KLASSISK MUSIK//ANMELDELSE – Verden har nogle kulturskatte, som synes at have fået en form for tidløshed over sig. Det gælder f.eks. Shakespeare, Rembrandt og Dostojevskij. Det gælder også f. eks. Beethovens Symfonier, som der som bekendt findes ni af. Men det gælder i lige så høj grad Beethovens klaversonater. Jakob Brønnum prøver at indkredse dem i anledning af Beethovens 250 års dag.
Beethovens klaversonater som værk betragtet er overvældende stort, der er 32 kompositioner i alt, og i kunstnerisk kraft overgår det alle andre komponisters værker for soloklaver. I det hele tager er det ikke muligt at komponere klaversonater, dvs. værker med 3-4 satser, komponeret i ret faste former, som den såkaldte sonateform, eller rondo, scherzo m.fl. udgør, uden at gøre sig klart, at man skriver op ad Beethoven.
Overhovedet at påtage sig det arbejde at spille 32 forskellige musikstykker (udenad), hver på fra godt 10 minutter til tre kvarter, er et enormt projekt
Men hvordan beskrive dem for læsere, der gerne vil vide noget mere om Beethoven i anledning af 250 året for hans fødsel? Det har jeg tumlet med i et helt år snart, mens jeg har skrevet om flere andre af Beethovens vigtigste kompositioner.
Hvis man skriver noget om værkernes filosofiske og humanistiske implikationer, kan det blive meget abstrakt og dækker slet ikke disse 32 værker, der har hver deres særtræk. Hvis man skriver noget om deres musikalske formeksperimenter, bliver det virkelig svært at gå til, fordi det kræver en særlig interesse og viden. Og hvis man skriver noget om dem, der har de kendteste melodier, bliver det også kun glimtvise afbildninger.
Hvis man gør sig klart, at værkerne kan ydes en slags retfærdighed, gennem at man ved, at de rummer alt dette ovenstående og mere til, begynder man at nærme sig Beethovens klaversonater. Helge Baun Sørensen formulerer det meget præcist og rigtigt i en artikel om en af klaversonaterne på DR’s hjemmeside: ”Når han improviserede og komponerede, kom der musik ud af klaveret, som aldrig var hørt før. Hver klaversonate, han skrev, var nytænkt, nykonstrueret, og indeholdt stor alvor og eftertanke. Musik var ikke underholdning – musik var dødsens alvor.” Beethoven var en frygtindgydende dygtig pianist.
Samlede opførelser
I sommerens løb har der været flere helt overvældende serier af opførelser af samtlige Beethovens klaversonater. Dels af den russisk-tyske pianist Igor Levit, der spillede dem over otte koncerter i Salzburg og igen i Berlin i august-september. Daniel Barenboim spillede de 32 sonater for tomme sæder i Boulez-salen i Berlin. De sidstnævnte er netop udgivet på CD af Deutsche Grammophon. Alle disse sæt blev transmitteret i tv, hver over 7-8 koncerter.
Jeg hører flere lag af udtryksmæssig fylde i de meget rige harmonier, men det er aldrig lykkedes for alvor at forbinde Beethovens musik og især klaversonaterne til én bestemt følelsesmæssig stemning
Overhovedet at påtage sig det arbejde at spille 32 forskellige musikstykker (udenad), hver på fra godt 10 minutter til tre kvarter, er et enormt projekt. Det har flere forgængere i musikhistorien, naturligvis, og der kommer hele tiden nye. Igor Levit udsendte sin fortolkning af de samlede klaversonater på CD i 2019.
I forbindelse med opførelserne blev Barenboim interviewet om Beethoven: “Beethoven’s music is always multidimensional: whenever it laughs, it laughs and cries at the same time.” Det er en meget interessant udtalelse, eftersom den er så subjektiv, som den er. Hører man virkelig både glæde og tårer i alle Beethovens toner?
Jeg er usikker. Jeg gør ikke. Jeg hører flere lag af udtryksmæssig fylde i de meget rige harmonier, men det er aldrig lykkedes for alvor at forbinde Beethovens musik og især klaversonaterne til en bestemt følelsesmæssig stemning. Jeg opfatter dem som en form for symbolstrukturer, en slags beskrivelse af verden med et bestemt filter. Den enkelte sonate er ikke bare et musikstykke i flere afdelinger, den er et verdensbillede. Det har ingen anden komponist opnået på samme måde, end ikke den lidt senere østrigske komponist Franz Schubert, der også har et stort værk af klaversonater. Her er det netop i højere grad undersøgelser af afgrænsede følelsesmæssige udtryk, der er sat i musik.
Fjerde samlede indspilning
Det er Barenboims fjerde sæt af indspilninger af Beethovens samlede klaversonater. Jeg har ikke kendskab til andre, der har gjort det samme. Den tyske pianist Wilhelm Kempff, der blev anset som en af de største pianister i 1950’erne og 1960’erne lavede, som en af enkelte andre, tre samlede indspilninger. Det er min oplevelse, at Kempff i enkelte tilfælde ofrer præcision for udtryksfylde, og jeg er aldrig rigtig kommet ind i hans indspilninger.
