TRUMP-PLANEN // ANALYSE – Donald Trump ser ud til at ville sætte FN på et sidespor med dannelsen af det særlige fredsråd, der skal tilse den videre implementering af våbenhvilen i Gaza. Men indtil videre ser det ud til, at projektet løber ind i store vanskeligheder.
HAIFA – I denne uge uddelte Donald Trump nye trusler. Blandt andet lod han vide, at han overvejer at lægge en 200 pct. straftold på fransk vin og champagne, hvis præsident Emmanuel Macron ikke makker ret.
”Vi foretrækker respekt frem for bøller,” lød svaret fra Macron.
Ordene faldt lige ved begyndelsen af det verdensøkonomiske møde i Davos, hvor Trump senere deltog og holdt sin tale i går, onsdag. Men da Macron var på scenen, henviste han i mere generelle vendinger til den amerikanske præsidents bølleadfærd i den alvorlige sag om Grønland. Macrons skarpe udtalelse kom samtidig i forbindelse med en anden sag, hvilket kun understreger den nære sammenhæng mellem de mange forskellige konflikter i en plaget verden. Den direkte årsag til, at Trump truer med at brandbeskatte de franske flasker, er, at han ad den vej søger at presse Macron ind i det fredsråd for Gaza, som er ved at tage form i disse dage.
”Hvis de er fjendtligt indstillet, vil jeg lægge 200 procent told på hans vine og champagner, og så skal han nok tilslutte sig,” lød det ifølge det israelske dagblad Haaretz fra Trump.
Trump søger legitimitet
Det drejer sig om den mildest talt snublende lancering af Trump-planens anden fase. Første fase startede med våbenhvilen i Gaza, som Trumps særlige udsending i mange forskellige retninger, Steve Witkoff, sammen med svigersønnen Jared Kushner fik i stand den 10. oktober. Første fase omfattede en delvis israelsk tilbagetrækning fra Gazastriben samt udveksling af de resterende israelske gidsler med næsten 2.000 palæstinensiske indsatte fra israelske fængsler.
Tidligt i forløbet forudsagde mange iagttagere, at den ville blive endnu vanskeligere end fase 1, og meget tyder på, at det kommer til at holde stik
Der var ingen fast tidsramme for denne del, men i starten vurderede amerikanerne, at det kunne gøres på omkring tre uger. Det kom til at tage væsentligt længere, og begge parter fastholder, at første fase ikke er afsluttet. Fra israelsk side påpeger man, at liget af det sidste gidsel endnu ikke er tilvejebragt, og Hamas protesterer over fortsatte krigshandlinger i Gaza, trods våbenhvilen.
Som udgangspunkt står fase 2 altså på særdeles gyngende grund. Tidligt i forløbet forudsagde mange iagttagere, at den ville blive endnu vanskeligere end fase 1, og meget tyder på, at det kommer til at holde stik.
Onsdag i sidste uge bebudede Witkoff, at arbejdet kunne påbegyndes, fordi der nu var blevet sammensat den gruppe på 15 teknokrater, som skal overtage den daglige ledelse af Gazastriben efter Hamas. Betingelsen er, at ingen af dem har forbindelse til hverken Hamas eller det palæstinensiske selvstyre i Ramallah, og der er blevet sat navn på de 12. Som formand for komiteen står Ali Abdel Hamid Shaath, en civilingeniør fra Khan Younis, der tidligere har været viceminister i selvstyret og har tilknytning til Fatah. Visse af de øvrige medlemmer kommer fra Vestbredden, og alle får deres faglige ansvarsområder i den civile administration.
Umiddelbart virker dette som et skridt i den rigtige retning. Den 15. januar holdt komiteen sit første møde i Cairo, hvor man vil arbejde, indtil det kan lade sig gøre at flytte aktiviteterne til Gaza. Her møder man forhindringer, idet Netanyahu-regeringen har flere indvendinger.
Blandt andet er man fra den kant utilfreds med manglende koordinering i forhold til den israelske køreplan for Gaza efter krigen. Dette ligner mest af alt diplomatisk flueknepperi, og kilden er nok den radikale israelske højrefløj, som sidder med i regeringen, og som stiller sig klart imod nogen form for våbenhvile.
Interessant nok nævnes Gaza slet ikke i rådets charter, hvilket kunne vække mistanke om, at han forestiller sig, at dette organ vil være til stede ved forhandlinger om flere andre af de globale konflikter
Ikke mindst er det hele rendt ind i vanskeligheder, fordi der stadig hersker uvished om sammensætningen af det internationale fredsråd, som skal være konstruktionens overbygning. Det er dette organ, som formelt skal udnævne teknokratkomiteens medlemmer til deres forskellige poster, og dette er ikke sket endnu, fordi der endnu er en del udeståender.
Det er allerede en kendsgerning, at Trump bliver formand for rådet, og ud over Witkoff, Kushner og udenrigsminister Marco Rubio har eksempelvis Storbritanniens tidligere premierminister Tony Blair og Verdensbankens præsident, Ajay Banga, sagt ja til invitationen.
