men dér sad den sgu – i en lille åbning højt oppe på kraftværket.
Og så fløj den lidt rundt og sagde nogle lyde, og snart kom nummer to. Vi stillede teleskoper op og indstillede og kiggede og prøvede at skelne han fra hun, for der var ingen tvivl. Det var vandrefalken. Især en større mørk plet på kinden hos de voksne fugle gør den nem at kende, hvis man ellers er tæt nok på – og vores teleskoper må bare være bedre, end hvad J.A. Baker havde til rådighed i midt-60’erne.
Dens flugt er måske ikke udpræget elegant, men tydelig falkeagtig. Hos mig selv ser jeg dagligt tårnfalke, som er en hel del mindre, og de minder lidt om hinanden, det gør de da.
Vandrefalken er ellers kendt for at være et af verdens hurtigste dyr, og dens jagtform med hurtige dyk nedad er noget af det, som er mest fantastisk at læse om i Bakers bog. Men her sad de bare – eller fløj lidt rundt og op i en nærliggende skorsten.
Vi var ikke skuffede, nej-nej, for bare at se en vandrefalk med sikkerhed giver en massiv tilfredshed. Men vi kunne ikke se ind i hullet, om der var en rede med æg eller unger, men vi håbede det naturligvis.
For at bevise over for os selv, at vi skam ikke kun interesserer os for rovfugle, så snakkede vi meget om, hvor fint det var at se og høre den tornsanger, der sad neden under os i buskadset og sang.
Og senere – da vi efter et par timer på falke-overvågning spadserede ned ad fjordstien til en strandeng – fik jeg også set min første dokumenterede hvidklire, som min storebror heldigvis kunne artsbestemme.
En vandrefalk til!?
Efter cirka fem timers ubetalelig og gensidig infotainment skiltes min storebror, nevø og jeg, og mens de drog mod den nordlige del af København, kørte jeg de godt tyve minutter hjem til Sønderby. Efter en let eftermiddagssnack stod jeg på verandaen og spejdede ud over området, da jeg så, hvad der lignede en temmelig stor tårnfalk komme flyvende mod huset i femten-tyve meters højde. Det var der ikke noget usædvanligt i, men hør … den er da alt for stor!? Det er sgu da …
Jeg fik min håndkikkert frem og fik straks fuglen i fokus, og det var helt evident: Den havde de sorte kinder, den brede robuste krop og de lidt korte vinger – og så dens jizz i det hele taget. (Jizz er betegnelsen for det generelle indtryk af form, størrelse, bevægelsesmønstre m.m., red.)
Jeg skreg op til dyrlægen, at hun skulle komme med det samme, for ”der er kraftedeme en vandrefalk. Lige over vores hus!”
Måske hørte den mit skrig, for den vendte om lige over mig, vendte lynsnart som en Spitfire og sejlede dernæst over græsmarken som en kitesurfer på fjorden.
Dyrlægen kom ud og kunne ikke se andet end en falk, som hun bekræftede var væsentligt større end tårnfalken, som vi altså kender ret godt.
Var jeg sikker på, at det var en vandrefalk? Ja, gu var jeg. Vil min storebror og nevø tro på det? Næppe
Jeg rev kikkerten ud af hænderne på hende igen – der var ikke tid til at folde teleskopet ud, som stadig lå i bilen – og i det samme foretog falken et dyk med en forbløffende fart blandt de byttedyr, der åbenbart befandt sig på marken. Måske nogle stære, ringduer eller stormmåger – men falken ramte tilsyneladende ikke noget og flaksede op igen og foretog nogle manøvrer, som fik den til at ligne … ja, en vibe, sgu!
Kort efter var den væk, og jeg måtte lige samle mig. Var jeg sikker på, at det var en vandrefalk? Ja, gu var jeg. Jeg havde jo lige stået og studeret den i to timer ude ved værket. Var den fulgt efter mig? Skulle jeg have holdt øje med bakspejlet på hjemturen? Vil min storebror og nevø tro på det?
Næppe, men det mest sandsynlige er selvfølgelig, at det var et trækkende individ på vej nordover. Og den hedder netop vandrefalk, fordi de ofte trækker over lange stræk.
Natur og kultur
Jeg måtte have noget til at dulme nerverne, og jeg satte mig med en lokal pilsner, men i tilfælde af at der skulle ske mere, satte jeg også teleskopet klar på verandaen ved siden af.
Der skete dog ikke mere ud over det sædvanlige den dag, men jeg følte, at der var sluttet en cirkel. Eller trukket en linje. Fra min tidlige begejstring for Herzog over min nylige og blandede oplevelse af læsningen af Bakers bog til min egen amatøragtige og klodsede fremfærd som fuglekigger. Naturskildringer på film og i litteratur er svære at få hold på, synes jeg.
Som Herzog nemlig også sagde på det Filmskole-seminar – og ved adskillige andre lejligheder – så er den dokumentarfilmtype, der kaldes flue-på-væggen, hvor kameraet ”bare observerer” de medvirkende, uinteressant for ham.
Et filmhold skal være ”som en gedehams i rummet”! En vis interaktion mellem aktørerne – den observerende/observerede, den registrerende/registrerede – er ønskværdig. Begge parter er handlende, og det er sikkert også sådan, Herzog læser bogen Vandrefalken, tror jeg, og jeg er tilbøjelig til at give ham ret.
Men hvis man skriger for meget op, så flyver fuglen sin vej.
Et par dage efter disse sjælerystende oplevelser hørte jeg tilfældigvis godt nyt: Vandrefalkene på Kyndbyværket har i år fået tre unger.
Det er henholdsvis nummer 22, 23 og 24 af de unger, som i årene 2013 til 2024 er fostret på stedet. De to forrige år kom der ingen unger, og det siger jo også lidt om, hvor sårbart og usikkert det hele kan være.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
