USA // MIDTVEJSVALG – Den bebudede “røde bølge” fra Republikanerne løb ud i sandet. Joe Bidens Demokrater står til et ganske lille tab i Repræsentanternes Hus og status quo i Senatet. Kampen om de afgørende sidste senatssæder er ikke afgjort, men ingen hard core MAGA-kandidater har vundet den vigtige post som guvernør, konstaterer Annegrethe Rasmussen, POV’s USA-korrespondent. Fem stater stemte også om abort, og aborttilhængerne vandt dem alle – også i konservative Kentucky og Montana. Nu venter et muligt opgør med Trump i partiet, da han bliver holdt ansvarlig for det dårlige republikanske resultat. Konservative kommentatorer opfordrer ham til at trække sig fra kampen og pege på den unge guvernør i Florida, Ron DeSantis, som vandt stort og nemt i sin stat.
WASHINGTON D.C. – Amerikanerne har stemt, og forventningen om at Republikanerne vinder Repræsentanternes Hus, ser ud til at ville holde stik – mest fordi det gør oppositionens parti stort set altid ved midtvejsvalgene, især når præsidenten er så upopulær, som Joe Biden p.t. er. Men overraskelsen er imidlertid, at sejren kan ende med at være meget spinkel. Bekymringen over demokratiets tilstand i Amerika samt truslen mod fri abort endte alligevel ganske højt på vælgernes ønskeseddel.
Der tælles stadig i mange stater, og jublen på højrefløjen er ganske forstummet.
Den famøse “røde bølge” af republikanere, der fx vil føre til en tsunami af guvernør-skift, løb ud i sandet
I Washington D.C. er vreden mod Donald Trump – der ses som ansvarlig for at have presset “usælgelige” og “alt for ekstreme” kandidater på banen – betydelig.
Flere MAGA-kandidater står til at tabe eller har allerede tabt, som det fremgår nedenfor. Og der vil helt sikkert blive tale om storvask i de kommende uger, hvis det viser sig, at Republikanerne får svært ved at bruge valget til den offensiv, som var planlagt.
Selv på Fox News onsdag morgen får Trump skylden, og flere opfordrer ham til at erkende, at han har haft sin tid. Nu må han komme videre og bakke op om Ron DeSantis, der er en superstar, lød det fx fra en kommentator.
Trump skyndte sig selv at tage forbehold for et eventuelt dårligt resultat her:
Men selvom tabet måske bliver ganske begrænset, så står Demokraterne ikke desto mindre fortsat til at tabe Repræsentanternes Hus.
Obama tabte også sine to midtvejsvalg, ligesom Trump – Obama stod faktisk for det mest massive tab, nogen præsident har lidt i moderne tid siden Eisenhower. George W. Bush holdt skindet på næsen engang ved det atypiske midtvejsvalg, der fulgte i 2002, hvor amerikanerne fortsat var i chok efter terrorangrebet 11. september 2001. Ved hans næste midtvejsvalg tabte han også.
Valget i USA i 2002 blev afholdt 5. november, midt i den republikanske præsident George W. Bushs første embdesperiode. Republikanerne vandt samlet kontrol over Kongressen, mens demokraterne vandt guvernørvalget med en nettogevinst på ét mandat. Valget blev afholdt lidt under fjorten måneder efter terrorangrebene 11. september. 2001 Valget stod derfor i skygget af den just indledte “krig mod terror” of den forestående Irak-krig. Ved midtvejsvalget vandt republikanene en nettogevinst på to sæder i Senatet og fik dermed kontrollen med Kongressens øvre kammer, som de havde mistet i 2001. Republikanerne vandt også otte pladser i Repræsentanternes Hus, hvilket gjorde midtvejsvalget i 2002 til ét ud af blot tre midtvejsvalg, hvor den siddende præsidents parti ikke har mistet pladser i både Midtvejsvalget i 2002 er det eneste valg i USA’s historie, hvor præsidentens parti har vundet begge kamre ved et midtvejsvalg.
Ved dette midtvejsvalg har jeg fulgt mest med i guvernørvalgene og i slaget om USA’s senat, hvor det nu ser ud til, at resultatet ikke foreligger før 6. december, hvor staten Georgia skal stemme igen, hvis ingen af de to opstillede kandidater, demokraten Raphael Warnock og udfordreren, republikanske Herschel Walker, får over 50 % af stemmerne.