Men her er det tydeligt, at Trump lidt desperat søger at skaffe hele projektet international legitimitet, og det er grunden til, at han forsøgte at vride armen om på Emmanuel Macron.
Kritikere påpeger, at Trump ad denne vej søger at omgå FN, som mange ville anse som den rette til at have den overordnede styring af Gazastribens rehabilitering. Interessant nok nævnes Gaza slet ikke i rådets charter, hvilket kunne vække mistanke om, at han forestiller sig, at dette organ vil være til stede ved forhandlinger om flere andre af de globale konflikter. Ligesom Steve Witkoff er særlig mellemøstudsending, men også markerer sig blandt andet i Ukraine.
Trump har således sendt invitationer til en række ledere i Sydamerika, og han inviterede også Putin, som hurtigt betakkede sig. På dette grundlag giver det mening, at heller ikke Macron ønsker at lægge navn til projektet, ligesom den generelle indstilling i EU er dybt skeptisk.
Derimod kom der positive svar fra den tyrkiske udenrigsminister, Hakan Fidan, og fra Ali al-Thawadi, som er seniorrådgiver for Qatars premierminister. Dette førte til øjeblikkelige protester fra Netanyahu, hvilket Trump imødegik ved også at invitere ham. Netanyahu takkede ja på en studs.
Bangladesh
Fase 2 synes altså at være præget af kaos lige fra starten, og det finder sted, før man overhovedet har taget fat på den egentlige opgave, som jo er den videre implementering af våbenhvilen.
Her kommer den store udfordring til at være den videre israelske tilbagetrækning fra Gazastriben. Lige nu står de israelske tropper på godt halvdelen af den krigshærgede stribe land, mens Hamas styrer resten. Det er planen, at Israel skal forlade hele området, på nær en smal stribe land, der skal fungere som sikkerhedszone langs det grænsehegn, som Hamas brød igennem ved terrorangrebet den 7. oktober 2023. Men før dette kommer til at ske, betinger israelerne sig, at Hamas lader sig afvæbne, og det bliver næppe helt uproblematisk. Aktuelt har Hamas accepteret at overlade den daglige ledelse af Gazastriben til den allerede udpegede komité, men bevægelsen nægter fortsat at lægge våbnene.
Til at overse og om nødvendigt gennemtvinge denne del af planen skal der indsættes en international stabiliseringsstyrke i Gaza. Den skal have langt videre beføjelser og være tungere bevæbnet end den fredsbevarende styrke, som FN ville have kunnet indsætte i den givne situation.
Styrken skal være midlertidig, og den skal arbejde på direkte mandat fra FN’s Sikkerhedsråd.
Alene disse præmisser har fået mange til at stille sig tøvende i forhold til at påtage sig opgaven. Lande som Indonesien, Azerbajdzjan, De Forenede Arabiske Emirater og Jordan har alle vist interesse, men har sagt nej. Tyrkiet overvejer stadig et tilsagn, men er blevet mødt med modstand fra Israel.
Lige nu samler interessen sig derfor om Bangladesh, som har tilbudt sig, men på en række klare betingelser. Blandt andet har Khalilur Rahman, som er national sikkerhedsrådgiver for regeringen i Dhaka, stillet krav om, at styrken skal være midlertidig, og at den skal arbejde på direkte mandat fra FN’s sikkerhedsråd.
Dette stikker nok allerede en kæp i Trumps hjul, og herudover er slet ikke nogen given sag, at Bangladesh overhovedet er klar til at stille op. Rahman udtaler sig naturligvis på vegne af Muhammed Yunus, der er fungerende regeringsleder, efter at den tidligere premierminister Sheikh Hasina blev fjernet fra magten i august 2024.
Imidlertid er planen om at sende tropper til Gaza slet ikke blevet drøftet i kabinettet, så det er meget muligt, at dette initiativ mest af alt skal ses som en politisk prøveballon. Bangladesh går til valg den 12. februar, hvor der også gennemføres en folkeafstemning om en ny forfatning.
Landet har gennem årene været blandt de flittigste til at deltage i fredsbevarende FN-missioner, men da Qatar efter det israelske angreb på Hamas-ledere i hovedstaden Doha i september bad om tropper til at sikre roen i landet, sagde Bangladesh dog nej.
Der kan peges på flere andre mulige kandidater til den internationale sikringsstyrke. Men Bangladesh er nok et meget godt eksempel på, hvordan en verden, der er under dramatisk forandring kombineret med lande, der måske i højere grad end tidligere må tage en lang række andre hensyn, gør det markant vanskeligere at finde sammen om at gøre en indsats i alvorlige brændpunkter. Gaza er et af dem, og som udgangspunkt er der ved et engagement dér ingen som helst garanti om succes og hurtige resultater.
Gaza er en ligning med mange ubekendte, og regnestykket bliver kun sværere, som tiden går.
POV’s udlandsredaktør og mellemøstkorrespondent, Hans Henrik Fafner, har skrevet et væld af analyser af begivenheder i regionen. Find dem her
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og