80 ÅR SIDEN BEFRIELSEN AF DANMARK #7 // HISTORIE – Den 4. maj 1945 kl. 20.35 blev kunne danskerne endelig ånde lettet op: Tyske tropper i landet havde overgivet sig. Men bag folkefestens lys og sang lurede frygt, usikkerhed og faren for blodig kamp, da modstandsbevægelsen stod over for en overlegen fjende og en ledelse, der nægtede at lægge våbnene.
Nils-Christian Nilsons artikelserie 80 ÅR SIDEN BEFRIELSEN AF DANMARK beskriver begivenhederne i dagene op til befrielsen 5. maj 1945.
Serien adskiller sig fra traditionel historieskrivning og er baseret på flest mulige samtidige og dokumenterede vidneudsagn.
’I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig’.
Store dele af Danmark lyttede med, da journalisten Johannes G. Sørensen kl. 20.35 læste fredsbudskabet op på BBC’s udsendelse til Danmark. Han sad i studiet, da en kollega kom stormende ind og fortalte om overgivelsen. Efter en kort pause kom budskabet, som fik befolkningen til at rive mørklægningsgardinerne ned, sætte lys i vinduerne og strømme ud på gaderne.
Også kongefamilien frygtede et opgør
Usikkerheden var dog stor i modstandsbevægelsen. Ingen vidste, hvordan de tyske tropper i Danmark ville reagere. Den øverstbefalende, generaloberst Georg Lindemann, havde jo støttet af sin stabschef, generalmajor Helmuth Reinhard, udsendt paroler om kamp til det sidste. Lindemann var i 1944 blevet fjernet fra østfronten, hvilket Hitler begrundede med ’hans avancerede alder og fysiske og mentale mangler’. Reinhardt var også blevet fjernet fra fronten. ’Efter langvarige uafbrudte og stærke belastninger kunne han have udvist mere vitalitet og initiativ’, hed det i hans soldaterpapirer.
Kongen skulle smugles ud gennem tunnel
Også kongefamilien frygtede et opgør. Den havde fået gravet en tunnel fra Amalienborg til Balticas gård i Bredgade. Den var så bred, at kong Chr. X kunne køres igennem den i sin kørestol. Fra Balticas gård skulle kongen og dronning Alexandrine i en ambulance køres videre til Gentofte Amtssygehus og derfra til overkirurg, professor Hans Wulffs villa i Ledreborg Allé. Kongens dæknavn var grosserer Bodenhoff.
I Silkeborg hørte amtmand Peter Herschendt budskabet straks 20.30. Han var den faste forbindelse mellem departementsstyret i København og den tyske overkommando i Silkeborg Bad. Herschendt forsøgte forgæves at komme i forbindelse med generaloberst Lindemann. ’Da han endnu kl. 22 endnu ikke var at træffe, satte jeg mig i direkte forbindelse med generalstabschefen, generalmajor Reinhardt, der på forespørgsel udtalte, at generalobersten ikke havde nogen meddelelse om kapitulationen, hvorfor generalstabschefen ikke kunne udtale sig nærmere’.
Georg Lindemann havde sat sig i direkte forbindelse med storadmiral Karl Dönnitz ved 23-tiden og fik til svar, at der ikke var tale om en kapitulation, men kun om en våbenhvile. Først kort før midnat kunne Lindemann meddele de tyske tropper, at der var våbenhvile fra kl. 08.00, og tilføjede: ’Enhver opfordring til nedlæggelse af våbnene eller overgivelse af våbnene skal afvises. Ethvert voldeligt forsøg af denne art skal slås ned med våbenmagt’. Lindemann foragtede frihedsbevægelsen og ønskede ikke at overgive sig til den eller at udlevere våben.
Tyskerne havde våbnene og var flest
Frihedskæmperen Jørgen Røjel opgjorde efter krigen styrkeforholdet. Der var ca. 267.000 værnemagtssoldater i Danmark, hvoraf ca. 85.000 var sårede. Af de sidste var ca. 182.000 tyske, mens der også var ungarske, rumænske, østrigske og polske soldater. Antallet af egentlige kamptropper var lidt over 100.000 mand.
