TRANSKØNNETHED & BØRN // DEBAT – Når nu LGBT+ Danmark har en ny, stram definition af, hvad det vil sige at være transkønnet, må man forvente, at foreningen fortæller børn, unge og deres forældre, at det, at man ikke kan spejle sig i de kønsroller og kønsstereotyper, som er knyttet til ens biologiske køn, altså ikke betyder, at man er transkønnet. Det skriver Karen M. Larsen som reaktion på en kronik af Susanne Branner, sekretariatschef for LGBT+ Danmark.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I forbindelse med den efterhånden meget omfattende debat om regeringens forslag om et juridisk kønsskifte for børn kan man iagttage, at nogle af tilhængerne af dette initiativ insisterer på, at der er en væsentlig forskel på kønsrolleafvigende børn og unge på den ene side og så de ”rigtige” transkønnede børn og unge på den anden side.
Fx skriver Susanne Branner, sekretariatschef for LGBT+ Danmark, i en kronik i Jyllands-Posten fra den d. 31. august.2022 bl.a.:
”Går man tilbage i hele min skoletids frygtelige poesibøger, som alle piger åbenbart skulle gå op i, står der ud for mit navn under “Mit Største Ønske”: at være en dreng. Men uanset hvor gerne jeg ville være en dreng – jeg syntes, de havde det sjovere, kunne være vilde og fysiske og skulle ikke konstant tænke over, hvordan de sad, gik og stod – så var jeg ikke en dreng. Og lige præcis dét er jo den altafgørende forskel: Der findes en lille gruppe af børn, for hvem det er uomgængeligt i deres børneliv, at de tilhører et andet køn end det, de blev tildelt ved fødslen.”
At være eller at ville være
Susanne Branner og ligesindede har selvsagt ret i, at der på det ontologiske plan er en afgørende forskel på at være noget og så at ville være noget. Spørgsmålet er imidlertid, hvorvidt man kan antage, at børn uden videre kan skelne disse to ting ad.
Da jeg var et barn, ville jeg fx frygteligt gerne være voksen, da jeg hadede at være et barn. Jeg forsøgte derfor at klæde mig så ”voksent”, som jeg kunne slippe af sted med og overvurderede helt klart min egen modenhed. Jeg vidste godt, at jeg med fx 14 år ikke var voksen i juridisk forstand.
Men jeg forstod på det dybere plan ikke, hvor stor forskel der er mellem børn og voksne, og det ikke blot på det fysiske, men også på det psykologiske og livserfaringsmæssige plan. Jeg var et ”gammelklogt” barn, der troede, at hun på det mentale plan var voksen, selvom hun faktisk blot var et barn.
De fleste af de børn, der har det svært med deres køn, lærer at leve med deres biologiske køn
Børn, som man antager er transkønnede, kan da også sagtens finde på at veksle mellem fx ”jeg er en pige” og ”jeg vil gerne være en pige”. Det kan man fx se i en ”personlig historie”, der er blevet lagt op på hjemmesiden for Foreningen for Støtte til Transkønnede børn. Her står der bl.a.:
”Drengen havde nu fået endnu mere sprog og var ofte begyndt at sige ting som ”jeg ved godt, at jeg er en dreng, men jeg vil meget hellere være en pige” og ”hvornår får jeg bryster ligesom dig, mor?””
Andre steder i teksten omtaler barnet sig blot som pige. Barnet skelnede tydeligvis ikke mellem at være en pige og ville være en pige.
I praksis er det godt nok også meget forlangt af et barn, at det skal kunne skelne mellem f.eks. at hade det tøj og de aktiviteter, som det forventes at kunne lide, fordi det er født med en piges krop – samtidigt med det elsker det, som drengene kan gå i og må lave – og så det at være en dreng.
Det er nærliggende, at pigen kan komme til at tro, at hun er en dreng, fordi hun ikke kan spejle sig i de andre piger – samtidig med at hun meget gerne ville kunne klæde sig som drengene, lege deres lege og optages i deres fællesskab. Hvis hun hader alt det feminine. Hvis hun er rædselsslagen ved tanken om at få menstruation hhv. at have det. Hvis hun hader at udvikle bryster, fordi det medfører, at hun ikke længere må cykle rundt med bar overkrop, for slet ikke at tale om den uønskede opmærksomhed, de vækker hos nogle mænd. Hvis hun finder ud af, at hun er til piger/kvinder. Ja, så kan hun komme til at forveksle det med, at hun må være en dreng/mand.
Lærer at leve med det
I henhold til Region Hovedstadens Psykiatri forholder det sig sådan, at ”De fleste (ca. 75 %) med kønsubehag i barndommen finder deres egen måde at leve i overensstemmelse med deres tildelte køn”.
