SELVMORD // ESSAY – Om at læse og skrive om selvmord. Om kvalerne, farerne og behovet – måske nødvendigheden. “Man må balancere”, skriver Signe Pildal.
Der er så mange grunde til ikke at tale og skrive om selvmord. Det er smertefuldt. Selv længe efter gør det ondt og jo ikke kun på én selv. Og hvem er man, som tillader sig at vække al den smerte?
Hvem er man, som tillader sig at skrive om det, der tilhører og vedrører så mange flere end én selv; naboer, kollegaer, familien, både den helt nære og den mere perifere; også dem, som er født langt senere eller som endnu ikke er født, men som ikke desto mindre arver familiehistorien?
Måske er det særlig prekært at skrive, fordi skriften har en tilbøjelighed til at hævde autoritet. Den bliver så let et facit, også selvom om forfatteren siger: Jamen, dette er jo ikke Sandheden. Dette er kun mit forsøg på at få form på noget.
Jeg tænker over dette, mens jeg skriver om en række selvmord i min familie.
Men det er ikke kun, fordi jeg er bange for at forgribe mig på en historie, som angår så mange mennesker, at jeg skriver med hjertet i halsen. Det er også, fordi jeg er bange for, at sådan en historie skal smitte.
Når vi efter enhver omtale af selvmord i offentlige sammenhænge skynder os at tilføje: Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, kan Livslinien kontaktes… så er det vel udtryk for en frygt for netop den smittefare. Den formulering er en besværgelse. Den skal være der, for Gud forbyde, at nogen skulle få den tanke, at selvmord er en mulighed for dem.
Selvmord er et rigtigt tabu; noget, som det er farligt at berøre eller tale om, fordi berøringen eller omtalen forstyrrer et afgørende skel mellem liv og død, nemlig for egen hånd. At et menneske handler i en sag, der anses for alene at være Guds eller Naturens, Tilfældets eller en anden højere magts anliggende.
I Alt må vige for natten skriver Delphine de Vigan sig tættere på sin mor og hendes selvmord. Hun skriver om moderen, hendes opvækst, hendes liv og familie; om et stort uforløst potentiale. Og så skriver hun om en række andre selvmord; tre, som fandt sted over en kortere periode: moderens bror, moderens fætter og moderens unge elsker, som også var nær ven af broderen og fætteren.
I familien spekulerer man i en selvmordspagt indgået af de tre unge mænd. Man kalder den periode for selvmordsperioden. Jeg tror ikke, at nogen i min familie spekulerer i en pagt.
Selvmordene dér skete over en lang årrække, men de skete i to grene af familien, der samlede sig til én, da min moster og min mor kom til.
Det er en familiehistorie; det er mange menneskers forskellige historier. Historier om familierne, der tilbragte somrene sammen i en tantes hus på Kullen, familierne der boede gade om gade. Historier om lørdagsfrokoster, øller og snaps, raflebægre, fester, høj cigarføring, høje stemmer, højt humør, kaffe og kage, tøj der gik i arv fra store fætre og kusiner til små. Familiehistorier om død og Leben. Og om lidelse.
Jeg ved meget lidt om årsagerne til, at de forskellige tog deres eget liv. Jeg ved, at for meget alkohol var en del af livet for flere af dem. Det var det ikke for min moster. Hun led af en dyb depression. Og jeg ved, at for hende og for de andre var selvmord en mulighed. De benyttede sig af den. Måske fordi det lå til familien?
Jeg læser om det. Om at den arvelige komponent i forhold til psykiske lidelser som fx depression, skizofreni og bipolar lidelse er langt mindre end man hidtil har antaget. Om at langt de fleste, der rammes af disse sygdomme ikke har nogen kendt disposition i familien.
Men jeg læser også, at over halvdelen af selvmord sker hos mennesker, som har netop sådan en lidelse, og at hyppigheden er særligt stor, hvis misbrug også er en del af billedet. Og så er der arveligheden i forhold til det, man kalder for selvmordsadfærd: Hvis et helt nært familiemedlem har begået selvmord eller forsøgt at tage sit eget liv, så øger det risikoen for sådan en adfærd.
