Ny EP: HERNIA II – lyden af fed power og forår
Anbefalet af Maja Petrea Fox
Foråret er her, Bispebjerg kirkegård er fyldt med blege lemmer med smartphones, der jagter de nyudsprungne og lyserøde kirsebærtræer, det er læderjakkevejr igen, og allergien er sat ind. Hold kæft, hvor er det skønt. Sommeren er på vej, og der findes unægteligt noget vigtigere end et godt soundtrack til sådan en gunstig omgang.
I en blanding af melankolsk selvransagelse og optimistiske og hurtige 90’er vibes har Malte Hill, tidligere frontmand og sangskriver i det københavnske punk/rock band Molly, begået en fremragende og aldeles fængende EP ll med sit soloprojekt HERNIA.
EP ll giver os både surt, sødt, salt og bittert og består af fem numre, hvor HERNIA med tydelighed viser bandets alsidighed og bredde. Der er en umiddelbarhed, og nærmest nostalgisk, legende simpelhed over musikken, selvom teksterne kan være tunge og kradse lidt i kinden – på den gode måde.
HERNIA kan bedst beskrives som en blanding af speedgrunge og alternativ powerpop, men der er også elementer, som taler til min indre ”emo-rock-gal”. HERNIAs lyd er unik på den danske scene, men kan sammenlignes med bands som Hüsker du, Dinosaur Jr, Sonic Youth og Nirvana.
Du kan være med til at fejre HERNIA EP ll release fredag d. 29. april klokken 20.00 i Christianshavns beboerhus.
Ny Batmanfilm – Maratonlangt gensyn med verdens kedeligste superhelt
Nedsablet af Claus Ankersen
Filmen varer 3 timer. Det vidste jeg ikke, da jeg begyndte at streame den. I Matt Reeves’ version genopstår den gennemtærskede superhelt i et Gotham City univers, som bedst kan beskrives som Mad Max møder Blade Runner i Sin City. Det er den samme gamle historie om igen, ærlig talt nærmest ubeskrivelig kedeligt. Hollywoods version af Far til Fire 6000, eller Superman 15. Der er bare ikke mere gods i fortællingen, åbenbart. Så alt er op til instruktørens fortolkning af historien om den ædle flagermusmand og milliardærhævner. Cat Woman er selvfølgelig med, jo jo, og lækkert spillet af Zoë Kravitz.
Robert Pattinson – eller Battinson, som han godt kunne kalde sig – er den stærkt lidende Batman, som konstant taler med en hæs hvisken i Dex Dexter-stil. En uigenkendelig Colin Farrell er fænomenal som Pingvinen, og John Torturro er corleonesk sleben som mafiabossen Falcone. Der er mere detektivhistorie over dramaet end tidligere, og eftersom ingen Batman kan værre end Michael Keatons top-bøvede, ’jeg hænger med læbeskuffen’ fortolkning, må vampyrdrengen Battinson nøjes med at være den næstdårligste.
Det var en kamp at se filmen færdig trods det fede cast. Gollum – Andy Serkis – er fx butleren Alfred. Tre timer med verdens kedeligste superhelt i endnu en regnfuld parafrase på New York, et korrupt politiker- og politikorps og en hot rod batmobil efterlader spørgsmålet: Hvem har man bestukket for at få 8.2 på IMDb?
Ben Affleck skulle have spillet hovedrollen, men skred i 2019. Godt for integriteten og dårligt for bankkontoen. Filmen har allerede indspillet over 750 millioner dollars med to sequels i pipeline. Money talks. Gab.
Kristina Nya Glaffeys roman er ikke ret sjov
Anmeldt af Christine Lind Ditlevsen
Romanen To the Modern Man består af 75 siders uafbrudt fremvisning af alt, der er ynkeligt, grinagtigt og ubehageligt ved Manden, illustreret ved en mands færden og tankegang en morgen, hvor fortælleren, som også er hateren, fra første linje ønsker manden det værste.
Derefter følger 13-en-halv sides forbandelser igen adresseret Manden.
Jeg finder ikke noget sted i bogen belæg for, at det er manden, der skal stå for skud. Hvis man ville fælde manden, kunne man gå efter ”the toxic masculinity”, piktænkning, værkstedshumor og andre udprægede mandagtige ting. Men hvorfor egentlig ikke bare tale til det moderne menneske, som er præcis lige så latterlig, og som kan genkende sig selv i det middelmådige, storhovede trædemølle-menneske, bogen beskriver?
Jeg er stor fan af Kristina Nya Glaffeys forfatterskab, jeg synes, det er klogt, sjovt og rigtigt, det hun siger i sine bøger. Og fedt skrevet. Men jeg kan ikke lide To the Modern Man, for jeg synes, at emner som egoisme, overforbrug, fantasiløs æstetik, overdreven kønsdrift, bedsteborgerlighed, perfektionisme, dødsangst, magtstræben, kontroltrang, hykleri, påtaget feminisme og privilegieblindhed fortjener en samtale frem for en enetale. Muligvis en satirisk samtale, men i hvert fald en samtale. Find den fulde anmeldelse her.