Dvs. de fleste af de børn, der har det svært med deres køn, lærer at leve med deres biologiske køn. Dette betyder ikke, at de nødvendigvis som voksne kommer til at leve op til de stereotype forventninger, der er til mænd hhv. kvinder.
Igen må man jo spørge sig, om et juridisk kønsskifte virkelig er den bedste løsning på disse unge menneskers problemer
Men de lærer at acceptere deres medfødte kropslighed, som jo også er en del af, hvem vi er. Det juridiske kønsskifte for børn trækker på en logik om, at hvis et barn tror, at det er fx en pige, selvom det er født med en drengs krop, så beviser det, at barnet ER en pige. Men i praksis er der altså tale om en identitet som, om end ikke alle, så dog de fleste faktisk vil vokse ud af.
Nu har debatten om det juridiske kønsskifte hovedsageligt handlet om kønsskifte for de helt små børn. Og det er såmænd også en hyppig påstand, at transkønnede ”altid har vidst”, at deres sande køn var et andet end det, ”de fik tildelt ved fødslen”.
Og det er da også på mange måder den klassiske forestilling om transkønnede. Fx var behandlingen af børn og unge med stop- og krydshormoner oprindeligt kun tiltænkt dem, der allerede som små børn havde identificeret sig som det modsatte køn.
Men ifølge tal, der fremgår af en rapport som LGBT+ Danmark selv har været med til at udarbejde, så begyndte kun 33 procent af de børn og unge, der i undersøgelsen kategoriseredes som ”ikke-ciskønnede”, at gøre sig tanker om deres kønsidentitet, før de fyldte 12 år.
Mistrivsel
I praksis er forestillingen om, at man har et andet køn end sit biologiske noget, der i dag mest hyppigt optræder i forbindelse med puberteten. Og dette gælder især for biologiske piger. Og her er det oplagt at se på, om grundproblemet ikke er, at de mistrives med at skulle leve som kvinder i vores sexistiske verden.
Som Mette Ewers Haahr, der er overlæge på Sexologisk Klinik i København, udtrykker det så rammende i en artikel i Information fra 2021:
”Når de fødselstildelte piger kommer i puberteten, og deres kroppe ændrer sig, begynder nogle af dem at få de her tanker. Måske er omverdenen begyndt at reagere anderledes på dem, fordi deres kroppe pludselig bliver seksualiserede. De får måske ikke lige så meget taletid, de bliver nedgjort, hvis de fylder for meget, og der bliver forventet nogle bestemte pigeting af dem, som de ikke kan identificere sig med. Og så får de det rigtig, rigtig dårligt med deres feminine kroppe.”
Igen må man jo spørge sig, om et juridisk kønsskifte virkelig er den bedste løsning på disse unge menneskers problemer.
Transkønnet?
Susanne Branner og ligesindede insisterer på, at det at være transkønnet ikke handler om, hvem man gerne vil være, men at det i stedet bare er noget, som man ER, og dermed ikke er en selvforståelse, der er en reaktion på, at man har problemer med de kønsroller og kønsrolleforventninger, som man mødes med pga. det kropslige køn, man blev født med.
Virkeligheden blandt de børn og unge, der i dag kalder sig for transkønnede, ser ud til at være en anden for mange. Men måske det ville gøre en forskel for de børn og unge, der kæmper med kønsidentitetsproblematikker, hvis LGBT+ Danmark tog konsekvensen af deres (nye?) ret stramme definition af, hvad det vil sige at være transkønnet.
Og den må selvsagt være, at foreningen går offensivt ud i offentligheden og fortæller børn, unge og deres forældre, at det, at man ikke kan spejle sig i de kønsroller og kønsstereotyper, som er knyttet til ens biologiske køn, ikke betyder, at man er transkønnet.
LGBT+ Danmark må gå ud og fortælle piger og unge kvinder, der hader at være pige/kvinde, og som drømmer om at kunne være en dreng/mand, eller måske bare om ikke at være begrænset af nogle kønsroller i det hele taget, at de altså ikke er transkønnede.
Det må fremover være LGBT+ Danmarks strategi at insistere på, at ”transkønnet” er en fastlagt kategori af mennesker, der er kendetegnet ved en mere eller mindre medfødt indre viden om ens sande køn, der ikke er relateret til, hvordan man ellers har det med at skulle leve som hhv. dreng eller pige hhv. mand eller kvinde i vores samfund.
Hvis man ”bare” mistrives med sit køn, men ikke altid har været 100 procent overbevist om, at ens sande køn ikke er det samme som ens biologiske, så er man i henhold til LGBT+ Danmark jo ikke transkønnet. Og det har de, der måtte have misforstået, hvem de i virkeligheden er, vel alt andet lige brug for at vide?
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