Alligevel råder man til at tale om selvmord, selvmordsforsøg og selvmordstanker. Ingen skal overlades alene til sine egne tunge tanker, ingen skal føle sig helt alene og modløs i verden. Men man skal tale på den rette måde; ikke gøre en sensation af selvmordet, ikke pensle det ud, ikke inspirere til efterligning. Man må balancere.
Hvad er der sket? Det er det første, jeg siger. Jeg er sikker på, at der er sket noget
Sara Stridsberg har skrevet om sorgen efter sin søsters selvmord i Farvel til Panic Beach. Delphine de Vigan har skrevet om sin mor, David Vann om en fars selvmord, Christel Wiinblad om sin brors og der er flere.
Jeg har læst de bøger. Jeg opsøgte dem, da de udkom, jeg genlæser dem nu. Rigtig mange mennesker har læst dem, de er bestsellere. De er litterære bedrifter, og som sådan åbner de et rum eller en plads i verden, hvor den slags erfaringer, den slags smerte, den slags tung arv kan findes. Disse historier er med til at gøre det muligt at tale om noget af det allerværste.
De gør det muligt at tale om dette:
At min mor har et billede af min moster stående på sit chatol. Min mor har arvet både chatollet og billedet fra min mormor. Hos min mormor stod det på samme måde, små billedrammer øverst på chatollet ved siden af hinanden: min morfar og min moster. Min moster i havfruestilling foran en blomstrende jasminbusk i mørkeblå lærredskjole med halterneck. Bare, lysebrune skuldre. Hun ser ind i kameraet og smiler. Hun er i midten af 30’erne. Jeg husker den dag. Jeg var der, da det billede blev taget i haven bag min mormors sommerhus på Møn. Min far og min onkel insisterede på, at min moster skulle sidde netop sådan, med benene foldet til siden foran den blomstrende busk. De syntes, hun var så fin.
Der findes et andet billede taget den samme dag. Det hænger på min opslagstavle. Min moster sidder mellem min mormor og mig på bænken op ad husets gavl. Vi har aftensolen i øjnene. Jeg ser glad ud. Jeg elskede min moster, hun holder om mig. Hun døde i 1983. Sidste år var det 42 år siden, ligeså mange år som hun blev.
Min mormor talte om min mosters tænder. Min moster var plaget af dem. Hun var laborant og arbejdede som ung i et laboratorium. Der var ikke megen opmærksomhed på arbejdsmiljø. Laboranterne sad med pipetter i munden og sugede giftige væsker op. Jeg ved ikke, hvad det var, men det satte sig i munden og gav hende slem paradentose. Jeg kan huske det mørke tandkød, de lange tandhalse.
Min mor taler også om tænderne. Og om et barndomstraume. Ikke sit eget, men min mosters. Hun har været 4-5 år. Det var sommer og min mormor havde lånt en lejlighed i København. Hun tog sine to små døtre med på stranden på Bellevue. Sol på kroppen, bare tæer i sandet. Min moster satte hånden i en flaskebund. Det var en rigtig ulykke. Der kom en ambulance og hentede hende. Jeg ved ikke, om min mormor fik lov til at følge med i den, men jeg ved, at i alle de dage, min moster var indlagt, måtte hun ikke få besøg af sin mor. Det ville bare gøre barnet mere ked af det, sagde sygeplejersken. Det var bedst sådan. Min mor mener, at den hændelse er årsag til min mosters morsyge. Det kalder hun det. På en eller anden måde forbinder min mor den med min mosters selvmord; at hun ikke var stærk.
