HISTORIE // ESSAY – Kun få vestlige historikere har beskrevet de ofre, som godt en million kvinder i Den Røde Hær ydede ved frontlinjerne under 2. verdenskrig – og særligt ved det blodige slag om Stalingrad, i dag kaldet Volgograd. Det er 80 år siden, at det sidste skud blev affyret i det historiske slag. Eddie Michel ser tilbage på et bevægende møde med to ukrainske kvindelige veteraner, hvor de fortalte ham om deres krig.
“Er det her kvindehænder?”, spørger hun og lægger pludselig sine hænder op på bordet med håndfladerne mod bordpladen. Fingrene er korte og muskelstærke. Hudens tekstur er som hærdet læder.
Jeg husker det, som var det i går, selvom det er 19 år siden, at jeg mødte hende i Ukraines hovedstad, Kiev, og at hun og de andre, jeg mødte, ikke længere er iblandt os.
“Med dem slog jeg tyskere ihjel under nærkampe i skyttegravene”, fortsætter hun og kigger ned på hænderne. Blikket er fastlåst og fjernt i nogle sekunder, hvorefter hun løfter højre hånd og holder den udstrakt op mod sin egen hals. Det ligner et karateslag.
“Der er nogle punkter på halsen … man dør, når man får et slag dér”, konstaterer hun tørt.
Under den 2. verdenskrig kæmpede ukrainske Yevdokia Nickolayevna Zavaliy for Sovjetunionen i den 83. brigade.
Selvom kvinder per definition bliver regnet for det svage køn, så tegner gamle tyske og sovjetiske militære efterretningsrapporter et andet billede. De sovjetiske kvinder viste sig ofte at være mere nådesløse end mændene
Her blev hun en af de første kvindelige marineinfanterister i krigshistorien – og på kort tid en yderst effektiv soldat. I løbet af de fire år, krigen varede for Sovjetunionen, avancerede hun fra menig til højt dekoreret kaptajn.
Kun få vestlige historikere har afsat sider i historiebøgerne til at beskrive den indsats, som hun og godt en million (1.000.000!!!) kvinder i Den Røde Hær bidrog med ved frontlinjerne under 2. verdenskrig.
Det var kort efter 60-året for afslutningen af slaget om Stalingrad, at jeg mødte Yevdokia og Maria Andreyevna Skobtsova.
Også Maria var ukrainer, og også hun fortalte om sine dramatiske oplevelser ved frontlinjerne i et af verdenshistoriens mest berømte og blodige slag.
Jeg har mange gange i de forgangne år tænkt på dem og vores møder. I de her dage tænker jeg dog særligt meget på dem og alt det, de ofrede (også for os, de dengang fremtidige generationer), fordi det er kun nogle dage siden (d. 2. februar), at det præcis var 80 år siden, at slaget sluttede.
Soldat i den Røde Hær som 16-årig
Jeg møder Yevdokia Nickolayevna Zavaliy som den første. Den lille rødhårede dame sidder stolt, iført en nypresset kulsort marineuniform, og venter tålmodigt på mig. Denne dag kun bevæbnet med et beskedent smil og en lille slidt brun håndtaske, som hun holder tæt ind til sig.
Da hun rejser sig for at hilse på mig, ser det ud som om, hun er ved at bukke under for vægten af ordner. Hen over hele brystet og ned ad jakken funkler syv ordener og hele 34 medaljer. Bl.a. Den Røde Stjerne (en af det tidligere Sovjetunionens højeste ordener), som hun modtog efter at have reddet sin overordnede.
“I virkeligheden er jeg 76 år, selvom alle dokumenter siger, jeg er 78. Men jeg lagde to år til, da jeg gik ind i militæret, for ellers ville de ikke indskrive mig i hæren. Jeg var kun 16 år og gik i 7. klasse”, fortæller Yevdokia om dengang, hun i 1941 meldte sig til den Røde Hær. Her brugte hun resten af sine teenageår på at deltage i et utal af kampe, som førte hende til vidt forskellige regioner. Ofte til fods. Bl.a. igennem store dele af Ukraine og det nordlige Kaukasus, hvor hun ved kosaklandsbyen Goryachiy Kluch måtte svømme over en stor flod.
