Jessica Jones: Psykologisk superheltedrama med kvindeligt udgangspunkt

af i Film/Kultur

SERIE // ANMELDELSE  – Da det gik op for denne skribent, at sæson 3 af Marvels Jessica Jones netop har haft premiere på Netflix (og at jeg selvfølgelig var nødt til at anmelde den), var jeg egentlig fast besluttet på, ikke at hænge mig i at den omhandler en kvindelig superhelt. Dem er der jo mange af. Og er det overhovedet relevant?

Efterhånden stod det dog klart for mig, at jo, det er det i allerhøjeste grad. Faktisk lader det sig ikke rigtig gøre, at skrive dækkende om Jessica Jones uden at nævne netop dette aspekt.

Ikke fordi serien er skabt primært af kvinder, eller fordi den omhandler en kvindelig superhelt. Heller ikke fordi denne superhelt tillader sig at knalde i flæng og drikke som et hul i jorden, men fordi hun fremstår menneskelig og kompleks – i det mindste så kompleks, som man nu kan gøre en karakter fra et tegneserieunivers.

Serie med integreret, kvindeligt perspektiv

Faktisk er både kvindelige og mandlige hovedpersoner i Jessica Jones komplekse karakterer med egen dagsorden:

Fra den selvretfærdige, kompromisløse Trish med sine gigantiske mom issues, hen over den ambitiøse, manipulerende advokat Jeri, der ikke tøver med at kaste enhver under bussen, der måtte komme i vejen, til den tidligere misbruger Malcolm, der trods talent og godt job farer vild i både kvinderne og livet.

Serien som helhed er nemlig et præmieeksempel på, hvordan man – frem for bare at smøre en omgang hurtig femi-frosting udover sin serielagkage – rent faktisk integrerer det kvindelige fokus så grundigt i både plot, temaer og karakterudvikling, at kvinder kan spejle sig i den.

Og her taler jeg selvfølgelig ikke om at løbe rundt med superkræfter og nakke superskurke i dunkel belysning men om alt det, der ligger nedenunder.

En rejse ind i sindets mørkeste afkroge

Første sæson (stadig seriens absolut bedste efter denne skribents ydmyge mening) var præget af temaer som fri vilje, overgreb og komplicerede offer-gerningsmand-dynamikker.

Her jagtede en martret Jessica (Krysten Ritter) superskurken og præmiepsykopaten Kilgrave (uforligneligt spillet af David Tennant) sammen med sin (dog ikke biologiske) søster Trish (Rachael Taylor)

Kilgrave er naturligvis ikke superskurk for ingenting: Han har evnen til at kontrollere sine ofres tanker og i særlig grad Jessicas, som han har en helt speciel historie med (ingen spoilere her..).

Sæson tre er, ikke overraskende, bygget op over samme kattens-leg-med-musen-model, hvor den hyperintelligente superskurk (for det er han naturligvis) kører hele NYPD samt vores hovedpersoner rundt i manegen, inden det hele kulminerer og retfærdigheden sker (nogenlunde) fyldest

Selvfølgelig er hans ambition i sidste ende at få Jessica over på the dark side, men til trods for klichéerne var det netop denne mentale forbindelse mellem det gode og det onde, der gjorde første sæson til en fængende, vanvittig rejse ind i sindets mørkeste afkroge.

I anden – og ringeste – sæson jages en kvindelig massemorder med en vild hemmelighed, og vi præsenteres for en række svære dilemmaer omkring skyld, ansvar, kærlighed og nogle mere end almindeligt komplicerede mor-datter-forhold. Og her i tredje sæson er vi så i hælene på en sadistisk seriemorder, der laver fotoportrætter af sine ofre, midt i deres dødskamp, iført gummihandsker og plastikheldragt.

Kattens leg med musen

Sæson tre er, ikke overraskende, bygget op over samme kattens-leg-med-musen-model, hvor den hyperintelligente superskurk (for det er han naturligvis) kører hele NYPD samt vores hovedpersoner rundt i manegen, inden det hele kulminerer og retfærdigheden sker (nogenlunde) fyldest.

Hvor Kilgrave fra første sæson var en kultiveret manipulator af den slags, der får andre til det beskidte arbejde, er seriemorderen Sallinger (Jeremy Bobb) i nærværende sæson dog mere den jordnære slagtertype, der parterer folk hjemme på stuegulvet, sådan uden den helt store hurlumhej.

Med det forholdsvis begrænsede persongalleri vi møder i Jessica Jones’ univers, og den måde hvorpå seriens samlede dynamik afhænger af dynamikken mellem superskurk og superhelte, er superskurkens rolle selvsagt afgørende.

Heldigvis sidder castingen af denne (i både første og tredje sæson) lige i skabet. Jeremy Bobb, som nogle vil genkende fra Russian Doll (Netflix), spiller aldeles formidabelt, og karakteren fremstår helstøbt.

Karakteristisk for seriens superskurke er også, at de får virkelig meget taletid. Således er der en næsten Mindhunter-agtig atmosfære over nogle af Sallingers dialoger med ofrene.

Fandenivoldsk galgenhumor

Krysten Ritters Jessica Jones fungerer også, om end hun efter denne anmelders mening gerne måtte begå lidt flere fejl, end tilfældet er. Ganske vist er hun kompleks og menneskeligt martret – ja – men menneskeligheden folder sig ikke helt ud, og det bliver en smule irriterende i længden, hvordan hun trods alskens groteske situationer aldrig begår nogle egentligt alvorlige fejl.

Dialogen er til gengæld usædvanlig velskrevet og mange steder både overskudsagtig og morsom. For Jessica er ikke kun fordrukken og fandenivoldsk. Hun går også til arbejdet med en solid mængde galgenhumor.

Hvad er moral? Hvad er forholdet mellem skyld og ansvar? Og med hvor meget ondt skal ondt fordrives, før man selv fortaber sig i mørket?

Den klassiske noir-scene er således sat, når privatdetektiv Jones sidder alene ved sit skrivebord i gang med at opspore hverdagens syndere for småpenge, fordi huslejen jo skal betales. Igen, igen.

En utro kone, en korrupt politimand eller den pæne kontormand, der tager af kassen. For i byen, der aldrig sover, og hvor lovens lange arm sjældent er lang nok, gør man klogt i altid at have noget på nogen.

Blæret ser det ud, når Jones – med læderjakke og permanent resting-bitch-face – løfter biler og springer uskadt ud fra tårnhøje bygninger. Som i andre gode superheltefortællinger er det dog ikke superkræfterne eller det overnaturlige element, der bærer historien, men de helt almindelige, menneskelige spørgsmål:

Hvad er moral? Hvad er forholdet mellem skyld og ansvar? Og med hvor meget ondt skal ondt fordrives, før man selv fortaber sig i mørket?

Retfærdighed kan som bekendt købes for dyrt. Som Jones selv formulerer det: ”What does it take to make it feel right? The answer is: Too much.”


Jessica Jones Sæson 3 havde premiere på Netflix 14. juni 


Topfoto: PR/Netflix

Amalie er freelancejournalist og videnskabsredaktør på POV International. Hun interesserer sig for videnskab, religion og kultur og har skrevet til bl.a. Weekendavisen, Information og Kristeligt Dagblad.

Amalie er født i 1986 og uddannet webdesigner og webfilminstruktør fra Kort- og Dokumentarfilmskolen i Lyngby.

Kunne du lide artiklen? Så har du mulighed for støtte Amalies skriveri på POV direkte via Mobilepay på: 42209468

Donér, hvad du selv synes er rimeligt. Eller lad være, det er ganske frivilligt.

Seneste artikler om Film