FILM // ANALYSE – Østrigske Ulrich Seidl har et af de mest genkendelige billedsprog i moderne kunstfilm. Hans film har været så fyldt med symmetri, rektangler og lige linjer, at de nærmest holdt hans karakterer fanget. Med hans to nyeste film, Rimini og Sparta, har han på afgørende vis varieret sin æstetik og brugt de nye idéer til at vise nye pointer om hans hjemland og dets befolknings jagt på det gode liv.
Den amerikanske historiker Bret Devereaux skrev for nogle år siden en utrolig populær blogserie, hvor han rev den gamle græske bystat Sparta fra hinanden. Han påpegede, hvordan stort set hele den kulturelle idé om ‘Sparta’, som vi kender det fra film som 300 og computerspil som Halo, er historisk forkert.
Spartanerne var dybt overvurderede som soldater og – langt mere alvorligt – så var bystaten et af de mest modbydelige slavesamfund, verden nogensinde har set. Det siger alligevel ikke så lidt, og deres berømte uddannelsessystem, agogen, var som skabt til at dække over pædofile overgreb.
Det gør det ekstra passende, at den store østrigske instruktør Ulrich Seidl bruger bystatens navn til sin nye film. Hans hovedkarakter, Ewald, skaber sit eget Sparta, sin egen lille agoge, som judoinstruktør af små drenge i en lille rumænsk by. Det er åbenlyst gjort så den tydeligt pædofile Ewald konstant kan være omgivet af små drenge. Ganske historisk korrekt.
Men Sparta er også blevet til et stærkt værk om fortrængning. Om at gemme de mørke sider, ens pædofile sygdom, ens eks-nazistiske far, væk fra omverdenen, og gøre alt hvad man kan for at virke respektabel. Ligesom vi lukker øjenene for mørket i antikkens Sparta. Og, synes Seidl at sige, ligesom staten Østrig måske er bedst af alle i verden til at gøre.
Sparta hænger sammen med Seidls film Rimini, der fik premiere tidligere i år. Til sammen er de to et fascinerende storværk, der finder plads som nye hovedværker side om side med Seidls tidligere højdepunkter som Paradis-trilogien, og hans mange stærke dokumentarer der siden firserne har dissekeret Østrig med ekstremt stort æstetisk ambitionsniveau.
Plot
Rimini og Sparta handler om to brødre, der hver især har forsøgt at komme væk fra fortiden i Østrig og ud i verden. I Rimini fulgte vi schlagersangeren Richie Bravo, mens han underholdt i den italienske ferieby uden for sæsonen, havde sex med fans for penge og blev konfronteret med den datter, han havde forladt mange år tidligere.
Richie Bravo virkede som om han forsøgte at dække alle traumer til med sine klæbrige schlager-sange, mens Ewald derimod gerne marcherer skaldet og tatoveret rundt med sine små pseudo-spartanske krigerdrenge på en måde, der unægtelig fører tanken over på en art Hitler-Jugend
I Sparta tager vi med broderen Ewald (Georg Friedrich) til Transsylvanien i Rumænien, hvor den stille bror har fået bygget et ret godt liv op med en smuk rumænsk kæreste, og hvad der virker som et godt lederjob på en rumænsk fabrik.
Men der er tydeligvis noget der nager Ewald, der har det med at ville være alt for tæt på små drenge, og som ikke er i stand til at have sex med sin kæreste. Og en dag pakker han sin taske og rejser til en lille rumænsk landsby, hvor han køber en skole, annoncerer det er en judoklub og begynder at samle små drenge omkring sig.
Det er dybt urovækkende, men samtidig også tydeligt, at Ewald ikke har lyst til at skade nogen. Og der er ellers nogle af drengene, der tydeligvis er ved at tage skade af deres opvækst i den lille landsby, hvor en mand er en mand, hvor der drikkes store mængder brændevin, og hvor børn gerne får nogle uforklarlige skrammer i ny og næ. Kan Ewald måske hjælpe? Eller kan han blive for fristet af de smukke drenge?
Den østrigske fortid
Det, som binder de to film sammen, er brødrenes far (Hans-Michael Rehberg, i sin sidste rolle inden han døde), som vi i begge film møder på et østrigsk plejehjem. Her trisser de mere eller mindre demente gamle mennesker rundt, bliver trænet i at huske mundheld og synger fællessange, som de måske kan huske.
