MUSIK // INTERVIEW – Søren Kroghs nye album, Blågræs, er nummer 11 i rækken. Det blev lanceret ved en koncert i Bygningen i Vejle. POV International mødte den pladeaktuelle og tidligere Danish Music Award-vinder til en snak om kærligheden til Vendsyssel, skæve eksistenser, Højskolesangbogen og om at insistere på at spille sit eget materiale – også selvom man bliver truet med tæsk.
Mit første spørgsmål er: Hvem er Søren Krogh?
“Han er en dansk sangskriver, der har sine rødder i Vendsyssel. Jeg har spillet professionelt i snart 30 år. Jeg sagde mit job op og har levet af musik siden. Jeg har udgivet 11 albums og spillet vel omkring 2.500 koncerter indtil nu.”
Hvis man skal forstå “Blågræs” kræver det næsten, at man først hører historien om dit forrige album, “Havtornland”. Det er, som om det står som en slags kontekst for det nye album.
“På de seneste to albums er jeg for alvor dykket ned i Vendsyssel, selv om der faktisk har været spæde skridt hen imod det på næsten alle mine albums. På mit første album nævner jeg Hirtshals som en specifik lokalitet. Der står også i noterne, at jeg en dag gerne vil skrive en sang om en hjemløs mand i Vendsyssel, der hed Kaffe-Erik. Det er tilbage i 1998. Sangen dukker så op som sang på Havtornland-albummet fra 2022.
Det er også en sang om at vende tilbage til sine rødder med det in mente, at 85 procent af os etniske danskere vender tilbage og dør maksimum 15 kilometer fra vores fødested
Sangen “To Skridt” er et andet eksempel. Det er en hyldestsang til Lønstrup. Det kom sig af, at jeg i 2004 tilfældigvis holdt sommerferie med min familie i Lønstrup. Den sang landede så på albummet Dagsorden, der udkom to år senere.
Tolne er en lille by mellem Hjørring og Frederikshavn. Der er der, jeg kommer fra. Det er der, jeg har mine rødder. “Tolne til mit Vesterhav” fra Globus-albummet er en hyldest til mit hood og Vendsyssel. Det er også en sang om at vende tilbage til sine rødder med det in mente, at 85 procent af os etniske danskere vender tilbage og dør maksimum 15 kilometer fra vores fødested.
Inspirationen til sange kommer fra flere steder. Jeg er tiltrukket af folk, der ikke lever efter traditionelle livsrammer
Så Havtornland er landet nord for Limfjorden og Vendsyssel. Det lyder, som om at det tog adskillige år, før Havtornland-idéen for alvor udkrystalliserede sig?
“Ja, Lønstrup endte med at blive stedet, hvor jeg tager hen for at skrive sange. Mit refugium. Og det blev fortællingerne herfra og lokaliteterne og personlighederne, som jeg begyndte at dykke ned i. Det var dem, der kom til at præge både det nye album, Blågræs, men også Havtornland. Det var tit lange lokale historier, for eksempel den om Kaffe-Erik. De skulle koges ned til en tre-fem vers og et omkvæd.”
Søren Krogh er tiltrukket af skæve eksistenser
Sange fra tidligere album som “Gæst” og “Gråbrødre Torv” og ikke mindst “Hardcore Troubadour” er fortællinger om folk, der tilbringer en periode af deres liv på farten, men nok alligevel vil søge hjem. Havtornland er ikke inde i billedet.
“Inspirationen til sange kommer fra flere steder. Jeg er tiltrukket af folk, der ikke lever efter traditionelle livsrammer. Dem, der er faldet lidt udenfor på en eller anden måde. Jeg synes, de er sjovere at skrive om, fordi de er mere farverige og interessante. Det kan have store menneskelige omkostninger for de folk, der forsøger at have et nært forhold til dem; familie og venner, kæreste, koner eller mænd. Det giver også noget at skrive om.
Jeg er blevet truet med tæsk, hvis jeg ikke spillede noget, som folk kendte
En af Blågræs-sangene er “Engel fra Hirtshals”. Hun er en kvinde, der ikke har levet op til sine egne forventninger i livet. Og dén karakteristik af hende synes jeg bare til at begynde med er mere spændende og vedkommende end en historie om en eller anden, der har gået på CBS og køber en villa i Charlottenlund og får fire børn og otte gravhunde og en mand, der også har været på CBS – ikke fordi der på nogen måde er noget galt i det. Men det er lidt for forudsigeligt.”
Det er svært at sætte et musikalsk genrestempel på dig, Søren Krogh. Dine koncerter spænder genremæssigt fra rock til country til folk til bluegrass – og mere til. Din westernguitar og mandolinen fører tit tankerne hen på folkemusik.
“Det er derfor, at vi har opfundet vores eget begreb til det, vi spiller. Det hedder ‘danacana’. Det er americana på dansk. Americana er en gumbo-stilart. Det er alt godt fra amerikansk folkemusik. Danacana er det samme, men det er bare på dansk.”