Barenboim har på det seneste spillet klaver med lytteroplevelsen af, at enkelte ting ikke længere kommer så frit til ham, og at han må kæmpe for dem, trods et overbevisende og endda indimellem overvældende samlet indtryk. Selvom der også er sådanne momenter her, er de mættede, klare og imponerende stærke.
Jeg har ikke kunnet høre mere end tre af sonaterne i træk af Barenboims seneste indspilning af Beethovens sonater (jeg klarer 5-6 af Levit), så bliver det for rigeligt, for fyldt. Man må tage en pause.
Skal jeg nævne andre af de indspilninger, man kan begynde med, hvis man skal begynde at bevæge sig ind i Beethovens klaversonater, står den ret nyligt selvpensionerede Alfred Brendels to sidste af i alt tre samlede indspilninger forrest. Brendel er en nøgtern tekniker på allerhøjeste niveau, hvor Barenboim er en temperamentsfuld tekniker med næsten samme præcision.
Som ny lytter bør man gøre sig selv den tjeneste ikke at høre den uden også at høre to-tre fortolkninger af forskellige pianister
Mange vil have stor glæde af det sæt, Friedric Gulda (1930-2000) har indspillet af de samlede klaversonater, eftersom han også er jazzmusiker. Der er en helt åbenlys stærkere rytmisk bevidsthed i hans fortolkninger end i nogen andre, jeg kender.
Schnabel fra 1930’erne
Min egen favoritindspilning af de samlede klaversonater har i mange år været den måske ældste af alle kendte indspilninger af de samlede klaversonanter, nemlig Arthur Schnabels fra 1930’erne. De er de mildeste, varmeste og mest runde, jeg kender. Mange andre sæt af samlede indspilninger kunne nævnes, af f. eks. Mauricio Pollini, Paul Lewis og danske Anne Øland.
Hvis man kun skal høre nogle få af de 32 sonater, hvilke skal det så være? En del af Beethovens klaversonater har kælenavne, efter hvem de er dedikeret til, eller noget, et melodisk tema er forbundet med, som f. eks. Klaversonate Nr. 14, Måneskinssonaten.
Waldstein-sonaten, nr. 17, har et utroligt inciterende rytmisk motiv, som den begynder i, der gør den til en favorit, ligesom også Klaversonate nr. 8 med tilnavnet Pathetique. Men det er tydeligt, at de fleste pianister opfatter Appassionata-sonaten (Beethoven Klaversonate Nr. 23) som en ganske særlig udfordring.
Som ny lytter bør man gøre sig selv den tjeneste ikke at høre den uden også at høre to-tre fortolkninger af forskellige pianister. De falder nemlig meget forskelligt ud, eftersom der er en række vanskelige temagrupper, som må forløses i forhold til hinanden, hvis det skal hænge sammen, og bliver noget lidt mere tilbageholdent betonet eller spillet lidt hurtigere, har det betydning for hele afsnittet.
Den efterfølgende sats, der afslutter sonaten over næsten 18 minutter, står med en stor, efterårsagtig melankoli, samtidig med en nøgtern redegørelse for tonerne, som om de hver især har eksistentiel nødvendighed, og det hele er præget af en slags tvivlrådighed
En af Beethovens klaversonater tårner sig op over de andre på grund af sit enorme omfang, nemlig Klaversonate Nr. 29, der med en henvisning til en teknisk omstændighed omkring klaveret har tilnavnet Hammerklavier sonata. De fleste opførelser af den varer omkring 45 minutter med den langsomme adagio (3. sats) på omkring 20 minutter. Jeg har for nylig hørt den med den polsk-amerikanske pianist Adam Golka i en indspilning fra for nogle år siden, hvor han træder frem som en pianist med et ganske særlig følsomt og søgende anslag. Jeg skal komme tilbage til Golka.
Thomas Mann gør lidt grin med det
De sidste af Beethovens sonater er som også hans strygekvartetter abstrakte på en ny måde, som er vanskelig at beskrive. Thomas Mann gør lidt grin med det i et kapitel i romanen Doktor Faustus, hvor en lærer underviser i Beethovens sidste klaversonater, op. 111 i c-mol:
”Og så talte Kretzschmar om sonaten i c-mol, der ganske vist ikke er let at forstå som et i sig selv afrundet og sjæleligt ordnet værk og da også gav både den samtidige kritik og vennerne en hård æstetisk nød at knække: hvorledes, sagde han, disse venner og beundrere ganske simpelt ikke havde kunnet følge deres afgud ud over det toppunkt, hvortil han i sin modne alder havde ført klassicismens symfoni, klaversonate og strygekvartet, og med tungt hjerte mente, at de ved den sidste periodes værker stod over for en opløsningsproces, en udartning, en opstigning til fremmede, farefulde højder, over for et plus ultra, hvori de ikke evnede at se andet end en udartning af latente tilbøjeligheder, et overmål af grubleri og spekulation, en eksces af minutiøs syslen og musikalsk videnskabelighed.” (Doktor Faustus, kapitel 8)
En helt ny indspilning af sonaten af den russiske pianist Nikolai Lugansky udmærker sig ved en usædvanlig klarhed, som om Lugansky siger, ”se her, det er da ikke så svært at forstå.” Sonaten består af to satser, hvoraf den første er præget af mange lange toneløb og temposkift, alt sammen holdt sammen af en bestemt, rytmisk kraftigt betonet figur. Lugansky får det til at hænge sammen på en måde, hvor man logisk følger med i selv de mest fremmedartede brud i musikken undervejs, som om de er det naturligste af verden.
