DØDSRITUALER // FOTOESSAY – I 2012 besluttede den prisbelønnede danske fotograf, Klaus Bo Christensen sig for at rejse ud i verden og skildre kulturbårne døderitualer. Rejserne, der har været dyre og tidskrævende, finansierede han af egen lomme. At indgå på lige fod med pårørende i deres sidste farvel og samtidig medbringe sit kamera kræver tid og tålmodighed, stærke kontakter og menneskelig indføling. Klaus Bos linse går tæt på den døde. Derfor er hans billeder unikke. De vilde fortællinger om hvad der går forud for en serie udvalgte fotos, får du i en serie, som vi bragte i 2016 og nu deler igen denne sommer 2020.
Haiti 2012
Det er sidst på eftermiddag på kirkegården, Cimitiére de Petion-Ville i Port Au Prince. Solen står lavt og kaster lange skygger over gravene.
Klaus er tilbage. For 2 år siden var han her for at dække jordskælvet i januar 2010, der kostede 150.000 mennesker livet. De fleste i Port Au Prince. Kirkegården har over en million grave, og fylder et gigantisk antal kvadratmeder af den gamle bydel
– Her er totalt overfyldt, og når der ikke er plads til nye døde, graver de andre op, så her er fyldt med ligrester, der ligger og flyder mellem gravene, forklarer han.
Klaus er tilbage for at starte på sit fotoprojekt ”Dead and Alive”. Han vil dokumentere dødens ritualer i forskellige kulturer, og han er her sammen med den ”fixer”, der er uundværlig for ham, hvis han skal have adgang til historien, uden hverken at kende sprog eller kultur. Hans fixer hedder Emmanuel.
Sammen bevæger de to sig ind mellem gravene.
Manden med det opsvulmede ansigt
Der går ikke længe, før en mindre gruppe unge passer dem op.
– De taler kreol, og er temmelig fulde og ophidsede, så jeg bliver sgu en anelse utryg, og lader Emmanuel føre ordet, forklarer Klaus.
Efter Emmanuels talestrøm, vender en af de unge sig direkte mod Klaus.
”Hvad vil du vide ?”, spørger han, og stirrer ham direkte i øjnene. Klaus kan lugte hans stærke sprit-ånde, og mens han overvejer sit svar, får han øje på en mand, der står bag gruppen.
– Hans ansigt er vildt opsvulmet, sveden hagler ned ad ham, og hans øjnene er nærmest ved at trille ud af hovedet på ham.
Klaus vil gerne vide, hvordan hans fotoprojekt vil gå, og alle vender sig mod manden i baggrunden.
– ”Spørg ham !” svarer de og trækker Klaus og Emmanuel ind mod et nedlagt gravmonument.
Houngan
Manden med det opsvulmede ansigt er HOUNGAN. Den mandlige voodoo-ypperstepræst. I kraft af sin høje status har den katolske kirgård tildelt ham et sløjfet gravmonument, som nu er hans voodoo-tempel.
– Her er bælgmørkt, og så trangt at man dårligt kan trække vejret, indleder Klaus.
– Der ligger knogler og kranier langs væggene og på gulvet. Vi sætter os, mens han trækker en rød kappe over hovedet, tænder stearinlys i kranierne, og trækker proppen af en flaske hjemmebrændt, som han byder rundt, fortæller Klaus, hvis arbejdsdogme dog kører efter devisen: “Skik følge, eller land fly”
– Det lugter stærkt som bare pokker, men jeg drikker det alligevel.
Nu begynder Houngan´en at ringe med en klokke.
– Han messer på kreol, bimler løs med klokken, og pludselig begynder jeg at blive vildt dårlig, får hjertebanken og koldsved.
– Jeg skal UD ! Og det skal gå stærkt, så jeg kaster mig over de andre, springer ned fra graven, og løber, og løber – Jeg vil bare væk !
Men Klaus kan ikke flygte.
– Lige meget hvor stærkt jeg løber, ser jeg hele tiden præsten og hans røde kappe flagrende omkring mig. – Hans klokke bimler stadig vildere, så jeg gemmer mig bag én af gravene, hvor Emmanuel finder mig, og jeg trygler ham om at få mig ud herfra.
Uden for kirkegården er den bimlende voodoopræst væk, og Klaus falder til ro.
Tusmørket er faldet på. Enhver ved at i Port Au Prince´ s nattemørke skal man ikke være ude alene, så Emmanuel følger sin ven tilbage til hans logi.
Manden i jakkesættet
Til trods for denne oplevelse er Klaus tilbage på kirkegården allerede 2 dage senere.
– Efter oplevelsen med Houngan´ en havde jeg jo slet ikke fået dannet mig et overblik over hvad jeg ville fotografere, så jeg var nødt til at vende tilbage, forklarer han. Men mens han går rundt og finder motiver, kommer en venligt udseende herre ham smilende i møde.