Søren Krogh er rundet af højskoletraditionen
Hvad med den historiefortælling, som du bruger til dine koncerter? Den er vel lidt af et varemærke for dig?
“Jeg tillader mig at sige, at jeg læner mig op ad en højskolesangbogstradition. Min klasselærer i skolen lærte os mange af højskolesangene – og hun foldede dem ud. Hun forklarede, hvad de handlede om. Når jeg giver koncerter, folder jeg også sangene ud, inden jeg spiller dem. Publikum skal være forberedt på den film, der skal rulle for deres indre blik lige om lidt.
En anden årsag – og måske den egentlige – var, at jeg på et tidspunkt insisterede på, at jeg fra nu af ville spille mine egne sange, ikke flere coversange. Jeg spillede på bodegaer i Vestjylland. Der var masser af små steder, hvor man kunne komme til at spille; barer, værtshuse, caféer og den slags.
Det, der overbeviste mig om, at jeg kunne gøre det, var, at jeg havde hørt fra dem, der var 10-15 år ældre end mig, folk som Allan Olsen, Lars Lilholt, Johnny Madsen – hele det der slæng – at det havde de gjort i 1970’erne. Jeg har senere fundet ud af, at de var måske ikke fulde af løgn, men de blandede jo faktisk deres egne sange med covers for at få det hele til at glide ned hos publikum.
Det var bare ikke deres officielle historie. Den var, at de havde spillet deres egne ting på de små værtshuse. Så havde de fået pladekontrakt, og så kørte det derfra. Det var dén historie, jeg i første omgang hørte. Så tænkte jeg: Det gør jeg sgu også!
Forleden spillede jeg selv i et fængsel i den dobbeltlukkede afdeling
Så jeg tog ud for at spille mine egne sange. Jeg kan godt love dig for, at det var ikke for nybegyndere! Jeg er blevet truet med tæsk, hvis jeg ikke spillede noget, som folk kendte. Der var engang en, der tog fat i kraven på mig og sagde: “Nu skal du kraftedeme spille noget vi kender. Vi gider ikke høre mere på det der andet.”
Jeg fortsatte og fandt ud af, at hvis jeg fortalte lidt om, hvad sangene handlede om, og hvis der var lidt tø-hø, det var lidt sjovt og sådan noget, så gik det bare meget, meget nemmere med at få folk til at høre efter. Jeg skulle tit spille fra kl. 24 og en to-tre timer frem. Og det skulle fungere.
I dag ved jeg ikke, hvordan jeg fandt musklerne til at fortsætte med det der, men det gjorde jeg. Jeg kørte på i en fem-seks år. Lige så lang tid som et læge- eller et jurastudie.”
Det virker, som om at den musikscene, hvor det var muligt at stille sig op for at spille egne sange, stort set er væk i dag?
“Musikere, som jeg snakker med i dag, kan blive helt misundelige over at høre om alle de muligheder, der var dengang for at komme ud – også med sine egne ting. Det var, som om man lidt kunne stå og øve sig i at optræde foran et publikum ude på Klør Es Bodega i Varde eller Havnecaféen i Gedser, og hvad de nu alle sammen hed. Den mulighed mener jeg ikke, unge mennesker har i dag. De har tit spillet lidt på efterskole eller i gymnasiet, og så er det direkte ud at spille koncert. Der er ikke noget stop på halvvejen. Det er en verden, der har forandret sig helt vildt.
Men så er der noget andet, der er kommet i stedet: De mere organiserede kommunale og statslige spillesteder. Dengang gjaldt det om bare at komme ud. Jeg har set Johnny Madsen og C.V. Jørgensen spille på et diskotek. Det var det, der var muligt dengang. Der var ikke nogen støtteordning, som der er i dag. De mellemstore scener, som jeg som regel befinder mig på, var der jo slet ikke i samme omfang tidligere.”
Hvilken type koncert kan du bedst lide at lave i dag? Er det en-mands, eller to-mands eller med band?
“Jeg kan godt lide det spillemandsagtige i at spille sammen med nogen og at få den musikalske gryde til at koge, uanset om man er to, eller man er fem. Det er kontakten med publikummet, der er kernen for mig. Jeg gør sådan set det samme, uanset musiker-kombination; jeg introducerer mine sange, og jeg spiller dem.
Forleden spillede jeg selv i et fængsel i den dobbeltlukkede afdeling. Ugen før havde jeg spillet en håndfuld koncerter med bandet. Der havde også været en koncert i en brugsforening sammen med min guitarist, Janus Bechmann. For mig handler det om det samme: Om sangen og musikken og om historien.”
Bliver “Blågræs” det sidste kapitel i Havtornland-sagaen?
“Jeg forestiller mig, at der inden ret mange år kommer et tredje album, som måske – måske ikke – runder den her cyklus af sange om Havtornland af.”
Interesseret i musik? Så tjek POV Internationals øvrige musikrelaterede artikler ud her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver lørdag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
