Kodō – hjerteslagene i de japanske trommer

af i Asien/Kultur

KONCERT – Mændene bærer et traditionelt lændeklæde, fundoshi, men er ellers nøgne. Deres spillende muskler danser en senet og pulserende dans i slagene på de store trommer, taiko, hvor instrumentets arkitektur spejler kroppens fysik, og den udspændte ko- eller hestehud, der er bundet stramt om det bomstærke træskelet, skaber lyden, der rammer dig i hjertet.

Mand og tromme er ét, og du er også med, for som du mærker rytmen i kroppen, rammer din puls den samme takt.

Har du oplevet Kodō én gang, så glemmer du det aldrig, og i aften er det legendariske 30 mand store japanske trommeensemble tilbage i København med en enkelt opførelse af showet One Earth: Evolution i Konservatoriets Koncertsal på Frederiksberg.

Kvinder, og strengeinstrumenterne shamisen og forskellige former for bambusfløjter, er også del af One Earth, men det er slagrytmen og trommeslagene, den massive opbygning og komplekse variation af styrke og musikalske og koreografiske kombinationer, der kendetegner Kodō.

Kodō betyder hjerteslaget som al rytmes kerne – der læst på anden vis også kan betyde ”trommens barn”.

Repertoiret består af numre med traditionelle rytmer fra forskellige regioner i Japan samt nye værker improviseret og skrevet af de medvirkende spillere.

Kodō, blev grundlagt i 1981 og optrådte første gang i Vesten i Berlin i samme år. Siden er det blevet til over 4000 forestillinger, og truppen turnerer en tredjedel af året i Japan og en tredjedel i resten af verden.

Resten af tiden træner musikerne og danserne på deres hjemø, hvor de bl.a. starter hver morgen med at løbe 10 kilometer.

Hovedfoto: Kodo.

Jeg har været tilknyttet POV fra foråret 2016, først som skribent men siden som medlem af ledelsen og chefredaktionen, hvor jeg særligt har været optaget af udvikling af POV's publicistiske idé, strategi, organisation, kommunikation og design.

Som anmelder har jeg skrevet analytisk, kritisk og lidenskabeligt om klassisk ballet siden 1991, i dag primært ved Kristeligt Dagblad og POV. Mine anmeldelser og essays samler jeg på: https://alexandermeinertz.dk, hvor du også kan tilmelde dig et nyhedsbrev.

Fokus i mine kommentarer og overvejelser er på værk, idéverden og iscenesættelse efter devisen, “Never trust the teller, trust the tale. The proper function of a critic is to save the tale from the artist who created it.” ― D.H. Lawrence.

I 2006 udgav jeg biografien "Vera Volkova" hos Schønberg/Arnold Busck, efterfulgt af "Erik Bruhn - Billedet indeni" i 2008. Vera Volkova udkom samme år i engelsk oversættelse hos Dance Books, London. Jeg har desuden oversat og været ghostwriter på en række fagbøger.

Selfien med Medusa-hovedet tog jeg en sommerdag i Det Arkæologiske Museums have i Istanbul.

Seneste artikler om Asien