KONCERT // ANMELDELSE – Honeck, Redpath, den instrumentale trio og orkestrets strygere skabte her et af de sjældne øjeblikke i koncertsalen, hvor man løftes ud af både tid og sted og fysisk fornemmer den unikke materie, som al grænseløs kunst består af.
Den sidste december-torsdagskoncert i år var flyttet til onsdag, men gentages i dag torsdag og kan med glæde høres to gange i træk. Når Mozarts musik lægges i de rette hænder, bliver østrigske Manfred Honeck en dirigentoplevelse af de sjældne, takket være hans uhyre præcise ansatser og klangideal – særligt inden for Haydn og Mozart.
Hans direktion er forunderlig, idet han ofte holder dirigentstokken bagud i den ene hånd, mens de talende hænder dirigerer orkestret. Aldrig rammer en ansats ved siden af, men falder altid præcist i det splitsekund, hvor akkorderne skal klinge. Ingen sætter accenter, punkterede rytmer og synkoper mere præcist end Honeck.
Man fornemmer, at denne distinkte dirigents arbejdsmetode virkelig tiltaler DR Symfoniorkestret. Dette blev allerede tydeligt i Mozarts korte Titus-ouverture fra 1791 og den efterfølgende første såkaldte London-symfoni (nr. 93) af Joseph Haydn, som udgjorde koncertens første afdeling.
At Mozart lader Titus-ouverturen lyde som et militærorkesters paradeindslag, mens Haydn slipper gækken løs med sin spøjse London-symfoni, blev en både lystig og opløftende optakt til 2. afdelings hovedværk: den højstemte, men ufuldendte c-mol-messe. Denne messe, som Mozart efter musikforskeres vurdering komponerede i forbindelse med sit bryllup med Constanze, blev delvist opført under et besøg i Salzburg i 1783, hvor hans unge hustru sang det ene af messens to sopranpartier.
Selvom messen aldrig blev færdiggjort og mangler flere af den katolske messes faste liturgiske dele, står den – ligesom Mozarts Requiem – tilbage som et af komponistens hovedværker, ikke mindst takket være de formidable korsatser, som her blev udført forbilledligt af DR Koncertkoret. Honeck skabte en tæt vævet klang og en dramatisk fortolkning, der gjorde korsatserne til værkets bærende element.
Her nærmer vi os det absolutte og universelle – noget Mozart lader skinne tydeligt igennem i sin musikalske behandling af messens tekst
Dette kom især til udtryk i Gloria-satsens Qui tollis peccata mundi (Du som borttager verdens synder), hvor en vokal tsunamibølge nærmest skyllede hen over orkestrets insisterende punkterede rytmer. Det var som en musikalsk magtdemonstration, der ryddede vejen, men uden at udradere orkestret, som snarere underkastede sig korets kraftfulde udladninger. Resultatet var en koncertpræstation præget af udsøgt balancegang – et kendetegn for hele værkets fortolkning under Honecks ledelse.
Smukkest og mest intimt blev dog sopranarien Et incarnatus est, formidabelt sunget af den amerikanske sopran Liv Redpath til et sprødt trioakkompagnement af tværfløjte, fagot og obo, suppleret af orkestrets strygere som forbindende led.
Denne arie, som oprindeligt blev skrevet til og uropført af Mozarts hustru, er ofte blevet opfattet som en hengivenhedsgave til det menneske, der blev hans trofaste livsledsager. Kærligheden får her form som et livgivende udtryk for den kødelige alliance mellem komponisten og sangerinden, spejlet i tekstens lovprisning af Helligånden, der tager kødelig form i det øjeblik, den forplantes til Jomfru Maria som jordisk menneske.
Arien fremstår således som en offergave og lovprisning af forbindelsen mellem det åndelige og det kødelige i menneskelivet. Med sit udtryk rækker den langt ud over en formel liturgisk lovprisning. Her nærmer vi os det absolutte og universelle – noget Mozart lader skinne tydeligt igennem i sin musikalske behandling af messens tekst.
Honeck, Redpath, den instrumentale trio og orkestrets strygere skabte her et af de sjældne øjeblikke i koncertsalen, hvor man løftes ud af både tid og sted og fysisk fornemmer den unikke materie, som al grænseløs kunst består af.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her