Georgia skal formentlig til valg om senatsposten igen 6. december
Og netop sådan ser det ud onsdag morgen dansk tid, hvor tallene står stort set lige, som man kan se her, fordi den libertarianske kandidat, Chase Oliver, tager ca. 2 % af stemmerne – ligesom han i øvrigt også gjorde i 2020, hvor der også var omvalg i staten, og hvor Trumps påstande om snyd og fusk formentlig hjalp Demokraterne i staten, fordi MAGA-republikanerne lyttede til den daværende præsident og undlod at stemme.
En guvernør er chefen for en stat, og det er her, slaget skal stå om præsidentvalget i 2024, når staterne skal sende deres valgmænd til Washington D.C. for at godkende præsidentvalget.
Endnu værre kan det blive, hvis guvernøren og dennes embedsmænd enten udsætter valgresultatet i 2024 ved at rejse tvivl om det eller sende det i retten eller slet og ret nægter at godkende det.
Det kan derfor få enorme konsekvenser, hvis de aktuelle trusler både helt konkret mod valgtilforordnede og overordnet mod selve demokratiet slår rod lokalt ude i staterne. Det er i forvejen pludselig – efter 2020 – blevet farligt at tælle stemmer, et ellers ret fredeligt erhverv, og politiet er sat ind i flere stater for at beskytte valghandlingen.
Endnu værre kan det blive, hvis guvernøren og dennes embedsmænd enten udsætter valgresultatet i 2024 ved at rejse tvivl om det eller sende det i retten eller slet og ret nægter at godkende det.
At det ikke er USA-korrespondentens fantasier, fik vi en smagsprøve på før valget, hvor adskillige republikanske politikere på valg fortsat nægter at godkende Biden som lovligt valgt præsident, ligesom nogle af dem heller ikke vil forpligte sig til at godkende et eventuelt eget nederlag ved dette valg.
Men indtil videre ser midtvejsvalget imidlertid overraskende fredeligt ud for Biden. Som den moderate konservative kommentator Joe Walsh skriver på Twitter:
Valgblog: de nyeste udviklinger vil ligge øverst
Abort-tilhængerne vandt ‘big time’
Fem stater stemte også om forskellige variationer af love om abort, efter at USA’s højesteret i juni besluttede, at emnet skal besluttes lokalt.
Tre stater stemte om at tillade abort: Vermont, Michigan og Californien, hvor det i alle tre tilfælde blev vedtaget med store margener.
I konservative Kentucky afviste vælgerne omvendt (52,6 % mod 47,4 %) at forbyde abort, mens de i Montana afviste en lov, der ville påbyde læger at redde fostre, der viser liv efter abort … et kontroversielt lovforslag, der ville forbyde læger at tilbyde smertelindrende behandling til et foster, der alligevel ikke kunne overleve. Det sagde vælgerne så også (snævert) nej tak til.
Og dermed kan vi konstatere, at hver gang politikerne spørger de amerikanske vælgere, siger et flertal, at staten skal holde sig væk fra kvinders kroppe. Det er det, man i politikersprog kalder for et “klart signal”, der muligvis vil få konsekvenser for den republikanske linje fremover.
Og hvis Kongressen ønskede sig et signal fra vælgerne om, hvorvidt abort burde være en føderal ret, vedtaget af de folkevalgte i Washington, kan man også bruge disse resultater til det.
Og det gjorde tilhængerne af fri hash også
Ud over abort som emne stod legalisering af hash også på stemmesedlen i fem delstater. I liberale Maryland og konservative Missouri har vælgerne stemt ja, mens de vendte tommelen nedad i staterne North Dakota, Arkansas og South Dakota.
Endnu mere radikalt går vælgerne til værks i Colorado, hvor marihuana har været lovligt i lang tid. Her stemmer vælgerne ja tak til brug af bl.a. psykedeliske svampe.
Hash er lovligt allerede i 19 delstater, og i mange delstater er det ikke ulovligt at besidde marihuana til egen brug.
Trump-kandidaten Kari Lake er bagud i kampen om guvernørposten i Arizona
Der vil formentlig ikke ligge nogen afgørelse før senere onsdag, men ved 9-tiden dansk tid så stillingen sådan ud i kampen om guvernørposten i svingstaten Arizona, hvor Kari Lake, den republikanske kandidat, havde Donald Trumps stærke opbakning:
Grunden til det sene resultat er, at brevstemmer eller stemmer, der er afleveret i de såkaldte drop boxes, der står ude i det offentlige rum, og hvor man sammenligner de stemmesedler, der kommer ind med underskrifter, som myndighederne allerede har, skal tælles efter, og det tager tid.