Hun kæmpede i 1944 ved Sevastopol og var med i den ti timer lange storm på Sapun-bjerget, hvor tyskerne havde forskanset sig. Fra fjorden blev hun landsat i havnebyen Belgorod-Dnestrovskiy og var en del af angrebet på den 2500 år gamle købstad, som tyskerne havde befæstet. Hun stred sig videre gennem Moldova, Rumænien og Jugoslavien, inden hun til sidst så krigens slutning i Bulgarien.
Kvindelige kampmetoder
Jeg møder Yevdokia i en lille, men imponerende pensionistklub, som ligger omtrent midtvejs på Horgova – en af de travleste gader i det centrale af Kiev. Det er nu ikke, fordi klubben udefra er imponerende. Års forurening fra de alt andet end miljøvenlige Sovjet-fabrikerede biler, der kører her, gør det svært at bedømme farven på bygningen. Let rosa måske? Malingen er flere steder krakeleret og hænger i flager.
Indvendig er der heller ikke noget videre at råbe hurra for. To små kontorer, et toilet og en fællesstue ud til gaden med kridhvide vægge, et nedkørt linoleumsgulv i karrygul og ubekvemme stole, der er vakkelvorne ligesom bordene. På den måde adskiller pensionistklubben sig ikke fra så mange andre rundt om i millionbyen.
Disse kvinder var enten ude for at hævne deres ægtemænd, brødre, fætre, onkler, nevøer eller fædre. Stort set alle de kvinder, der kæmpede, havde mistet familiemedlemmer. Ydermere havde mange af dem også mistet alt, hvad de ejede
Men det imponerende er, at i netop disse beskedne omgivelser, placeret ved de forskellige borde, sidder nogle af de største helte fra 2. verdenskrig … og drikker kaffe, taler om gamle dage og spiser fyldte chokolader. Alle kæmpede de for den Røde Hær mod tyskerne under umenneskelige forhold, og i nogle af verdenskrigens mest blodige slag: Leningrad, Kiev, Minsk, Smolensk, Kharkov, Kursk og Stalingrad. Alle har de gennemlevet og oplevet menneskeheden på sit lavpunkt.
Ved første øjekast kunne man tro, her udelukkende var mænd, idet Yevdokia og en anden kvindelig veteran sidder lidt for sig selv bagerst i fællesstuen. Det er næsten symbolsk. Fordi deres historie ikke er fortalt af mange vestlige historikere.
Selvom kvinder per definition bliver regnet for det svage køn, så tegner gamle tyske og sovjetiske militære efterretningsrapporter et andet billede. De sovjetiske kvinder viste sig ofte at være mere nådesløse end mændene, når de stod ansigt til ansigt med tyskerne.
En gammel sergent fra den tyske 389. infanteridivision og hans grenadér-bataljon kom i meget hård kamp med, hvad han i en historiebog beskrev som en ”bandit-bataljon” af kvindesoldater under kommando af en rødtop:
“De kvindelige udyrs kampmetoder viser sig på en mere forræderisk og farlig vis. De ligger gemt i bunker af halm og skyder os i ryggen, når vi er kommet forbi dem”. Kvinderne viste sig også at være bemærkelsesværdigt udholdende under kamphandlingerne. F.eks. de kvindelige besætninger ved antiluftskytsbatterier, der nægtede at gå i bunkerne: “En blev på sin post i fire dage uden afløsning og ødelagde i den tid ni tanks”, lyder en indberetning.
Disse kvinder var enten ude for at hævne deres ægtemænd, brødre, fætre, onkler, nevøer eller fædre. Stort set alle de kvinder, der kæmpede, havde mistet familiemedlemmer. Ydermere havde mange af dem også mistet alt, hvad de ejede, og set deres hjem gå op i flammer. Med disse oplevelser i baghovedet mobiliserede de styrken, tålmodigheden, kræfterne og modet til at fuldføre den tunge opgave, det var at gå i krig.
