KONCERT // ANMELDELSE – Årets første torsdagskoncert, der samtidig er optakt til 100-års jubilaren DR-symfoniorkestrets koncertturné denne måned i Centraleuropa, viste både storformat og intimitet, og det i hver af de tre kompositioner, der stod på programmet: Rakhmaninov, Mahler og Bent Sørensen.
Aftenen indledtes så tyst, stille og fjernt, man overhovedet kan forestille sig, i Bent Sørensens tonedigt Evening Land fra 2017. Vi føres her ind i en orkestral verden af hviskende susen, syden og summen generelt holdt i de høje tonelejer, der så undervejs afveksles med kortere passager af skærende lynglimt, små storme og skypumper.
Komponisten beskriver selv værket som et barndomserindringsbillede af uendelighed sat i skarp modsætning til New Yorks kontrastfyldte lys- og lydverden. For undertegnede gav værket imidlertid i store stræk mere association til Igor Stravinskijs mesterlige balletpartitur Ildfuglen, hvor dramatiske og stærke modsætningsfyldte udladninger spiller op imod hinanden i en lignende afveksling mellem fjerne naturbilleder.
Især Sørensens brug af markante soloindsatser for 1. violin og oboen efterlader her indtrykket af meget intense, selvoplevede og stemningsladede situationer, der rækker fra det tyste og fjerne til det påtrængende billedskabende med voldsomme lydlige påvirkninger. Som tonedigt betragtet når kompositionen i sit afrundede forløb alle kontrasterne og hele livscirklen rundt, inden det finder hjem til udgangspunktet efter små 15 minutters spilletid, og som sådan efterlader det en både suggestiv og stærk oplevelseserindring hos lytteren.
Helt anderledes referencer er i spil i Rakhmaninovs 2. Klaverkoncert fra 1901, der fulgte efter som en noget voldsom kontrast til koncertens indledningsnummer.
Denne uopslidelige, men også mærkeligt sammensatte koncert, havde den georgiske verdenspianist Khatia Buniatishvili foran klaviaturet. I partituret forekommer det nærmest, som om Rakhmaninov har set sig over skulderen og besluttet at tage både Brahms og Tjajkovskij i hænderne, idet Brahms’ 2. Klaverkoncert og Tjajkovskijs 1. ditto her hurtigt dukker op i horisonten. Nærmest som om Rakhmaninov har villet yde en gestus til disse to store forgængere og bygge videre på deres bidrag til klaverlitteraturen.
I 1. sats bevæger Rakhmaninov sig fra en orkestral olympisk ophøjet ro og idyl til en solistindsats af stigende intensitet, hvor pianisten på kun lidt under 10 minutter skal mobilisere et forløb, der når til de yderste stormhvirvler.
I 2. sats forekommer det mere som om Rakhmaninov foregriber Maurice Ravels Adagio-sats i dennes G-dur klaverkoncert fra 1931. Med Rakhmaninovs næsten bachske ophøjethed bliver satsen af nærmest sakral art, og den må tydeligvis have inspireret Ravel til at bevæge sig i samme retning.
Solisten afveksler her med meget sangbare soloklarinet- og fagotindsatser. I Buniatishvilis fortolkning bevæger hun sig som solist lydligt nærmest bagom og ind under orkestret med sine afdæmpede og næsten ikke hørbare underlægningsfigurationer, der udfolder sig i lange rullende passager overfor orkestrets meget melodiøse strofer.
Hvad der måske mest forundrer ved hendes pianistiske spil, er de særegne triller af meget sjælden art, hvor det mere bliver til klangligt nodeplirren end mekaniske nodetriller, som hun tryller frem og ud af instrumentet. De svæver i luften som rene naturlyde og lever selvstændigt langt ud over instrumentet selv.
Dette kom endnu tydeligere frem i hendes lille ekstranummer med barokkomponisten Benedetto Marcellos tyste Adagio i d-mol for obo og orkester. Den blev udført i et både meget intimt og helstøbt klaverarrangement, der nåede ud til selv de fjerneste egne af koncertsalen.
Under et hæsblæsende forløb i tæt fortolkningssymbiose med Luisi, som nu anførte dialogen suverænt med sine to hænders plastiske og skarptskårne gestik – og altid uden brug af dirigentstok – nåede vi frem til en uhyre præcis afslutning
I klaverkoncertens 3. sats bemærkede man især bratschgruppens tætte og sublime klangintensitet og deres fine frasering af de djærve slaviske melodipassager, der tydeligt inspirerede solisten til musikalske modsvar.
Men det var først i Rakhmaninovs sidste sats, at Buniatishvili for alvor besluttede sig for at lægge sig helt op på siden af orkestret i såvel dynamik som klangligt volumen. Under et hæsblæsende forløb i tæt fortolkningssymbiose med Luisi, som nu anførte dialogen suverænt med sine to hænders plastiske og skarptskårne gestik – og altid uden brug af dirigentstok – nåede vi frem til en uhyre præcis afslutning.
Mahler-symfonien fik både luft og lyd
Efter pausen fik vi Gustav Mahlers 1. Symfoni fra 1888, som indledes med en bevidst slæbende og tøvende 1. sats. Først efter godt 20 minutters spilletid lader Mahler musikken rigtig tage fat.
Mahler og komponistkollegaen Richard Strauss synes her at stå i tætte musikalske konstellationer gennem de mange og insisterende gentagne grotesker i form af ultrakorte motiver, der som kukkukagtige fuglesangsmotiver for alle instrumenter konstant afbryder og ituskærer Mahlers fortællingsforløb.
Helt lignende ser vi dette anvendt i Richard Strauss’ tonedigt Till Eulenspiegel fra 1895, kun seks år senere, hvor et abrupt hovedmotiv for titelfigurens gentagne fremtoninger ustandseligt dukker op.
Mahlers 2. sats, med dens folkemusikprægede og mange klezmermusiklignende passager, står derimod som livfulde og konstant afvekslende strømninger til både hans 1. sats og den efterfølgende 3. sats, hvor han især lader sig inspirere af den gamle middelalderlige franske børnesangskanon Mester Jakob. Den lader han her klinge i moltoneart som en art skæbnetung sørgemarch med kontrabasserne som anførende sangbund.
Til slut føres vi i 4. satsen gennem et decideret symfonisk stormvejr, der for fulde sejl nærmest når orkanstyrke og leder frem til en lydlig næsten apokalyptisk afslutning.
Hvorvidt hele dette symfoniske forløb skal opleves som et sindbillede og skæbnefortælling om Mahlers egne personlige op- og nedture i sit liv og karriere, er blevet diskuteret lige siden symfoniens fremkomst. Mere interessant er det måske her at se værket som et fin de siècle-udtryk for en livsfortælling, helt ligesom i Berlioz’ Symphonie fantastique fra 1830, der med noder og ånd er sikkert placeret i romantikkens tid og ligeledes skildrer en kunstners bevægede livsforløb.
I Fabio Luisis direktion fik Mahler-symfonien både luft og lyd, så hatten passer, men aldrig udover rimelighedernes grænser. Dette skyldes nok primært, at orkestret og dirigenten konstant holdt hinanden i tæt og indbyrdes kontrol gennem en tæt fysisk-musikalsk kontakt i værkets mange store og små udsving.
Konklusion bliver derfor en flot udført koncertafslutning og en ditto optakt til orkestrets 100-års europæiske jubilæumsturné, hvor Mahler-symfonien i øvrigt alternerer med Carl Nielsens 4. Symfoni.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