Nyt album: Betagende melodisk charme
Anbefalet af Jan Eriksen
Det seneste tiår har Joshua Michael Tillman med stor succes dyrket sin rockpersona Father John Misty – som en form for ironisk, lettere depressiv hipsterudgave af Springsteen i betydningen tvivlende besynger af det amerikanske drømmeflimmer. Fem album er det blevet til. 13, inklusive album udgivet under navnet J. Tillman.
At Father John Misty er inspireret 1940’ernes og 50’ernes big band musik og såkaldt champer pop af Burt Bacharach-skolen er ingen hemmelighed. Det kunne f.eks. høres på Roskilde Festival 2017 med hjælp fra Copenhagen Phil.
På det nye album Chloë and the Next 20th Century manifesteres Tillmanns fascination så vellykket, at jeg kommer i tvivl, om det er hans sange, der udforsker det intime i det grandiose, filmiske retroudtryk, eller om det er udtrykket, der udforsker hans sange. Kald det symbiotisk. Det er uden tvivl FJM’s musikalsk set mest gennemførte album.
F.eks. læner ”Goodbye Mr. Blue” sig velsmurt op ad Glen Campbell-traditionen. I bl.a. ”Buddy’s Rendezvous” hører jeg genklang af Harry Nilsson i dennes storhedstid. I ”Q4” er popbegejstringen næsten tøjlesløst direkte smittende. Så har man hørt det med. Og selvom det indimellem er ved at kamme over i det rene Fred Astaire i sort-hvid, forføres jeg igen og igen af sangenes betagende melodiske charme.
Kunsthal Charlottenborg afgangsudstilling 2022: En stor kvinde- og genderfest
Anbefalet af Ann Lehmann Erichsen
Charlottenborg i forårssol er altid et besøg værdigt, især når vi ser på afgangsudstillingen i år, da den – måske – viser vejen til en ny fremtid. Jeg nød udstillingen, for den er på mange måder, hvad kunstmuseer og kulturpolitikere drømmer om, hvis de mener, at kvinder er underrepræsenterede på de danske museer, hvilket kvinderne jo er.
Nu er to ud af tre nye værker udført af kvindelige kunstnere og hverdagen med omsorg og vasketøj tydelig med i kunsten. Vi ser vasketøj, der vender mod himmelen, og kvinder, der står ved deres egen seksualitet. Hverdagsnormaliteten spejlet i kunsten.
Fremtiden handler om sex og køn, og hvis du tvivler, så tjek udstillingen.
Der er et helt rum med både det feminine ciskønnedes egen udgravning af det kvindelige køn og den transkønnedes rejse mod det næste køn i en lidt arkaisk filmisk fremstilling.
Der er også helt vidunderlige malerier af Anna Kristine Hvid Petersen, hvor stilleben er statements.
Clara Busch leverer stærke og på samme tid mest poetiske og skrøbelige værker i sort og hvid på lærred. De er som raderinger blot malede.
En tredje kunstner, som fik min opmærksomhed, var Vic West, for hans malerier slog mig næsten med en kølle i hovedet. Grove og voldsomme.
Der er installationer og rigtig meget videokunst. Se udstillingen og døm selv. Åbning d. 19. april. Live-event d. 27. april.
Tyske filmdage: Oplev film udover det sædvanlige
Anbefalet af Mikkel Stolt
Bor du i en af landets tre største byer, og savner du afveksling fra mainstream-udbuddet på streamingtjenesterne og de børnefilm-for-voksne, som udgør en stor del af repertoiret i biograferne, så læs med her.
I den kommende uge er der mulighed for at se syv nyere tyske film og én gammel. To af dem får senere dansk premiere, så se om du kan nå en af de øvrige, hvoraf jeg vil fremhæve disse:
Åbningsfilmen Nebenan er skuespilleren Daniel Brühls instruktørdebut med manus af forfatteren Daniel Kehlmann. Programmet kalder den ”raffineret og herligt selvironisk.” Der er allerede planlagt en ekstravisning.
Jeg har en forkærlighed for film, der blander genrer og leger med vores forestillinger om sandheden i fiktionen og fiktionen i sandheden, og derfor lyder Der Maler af Oliver Hirschbiegel interessant, idet den skulle ”gå i dialog med både værk og tilskuere”.
Endelig er det altid godt at se en klassiker: Mikaël fra 1924 af Carl Th. Dreyer har dertil fået nyt soundtrack, som akkompagnerer live (stumfilm blev så godt som aldrig vist uden musikledsagelse).
Det foregår i Grand Teatret i København, Øst for Paradis i Aarhus og Café-biografen i Odense. Se biografernes hjemmesider for program eller kig her.
Kulturlisten – Hver uge får du en samling af korte, skarpe omtaler af kulturen omkring os, skrevet af POV’s kulturskribenter.
Aktuelle bøger, film, forestillinger, udstillinger, koncerter og tv-programmer anmeldes engageret men kortfattet, så du på kort læsetid får essensen og overblikket.
Find Kulturlisten her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