I Washingtons demokratiske cirkler kunne Demokraterne ikke få armene ned af glæde – vantroen bredte sig langsomt gennem mobiltelefoner og beskeder på WhatsApp, for formeningen var, at Biden, der fortsat er historisk upopulær, ville tabe langt større
Umiddelbart ser det dog ikke ud, som om Lake kan indhente Katie Hobbs, der siden 2018 har siddet på posten som Secretary of State. Hobbs er en kendt og populær skikkelse i staten og har arbejdet som socialrådgiver og især koncentreret sig om åbenhed i administrationen, en reform af valgsystemerne og hjælp til kvinder, der er ofre for seksuel vold.
John Fetterman vinder det åbne senatsæde i Pennsylvania over Dr. Oz
Et af de opgør om Senatet, der har været allerdyrest og omgærdet af mest spænding, har været kampen om sædet i Pennsylvania, efter den siddende senator, republikaneren Pat Toomey, meddelte, at han gik på pension.
I lang tid lå den demokratiske kandidat, John Fetterman, relativt komfortabelt foran den republikanske kandidat, Dr. Mehmet Oz, der var støttet af præsident Trump, men efter en hjerneblødning i maj, der har haft betydelige konsekvenser for Fettermans fremtoning og især evne til at opfatte mundtlig konversation, halede Oz ind på ham.
Oz modererede sine synspunkter i løbet af valgkampen og ændrede bl.a. holdning til præsidentvalget i 2020 og abort, efter flere meningsmålinger havde vist, at det store flertal af vælgere i staten støttede a woman’s right to choose og heller ikke havde det store til overs for Trumps løgnagtige påstande om the stolen election i 2020. Det fik stillingen til at stå lige helt frem til valgdagen, men sent natten til onsdag viste det sig, at Fetterman havde vundet.
Det hjalp den pressede Fetterman, at USA’s mest elskede tv-celebrity, Oprah Winfrey, der i sin tid lancerede Dr. Oz som kendt og senere elsket tv-læge, sent i valgkampen meldte ud, at hun – hvis hun havde stemmeret i Pennsylvania – ville støtte Fetterman.
Som jeg skriver nedenfor, var der dog også beskidte metoder i brug fra demokratisk hold, da partiet åbent støttede Dr. Oz, der blev set som “too extreme for Pennsylvanians” og dermed lettere at slå for demokraten.
Mini-analyse fra Annegrethe Rasmussen: Ingen rød tsunami – tværtimod
I løbet af natten har det stået klart indtil videre, at det fortsat er umuligt at sige, hvem der vinder Senatet, men den famøse “røde bølge” af republikanere, der fx vil føre til en tsunami af guvernør-skift eller en jordskredssejr i Repræsentanternes Hus, er definitivt løbet ud i sandet.
Det demokratiske nederlag ser ud til at blive langt mindre for Biden, end det fx var for Obama
Der vil muligvis fortsat være tale om den ‘normale’ sejr til oppositionen i Repræsentanternes Hus, men det demokratiske nederlag ser ud til at blive langt mindre for Biden, end det fx var for Obama, der stod for det største nederlag, en præsident samlet har lidt under midtvejsvalgene (både lokalt og i Washington) siden Eisenhower. Se tekstnoten ude i siden om den sag.
Se en uddybning af Obamas enorme tab ved midtvejsvalgene – der skete, mens han var præsident og på trods af, at han blev genvalgt som præsident i 2012. Teksten er fra Quorum:
In 2009, President Obama’s party controlled both chambers of 27 state legislatures. Eight years later, Democrats control both chambers in only 13 states. Among the states that slipped from Democratic control are Wisconsin, North Carolina, Iowa and West Virginia; states key to the victory of President-elect Donald Trump last November. According to a report from the National Conference of State Legislatures, the Democratic Party has lost a net total of 13 Governorships and 816 state legislative seats since President Obama entered office, the most of any president since Dwight Eisenhower.
A reversal of power in Congress
President Obama entered the White House with his party touting a 60 seat majority in the Senate and 257 seat majority in the House. Democrats now hold a 48* seat minority in the Senate and 194 seat minority in the House — a net loss of 12 and 64 seats respectively.
*2 Independents caucus with Democrats
The midterm elections delivered significant blows to Congressional Democrats. In 2010, Democrats lost 6 seats in the Senate and 63 seats in the House, costing them the chamber. In 2014, Democrats lost another 13 seats in the House and a staggering 9 seats in the Senate; this time losing them the Senate and completing a Republican takeover of Congress.
