ANALYSE // MELLEMØSTEN – I krigen mellem Israel og Hamas har Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, indtaget en bemærkelsesværdigt tavs rolle. Formentlig ikke af egen fri vilje. Spørgsmålet er, hvordan Erdogan vil formå at få skabt sig en rolle i det store geostrategiske spil i kampen om Gaza.
Tyrkiet og Israels forhold har i mange år været præget af en noget anstrengt tone med flere forsøg på at nærme sig hinanden og nå frem til en form for normalisering. I begyndelsen af Erdogans regeringsperiode som premierminister fra 2003 havde landene dog et forholdsvis stabilt forhold med samarbejde på flere fronter, herunder militært, efterretningsmæssigt og økonomisk.
I 2008 forsøgte Tyrkiet sig sågar i rollen som mægler mellem Israel og Syrien i striden om Golanhøjderne.
Og selvom landene havde sammenstød om Gaza-krigen i 2008-2009, forblev deres diplomatiske forbindelser åbne. Imidlertid gik forholdet støt ned ad bakke fra 2009 på grund af Erdogans kritik af Israels ageren i krigen i Gaza.
Og da Israel i maj 2010 gik ombord på en flåde af seks skibe udgået fra Tyrkiet med nødhjælp til det besatte Gaza, blev det tyrkisk-israelske forhold til en decideret diplomatisk krise med hjemkaldelse af den tyrkiske ambassadør i Tel Aviv. Den israelske razzia på de seks fartøjer kostede ni tyrkiske aktivister livet. Ikke alene blev razziaen internationalt fordømt. Erdogan krævede tillige erstatning til familierne til de dræbte og en ophævelse af blokaden mod Gaza. Forhold, som Israel nægtede at imødekomme.
Denne krise mellem de to lande kom til at vare i seks år. Først i 2016 besluttede landene at genoptage det diplomatiske samarbejde, og Israel udstedte en officiel beklagelse til familierne til de dræbte aktivister fra razziaen i 2010.
Siden da har forholdet mellem de to lande været intakt, men dog anstrengt. Først og fremmest fordi Erdogan ofte ytrer sig kritisk om Israels håndtering af det palæstinensiske spørgsmål, besættelsen af Gaza og de ulovlige israelske bosættelser på Vestbredden.
I 2022 besøgte Israels præsident, Yitzhak Herzog, Tyrkiet og bød op til, at de to lande knyttede tættere bånd. Både Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, og Erdogan syntes at tage imod opfordringen på daværende tidspunkt.
I denne sammenhæng er det særligt interessant, at Erdogans støtte til Hamas på ingen måde vækker sød genklang hos regionens arabiske ledere
Men selvom Netanyahu og Erdogan dengang syntes at være åbne for en tilnærmelse, var forholdet først og fremmest med økonomisk og geostrategisk vinding for øje.
Hamas’ angreb den 7.oktober i år fik umiddelbart sat en stopper for det skrøbelige samarbejde de to lande imellem. Erdogan fordømte angrebet, men fastholdt samtidig, at han ikke betragtede Hamas som en terrororganisation, men som en oprørsbevægelse mod den israelske besættelse.
Den melding betød, at vestlige nøglespillere øjeblikkeligt satte ham på bænken – først og fremmest USA. Således undlod den amerikanske udenrigsminister Anthony Blinken at besøge Ankara i en ellers omfangsrig rejseaktivitet i regionen for at sikre støtte til Israels reaktion mod Hamas i Gaza.
Hvis Erdogan skal gøre sig forhåbninger om at komme til at spille en større rolle – ikke bare i efterkrigsspillet om Gaza, men i regionen generelt, bliver han formentlig nødt til at kalibrere sin fremgangsmåde over for regionen
Erdogan var således ikke med i den første runde af forhandlinger i regionen, ligesom Tyrkiet ikke blev inviteret med i det humanitære samarbejde om nødhjælp til Gaza. Erdogan formåede med andre ord at isolere sig selv ikke bare i forhold til Israel og USA, men tillige i forhold til det større diplomatiske fodarbejde, der foregår i kulisserne blandt de mange aktører i regionen.