Kropsdele overalt
Da Yevdokia drog i krig, var det som menig sygeplejerske. Ved byen Kurgannaya fik hun for første gang en forsmag på, hvad krigen havde i vente for hende.
“22 tyske bombefly begyndte at kaste bomber på et tog med sårede soldater. De forsøgte at komme væk, men … der var blod og forskellige kropsdele overalt. Ben, hoveder, hænder. Bagefter skulle jeg lægge forbindinger på en soldat, der styrtblødte. Men jeg tog fejl af en lille flaske fra min taske. Jeg troede, det var noget smertestillende, men … det var salmiakspiritus, og jeg kom til at give ham det.”
Jeg fik fat i pistolen og skød ham lige her”, peger Yevdokia og sætter sin pegefinger op på sin pande
Her bliver Yevdokia tavs. Det er tydeligt, at den fejltagelse aldrig har forladt hende. “Da besluttede jeg, at jeg var alt andet end egnet som sygeplejerske. ‘Giv mig et gevær, jeg vil være soldat’, sagde jeg til kommandanten. Så fik jeg et gevær og blev sendt til et reserveregiment”, forklarer Yevdokia om den første tid under tyskernes invasion af Sovjetunionen i juni 1941, der fik kodebetegnelsen ”Barbarossa”.
Da den tyske værnemagt angreb, var det med den største invasionsstyrke i verdenshistorien. Lidt over tre millioner tyske soldater. Helt fra Finland og ned til Sortehavet blev de sat ind i angrebet, der havde flere formål. Bl.a. at ødelægge vigtige industriområder i Ural, udnytte Ukraines store landbrugsrigdomme og særligt at erobre de store oliefelter i Kaukasus ved Sortehavet. Alt var det en måde, hvorpå Adolf Hitlers hære kunne samle kræfterne til at udkæmpe en egentlig verdenskrig.
Sovjetunionen var overrumplet. Kun tre uger inde i kampene havde de mistet omkring to millioner soldater.
Moder Rusland kaldte på alle
Hitler, som indtil da kun havde vundet store sejre i Europa, mente, at ”Barbarossa” var endnu en opvisning i overlegenhed. Men tyskerne undervurderede ’Ivan’ – den jævne menige soldat i den Røde Hær. Tyske tropper oplevede hen over sommeren, at omringede og undertallige sovjetiske soldater havde uanede kræfter. De blev ved med at kæmpe i situationer, hvor soldater i vestlige hære ville have overgivet sig. Ifølge Yevdokia kom viljen til at kæmpe fra en dyb følelsesmæssig patriotisme.
“Stalin holdt taler, hvori han opfordrede os unge til at kæmpe: ‘Landets sønner og døtre, hold fast, mand jer op, snart vil vi mødes og sejren blive vores’. Vi tog det så meget ind, at vi helligede os til decideret at leve efter hans ord”, husker Yevdokia om den sovjetiske leder, der omstrukturerede sin propaganda fra at handle om kommunismen og partiet. Nu gjaldt det fædrelandet. ”Moder Rusland Kalder”, stod der bl.a. på hverveplakater.
Ofte måtte de, under kraftig beskydning, undertrykke deres rædsel og kravle fremad for at nå frem til de sårede. De trak dem så med tilbage, indtil det blev sikkert at bære dem på ryggen
Det blev et mantra, der gjorde ’Ivan’ indstillet på at kæmpe til døden. En af de tyske hærchefer, general Halder, skrev undervejs i felttoget i sin dagbog: “Overalt kæmper russerne til sidste mand, de overgiver sig kun sjældent”. Det skyldtes nu ikke udelukkende patriotisk opofrelse, men i høj grad også det sovjetiske sikkerhedspoliti, NKVD. Ved fronten benyttede de sig i stor stil af en særlig militær forholdsregel, hvori der bl.a. stod, at NKVD måtte dræbe sine egne ”når en soldat fra den Røde Hær nægter at udføre en militær ordre eller trækker sig tilbage fra slagmarken”.
“Jeg kan ikke huske, hvor mange tyskere jeg har slået ihjel. Jeg talte dem ikke. Men mange”, siger Yevdokia og virker en smule beklemt over at skulle tale om alle de gange, hun har slået ihjel.