En onsdag for knapt 43 år siden. Jeg stykker dagen sammen af det, jeg ved,
at min onkel kører min moster på arbejde på Rigshospitalet
at han bliver holdende ved kantstenen for at sikre sig, at hun går ind
at han ringer til hendes afdeling senere på formiddagen
at hun ikke er der
at hendes kollegaer leder efter hende på afdelingen og på taget
at min onkel kører hjem til dem selv for at se, om hun er der
at min onkel og mine forældre ringer på kryds og tværs til hinanden
at min far kører fra sit arbejde hen til min mormor for at lede efter min moster
at han ikke har nøglen til lejligheden med
at han hverken kan se eller høre noget derindefra
at min onkel kører hjem til mine forældre for at hente deres ekstranøgle til min mormors lejlighed
at han derefter kører derind
at min mor ringer dertil, idet min onkel kommer ind ad døren til lejligheden. Hun vil høre, om min onkel har fundet min moster.
at han tager telefonen
at han i det samme hører noget inde fra min mormors soveværelse
at han lægger telefonrøret fra sig og går derind
at min mor hører ham råbe igennem det rør
Min mormor er på kurophold. Hun har bøvl med allergier. Hun er ude at gå, da opkaldet kommer. Der ligger en besked, da hun kommer tilbage. Hun skal ringe hjem til mine forældre. Hun ved med det samme, hvad der er sket. Ikke i detaljer, men i effekt. Hun ved, at min moster har taget livet af sig. Eller at hun har forsøgt på det. Det har min mormor siden fortalt. Jeg ved ikke, hvordan hun kom hjem. Har hun siddet i et tog, i en seksmandskupé sammen med fremmede mennesker hele vejen ned igennem Jylland, over Fyn, på færgen over Storebælt og til sidst henover Sjælland, hjem til mine forældres hus? Det tror jeg ikke. Jeg tror, at hendes kæreste har hentet hende; at han har kørt hende hjem i sin bil.
Efter begravelsen siger min mormor:
Hvor er det en skam, at hun ikke fortalte, at det var det, hun ville, så kunne vi have gjort det sammen.
Jeg tænker på de andre dengang:
Min fætter,
11 år, som først tror, at det er et vindue hjemme i deres stuelejlighed, hans mor er faldet ud af. Måske forklarer min far det ikke tydeligt nok, da han hentede min fætter fra skole den dag? Eller måske er det bare for meget at forstå på én gang.
Min fætter, som har et billede af min moster på sin opslagstavle. Han skriver en seddel, store bogstaver med hjerte omkring, og hænger den op under billedet. Hold ud, mor.
Min onkel,
som jeg kører i bil med. Vi holder for rødt lys i krydset Tietgensgade og HC Andersens Boulevard. Jeg sidder på passagersædet foran, ved siden af ham. Min moster ligger stadig i respiratoren på Riget, men ikke meget længere. Min onkel taler til mig. Han har talt med min mosters psykiater. Det er en endogen depression, min moster lider af. Min onkel forklarer mig ordet: Det er ikke nogens skyld; ikke forårsaget af noget udefrakommende. Men det er arveligt. Det skal jeg være opmærksom på. Han har talt med en eller anden – jeg husker ikke længere med hvem – og de er enige om, at hvis nogen har arvet denne lidelse, så er det nok mig. Jeg ved det godt. Det siger jeg til ham. Alligevel kan jeg næsten ikke have, at han siger det. Jeg føler mig mærket.
Min mor,
som ringer op til min mormors lejlighed og som hører min onkels udråb gennem telefonrøret. Hun slipper røret i sin ende. Hun ved ikke, hvad der er sket, men hun ved, at det der er sket, er forfærdeligt. Så hun løber ud af lærerværelset, ud af skolen, ned ad Rigensgade, bagom Nyboder Skole, ud ad Østerbrogade. Med hjertet og lungerne på vej op af halsen. På vej ud af kroppen. Da hun når frem, møder hun viceværten. Han fortæller hende, at ambulancen er kørt.
Min far,
som sidder foran døren ind til min mormors lejlighed og kigger ind ad brevsprækken uden at kunne høre eller se, om min moster er der. Og som senere den dag henter min fætter, da han får fri fra skole og tager ham med tilbage til mine forældres hus.
Min far, som, da min moster er død, kører alene op til Kullen; kører sin bil så langt den kan komme ud mod Svarta Hallar, hvor han finder en sten til hendes gravsted. Han bakser med den alt for tunge sten, lemper den ind i bilens bagagerum. Min moster elskede Kullen. Hun ville være blevet glad for den sten.