Faren kommer også lige til at synge en nazisang i ny og næ, for det er tydeligvis noget som ligger hans hjerte nær.
Begge film begynder og slutter på plejehjemmet. Den nazistiske fortid, som Østrig har været spektakulært dårlig til at erkende og lægge bag sig, har ulmet i mange af Seidls film, f.eks når en af karaktererne i I Kælderen har en samling nazimemorabilia gemt under sit hus.
Men han har sjældent taget så tydeligt armtag med det, som han gør her. Richie Bravo virkede som om, han forsøgte at dække alle traumer til med sine klæbrige schlager-sange, mens Ewald derimod gerne marcherer skaldet og tatoveret rundt med sine små pseudo-spartanske krigerdrenge på en måde, der unægtelig fører tanken over på en art Hitler-Jugend. Men han er ikke fascist, han dyrker bare stilen, fordi han godt kan lide drengemuskler.
Både byen Rimini og skolen Sparta virker uvirkelige og ikke voldsomt overbevisende som fantasiverdener, uanset hvor meget de to brødre kæmper for at holde fast ved dem
Det er, som om de to film virker helt omvendt af hinanden. Rimini handler om kitsch og underholdning, der skal dække over kedelig normalitet med strejf af ondskab. I Sparta derimod længes hovedpersonen efter normalitet, og at ondskaben kan indkapsles, men hans latente pædofili truer altid med at kaste ham ud i katastrofen.
Men begge film skildrer uvirkelige glansbilleder og skrøbelige konstruktioner. Både byen Rimini og skolen Sparta virker uvirkelige og ikke voldsomt overbevisende som fantasiverdener, uanset hvor meget de to brødre kæmper for at holde fast ved dem.
Det har faktisk krævet en ret voldsom videreudvikling af den Seidl’ske æstetik.
Seidls æstetik
Ulrich Seidls film har med sine strengt symmetriske billeder, fyldt med lige linjer og rektangler, nærmest dannet skole. Man kan nærmest se på et stillbillede, at det er en Seidl-film, og det har bredt sig til såvel andre østrigske instruktører som Nicolaus Geyrhalter som til film fra andre lande – for eksempel Isabella Eklöfs danske Holiday.
Seidls gamle filmverdener er så velkomponerede, at de nærmest bliver til klaustrofobiske fængsler.
Det gør hverken Rimini eller Sparta. Der er blevet løsnet op for symmetrien, og der er buer og skæve diagonaler.
I Rimini var der forlystelser fyldt med mærkelige buer. I Rumænien er der så meget forfald, at alle linjer er diagonale eller itu. Symmetrien består kun enkelte steder, for eksempel når Richie optræder med sit schlager-univers, eller på det østrigske plejehjem, hvor deres demente far trisser rundt.
Derfor virker det som om, symmetrien er østrigsk. Den findes i deres samfund og kultur og har ikke bredt sig til Italien og Rumænien.
Men hvad mere bemærkelsesværdigt er, så handler filmene i høj grad om, hvordan Richie og Ewald forsøger at genskabe den her symmetri. Richies schlager-univers, og Ewalds drøm om et moderne Sparta, føles som forsøg på at genfinde en orden og en kultur, som ellers er i forfald.
Det er rørende at se dem fejle, selvom det eneste sted, vi genfinder den orden, er på det skræmmende plejehjem, hvor beboerne er tidligere nazister.
Det gør det til et stærkt nyt udsagn om Østrig. Den gamle orden er i forfald, og måske vil næste generation ikke sidde fast i de samme striber og rektangler, som den gamle generation gjorde. Men måske er det ikke noget, de er så glade for. For den gamle orden var også normal og ordentlig. Særligt for Ewald, der kæmper med forfærdelige drifter, virker de strikse østrigske rektangler som et ønskeligt, men uopnåeligt ideal.
Ti år gik der mellem Seidls Paradis-trilogi og hans nye duologi, og han lavede kun et par dokumentarfilm i mellemtiden. Det er ikke meget.
Men han brugte tilsyneladende tiden på at genopfinde sit univers og har dermed skabt en fuldstændig værdig opfølger.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