Alligevel fortæller hun om en episode under en landsætning af kampvogne ved byen Bruno.
“Vi løb rundt inde i nogle bygninger. Tre nazister begyndte at jagte mig. De ville tage mig levende til fange. Pludselig dukkede en sovjetisk maskingeværskytte op. Han skød to af dem. Den tredje havde grebet fat i min jakke bagfra. Her hang et maskingevær, og i mit bælte håndgranater og min pistol. Jeg fik fat i pistolen og skød ham lige her”, peger Yevdokia og sætter sin pegefinger op på sin pande.
På spørgsmålet om hvilke tanker det bagefter satte i gang hos hende at have skudt et menneske på klos hold, svarer hun lakonisk: “Absolut ingen. Det var jo krig. Hvis ikke man slog ihjel, blev man selv slået ihjel”.
Vilje, styrke og lidelser
Det var en særlig karakter, udholdenhed og et mod til at udstå lidelser og smerter, der for en vesterlænding kan være svære at forstå, som var med til at holde sovjetborgere som Yevdokia oppe.
Hun viser arene fra fire hovedlæsioner og fortæller, at halvdelen af hendes brystkasse blev knust ved en eksplosion. Bagefter begynder hun at pege og siger: “Her, her, her og her”. Fire vidt forskellige steder rundt om på kroppen udpeger hun arene fra de gange, hun har været i nærkampe med tyske soldater … og fået dybe stik fra bajonetter. Et af stikkene er på hendes højre ben.
“Efter et slag, nåede jeg ikke væk fra slagmarken. Så jeg lagde mig blandt de døde for at skjule mig. Men efter slagene gik tyskerne rundt og kontrollerede, om de faldne nu også var døde. Det skete ved, at de stak bajonetter vilkårligt ind i de livløse kroppe. Da de kom til mig, stak de en bajonet i benet på mig”, forklarer Yevdokia, der igen må stoppe op. Hun overvældes af tårer. Hendes viljestyrke til at forblive tavs og ubevægelig, da hun blev stukket, reddede hendes liv. Umiddelbart efter mistede hun bevidstheden og blev senere fundet af en bondekone.
Efter krigen begyndte Yevdokia som ekspedient i en fødevarebutik og endte med at blive butikschef i en fødevarekæde. Hun nærmest løfter hovedet og fortæller med stolthed, at ligesom i en deling af soldater havde hun godt 55 underordnede i de sammenlagt 32 år, hun arbejdede for butikskæden.
“Jeg synes, det var rigtigt af Stalin at lade kvinder deltage i krigen. Kvinderne ville være med til at beskytte sit land og sit folk. Han tvang ikke nogen. Kvinder deltog frivilligt, ligesom mig. Folk elskede Stalin. Og vidste, hvad de kæmpede for. Når vi skulle i kamp, råbte jeg: ‘For Fædrelandet, for Stalin!’. Det gjorde vi alle. Stalin var et godt menneske”, erklærer Yevdokia, der nægter at anerkende den gamle sovjetleder som den ansvarlige for, at hen ved 20 millioner mennesker omkom i Sovjetunionen på grund af hans regimes paranoide forfølgelser af alt lige fra bønder over intellektuelle til militære ledere.
Maria i slaget ved Stalingrad
Mange kvinder ved fronten tilhørte den Røde Hærs Sanitetstjeneste, og det var som regel de værst udsatte. Ofte måtte de, under kraftig beskydning, undertrykke deres rædsel og kravle fremad for at nå frem til de sårede. De trak dem så med tilbage, indtil det blev sikkert at bære dem på ryggen. Jobbet krævede, at de både var “fysisk og åndeligt stærke”, som en højtstående sovjetisk officer har udtrykt det. Men der var ikke tale om, at det kvindelige førstehjælpsmandskab var nonkombattanter. Sygeplejersker, der så det som et kald at redde liv, blev også til dræbere.