Den efterfølgende sats, der afslutter sonaten over næsten 18 minutter, står med en stor, efterårsagtig melankoli, samtidig med en nøgtern redegørelse for tonerne, som om de hver især har eksistentiel nødvendighed, og det hele er præget af en slags tvivlrådighed. Et dansetema lyder modvilligt og en langsom melodisk passage, som om den i virkeligheden hellere vil være hurtig. Men den lange slutsats har så mange tilsyneladende uforenelige aspekter, at man som lytter umuligt kan favne det hele ved én gennemlytning. Her er noget at fordybe sig i de kommende måneder.
Lang tids tilnærmelse
Langsomt får alle sonaterne deres egen plads i den enkelte lytter, fordi de hver især kræver det. Kun over lang tids tilnærmelse, kan man få et forhold til dem, og det er altid bundet op på et eller andet specifikt og ikke blot, at det er en komposition af Beethoven, man nu har lært at kende.
Når man lytter til dem i forhold til de gamle Gilels indspilninger fra 1960’erne, virker de begge på en eller anden måde mere moderne
Det var indspilningen af Klaversonate Nr. 5 og 6 med den russiske pianist Emil Gilels, der lærte mig sublim fortolkningskunst at kende. Da jeg som barn hørte den, virkede det, som om den blev opført inde i en glasklokke, som jeg ikke kunne trænge ind i. Senere opdagede jeg, at Gilels i sine bedste år har så godt fast i selve musikkens eksistentielle fortælling, at det er, som om alting står stille rundt om den, og kun tonerne og harmonierne bevæger sig fremad.
Blandt de mange nye indspilninger af klaversonaterne, som 2020 har modtaget, er også fortolkninger af Adam Golka og Boris Giltburg, som vi omtalte tidligere på året i forbindelse med indspilningen af Beethovens Klaverkoncerter. Når man lytter til dem i forhold til de gamle Gilels indspilninger fra 1960’erne, virker de begge på en eller anden måde mere moderne. Hvor Golkas er mild og varm og nærværende, hvad der som nævnt også er det indtryk, man får af hans tidlige Hammerklavier-fortolkning, synes de også at mangle en spontanitet. Det er mere redegørelse end udforskning, selvom netop nærværet forbliver i lytteren meget længe bagefter.
Hos Giltburg er der et mere heftigt, næsten utålmodigt anslag, men spontaniteten er til gengæld ikke til at tage fejl af. Selvom det naturligvis ikke er sådan i virkeligheden, virker det, som om han ikke har aftalt med sig selv, hvordan han skal fortolke en passage, inden han kaster sig ud i den. Hans redegørelse for det følelsesmæssige i de langsomme satser bliver ikke helt så varm som Golkas.
I øvrigt får alle de forskellige indspilninger meget forskellige anmeldelser. Luganskys får bedre anmeldelser end Barenboims i Classics Today. Bare for at give et eksempel.
Men det er sådan, det er: De store kunstværker som Beethovens 32 klaversonater står aldrig stille. De bliver aldrig perfekt fortolket eller forstået på den samme måde, fordi der vil altid være et andet blik på dem om lidt, og fordi de er så levende og plastiske i sig selv, at ingen fortolkning eller forståelse kan rumme alle aspekter. Den glæde og erkendelse er formentlig det allerbedste, vi kan ønske os af et Beethoven-år som dette.
LÆS JAKOB BRØNNUMS SYV ANDRE BEETHOVENARTIKLER I ANLEDNING AF 250 ÅRET HER
Beethoven Late Piano Sonatas, Opp. 101,109 & 111
Nikolai Lugansky – (Harmonia Mundi 2020)
Beethoven: Piano Sonatas vol. 1
Adam Golka (First Hand Records 2020)
Beethoven: Piano Sonatas vol 2
Boris Giltburg (Naxos 2020)
Complete Beethoven Sonatas and Diabelli Variations
Daniel Barenboim – (DG 2020)
Beethoven: The Complete Sonatas
Igor Levit – (Sony 2019)
Foto: Igor Levit (Sony Classical)
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
