SUPERHELTE // INTERVIEW – Superhelte reflekterer den tid, de bliver fortalt i. Derfor kan man bruge dem som en form for samtidsdiagnose over, hvilke problemer og spørgsmål af moralsk og politisk karakter, der er på spil i samtiden, mener filosof.
Tilbage i maj 1938 udkom det første nummer af Action Comics. Tegneseriehæftet har en farvesprudlende forside. I midten af billedet står en muskuløs mand med flagrende kappe iklædt en rød og blå dragt. Han er i gang med at løfte en grøn bil, som han katapulterer mod en klippe. Rundt om ham løber mennesker panikslagent rundt.
Det var sådan, at amerikanerne, og senere resten af verden, mødte verdens første superhelt: Superman.
Da jeg var en lille knægt i midten og slutningen 00’erne, elskede jeg superhelte. Min favorit var Spider-Man, og jeg husker, at jeg ofte hoppede lettere besværligt ned i den lange, tynde røde og blå edderkoppedragt. En anledning var unødvendig.
De ældste historier, vi har, er heltehistorier som Odyseen og Illiaden. På den måde har helte altid historisk fyldt meget i vores fortællinger
Samme barndomsbegejstring har ekstern lektor i filosofi på SDU Carsten Fogh Nielsen også haft.
“Siden jeg var helt lille, klædte jeg mig ud som Superman og andre superhelte. Min mor har fortalt, at selv før jeg kunne læse, så læste hun Spider-Man højt for mig”, fortæller han nostalgisk.
Carsten Fogh Nielsen har gennem tiden skrevet flere artikler om superhelte og filosofi, bl.a. om ligheden mellem Superman og den tyske oplysningsfilosof G.F.W. Hegel, og hvordan man kan genkende den engelske filosof Thomas Hobbes i Batmans menneskesyn.
Jeg husker også, at der var superheltefilm overalt. Hvert år var der enten en ny Batman-, Spider-Man- eller Iron Man-film. Hollywood spyttede dem ud. Man talte dengang om et superhero boom.
Lige nu har Deadpool og Wolverine også biografpremiere, James Gunns Superman er sat til præmiere i 2025, og det ser ud til, at der arbejdes på en fjerde i Tom Hollands populære Spider-Man-trilogi.
Samtidig dominerer superheltefilmene også de såkaldte Box Offices, der viser, hvor økonomisk indbringende film er. Næsten halvdelen af Box Office Mojos top 10 over bedst indbringende film er superheltefilm.
Superhelten har siden 00’erne domineret vores kultur. Men det er ikke noget nyt, hvis man sætter det i en historisk kontekst, mener Carsten Fogh Nielsen.
“De ældste historier, vi har, er heltehistorier som Odyseen og Illiaden. På den måde har helte altid historisk fyldt meget i vores fortællinger. Heltefiguren har altid og vil derfor også altid være populær”.
Superhelteboomet i 00’erne var med andre ikke blot et symptom på en umættelig kulturel appetit for superhelte, men talte snarere ind i en allerede eksisterende kulturel dyrkelse af superhelten som helteskikkelse.
Og vores dyrkelse af den kultur, vi forbruger, fortæller meget om os mennesker. Kulturen er nemlig en afspejling af vores samfund og samtid. Den fortæller historier om os selv, og giver os mulighed for at forstå eller fortolke os selv og samfundet.
Spørgsmålet er: Hvad fortæller superhelten om vores samtid?
Et spejl af moderniteten
Den tyske filosof Friedrich Nietzsche talte meget om en mennesketype, som han kaldte “übermensch”. Et overmenneske, som er den stærke karakter, der realiserer sig selv og sit absolutte potentiale.
Beskrivelsen af overmennesket kan minde om superhelten, der i bogstavelig forstand er et overmenneske i form af at være indehaver af overnaturlige kræfter.
Superhelten skal dog ses som led i en større kategori af helteskikkelser. Alligevel er der noget helt essentielt, som adskiller superhelten fra de klassiske helte, mener Carsten Fogh Nielsen.
“Det, der dog adskiller superhelten fra de klassiske helte, er, at superhelten har den dobbelte identitet. Det kender vi fra Superman, som også er Clark Kent. Og her er der en spænding imellem de to identiteter: superhelten på den ene side og så det almindelige menneske på den anden side. Det er det, som gør superhelten til en moderne helt”, siger han.
At superheltens klassiske kendetegn skulle være en dobbeltidentitet er heller ikke tilfældigt. Forfatterne til Superman var Jerry Siegel og Joe Shuster, som var to unge jødiske mænd og andengenerationsimmigranter til USA.
Siegel, Shuster og superheltenes identitetsproblemer er i høj grad noget, vi alle kender til. De fleste af os ved, at vi har forskellige roller og identiteter, som vi kan tage af og på, og som nogle gange karambolerer.