– Han ligner en dyr forretningsmand, og han spørger mig om jeg er tilfreds med mit svar.
Klaus aner ikke hvad manden snakker om.
– Han siger så, at han er Houngan´en fra i forgårs. Men han ligner slet ikke den forpjuskede mand med det opsvulmede ansigt, så jeg har svært ved at tro ham, indtil han fortæller mig, at jeg var blevet dårlig i samme øjeblik, ånderne kom frem for at fortælle mig, at mit projekt ville lykkes.
– Jeg stod bare og måbede, da han gav mig hånden, og gik sin vej.
På vej til lighuset
Klaus har betalt Emmanuel for at skaffe ham adgang til et af byens lighuse i et bestemt kvarter i Port Au Prince, hvor bedemændene holder til.
– Det er normalt ikke et sted, man har adgang til, og man risikerer at ryge i fængsel, hvis man gør det, men Emmanuel kender en fyr der hedder Bab, som har arbejdet for bedemænd siden han var 12 år, og Bab kan godt lide rom og lidt ekstra lommepenge, så vi satser på ham, forklarer han.
Bab er som udgangspunkt ikke vild med ideen, og han understreger derfor flere gange, at han kan blive fyret, hvis han lukker dem ind. Men med udsigten til en flaske rom og 25 dollars, bliver han dog mere velvilligt indstillet, og de aftaler at mødes igen når mørket falder på, og ingen kan se dem.
Lige før midnat svinger Klaus og Emmanuel ind i bedemandskvarteret.
– Her er stadig spor efter jordskælvet, en masse sammenstyrtede huse i gaden, og kun en enkelt lampe på en gavl, der lyser op i det skumle kvarter.
Klaus og Emmanuel kan ikke finde Bab. En flok højrøstede mennesker er begyndt at samle sig under den enlige gadelampe.
– Vi søger væk derfra, og længere nede i gaden kan vi høre en højlydt snorken fra en af ruinerne, så Emmanuel går derind.
På en sammenstyrtet terrasse ligger Bab og sover brandert ud.
– Han stinker af sprit, sved og lig på én gang, men vi får liv i ham med endnu en flaske rom, og sammen går vi hen mod bedemandens forretning, men uheldigvis er det her gadelampen hænger, og her folk står og snakker, så vi gemmer os i mørket, til de trækker lidt længere væk.
Lig på gulvet
Bab kigger sig nervøst omkring. da han låser døren til bedemandsforretningen op.
– Han er hunderæd for at blive opdaget, og Emmanuel vil heller ikke med ind, så jeg går alene ind i rummet, hvor det første jeg får øje på, er kisterne, der står op ad væggene, hvilket jo er meget tilforladeligt, men da jeg så kigger ned på gulvet, ligger der 4 lig for mine fødder, mens jeg udenfor hører højrøstede stemmer, der nærmer sig, og jeg bliver simpelthen så bange, at jeg bare knipser løs uden omtanke.
Da Bab smækker døren udefra, går Klaus i panik og styrter ud til ham og Emmanuel. De flygter alle derfra, men da Klaus sidder bag på Emmanuels motorcykel, begynder han igen at tænke.
– Jeg havde jo ikke fået billederne, så jeg banker Emmanuel på ryggen og beder ham om at stoppe !
I Emmanuels hoved er det stadig kamp-flugt hormonerne der styrer hans hjerne, men Klaus´ økonomiske overtalelsesevner overdøver i sidste ende frygten. En time efter er de tilbage hos Bab, der dog nu har konsumeret den seneste flaske rom, er endnu mere stangstiv, og derfor hæver prisen med 10 dollars og endnu en flaske rom.
Den døde Houngan
Tilbage i bedemandens hus går Klaus rundt mellem de 4 lig på gulvet.
– De ligger nærmest som om de er smidt der, men den ene har hænderne bundet sammen med gazestrimler, og da jeg, på vej tilbage, havde spurgt Emmanuel hvorfor, fortalte han at manden var en død Houngan, hvis hænder bliver bundet, så han ikke kan udøve voodoo på de andre døde, eller bedemanden.
Udenfor er der stille. Klaus kan endelig koncentrere sig om sit motiv.
– Jeg beslutter mig for at lægge mig på gulvet mellem dem, og i første øjeblik gyser jeg lidt ved tanken, men da jeg ligger der, ved jeg, det er den rigtige beslutning, og så glemmer jeg alt andet end min linse, lyset, og den poesi, jeg gerne vil formidle i mine billeder.
Klaus retter linsen mod den døde Houngan og hans sammenbundne hænder..
.. Og trykker.
Hvis du vil vide mere om Klaus, og hans projekt ”Dead & Alive”, er her et par links.
http://klausbo.com/stories.html
https://slate.adobe.com/cp/4tvwv/
https://www.facebook.com/deadandalivetheproject/?fref=nf
Topbillede: Haiti. Foto: Klaus Bo.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