Jørgen Røjel: ’Til at støtte de allierede styrker var den underjordiske hær, der i København bestod af ca. 37.000 mand, hvoraf kun 2.300 (de såkaldte O-grupper) havde egentlig militær uddannelse. Kun 40-50 pct. var bevæbnet med rifler, stenguns eller maskinpistoler. Der var kun få panserbrydende våben som bazookaer, piats (enmandsbetjent antipanservåben, red.), brownguns og morterer. Ammunitionsforsyningen var mådelig. På Sjælland og Lolland-Falster var der i alt 10.000 mand, hvoraf de ca. 60 pct. var bevæbnet som styrkerne i København’.
Det var disse utrænede og let bevæbnede styrker, som hærens ’lille generalstab’ ville sætte ind i et endeligt opgør mod de overlegne tyskere, og det forhandlede man om, mens man 4. maj ventede på en eventuel kapitulation.
Faldskærmschefen, major i den engelske hær, Ole Lippmann, beskrev sine følelser den dag: ’En henrykt, overmodig modstandsbevægelse i kamp med trænede tyske soldater, stod for mig som et mareridt. I uger havde spørgsmålet været diskuteret – men på basis af de rapporter, man havde i hænde… måtte man belave sig på, at Lindemann ville kæmpe, indtil han blev smidt i vandet ved Skagen’.
’Skal vi bare gå hen og sige: Hænderne op’
Den yderst borgerlige frihedskæmper, Hans Edvard Teglers, fra modstandsgruppen Holger Danske, fortalte efter krigen, at hans gruppe var udset til ’at ordne’ de tyske styrker på Ingeniørkasernen inde omkring Ryvangen samt Hærens Materiel Kommando på Lyngbyvej, i alt 3.000 bevæbnede tyskere.
’Vi havde en umådelig ophidset diskussion den 4. maj om eftermiddagen, da vores feje og fordrukne forbindelsesmand (politimanden Harald Petersen, som Frihedsrådet havde fået indsat, red.) havde tilsagt os møde ude ved Ryvangs Allé. Det ene ord tog virkelig det andet, for der var ingen sammenhæng i styrkeforholdene. Vi var kun en tiendedel af tyskerne, som lå i forberedte stillinger bag pigtråd, gravet ned bag beton og jeg ved ikke hvad. Vi spurgte fyren, hvad han havde forestillet sig. Om vi bare skulle gå hen og sige: ’Hænderne op’. Og vores militære eksperter sagde, at sådan noget ikke kan gøres uden artilleri’.
Forbindelsesmanden sagde, at ’en ordre var en ordre’, men Teglers og kammerater aftalte, at de blot ville tage stilling ved frakørselsvejene, og hvis tyskerne kom, så ’var det bare om at komme væk’.
Hans Edvard Teglers skriver, at sandheden gik op for ham, da hans folk samledes i løbet af aftenen d. 4. maj. ’Dette kompagni, som havde gennemført mange vanskelige aktioner, var ikke nogen kampenhed. Enhver uforudset situation kunne forvandle styrken til en forvirret horde. Mange af folkene havde aldrig set hinanden før’.
’Vil de kraftidioter have slået os alle ihjel?’
I et andet referat af samme møde, skrevet af Jørgen Røjel, beskrives det, at Holger Danske skulle angribe førnævnte ingeniørkaserne, Vognmandsmarkens Skole og Hærens Gymnastikskole. ’Brøndum (kaptajn Otto Christian B., red.) gjorde gældende, at Holger Danskes styrker på et par hundrede mand overhovedet ikke var i stand til at gennemføre et åbent angreb på et befæstet anlæg som Ingeniørkasernen, hvor der var kampvogne, og som desuden var beskyttet af betonbunkers med 75 mm kanoner og maskingeværstillinger.
Kernen i vagtstyrken var SS’ere, som man måtte regne med ville yde fanatisk modstand’. Modstandsmanden ’Anders’ (dæknavn for Hans Edvard Teglers, red.) sluttede diskussionen med: ’Vil de kraftidioter have slået os alle ihjel’.
Et medlem af 8Ø-gruppen, der skulle have angrebet Østerbrogades Kaserne, sagde efter krigen: ’Befrielsesbudskabet kom som en stor lettelse, både fordi landet nu var befriet, men også fordi vi ikke skulle ud og slås ihjel’.
’Lignede en kynisk likvidering’
Efter krigen mente Hans Edvard Teglers, at han ikke troede, at ’det var et bevidst forsøg på at slippe af med os, men det var ganske simpelt en overvurdering af, hvad sådan en flok barylere kunne udrette’. En anden fremtrædende modstandsmand, den senere oberstløjtnant Jørgen Jespersen, BOPA, der skulle angribe Kronborg, sagde: ’Der var heller ikke tvivl om, at man godt ville have tyndet lidt ud i vores rækker. Jeg har jo sagt, at min respekt for politikerne kunne ligge på et meget lille sted, og det kunne den også der, men det er jo ikke noget, der kan bevises’.