Min morfar,
som ingen fortæller det til. De vil ikke gøre ham ked af det. Han sidder i sin lille lejlighed med sine dårlige ben og kan ikke gå. De siger til ham, at min moster er syg; at det er derfor, hun ikke har været på besøg hos ham. Først da det står klart, at hun ikke kommer til at overleve, får han det at vide. Han bliver kørt ind til hende for at sige farvel. De nærmeste voksne er der. De står omkring min moster, som ligger i det lyseblå hospitalssengetøj. Der er fred, siger han. Jeg tror, de andre læner sig op ad de ord.
Bagefter sidder han i mine forældres vinterhave i sin habit med det røde tørklæde i halsen. Lommetørklædet i hånden. Han siger, at han håber på mirakler.
Jeg er der ikke. Den fjerde maj. Jeg er på højskole. Det er den sidste dag, den sidste aften. Nogen har sat mig på opvaskeholdet efter festmiddagen om aftenen. Ingen af mine venner er på. Jeg synes, det er tarveligt. Jeg går en lang tur om eftermiddagen. Det er en afsked. Med skoven på den anden side af søen. Alt er ved at springe ud. Jeg har gået mange lange ture alene i den skov, i de måneder jeg har været der.
Da jeg kommer tilbage til højskolen, lægger jeg mig på min seng. Jeg er udmattet, nok mest af den afsked der endnu venter; med vennerne, med højskolen, med alt det liv, der har fyldt mit de seneste måneder. Jeg falder i søvn. Jeg vågner først, da festmiddagen er i gang. Jeg går ikke ned i spisesalen, jeg går ind i det lille rum for enden af gangen, hvor mønttelefonen står. Jeg ringer til mine forældre. Jeg kan ikke længer huske hvorfor. Formentlig vil jeg høre, at der er nogen eller noget at komme hjem til. Telefonen bliver taget med det samme. Det er min onkel, der svarer. Han siger sit fulde navn. Da han hører, at det er mig, giver han telefonen videre til min far. Jeg tror, det er min far. Jeg kan næsten ikke holde tanken ud, om at min mor skulle tage sig af det opkald netop på dét tidspunkt.
Hvad er der sket? Det er det første, jeg siger. Jeg er sikker på, at der er sket noget. Min onkels fulde navn, den måde han bare gav telefonrøret videre på. Jeg kan høre, at de sidder i mine forældres køkken. Og så fortæller min far mig det: at min moster er sprunget ud af vinduet i min mormors soveværelse; at hun ikke er død. At hun ligger i en respirator inde på Riget. At de venter på at høre fra hospitalet. Han bliver nødt til at lægge på nu, så de kan komme igennem. Jeg ved ikke, hvor længe jeg sidder i telefonboksen med mine mønter i hånden.
Den vrede, nogen føler. Kærligheden og sorgen. Den tunge, tunge fortrydelse over det, man ikke så; den kærlighed og omsorg, man ikke fik vist. Den uigenkaldelige handling. Behovet for at finde forklaringer
Jeg har en kæreste på højskolen. Mens jeg sidder ved mønttelefonen, går han op for at finde mig. Han banker på min dør, men får ikke noget svar. Døren er låst. Han vil finde mig. Måske fornemmer han, at der er sket noget alvorligt? Senere fortæller de andre mig, at de sad nede i spisesalen og så, hvordan han balancerede på et smalt udhæng udenpå bygningen for at komme fra sit værelse hen til mit. Og tilbage igen. Jeg møder ham, da jeg kommer ud på gangen. Det er godt. Jeg ved ikke, hvordan jeg ellers skulle være kommet ned til de andre; hvordan jeg skulle have fundet ham eller en anden at sige til, at der er sket noget skrækkeligt. Nu siger jeg det bare: Hun er sprunget ud af vinduet. Min moster. Han omfavner mig. Vi står der i lang tid. Så trækker han mig ind i en niche, hvor vi sidder, mens jeg fortæller ham, hvad jeg ved. På en måde er han mere rystet, end jeg er. Jeg er bare helt… væk, eller lammet. Ikke stum, det er jeg jo ikke, men det er sådan, jeg føler mig: noget når ikke rigtig ind og noget kommer ikke rigtigt ud. Som at være i et hul eller en slags latenstid, en lakune. Jeg tror, at noget af mig altid vil sidde fast der.
