KONCERT // ANMELDELSE – Trio con Brio har over tre aftener fejret sit 25-års jubilæum med en mesterlig forløsning af Beethovens samlede værker for klavertrio i Mogens Dahl Koncertsal.
Det er ikke hver dag man på tætteste hold og live kan opleve Beethovens samlede værker for klavertrio udspille sig. Ikke desto mindre var det, hvad Mogens Dahl Koncertsal generøst tilbød publikum i denne uge som markering af klavertrioen Trio con Brio 25-års jubilæum.
Under studieårene i Wien fandt de tre musikere – danske Jens Elvekjær (piano) og de sydkoreanske søstre Soo-Jin Hong (violin) og Soo-Kyong Hong (cello) – sammen i et berigende og inspirerende samspil, der nu har holdt sig intakt i et kvart århundrede. Der er derfor al god grund til at markere dette – og det blev det.
I sig selv er en samlet gennemspilning af netop Beethovens klavertrioer en præstation af de usædvanlige. Når den samtidig udføres af tre instrumentalister med et så indgående kendskab til hinandens musikalitet og med hver deres mesterlige beherskelse af deres respektive instrumenter, må resultatet blive både sjældent og markant.
Lægger man hertil et overskudspil og en indbyrdes lydhørhed overfor hvert instruments udsagn sammen med en udtryksenergi, som måske Beethoven mere end nogen anden fordrer i sin kammermusik, bliver det samlede indtryk mere end bemærkelsesværdigt.
Gennem koncertseriens tematiske programlægning og fordeling af Beethovens trioer – en genre, hvori han som musiker skabte sit eget socialiseringsværksted under sin proces med at indtage sin legitime plads midt i Wiens koncert- og musikliv – kom vi over de tre koncerter i det tættest mulige selskab med denne, datidens vel største kammermusikkomponist.
Over de tre aftener i Mogens Dahl koncertsalens smukke, intime og højloftede rum, førtes vi musikalsk igennem et Wiener-musikalsk univers, der rækker langt ud over byens egne voldanlæg takket være dets universelle sprængkraft, de dynamiske styrkeforhold mellem de tre musikalske stemmer, og den konversationsenergi, som hos Beethoven aldrig falder hen i tomt passagespil og overfladepassiarer, men konstant er i bevægelse mod nye horisonter og erkendelser.
I førsteaftenens Variationer i G-dur (opus 121a), der også er kendt som hans ”Kakadue-variationer”, kom vi helt ind i Beethovens eget nodeværksted. Han spiller her med på en af datidens populæreste operamelodier (”Ich bin der Schneider Kakadue”), men samtidig tager han denne lette musikalske spøg dybt alvorligt i de efterfølgende 10 variationer. I hvad der her skulle blive hans sidste publicerede værk for klavertrio, sprænger han rammerne, ved at blande brugen af egne tidlige skitser med al sin erhvervede modenhed og kompleksitet som komponist.
Det samme må man sige om de tre musikeres virtuose forløsning af dette spøgende værk, der fordrer det ypperste musikerskab, hvad angår instrumental balance og lethed, men samtidig parres med en konstant omskiftelighed og parathed til samspilsdynamik.
På koncertrækkens anden aften fik vi som slutnummeret Klavertrio nr. 6 i Es-dur (opus 70, nr. 2). Igen peger dette værk mod nye dybder indenfor klavertrio-genren, hvor komponisten i sine kontrastfyldte satser forsyner dem med en overflod af accentuerede akkorder i form de karakteristiske sforzandi, som netop Beethoven om nogen er kendt for, og som Trio con Brio mestrer til fuldkommenhed.
De tre musikeres fortolkning kommer dermed så tæt på den fuldkomne forløsning, man med ret kan komme
I denne tætvævede trio, hvor modsætningerne nærmest står i kø for at afløse hinanden, ser Beethoven sig både over skuldrene til sine forgængerne (Haydn) og fremad imod nye musikalske horisonter. Og med især klaverstemmens kompleksitet, føler man i Jens Elvekjærs formidable spil flere gange, at der i denne klavertrio skjuler sig både Mendelssohns senere højromantiske klaverværker og store uddrag af Beethovens egne sene klaversonater under overfladen.
Igen gav de tre musikere med deres enestående lydhørhed overfor hinandens respektive roller bevis på en oprigtig forståelse for denne musiks kompleksitet. Med violinens klare, om end noget pågående tone, og celloens runde klangfylde, kom trioens strygere her i et interessant samspil, hvor vi stod overfor to væsensforskellige musikalske klangudvekslinger.
I den tredje og sidste koncertaftens finalenummer, Beethovens Ærkehertug-trio i B-dur (op. 97), der samtidig repræsenterer hans sidste komposition indenfor triogenren, er man som tilhører ligesom stillet overfor et lydligt ocean, der bevæger sig i både brusende oprør og blikstille tilstande. Med denne trios bølgende spændingsbuer og totale integration af de tre instrumenter står dette værk i kammermusiklitteraturen som en prøvesten over alle klavertrioer.
Ærkehertug-trioen manifesterer sig derfor også som Beethovens måske yppigste kompositionshøjdepunkt ikke alene indenfor klavertrio-genren, men måske samtlige hans instrumentale værker. At trioen for enhver kammermusiker er en af den slags udfordringer, man aldrig bliver færdig med, men derimod kan vedblive med klangligt at raffinere gennem et langt musikerliv, er også velkendt af de fleste.
Trio con Brio er ved deres 25-års jubilæum nået så tæt ind på dette værks dynamiske rigdomme og hele akustiske kompleksitet, som det reelt fordrer. De tre musikeres fortolkning kommer dermed også så tæt på den fuldkomne forløsning, man med ret kan komme. En jubilæums-fejring af de helt sjældne blev det derfor til, hvilket trioen med dens generøse koncert-serie forærede både sig selv og dens mange påskønnende tilhørere henover de tre udsolgte aftener i Beethovens trio-musikalske selskab.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
