TEATER // ANMELDELSE – Der er mange døre i Gengangere på Husets Teater. Vi lytter ved dem med husets tjenestepige. Nogle åbnes, andre falder sammen. Scenografien tager næsten magten over ordene, så det er svært at se, hvor Gengangere ender.
Henrik Ibsens Gengangere blev i første omgang censureret for at bringe tabubelagte emner som utroskab og blodskam ind på borgerskabets teaterscene. Netop derfor forstår man udmærket, at Liv Helm, som gerne blotlægger de skjulte tabuer, har valgt at nyfortolke dette værk af en af det moderne gennembruds mastodonter.
Samtidig åbner Gengangere for den trilogi af bearbejdede Ibsen-værker, som Husets Teater co-producerer med Odense Teater.
Liv Helm har både instrueret og bearbejdet teksten, som i denne nyfortolkning lægger sig meget op ad Ibsens originale manuskript
Liv Helm har både instrueret og bearbejdet teksten, som i denne nyfortolkning lægger sig meget op ad Ibsens originale manuskript. Forskellen her er blot, at man lader en stor del af dramaet foregå bag lukkede døre. I denne fortolkning, er det huspigen Regine (Ellaha Lack), der oprindeligt optræder som en birolle, som er tænkt som centrum for fortællingen.
Telenovela
På forscenen står Regine og smuglytter på byens pastor og husets stoiske frue, Helene (en dragende Malene Melsen), der skal have nogle økonomiske sager i orden i forbindelse med et børnehjem, der opføres ved hjælp af hendes afdøde mands formue.
Samtalen med Pastor Manders (Lars Simonsen), en gudfrygtig tjener af sædeligheden, afslører et utal af skeletter i skabet. Alt imens Regine forsøger at smigre sig ind hos (især) husets hysteriske arving Osvald (Lasse Steen) for en billet til Paris og frihed.
Alt i alt er det den rene telenovela, der er lagt op til her. Skuespillet er dybt teatralsk og passer det familiedramatiske plot, men det fylder næsten mere, end scenografien kan rumme.
Vægge og døre
Petruska Miehe-Renards scenografi vækker publikums appetit allerede forud for forestillingens anslag. De tydelige penselstrøg på en udskåret blå platformskulisse af døre og kabinetter, opfordrer øjet til at gå op opdagelse.
Farvetematikkerne går igen i rollernes kostumer, også af Petruska Miehe-Renard. Der er altså meget historie på visuelle plan, og det er tydeligt, at vi skal finde spor af sammenhæng mellem mennesker og vægge. Arv – eller rettere gengangere – som tematik er særlig fremhævet her.
I rollen som Regine tuller Ellaha Lack smånaivt rundt og pudser de malede spejle, øver sit franske og markerer fra starten ved at henvende sig til publikum, at denne version af Gengangere tør bryde med de naturalistiske principper, der herskede på Ibsens tid. Der skal altså brydes figurative såvel som bogstavelige vægge ned.
Traumeruiner
Vi er med Regine i husets entré, alt imens Malene Melsen og Lars Simonsen udfolder deres mere naturalistiske og til tider ganske elektriske samspil som Helene og Pastor Manders bag spisestuens dobbeltdøre.
Det er et spændende valg at lade så meget af dialogen foregå uden for publikums synsfelt, og det virker da også tirrende det første stykke tid, men det er, som om, dogmet ikke helt kan overholdes. Helene og Manders fiser ind og ud ad dørene, specielt efter sønnen, Osvald, kommer i spil.
Som hemmelighederne afsløres, falder også vægge og døre, og slutspillet foregår i en ruin af generationelle traumer. Pointen er fin, det er lækkert, at der er noget at se på og lege med, men teksten og skuespillet begraves i nedrivningen af husets og teaterets hemmeligheder.
Skyld, skam og gatekeeping
Det er væsentligt, at de to kvinder forbliver de centrale karakterer i denne nyfortolkning – og det er godt set og spillet – at Helene bærer en stor magt, som gatekeeper for Regines potentielle frihed.
Vi stilles overfor spørgsmålet om, hvem der er skyld i, at overgreb på underklassens kvinder så nemt finder sted, og hvilken magt der ligger i hemmeligheder kvinder imellem. Den ultimative synd er tavshed.
Det er sympatisk, at Liv Helm vil give de kvindelige biroller en stemme. Regine får bare ikke rigtigt den forløsning, man under hende
Det er her, der virkelig er noget at hente i nyfortolkningen. Det er netop de generationsspøgelser, der følger os, som denne Ibsen-trilogi vil undersøge (på samme vis om trilogien Furier undersøgte kvindernes rolle i de klassiske græske dramaer).
Desværre falder Regine mere og mere i baggrunden, som historien udfolder sig. Det er der selvfølgelig en pointe i, og det er hjerteskærende at se historien gentage sig. Men desværre ender det med, at Lasse Steen som den hysteriske Osvald, en tragisk man-baby med syfilis, får lov at tage noget fra Regines historie, som i den originale tekst. Som han selv siger ”faderens synder ses i sønnen” og Regine bliver et offer og et produkt af overklassens hemmeligheder.
Dørene brydes ind, men ikke for tjenestepigen
Nyfortolkningens projekt er tydeligvis at frisætte skyggekarakteren Regine fra sin rolle som plotfremmende statist. Det moderne gennembrud var trods alt en debat om borgerskabets problemer, set primært gennem mandlige kunstneres øjne.
Det er sympatisk, at Liv Helm vil give de kvindelige biroller en stemme. Regine får bare ikke rigtigt den forløsning, man under hende. Hun står tilbage med begrænset agens. Nærmest frosset i Ibsens tidsbillede. For hvor skal hun gå hen, nu hvor alle hemmeligheder er blotlagt?
I denne opsætning tager scenografien center-stage og afslører et rodet bagland med skeletter, der ikke helt ved, hvad de skal udenfor skabet. Det er ikke oplagt, hvor Ibsens figurer er på vej hen i en moderne kontekst, selv om det er muligt, at billedet bliver tydeligere, når trilogien kan ses under et.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