Tyrkiet drømmer om en central rolle i Mellemøsten
Erdogan har i mange år haft et ønske og en langsigtet plan om at indtage en central rolle i Mellemøsten, ikke bare på humanitært niveau, men tillige på det geostrategiske og politiske. Hans udmelding om Hamas som en oprørsbevægelse og altså ikke en terrorbevægelse var et øjeblikkeligt selvmål, der på ingen måde ville kunne fremme hans politiske ambitioner om Tyrkiets rolle i Mellemøsten.
I denne sammenhæng er det særligt interessant, at Erdogans støtte til Hamas ej heller vækker sød genklang hos regionens arabiske ledere. Blandt andet Egypten ser Hamas som en særdeles stor trussel og har således hverken lyst til eller interesse i at have organisationen inden for landets egne grænser. Hamas er direkte afledt af det egyptiske Muslimske Broderskab, som af Egypten betragtes som en terrororganisation. Det falder således ikke i god jord hos arabiske ledere, at Erdogan ufortrødent fortsætter sin støtte til Hamas.
Hamas, Erdogan og de arabiske lande
Hvis Erdogan skal gøre sig forhåbninger om at komme til at spille en større rolle – ikke bare i efterkrigsspillet om Gaza, men tillige i regionen generelt, bliver han formentlig nødt til at re-kalibrere sin fremgangsmåde over for regionen.
Det vil blandt andet betyde en langt mere afdæmpet attitude og forståelse over for mange af regionens landes frygt for Hamas og andre tilsvarende organisationer, herunder Hizbollah og Det Muslimske Broderskab. Ikke mindst sidstnævnte har været omdrejningspunkt for et årelangt anstrengt forhold mellem Tyrkiet på den ene side og Saudi-Arabien, Egypten og De forenede Arabiske Emirater (UAE) på den anden side.
På nuværende tidspunkt synes det, som om at Erdogans støtte til Hamas har sat ham på spillerbænken. Der vil gå lang tid, før han får mulighed for at komme på banen
For efter revolutionsbølgen, der gik gennem mange af regionens lande fra 2011 og frem, blev Tyrkiet et safe haven for først og fremmest medlemmer af Det Muslimske Broderskab.
Dét i sig selv var anledning til et ganske anstrengt forhold til både Egypten, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater indtil tidligere i år, hvor Erdogan pludselig foretog en lang række dispositioner, der gjorde, at en stribe af Broderskabets medlemmer, der havde nydt beskyttelse i Tyrkiet, nu pludselig ikke fik deres opholdstilladelse forlænget.
Ligeledes blev deres medlemskab af Erdogans eget parti, Justice and Development Party (AKP), annulleret. Endelig fik han flere af Broderskabets tv-kanaler til at holde inde med deres kritik af den egyptiske præsident, Abdel Fatah al-Sisi.
Det er alt sammen tiltag, Erdogan har foretaget specifikt for at stille sig på god fod med Saudi-Arabien, Egypten og UAE. Det er formentlig ikke nok til at kunne cementere hans politiske position i regionen over for de centrale nøglespillere. På mange måder er Erdogan sin egen værste fjende i forhold til sine ambitioner.
Iagttagere af Tyrkiets udenrigspolitik anfører, at Erdogan formentlig har en mere langsigtet plan for øje i forhold til Gaza. Landets udenrigsminister har for nylig sagt, at der på sigt vil være forskellige løsningsmodeller for Gaza, herunder en model med fredsbevarende tyrkiske styrker.
Med andre ord, Tyrkiet kigger allerede nu på, hvilken rolle landet kan spille i kampen om Gaza, når krigen er slut. Hvornår det sker, er imidlertid på nuværende tidspunkt særdeles uvist.
Som det ser ud nu, er der imidlertid ingen sandsynlighed for, at Israel skulle have interesse i at have Tyrkiet i nærheden af Gaza. Tilsvarende vil Egypten formenlig også betakke sig for at have tyrkiske tropper i baghaven.
På nuværende tidspunkt virker det til, at Erdogans støtte til Hamas har sat ham på spillerbænken. Der vil gå lang tid, før han får mulighed for at komme på banen og spille den centrale rolle i kampen om Gaza – og på sigt om Mellemøsten – som han ser sig selv i.
Læs også artiklen Endnu en runde med Erdogan i Tyrkiet
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