Det ser tværtimod ud, som om Biden står for et fremragende resultat, og i Washingtons demokratiske cirkler kunne Demokraterne ikke få armene ned af glæde; vantroen bredte sig langsomt gennem mobiltelefoner og beskeder på WhatsApp, for formeningen var, at Biden, der fortsat er historisk upopulær, ville tabe stort.
Samtidig breder misnøjen sig hos GOP – især i Florida, hvor irritationen over Trump, der har langet ud efter den populære guvernør, Ron DeSantis, er betydelig.
Se fx den konservative kommentator Mike Cernovich her:
Man kan lytte til en fin analyse og diskussion i denne podcast fra mediet FiveThirtyEight, der også konkluderer, at “the red wave didn’t happen”.
Stacey Abrams erkender nederlag i Georgia til guvernør Brian Kemp
Det var anden gang, hun forsøgte, men det mislykkedes igen. Kl. 05 dansk tid onsdag morgen erkendte den demokratiske kandidat til posten som guvernør i Georgia, Stacey Abrams, at hun havde tabt slaget om guvernørposten i The Peach State til den siddende populære guvernør, Brian Kemp.
Kemp blev berømt i både USA og i store dele af resten af verden i 2020, da han sammen med sine to øverste valgansvarlige, Brad Raffensperger og Gabriel Sterling, modstod et betydeligt pres fra den daværende præsident Donald Trump om at underkende valget i Georgia. Biden vandt med et lille flertal på ca. 10.000 stemmer, og ved dette midtvejsvalg forsøgte Trump også at stille med andre kandidater til posterne, men han vandt ikke genhør.
Den konservative guvernør har været populær og har igennem hele valgkampen været foran Abrams, der har arbejdet for sin get out the vote organisati0n, Fair Fight Action.
Demokraterne ånder lettede op i kampen om guvernørposten i Pennsylvania
Demokraten Josh Shapiro har ifølge NBC News vundet kampen om guvernørposten i svingstaten Pennsylvania over den kendte election denier og Trump-støttede republikaner Doug Mastriano, der deltog i demonstrationen, som førte til stormen på Kongressen 6. januar 2021. Mastriano har været en del af konspirationsbevægelsen QAnon og sammenlignet abort med Holocaust.
Demokraternes beskidte metoder
At Shapiro vandt det republikanske primærvalg alligevel, skyldes imidlertid ikke kun Trumps støtte – faktisk forsøgte den republikanske partiledelse at stoppe hans kandidatur, men at flere demokrater støttede Mastriano, angiveligt fordi de mente, at det var nemmere at vinde over ham end en mere moderat kandidat.
Det samme er også sket i staterne Illinois, Pennsylvania og Maryland (til fordel for den højreekstreme Dan Cox, der da også tabte i nat, og til skade for den mere moderate kandidat Kelly Schulz) og er en praksis, som flere demokratiske rådgivere har advaret om som værende “alt for risikabel”, og som også blev fordømt af lederskribenter i både The Washington Post og The New York Times.
Her ses en valgannonce for Schulz, hvor man bemærker sig, at der intet siges om de mere værdipolitiske emner som abort og seksualitet eller forbud mod skolebøger om regnbuefamilier eller seksuelle minoriteter, der giver pote i mere konservative stater, men slet ikke i staten Maryland, der er dybblå og demokratisk, men hvor mange republikanere, der ikke kan døje Trump og MAGA-bevægelsen ville være fristede af en mere klassisk “low tax republican” som Schulz.
Men den chance fik de ikke:
New Hampshire beholder sin demokratiske senator, Maggie Hassan
Maggie Hassan blev forlods set som en af de mere sårbare og usikre senatorer, men hun holdt altså skindet på næsen.
Forfatter og libertær venturekapitalist J.D. Vance vinder senatssædet i Ohio
Til gengæld har demokraten Tim Ryan tabt kampen om senatspladsen for staten Ohio mod den republikanske og Trump-støttede forfatter J.D. Vance – manden bag den kritikerroste bog, Hillbilly Elegy, der forsøgte at forklare de hvide arbejderklassevælgeres frustration. Ohio er en stat, der engang var en svingstat, men som i de seneste år er blevet mere og mere republikansk.
Som magasinet Vanity Fair skriver:
“Vance, a minor media celebrity … with no prior political experience, represents the next generation of insurgent GOP lawmakers: culture warriors who proudly tout their “outsider” status, hitch their brand to Trump, and chastise their party’s leadership in Washington.