Deriblandt Maria Andreyevna Skobtsova, der blev født i 1923 i Kursk. Hun er 80 år, da jeg møder hende. Ligesom Yevdokia er hun iført sin paradeuniform og er også dekoreret med en kaskade af ordener, der pryder hendes jakkerevers. Attituden er tilsvarende højtidelig og stolt, ligesom hun også er ivrig for at fortælle sin historie.
“Tak fordi du vil lytte til mig, og tak fordi du kom. Vores opgave er at fortælle sandheden om det, vi har oplevet”, smiler Maria venligt, mens hun hænger sin stok på ryglænet af en stol. Hun er dårligt gående, og derfor har hendes midaldrende datter fulgt hende hen til pensionistklubben. Datteren hjælper hende sætte sig på en af de ubekvemme stole.
I slutningen af januar 1943 var der ingen tvivl: De tyske soldater var så trængte af kulde, sult og udmattelse, at den 6. tyske armé i realiteten var tilintetgjort
Dengang tilbage i 1942 viste Maria ingen tegn på svaghed. Her kæmpede hun for 284. division, under den 62. armé, blandt rotter og lig i Stalingrads sodsværtede ruiner. Hun var 19 år og langt fra den eneste kvinde i slaget. Titusinder deltog på lige fod med mændene i de bestialske kampe om byen, hvor der blev kæmpet med en hårdnakkethed, som er ubeskrivelig.
Da den 6. armé, ledet af den tyske general Friedrich von Paulus, d. 25. august 1942 nåede egnen omkring Stalingrad, indledte tyskerne et gruopvækkende luftangreb, der jævnede tre fjerdedele af byen med jorden. Af byens omtrent 600.000 civile blev omkring 40.000 mennesker dræbt alene under den første uges bombardement.
“Det var meget hårdt ved Stalingrad”, husker Maria, “tyskerne beskød os med morterer og maskingeværer af stor kaliber. Hundredvis af fly bombarderede os. Ofte var der 9-12 angreb i træk. De sårede samlede vi sammen i slugter eller bombekratere for at forbinde sårene”.
Mejede tyskere ned
Russerne lod sig ikke knække. De benyttede kældre, bombekratere, udgravninger, kloakker og bunkere som beskyttelse. Som månederne gik, blev kampene i Stalingrad vildere, voldsommere og barbariske. De tyske og russiske soldater drev decideret jagt på hinanden. Ofte udviklede kampene sig til regulære håndgemæng med geværkolber og knive. Man kæmpede fra kælder til kælder, vej til vej og i enkelte bygninger, der endnu stod, fra etage til etage.
“Især ved Stalingrad nægtede mange af vores sårede soldater at få lagt forbindinger. Alle, der kunne skyde med et våben, ville fortsætte og sagde: ‘Så længe mit hjerte banker, vil jeg modstå fjendens stormløb’. Under kampene mærkede jeg desperationen og frygten for at dø. Ikke bare hos mig selv, men hos alle. Men i vores hjerter var vi opildnet af at befri vores fædreland fra fjenden og var parate til alt. Hellere dø end at overgive sig! Det var en stående ordre, at vi ikke måtte trække os ét eneste skridt tilbage!”.
Den første gang, Maria skiftede bandage ud med våben, var en dag, hendes division havde slået ni tyske angreb tilbage. Hun var i gang med at forbinde de sårede, da hun fik at vide, at deres sidste maskingeværskytte var blevet dræbt.
“Jeg så tyskerne komme mod os. De holdt deres maskingeværer frem for sig og råbte på tysk. Jeg havde noget tid inden lært at håndtere et maskingevær, så jeg krøb hen mod maskingeværet – en ’Maxim’, der stod på tre ben. En af de sårede soldater hjalp mig med at indsætte patron-båndet. En af vores råbte til mig: ‘Lad dem komme nærmere’. Da de var tæt på, skreg jeg: ‘Kom. Nu skal jeg byde dig velkommen, Fritz’, det vil sige tyskerne. Ja, De må undskylde, men sådan kaldte vi dem dengang. Og så gik jeg i gang med at meje dem ned … jeg ved ikke, hvor mange der var. Jeg kan kun huske dem som løbende og faldende mørke figurer i horisonten. De sank bare sammen. Jeg var så vred på dem. Hvorfor kom de og trampede på vores land? Hvorfor brændte de vores byer og landsbyer ned? Da det hele var overstået, kunne de næsten ikke rive mig væk fra maskingeværet. Mine fingre blødte, fordi jeg havde holdt så fast på maskingeværet. Så vred var jeg. Da de havde trukket mig væk fra maskingeværet, satte de mig i en skyttegrav. Jeg var aggressiv, rystede og hårene havde rejst sig på mit hoved”.