Det er også det, som Anthony Giddens’ teori om det refleksive moderne påpeger: At mennesket i det moderne samfund, i modsætning til det førmoderne samfund, ikke længere er bundet til én rolle og identitet. Snarere fordres det moderne menneske at forstå sig selv i flere roller og reflektere over dem. Men det betyder samtidigt også, at det moderne menneskes identitetsprojekt også i højere grad kan skabe en indre spænding og problemer.
Og det moderne menneskes spændinger ved sit identitetsprojekt findes i høj grad også i superhelten, mener Carsten Fogh Nielsen.
“Vi lever i et samfund, hvor der ikke er de samme faste roller og klassestrukturer, som der var tidligere. Med andre ord, lever vi i det, som Zygmunt Bauman har kaldt for en flydende modernitet, hvor alle sociale normer, og dermed også menneskets identitet, er under konstant og løbende forandring. Spørgsmålet om, hvem vi er, og hvordan vi forener de mange forskellige sider af os selv, bliver derfor noget, der hele tiden melder sig for os,” siger han.
“I Spider-Man er Peter Parker jo den her lidt klumsede og klodsede nørd, hvorimod Spider-Man er den sjove og kække karakter. Peter Parkers rolle som Spider-Man er en flugt fra, hvem han i virkeligheden er. Det at spille roller og de nærliggende problemer med at forene rollerne med hinanden er noget, vi alle kender til.”
Så måske ligger overmenneskets problemer ikke så langt fra det almindelige menneskes.
Samtidens seismograf
Hegel skriver et sted, at enhver er barn af sin tid, og at filosofien hermed også er sin egen tids tanker. Med andre ord så udtrykker og afspejler filosofien sin samtid i tankerne.
På samme måde kan superhelte udtrykke og reflektere samtiden i deres historier, mener Carsten Fogh Nielsen.
“Helteskikkelser reflekterer den tid, de bliver fortalt i. De udtrykker de værdier og normer, der er på spidsen i den tid. Derfor kan man bruge helte og superhelte som en form for samtidsdiagnose over, hvilke problemer og spørgsmål af moralsk og politisk karakter, der er på spil i samtiden”, siger han energisk.
Carsten Fogh Nielsens energi og begejstring for helte og superhelte er tydelig at mærke. Han taler hurtigt og i flere minutter ad gangen, holder sjældent pauser og slynger eksemplerne ud.
“Et oplagt eksempel er Captain America, der har ændret sig gennem tiden. Han opstod i 1940’erne, hvor han på forsiden af det allerførste nummer langer Hitler en på siden af hovedet. På den måde var han et amerikansk svar på nazismen, og tegnede nazismen som det ultimative fjendebillede for USA. I 50’erne kæmper han mod kommunisterne, som jo reflekterer, hvem USA på daværende tidspunkt kæmper imod på den geopolitiske scene. I 1970’erne afslører han konspiration i Det Hvide Hus, hvilket i høj grad også trækker tråde til Watergate-skandalen”.
En hyper-politisk samtid
Men den kolde krig, 2. Verdenskrig og Sovjetunionen er lang tid siden. Det har stadig betydning, men samtiden rykker sig, og det samme gør tidsånden og tankestrømningerne. Vi lever nu i 2024, som er en tid, den unge belgiske politolog Anton Jäger kalder for hyperpolitisk.
Vores tid er meget politiseret, og vi politiserer i høj grad områder, som førhen var upolitiseret og tilhørte den private sfære. Områder som køn, seksualitet, identitet, repræsentation, også kaldet identitetspolitik, har fået en politisk puls, der sender kraftige pump ud i den offentlige samtale.
Igennem 90’erne, 00’erne og 10’erne får vi et langt mere holistisk superheltebillede. Flere superhelte har andre køn, flere er kvinder, og flere har en anden seksualitet
Selvom Captain America inkarnerer den amerikanske ånd, så er han med nutidens politiske brille: en hvid, midaldrende, heteroseksuel mand. Og det er måske ikke lige typen, som populærkulturen mangler at repræsentere.
Historisk har der ikke været nogen nævneværdig repræsentation af hverken kvinder, LGBTQ+-personer eller af andre etniciteter i superhelteserier. Superman, Batman, Spider-Man, de har alle forskellige historier, det indre er forskelligt, men det ydre, at være en hvid heteroseksuel mand, har de alle til fælles.
Heldigvis har det i løbet af de sidste 30 år ændret sig, påpeger Carsten Fogh Nielsen.
“Igennem 90’erne, 00’erne og 10’erne får vi et langt mere holistisk superheltebillede. Flere superhelte har andre køn, flere er kvinder, og flere har en anden seksualitet. Den mest succesfulde superhelt, der opstod i 10’erne, var Miss Marvel, som er en ung muslimsk kvinde. Hendes muslimske baggrund er en central del af hendes identitet”.
Derfor var måske ikke så overraskende, da Batmans sidekick, Robin, sprang ud som biseksuel i tegnserien Batman: Urban Legends.
Og på den måde er vi igen tilbage ved superhelten som en slags seismograf for samtidens stigende pluralisme og hyper-politisering.
Klik dig videre til meget mere kulturstof lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
