LIGESTILLING // DEBAT – “Vi har fostret en sexistisk udgave af feminismen, som ikke kan rumme, at kvinden i visse sammenhænge er den stærke og skal give plads og solidaritet til manden,” skriver Claus Pedersen. Han ønsker sig ligestillingsfeminisme frem for “misforstået feministisk kultur”.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Martin Thorborg har med vanlig arrogance og bedrevidenhed proklameret, at “kvinder skal passe på”. Indholdet i budskabet er, at mænds traditionelle rolle i samfundet er under udfasning, og at det delvist skyldes en positiv udvikling med øget ligestilling, og delvist en samfundsudvikling, hvor det i høj grad er muligt at betale for at få udført de traditionelle mandeopgaver.
Reaktionerne på Thorborgs indlæg bekræfter ikke alene eksistensen af det problem, han påpeger. Reaktionerne sætter også lys på, hvordan dele af feminismen har bevæget sig ind i et felt, hvor det ikke længere er muligt påkalde sig det traditionelle mantra om, at “feminisme er ligestilling”.
Som livslang feminist oplever jeg, at en feministisk tragedie udspiller sig i slowmotion, og jeg håber at kunne gribe anledningen til at råbe om hjælp
Som livslang feminist oplever jeg, at en feministisk tragedie udspiller sig i slowmotion, og jeg håber at kunne gribe anledningen til at råbe om hjælp. Hvis vi mener “ligestilling” alvorligt, bliver vi nødt til at tage selve ordet “ligestilling” seriøst.
Ikke engang halvvejs?
Debattør mm. Louise Sparf tog til genmæle mod Thorborg på LinkedIn. Hun erklærede sig “mundlam og tør for ord”, inden hun italesatte sig selv på faktas side imod falsum.
Så er arenaen sat – Louise Sparf og hendes godt 8.000 følgere imod Martin “Trump” Thorborg. Indholdet i Louise Sparfs opslag er herefter en opsummering af mænds dominans i erhvervslivets elite, hvorefter hun sætter trumf på ved at erklære, at “kvinder hverken har sejret helt eller halvt”.
Læs lige den igen, og tag ordene seriøst. Samfundet har udviklet sig fra, at kvinder ikke eksisterer som individer, men blot er mænds ejendom og fødemaskiner, til at kvinder bliver partiledere og statsministre, men vi er ikke engang halvvejs?
Jeg kan godt forstå, at unge mænd bliver skræmt i det scenarie og kigger mod Andrew Tate for at blive trøstet. Særligt når man så kigger på Sparfs afmontering af Thorborgs “falsum” – at samfundet er indrettet til kvindernes fordel.
Sparf konstaterer, at samfundets elite er domineret af mænd, og dermed skulle Thorborg være modbevist, mens Sparf høster (i skrivende stund) +2200 støtte-tilkendegivelser og en lang række “tak for at bringe fakta ind i debatten” med forskellige formuleringer.
Har Thorborg en pointe?
På intet tidspunkt overvejer Sparf, eller hendes ukritiske følgere, om Thorborg måske kunne have en lille pointe? Er der måske dele af samfundet, der er indrettet til kvindernes fordel?
Pigerne får de bedste karakterer i skolen og de længste uddannelser, mens mænd går i hundene og begår selvmord i langt højere grad end kvinder. Skal vi måle de to ting op imod hinanden?
På den ene side har vi et glasloft inden for det private erhvervsliv, hvor de, som har magten, bruger den til at lave kloner af sig selv. Det er mænd, som ansætter “Rip, Rap og Rup”, og øv for det.
De kan bare ikke rumme, at feminisme eller ligestilling også handler om mænds rettigheder
På den anden side har vi et uddannelsessystem, som systematisk kaster drengene ud i dårligere liv, end de ville have i et bedre system, og vi har nogle samfundsstrukturer, som rammer mænd så hårdt, at den skilsmisse, som gør ondt på begge parter, ikke alene gør ondt på manden. Skilsmissen gør, at han mister sine børn og ofte sit arbejde.