Peter-gruppen, også kendt som Brøndum-banden, havde begået over 148 mord i den sidste del af besættelsen
Jørgen Røjel konkluderede i 1993 om Kronborg og Ingeniørkasernen: ’Der kan ikke være tvivl om, at en gennemførelse af ’den lille generalstabs’ angrebsordre havde ført til en nedslagtning af de to modstandsgrupper, og at det mindede mest af alt om et forsøg på at gennemføre en kynisk likvidering af de gamle politikeres potentielle modstandere’.
Lederen af ’den lille generalstab’, daværende kaptajn Svend Schjødt-Eriksen, har i en bog på 177 sider gennemgået sine handlinger under krigen, herunder sit ansvar for våbenfordelingen, men han nævner intet steds noget om angrebsordrerne til BOPA og Holger Danske. Derimod emmer bogen af foragt og afstandtagen til frihedsbevægelsen.
Den nye regering ilede til Borgen d. 4. maj 1945
Da frihedsbudskabet lød, sagde Frihedsrådets ledende mand, Frode Jakobsen, i en lejlighed på Strandboulevarden og arbejdede, da han hørte larmen på gaden. Flere af de ledende modstandsfolk samledes, for første gang i fuld åbenhed, og Frode Jakobsen begyndte at arbejde på en appel, der skulle udsendes næste morgen.
På Christiansborg fortalte socialdemokraten Vilhelm Buhl de forsamlede pressefolk, at han skulle være statsminister i en regering med ni repræsentanter for politikerne og ni for modstandsbevægelsen, og medlemmer af den nye regering samledes for at aftale det videre forløb.
Det blev hurtigt kendt, at Buhl skulle være statsminister, og BOPA-lederen Leif Larsen fortalte senere, at da flere af hans kammerater hørte det samme aften, smed de våbnene og gik hjem. ’Vi andre sagde, vi kan ikke bare gå vores vej. Vi kommer nok af med den gamle idiot’. (Leif Larsen blev senere som journalist på Politiken kendt som Lorte-Leif, fordi han begyndte at skrive om noget så mærkeligt som miljøsvineri i 1967).
Håndlangere på vej ud af landet
Peter-gruppen, også kendt som Brøndum-banden, havde begået over 148 mord i den sidste del af besættelsen. Under ledelse af Horst Issel-Petersen samlede de 4. maj en vognpark for at køre til Flensborg. SS-rigsføreren Heinrich Himmler ville sætte dem ind i den endelige kamp, men han var dårligt underrettet. I øvrigt brød flere af bilerne sammen.
Dagen havde sine tragedier. På Banegårdspladsen i Aarhus blev fire mennesker dræbt af tyskerne den eftermiddag
Selv om de fleste var klar over, at freden var nær, var 4. maj en blodig dag. Det gik også ud over ca. 1000 tyske flygtninge, der i et godstog var kommet til Skjern. Aftalen med RAF var, at persontog i Danmark ikke måtte angribes, men godstog var frit vildt. Derfor angreb RAF toget lidt nord for Skjern om aftenen. Mindst 25 blev dræbt og mange hårdt såret. ’Der var ikke så få kvinder og børn blandt de sårede og dræbte’, skrev Vestkysten.
Den sidste sabotagehandling fandt sted hen under aften. Efter briternes bombardement af Shell-huset havde Gestapo i København opslået sit hovedkvarter i Sct. Annæ Palæ. Frihedskæmpere bragte en bombe til eksplosion foran palæet. Det vides ikke, om der var dræbte.
Dagen havde sine tragedier. På Banegårdspladsen i Aarhus blev fire mennesker dræbt af tyskerne den eftermiddag. Og aftenen, efter frihedsbudskabet, kørte en sort bil gennem Nørregade. To mænd i sorte uniformer sprang ud og affyrede maskinpistoler hen over hovedet på mængden. Men da den alligevel nærmede sig, skyndte mændene sig at køre videre. Odense blev en 16-årig elektrikerlærling, Helge Henningsen, slæbt ind i en bil af to Gestapo-folk og kørt til Erholm Skoven, hvor han blev henrettet.