Min kæreste tager min opvask. Han siger til køkkendamerne, at de kan vove på at sige noget til mig.
Senere på aftenen er der underholdning. Et hold viser en film, de har lavet. En kropsstor dukke, der skal forestille et menneske, falder ud over en altan i et højhus. Jeg sidder på gulvet i foredragssalen. Ham, der sidder ved siden af mig, læner sig ind imod mig og siger, at det er en tilfældighed.
Jeg var der ikke. Jeg var der ikke, og i mange timer vidste jeg intet om det, der var sket. Og hvis ikke jeg havde ringet til mine forældre, så havde jeg først fået det at vide, da jeg kom hjem til København. Måske er det derfor, det er så vigtigt for mig at holde styr på, hvor de andre var; hvad de lavede den fatale dag?
Min moster var så syg. Min far har fortalt mig om hendes blik. Mat, forpint. Jeg så det slet ikke.
Kun få uger inden faldet var der besøgsdag på højskolen. Mine forældre kom. De havde min moster med. Jeg syntes, det var underligt. Det var, fordi hun var deprimeret og trængte til at komme lidt væk, forklarede de. De havde også haft hende med en tur på Kullen.
Jeg plukkede anemoner i en lille lund på den anden side af Østre Ringvej. Jeg havde dem i hånden, da jeg mødte min moster. Hun gik alene på den gang, jeg boede på. Hvor var de dog smukke, sagde hun. Hvor havde jeg plukket dem? Jeg pegede og forklarede og skyndte mig videre. Jeg ved ikke, om hun gik derover, men jeg skulle have fulgtes med hende. Vi skulle have siddet i skovbunden sammen og plukket. Men jeg havde så travlt med mit eget, mine venner, højskolen, som snart var slut. Jeg så ingenting. Heller ikke selvom jeg vidste, at hun var ked af det. Efter telefonsamtalen den sidste aften, da jeg var på vej ned i foredragssalen til de andre, var der én, der spurgte: Var det hende, som så så ulykkelig ud?
Min mormor så det. Hun var formentlig den første til at se det. Min moster var hjemme hos hende. Hun tog et bad, sad i karret, da min mormor passerede den åbne dør ud til badeværelset. Min moster så så tynd ud. Er den gal igen? spurgte min mormor. Det var tredje gang, min moster var deprimeret.
Jeg skriver om dette: det elskede menneske, alle de små hændelser, detaljerne, der sætter sig fast i éns hukommelse, når noget så stort og mørkt sker. Den vrede, nogen føler. Kærligheden og sorgen. Den tunge, tunge fortrydelse over det, man ikke så; den kærlighed og omsorg, man ikke fik vist. Den uigenkaldelige handling. Behovet for at finde forklaringer. Og dette: at ”Dem som kendte dig, genlæser hver af dine handlinger i lyset af den sidste. Skyggen fra dette høje sorte træ ligger for altid over den skov som dit liv var.” Det er Édouard Levé, der skriver sådan i sin kortroman Selvmord.
Jeg skriver om det, men hvorfor? Jeg tror, det er, som Sara Stridsberg skriver i Farvel til Panic Beach: ”… jeg fortæller for at kunne være sammen med disse mennesker lidt længere, med deres ufuldkommenhed og fiaskoer, for endnu en gang at kunne opholde mig i det sorte lys.” Det sorte lys, ja. Sådan er det. Og det er også sådan her: At fortælle for at fatte noget, give det en form, gøre det tilgængeligt, lade det eksistere i et rum, der er større end en selv.
Hvis du er i krise eller har selvmordstanker, er det vigtigt, du taler med nogen.
Kontakt din egen læge, lægevagten eller Livslinien (70 201 201), hvis du har brug for hjælp. Ring 112, hvis situationen er livstruende.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og