Som god gammeldags ligestillingsfeminist kan jeg godt se problemet.
Jeg er overbevist om, at både Louise Sparf og hendes tusindvis af følgere også kan se det – de kan bare ikke rumme, at feminisme eller ligestilling også handler om mænds rettigheder.
Nedgørelse af manden
I kommentarsporet til Sparfs opslag møder jeg Birgitte Baadegaard. Jeg bliver nysgerrig på hendes indlæg i POV, “Thorborg har ret: Kvinder skal passe på. Det skal mænd også”, som jeg læser, og her står samme usympatiske nedgørelse af mandens undertrykkelse frem.
Baadegaard er mere loyal over for Thorborgs pointer, end Sparf var på LinkedIn.
Baadegaard anerkender langt hen ad vejen den undertrykkelse, som manden udsættes for, men af uransagelige årsager giver hun efterfølgende bare endnu mere gas i forhold til at nedgøre manden som køn.
Baadegaard kommer nemlig til præcis samme konklusion som Sparf: Kvinder har ikke adgang til samme magt som mænd, og derfor er det urimeligt, når Thorborg italesætter mandens problemer som et “feministisk problem”.
Fik du pointen? Mænd går i hundene, fordi de – kollektivt – ikke kan tage sig sammen. Tak for kaffe, Birgitte Baadegaard
Baadegaard tager nedgørelsen af mænd så vidt, at det er svært ikke at se det som rendyrket sexisme. Hun kaldet det fx for et “kollektivt tunnelsyn” at fokusere på, at mænd oftere end kvinder begår selvmord, fordi – hold fast – tallet for kvinders selvmord har aldrig været højere.
Vi taler altså om, at mænd begår selvmord tre gange så ofte som kvinder, men Baadegaard mener, at det er et kollektivt tunnelsyn at have det fokus.
Baadegaard fortsætter sin nedgørelse af mandekønnet, når hun forholder sig til, at mænd oftere går i hundene.
“Hvorfor gør de det?” – spørger hun og giver selv et ikke-svar, som skjuler den potentielle sexisme: “Er det – måske – et kollektivt mandeproblem, som de færreste mænd ønsker at se på?”
Fik du pointen? Mænd går i hundene, fordi de – kollektivt – ikke kan tage sig sammen. Tak for kaffe, Birgitte Baadegaard.
En misforstået feministisk kultur
Jeg er overbevist om, at både Louise Sparf og Birgitte Baadegaard er den slags feminister, som af et ægte hjerte ønsker ligestilling, og dermed oplever jeg Sparf og Baadegaards sexisme som gjort af samme ubevidste stof, som vi kender fra magtelitens mænd.
På samme måde som disse mænd gennem hele deres liv har reproduceret en kultur, hvor mænd som udgangspunkt er de bedst egnede og skal bedømmes på deres potentiale, og hvor kvinder kun kan bedømmes på resultater, er Sparf og Baadegaard ofre for en sexistisk kultur, hvor feminisme udelukkende handler om kvinders frigørelse.
En feministisk kultur skabt i de mest ligestillede kredse af det danske samfund – blandt familier, hvor manden passer børnene, mens kvinden laver karriere, hvor kvinderne tager de længste uddannelser og derfor oplever det glasloft, som stopper karrieren. En feministisk kultur, hvor den kønsbetingede undertrykkelse er så minimal, at dens flamme må gødes af at gøre patriarkatets historiske dominans og selve sproget til en del af den undertrykkelse, de oplever.
En misforstået feministisk kultur, som argumenterer med, at “vi kan ikke have en dialog om ligestilling uden at inddrage de mange tusinder år, hvor manden havde magten”, og ”vi kan ikke få ligestilling, så længe manden er normalen i det sprog, vi taler”.
Vi har fostret en sexistisk udgave af feminismen, som ikke kan rumme, at kvinden i visse sammenhænge er den stærke og skal give plads og solidaritet til manden
Den sexistiske udgave af “ligestilling” forudsætter, at vi skal vente med at sætte ind imod mænds selvmord og skævhederne i uddannelsessystemet, indtil manden har været undertrykt i årtusinder, så vi har udlignet den historiske magt.