Tyskerne og deres krig fratog mig min ungdom og uskyldighed
I slutningen af november 1942 mødtes sovjetiske tropper nordfra og sydfra. I en klassisk militær knibtangsmanøvre var ringen sluttet. Hele den 6. tyske armé var omringet.
Højdedragene omkring Stalingrad havde fra tyskernes angreb på byen skiftet farve som årstiderne skred frem. Fra brunt til rødt af efterårsløvet og nu var de hvide af sne. Vinteren havde sat ind på den ugæstfri og træløse sydrussiske steppe, der omgav byen. En udmarvende kold østenvind piskede sneen hen over den bare jord, og et islag dækkede byen. Den indesluttede armé på mere end 250.000 mand begyndte at lide forfærdeligt under manglen på mad og drikke. Tusinder af tyskere begyndte at gøre en ende på deres lidelser ved at begå selvmord. Som vinteren skred frem, dalede barometret til 35-40 minusgrader, og i slutningen af januar 1943 var der ingen tvivl: De tyske soldater var så trængte af kulde, sult og udmattelse, at den 6. tyske armé i realiteten var tilintetgjort.
Det sidste skud i slaget om Stalingrad blev affyret den 2. februar 1943 ved traktorfabrikken Røde Oktober. 210.000 tyske soldater omkom, og kun 40.000 slap levende fra Stalingrad, der formentlig var det største slag under 2. verdenskrig … og måske i nogen krig. Det samlede tyske felttog mod Stalingrad kostede lidt over 485.000 sovjetiske soldater livet.
Mareridtet fortsætter
I modsætning til tyskerne var det russiske folks slid, ofre og sorger ikke forgæves. En fælles patriotisme, der stak dybere, end mange kan forestille sig, gav det psykologiske og moralske tilskud for at kæmpe. Alle sovjetborgerne i unionerne, deriblandt Ukraine, havde hævet sig op til de største højder, kvinderne lige såvel som mændene.
“Vi kvinder elskede vores fædreland og bestræbte os på at gøre alt for vores nation. Lige fra at vaske tøj til at gribe til våben. Min indsats var under hele krigen ved den yderste forsvarslinje, og her var der mange dristige kvindelige maskingeværskytter, luftværnskytter, piloter og snigskytter”, husker Maria. “Men i forhold til mændene var vi måske ikke så fysisk stærke, men vi var mere åndeligt stærke og standhaftige”.
Men trods al den fysiske og åndelige styrke, standhaftigheden, sliddet, udholdenheden, patriotismen, nådesløsheden og de uanede kræfter har næsten alle veteranerne været hjemsøgt af mareridt om deres oplevelser – også Maria.
“Forestil dig, at du ligger på jorden, mens kampvogne kører mod dig. Du råber ‘Red mig!’, og kampvognene kommer tættere og tættere … og du ved ikke, om det er en drøm eller virkelighed. Du vågner, tænder for lyset og … alt det forsvinder. Sådan var det ofte efter krigen”.
Inden 2. verdenskrig fandt sin afslutning, havde Sovjetunionen lidt enorme tab. Otte millioner soldater og 19 millioner civile havde mistet livet! Alligevel havde de to gamle kvinder, og alle deres våbenbrødre i pensionistklubben i Horgovagaden tilgivet tyskerne fra dengang.
“Tyskerne og deres krig fratog mig min ungdom og uskyldighed”, slutter Maria Andreyevna, mens tårerne løber, “Men det er der jo ikke noget at gøre ved. De var drevet af Hitler. Hvordan kunne de afslå at drage i krig? De var blevet slået ihjel. Som os var de bare almindelige mennesker”.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