Generalerne ville beholde våbnene
Den morgen mødtes Dönitz-regeringen i Mürwik i den nordlige del af Flensborg for at tage stilling til feltmarskal Bernard Montgomerys betingelser. Det var kun en inderkreds, der mødtes, f.eks. blev SS-rigsføreren Heinrich Himmler og ’industriminister’ Albert Speer ikke inddraget. Til stede var storadmiral Karl Dönitz, udenrigs- og ledende minister Johan Schwerin von Krosigk, feltmarskal Wilhelm Keitel, generaloberst Alfred Jodl og dennes adjudant, oberstløjtnant Hermann Brudermüller.
Den største hindring viste sig at være, at generalerne Keitel og Jodl følte, at ’de tyske styrkers ære’ ville blive krænket, hvis våben og udstyr skulle afleveres, så de ville ødelægge alt
De forsamlede fik en lang rapport fra generaladmiral Hans-Georg von Friedeburg, der kunne fortælle, at Montgomery var parat til at acceptere en separat kapitulation i Nordtyskland, men havde forlangt at Holland og Danmark samt samtlige krigsskibe og handelsskibe skulle inkluderes. Kun Alfred Jodl ville ikke inddrage Holland i en kapitulation, men de øvrige var enige om, at ’et stædigt forsvar kun ville lede til ansigtstab og et betydeligt politisk ansvar’.
’Rigspræsident’ Karl Dönitz var bekymret over, at flåden skulle overgive sig, da det ville gøre det umuligt at sejle flygtninge over Østersøen – eller vestpå langs den. Generaladmiral von Friedeburg kunne berolige med, at Montgomery havde lovet, at denne aktivitet kunne fortsætte. Den største hindring viste sig at være, at generalerne Keitel og Jodl følte, at ’de tyske styrkers ære’ ville blive krænket, hvis våben og udstyr skulle afleveres, så de ville ødelægge alt. De blev overvist om, at så ville Montgomery sprænge enhver aftale i luften, så von Friedeburg kunne sendes tilbage til Lüneburger Heide for at skrive under på den delvise kapitulation.
Mens von Friedeburg gjorde sig klar, beordrer Dönitz tropperne mod øst, hærgrupperne Mitt, Süd og Südost til at fortsætte kampene mod russerne. Det er bl.a. den ordre, der har ført til en historisk strid om, hvorvidt han forlængede krigen unødigt, eller reddede tusinder fra russerne.
Montgomery satte sig selv i scene
Mens den tyske delegation var på vej, begyndte feltmarskal Bernard Montgomery at iscenesætte sig selv. Han er vistnok aldrig blevet beskyldt for at tænke ringe om sig selv, og det gav sig udslag den dag. Underskrivelsen skulle foregå i et telt på kun 6×6 meter, så det hule skulle filmes gennem et hul i teltvæggen. Kl. 16.30 sørgede Montgomery for, at kameramanden fik en generator, så teltet kunne oplyses. Og han tjekkede indstillingerne, så har selv sad godt placeret i forhold til kameraet.
Ved 19-tiden rygtedes den delvise tyske kapitulation og 20.35 vidste det meste af Danmark besked. Festlighederne gik i gang
Ved 17-tiden forsamlede han de udsendte krigskorrespondenter i et telt og begyndte en længere beretning om sine sejre. Han var netop kommet i gang, da en adjudant meddelte, at tyskerne var kommet. ’Lad dem vente’, sagde Montgomery og fortsatte i en halv time. Dagen før havde han ifølge sin tolk, kaptajn Derek Knee, talt til tyskerne, som man ’taler til støvsugesælger’. (Se fodnote).
Da tyskerne blev ledt ind i konferenceteltet, sagde Montgomery til en krigskorrespondent: ’Det her er et stort øjeblik’. Han læste teksten for kapitulationen op på engelsk for tyskerne, som dårligt beherskede sproget, dyppede en beskeden pen i blækhuset og sagde: ’I skal nu skrive under’. Det gjorde tyskerne, og mens de øvrige forlod teltet, blev generaladmiral von Friedeburg siddende lidt og læste teksten igennem igen. En af kameramand Paul Wynands pærer eksploderede. Generaladmiralen for sammen, som om han var blevet beskudt.
Ved 19-tiden rygtedes den delvise tyske kapitulation og 20.35 vidste det meste af Danmark besked. Festlighederne gik i gang.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og