His victory also marks a massive leap for the New Right, a Peter Thiel-led movement of socially conservative zealots who espouse economic protectionism, global isolationism, and hawkish immigration policies. (Thiel, a Silicon Valley billionaire who previously employed Vance, spent $13.5 million boosting Vance’s primary campaign.) On abortion, this cycle’s most pressing domestic issue, Vance has signaled support for the 15-week national ban introduced by his soon-to-be colleague Lindsey Graham.”
New York State forbliver på demokratiske hænder
Mark Kelly vinder Arizona i kampen mod Blake Masters
Arizona var engang en sikker republikansk våbenglad stat, men nu er der flyttet mange unge studerende til, og andelen af latinovælgere har været stærkt stigende. Biden vandt akkurat staten i 2020, så derfor er Arizona nu en svingstat.
Kampen står mellem Nasa-astronaut og nationalt ikon blandt unge rum-entusiastiske amerikanere, Mark Kelly og republikaneren Blake Masters. Kelly er gift med Gabby Giffords, der var statens repræsentant i Kongressen, før hun blev skudt i et supermarked i et af de mest omtalte angreb i nyere tid på en folkevalgt. Hun overlevede, men kunne ikke blive i politik.
Masters har angrebet Kelly for at være alt for tæt på Joe Biden, der er særdeles upopulær i grænsestaten. Kelly har stemt sammen med Biden 90 % af gangene, men har kritiseret sit eget parti for ikke at have et gennemarbejdet bud på, hvad der skal gøres ved problemerne ved grænsen
Blake Masters er libertarianer og støttet af både Donald Trump og Tech-republikaneren Peter Thiel.
Masters har igen og igen angrebet Kelly for at være alt for tæt på Joe Biden, der er særdeles upopulær i grænsestaten. Kelly har stemt sammen med Biden 90 % af gangene, men har kritiseret sit eget parti for ikke at have et gennemarbejdet bud på, hvad der skal gøres ved problemerne ved grænsen, hvor presset fra indvandring er enormt og stigende.
Masters har slået på en benhård udlændingepolitik og en generel mistro over for “the establishment”. Han er ikke en klassisk MAGA-republikaner og har modsat mange andre af Trumps støtter ikke bejlet særligt til de religiøse højrevælgere. Men det var ikke nok til at vinde staten.
Florida: GOP vinder tre sæder i Repræsentanternes Hus fra Demokraterne
Republikanerne vinder stort i Florida, når det gælder The Sunshine State’s repræsentanter i Kongressens nedre kammer. Balancen tipper med tre nye sæder til republikanerne, men det skyldes stort set udelukkende redistricing, altså at valgdistrikterne er blevet genopdelt under guvernør Ron DeSantis’ ledelse. Læs mere her.
To af de mest spændende senatsopgør i Pennsylvania og Georgia er på vej …
Det står p.t. 39 (D) – 40 (R) i Senatet, men der er ingen overraskelser endnu
Et par “election deniers” vinder valg til Kongressen i sikre GOP-kredse
Hvordan går det på nuværende tidspunkt, hvor klokken er ca. 22:00 på østkysten på valgnatten med Trumps såkaldte election deniers. Bliver de valgt eller ej? Mediet FiveThirtyEight ser på sagen her:
Sarah Huckabee Sanders er valgt som ny guvernør for staten Arkansas
Donald Trumps tidligere pressesekretær Sarah Huckabee Sanders er valgt som guvernør i delstaten Arkansas, kriver nyhedsbureauet AP.
Hun er den første kvinde, der skal lede staten, og hun vandt over demokraten Chris Jones.
Arkansas er Sanders’ hjemstat og er en solid republikansk stat, hvor Donald Trump også fortsat nyder bred opbakning.
Sarah Huckabee Sanders har især ført kampagne mod Joe Biden og hans “radikale venstrefløj”, som hun mener, har overtaget magten hos Demokraterne.
Kari Lake: “Jeg bliver mediernes værste mareridt”
Trumps kandidater har også haft travlt med at true pressen. Her har vi kandidaten til posten som guvernør for den vigtige svingstat, Arizona, Kari Lake, der lige har stemt. Hun lover, at “I’m going to be your worst fricking nightmare for eight years.
Midtvejsvalgets første resultat: Floridas guvernør Ron DeSantis er genvalgt
Et af valgets mindst overraskende resultater.
Herefter vil diskussionen øjeblikkeligt dreje sig over mod, hvorvidt og hvornår DeSantis vil melde sig som præsidentkandidat op til valget i 2024. Vil han – populært sagt – komme på banen før eller efter Donald Trumps kandidatur, som alle regner med, kommer 15. november.
Læs mere om USA i POV her
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her