Kan I høre de trampende fødder fra unge mænd, som løber i armene på Andrew Tate og højrefløjen?
Feminismen har fostret en sexistisk udgave af sig selv, fordi alternativet er et fælles ligestillet frigørelsesprojekt – mænd og kvinder sammen – og det er der desværre feminister, som ikke kan rumme.
Vi ser det konkret i de nævnte indlæg, men vi ser det også, når kønssammensætningen på Kvinfo (hvor 5 ud af 5 ledere er kvinder) er 37 kvinder og 5 mænd. Vi ser det, når Kvinfo modtager en pris for deres arbejde med “blind rekruttering” på trods af, at det har været en kæmpe fiasko.
Vi ser det, når der på EveryDay Sexism Project Danmarks (ESPD) Facebook-væg laves vittigheder om at forbyde pikke på Roskilde Festivalen, og når ESDP frikender Tove Ditlevsen for medvirken til de overgreb, hendes datter blev udsat for fra Ditlevsens nye mand.
Vi ser det, når det samlede feministiske debattørkorps ignorerer filmen En frygtelig kvinde på trods af, at den for første gang i moderne tid satte en kvindes manipulation af hendes kæreste til debat.
Vi har fostret en sexistisk udgave af feminismen, som ikke kan rumme, at kvinden i visse sammenhænge er den stærke og skal give plads og solidaritet til manden.
De unge mænd gennemskuer det
Feminismen har høstet så mange sejre, at tilskuerne ville kede sig, hvis det var en sportsgren. Overvej succesen efter, hvad der er sket i Danmark på mindre end 100 år – og overvej, hvor vi står nu.
Der er uligeløn, jeps. Men vi kan ikke pege på den. Vi ved ikke, hvor den er. Vi kan aflæse den i statistikken, men vi kan ikke pege på et eneste sted, hvor den eksisterer – og hvis det skulle lykkes at finde uligeløn, så har vi lovgivning imod det.
Vi har et flertal af kvindelige partiledere, og to af de seneste tre statsministre har været kvinder.
Kvinder er på alle formelle områder ligestillet med manden, og så har vi den store nye åbenbaring – den kulturelle strukturelle sexisme. På alle måder er der potentiale for et fælles ligestillingsprojekt mellem kvinder og mænd, men det kræver, at vi udgrænser de “feminister”, som definerer ligestilling som noget, der først kan opnås om tusind år.
Der er i alvorlig grad behov for en feminisme, som sætter ligestilling på dagsordenen, også når det handler om mænds ligestilling
Når provokatører som Martin Thorborg råber på hjælp, er svaret ikke bevidst at misforstå budskabet og flytte fokus til de stakkels kvinder.
Når komikere som Brian Mørk siger præcis det samme som Kvinfo – om behovet for, at kvinder kan sige fra og forsvare sig selv – skal han hverken udskammes eller aflyses, alene fordi han er en mand.
Der er i alvorlig grad behov for en feminisme, som sætter ligestilling på dagsordenen, også når det handler om mænds ligestilling. Vi har brug for en feminisme, som tør sige til “omsorgsfeministerne”, at de skal give plads til børnenes far. Vi har brug for en feminisme, som ikke samler på billige SoMe-points, og vi har brug for en feminisme, der ikke giver billige SoMe-klap på ryggen.
Alternativet til ligestillings-feminismen er en feminisme, som latterliggør og nedgør manden, uanset at det sker med statistik og girafsprog.
De unge mænd kan godt gennemskue det. De unge mænd ser den undertrykkelse, de udsættes for, og når de oplever latterliggørelse blandt feminister og i ligestillingens navn, så tager de afstand fra ligestillingen.
Når alternativet til tusind års undertrykkelse hedder Andrew Tate – så er det Andrew Tate, som vinder de unge mænds hjerter.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
