MÆND // KOMMENTAR – Der skal altså ikke meget til for at blive stemplet som mandehader, hvis man løfter stemmen i diskussioner om køn i det nye, offentlige rum. Så jeg vil forsøge at opsummere, hvad jeg føler for… mænd. Det bliver ikke let, men rart.
Den historiske vinkel
Manderollen er ikke statisk. Alene i min levetid har vi oplevet den effektive familiefar, den glade legedreng, hippien, velourtomten. Den bløde mand, yuppien, macho-bad-boys, liberalister og ny-maskulinister. I ved, dem, der mener, at alle problemer mellem kønnere er løst for altid, og at enhver ulighed er forårsaget af biologiske, uudslettelige forskelle.
Hvis vi går længere tilbage, når vi 1700-tallets slutning, hvor en rigtig mand skulle have perfekt forbindelse til sine følelser. Han måtte meget gerne græde ofte og voldsomt. Han måtte for den sags skyld også gerne have længere hår end sin kone. Og kniplinger og broderier på tøjet.
I skal nok få chancen til at leve inden i en ny manderolle. Den skifter jævnligt
Går vi tilbage til Herlufsholms grundlæggere i 1500-tallets anden halvdel, så skulle en mand fra samfundets elite selvfølgelig kunne bruge våben og forsvare riget. Vinde et dystløb i ny og næ. Men Herluf & Birgitte ønskede at uddanne næste generation til at kunne læse latin og græsk, spille musik, danse perfekt og avanceret og forstå astronomi og astrologi med meget mere.
Så bare rolig, alle mænd: I skal nok få chancen til at leve inden i en ny manderolle. Den skifter jævnligt.
Kroppens vinkel
Ingen, der kender mig, kan være i tvivl om, at jeg opfatter mandekroppen som smuk. Simpelthen. Ganske som de fleste mænd indrømmer, at de finder kvindekroppen (næsten alle kvindekroppe) attraktive og lystfremkaldende.
Og det behøver altså ingenlunde at være six-packs eller andre muskelbundter, brede skuldre og kæber eller lignende, som tiltrækker opmærksomheden. End sige den beundring, som giver glæde. Elegant gangart kan være nok. Den der blanding af indre lys, ydre ynde og kraftfuldhed er uimodståelig.
Så, kære mænd derude, pas på jeres skønne kroppe! Vi ser jer. Vi begærer jer. Vi nyder jer. Giv os et glimt af den særlige maskuline skønhed.
Rollens vinkel
Det er til gengæld ingen hemmelighed, at manderollen for tiden er ret så snæver. Mange mænd synes at være optaget af, at intet, absolut intet de gør eller siger eller bærer, skulle kunne tyde på, at de er til fyre.
Jeg glemmer aldrig faderen til en glad og meget typisk dreng, der til gengæld var fascineret af kusinens gave, en spilledåse. Eller den far, som skrækslagent forklarede en ung mor, at hun ikke måttegive sønnen de smarte vinterstøvler, siden der var en pink stribe på dem. Pink striber som en slags homoseksuel dråbeinfektion.
“Hold bare fast i mig, når de fortæller dig, at der er tusinde mile, imellem dig og mig.”
Fattiggørelsen af rollerne foregår gennem popkulturen: kvinder taler kun med veninder om mænd og forhold, storforbruger Kleenex og skriger vildt ved synet af mange sko). Begge køn får tildelt stereotype krav. Mænd skal enten være ”drengerøve” eller ”bad boys” eller ”familiefædre”. Så kan de få lov til at vise følelser for sport, motor og gadgets.
Det er min erfaring, at mænd egentlig ikke er så forskellige fra kvinder endda. Men at de er lige så individuelle som os kvinder. Derfor hjælper det ikke særlig meget på noget at sige: sådan er mænd/kvinder. Hvis man bruger den sætning, bliver man aldrig overrasket – kun skuffet eller forvirret eller irriteret.
Mulighedernes vinkel
Lad mig komme med en tilståelse – der er altså elementer i den ”gamle” mandsrolle, jeg godt kan lide. Der er intet i vejen med styrke, beskyttelse, ordholdenhed, ærlighed, mod, frihedstrang, stolthed, teknisk snilde, praktisk kunnen eller overblik. Faktisk er det egenskaber, kvinder også gerne skulle besidde… måske er der en ide i at søge tilbage til den helt ærlige, grundlæggende maskulinitet og de grundlæggende ideer om kønnets styrke. Mandsrollen uden mærkelige forviklinger.
Når alt andet svigter kan vi – snakke sammen, grine sammen, forelske os i hinanden. Nyde hinanden.
Ængstelighedens vinkel
Alle -ismer kan ændres. Når man vover sig ind på ærke-feministiske sider, kan man ind imellem få følelsen af, at patriarkatet er uantastet og brutalt, at mænd er behårede krænkere med otte hænder. At der ikke er nogen samtalevej.
Og så er det, jeg husker alle de gange, hvor kunst har sagt det samme som Gasolin i Kvinde min: “Hold bare fast i mig, når de fortæller dig, at der er tusinde mile, imellem dig og mig.”
Alle de store myter om forsoningen mellem kønnene. Zauberflöte. Eller jeg ser på mænd i kunsten. Ja, jeg gør.
Hovedillustration: Jan Gossaert, Heracles og Deianira/POV.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her