KOMMENTAR // #ØRESTADSGATE – Ørestad Gymnasium blev efter et afbrudt minister- og præstebesøg d. 7. marts placeret midt i medieorkanens øje. I den fortolkningskamp, der udspillede sig i medierne, var formanden for Rådet for Demokratisk Dannelse, Kathrine Lilleør, en helt central aktør. Steffen Groth gennemgår Lilleørs reaktioner via centrale punktnedslag, og modstiller hendes vrede udfald med et tilfældigt men betydningsladet møde fredag d. 15. marts på Christiansborg Slotsplads mellem statsminister Lars Løkke Rasmussen og forkvinde for gymnasiets elevråd, Sofie Spies. I det møde blev der nemlig både demonstreret demokratisk dannelse og humoristiske sans skriver Groth, der også stiller spørgsmålet: måske er humor og selvironi vigtigere for den demokratiske dannelse end præstelig patos og hellig forargelse?
Det første lynglimt af episoden på Ørestad Gymnasium kom i form af et Facebook-opslag af præst Kathrine Lilleør kl. 16.04 torsdag d. 7. marts. Forkvinden for Rådet for Demokratisk Dannelse havde formuleret et dramatisk destillat på 10 linjer om episoden.
Det hed indledningsvis, at besøget på Ørestad Gymnasium var blevet afbrudt, ”endnu inden det var begyndt”; det viste sig dog siden, at delegationen havde tilbragt mere end en halv time på gymnasiet. Dernæst fulgte en beskrivelse præget af krigsmetaforer, ”flanker” og ”tilbagetog” samt stærke adjektiver som ”råbende og aggressiv”.
Ifølge Lilleørs opslag ”truede” situationen med at ”komme ud af kontrol” og rektor ”sagde intet”. Det sidste er siden blevet dementeret; rektor havde talt til eleverne foran det glaslokale, hvor delegationen mødte en gymnasieklasse til en samtale om fake news.
Efter enhver konflikt, hvor flere parter er involveret, følger en fortolkningskamp om, hvordan situationen skal defineres og bedømmes. Der er selvsagt aldrig kun én sandhed om et konfliktfyldt hændelsesforløb
Det var tydeligt, at episoden – som torsdag eftermiddag endnu var helt ubeskrevet i medierne – i Lilleørs opslag blev filtreret gennem et stærkt temperament. Det var en indigneret rådsformand, der talte. Og kendsgerningerne blev omstøbt og slebet til, så de udgjorde en sylespids karakteristik af gruppen af gymnasieelever og deres passive rektor.
Det var det første lynglimt af vrede om hændelsen; og i kommentarfeltet blev rektor og elever hurtigt skydeskiver for forargelse og fordømmelse. Dagen efter kom tordenbraget i de landsdækkende medier.
Førsteret til fortolkningen
Efter enhver konflikt, hvor flere parter er involveret, følger en fortolkningskamp om, hvordan situationen skal defineres og bedømmes. Der er selvsagt aldrig kun én sandhed om et konfliktfyldt hændelsesforløb.
Også efter episoden på Ørestad Gymnasium hersker der modstridende perspektiver. Og så snart delegationen forlader gymnasiet indledes en kamp om historien.
Tre magtfulde aktører – ministeren, spindoktoren og præsten – med direkte adgang til medierne og indgående kendskab til pressens mekanismer stod over for en broget gruppe gymnasieelever mellem 16 og 17 år (3. g’erne var til terminsprøver). Asymmetrien var og er markant.
Indledningsvis bliver det da også den magtfulde trio, der tilkæmper sig førsteretten til at fortolke begivenheden og forme fortællingen i offentligheden.
Den asymmetri, der var indbygget i relationen mellem tre magtfulde, garvede kommunikatører og en gruppe af 16-17-årige gymnasielever, blev skærpet og cementeret
Overgangen fra den lille scene på Ørestad Gymnasium til den store landsdækkende scene i medierne er afgørende. Med Facebook og Twitter og tiltagende valgfeber kan selv små begivenheder blive forstørret og fordrejet til ustyrlige dimensioner.
Og måske er den store prøvesten på demokratisk dannelse i denne sag, hvordan man formidler episoden på Ørestad Gymnasium til medierne:
1, Hvordan skal de 16-17-årige gymnasieelevers protest males frem på det store landsdækkende lærred?
2. Giver man som medievant kommunikatør en afbalanceret version, der ikke bringer begivenhederne ud af proportioner?
3. Er man fair i sin fremstilling og afstår fra overdrivelse og unødig udhængning af specifikke personer?
En central forskel – verbale vs. voldelige protester
Lilleørs Facebook-opslag giver et første tidligt svar på spørgsmålene. Der bliver ikke spillet med sordin. Det er udstilling, overdrivelse og fordømmelse, der bærer det opslag og der skabes en platform for vrede og fordømmelse i kommentarfeltet.
Mønterne markerer overskridelsen af en grænse mellem verbal protest og fysisk vold
Og hendes efterfølgende beretninger i de landsdækkende medier præges af samme tilgang. Til Altinget siger hun:
”Det var rystende at opleve, hvordan det gik mere og mere ud af kontrol. Der røg mønter ned i hovedet på os, og der blev puffet til os. Det var bare ikke godt”.
Mønterne blev efterfølgende centrale i næsten alle mediers overskrifter, fx lød det i Jyllands-Posten: “Minister afbrød gymnasiebesøg: elever kastede med mønter”.
Mønterne markerer overskridelsen af en grænse mellem verbal protest og fysisk vold.
Og derfor havde de selvfølgelig fortjent en placering i mediernes overskrifter, hvis de faktisk havde været brugt som kasteskyts mod ministeren – uanset om handlingen var opstået spontant, eller om mønterne havde været del af en planlagt, intimiderende strategi.
Men såvel elever som lærere afviser møntkast. Og de to kilder, spindoktoren og Lilleør, har især for sidstnævntes vedkommende selvmodsigende omformet fremstillingen så mange gange – mellem kast, fald, frygt og lyd – at belægget for mønter kastet mod ministeren er smuldret væk.
Det ubalancerede mediebillede
Lilleør og spindoktoren taler også om en ”intimiderende” og ”truende adfærd” og karakteriserer stemningen som ”aggressiv” og ”vild”. Resultatet blev, at den første bølge af artikler i medierne, som satte rammen for den offentlige debat, var præget af en ensidig og sensationspræget vinkel med eleverne i skurkerollen.
Eleverne blev i første omgang simpelthen ikke hørt. Deres stemme var helt fraværende i den første række af artikler, der blev bragt dagen efter episoden. I stedet blev den asymmetri, der var indbygget i relationen mellem tre magtfulde, garvede kommunikatører og en gruppe af 16-17-årige gymnasielever, skærpet og cementeret.
I Messerschmidts pigtrådsagtige retorik indhegnes fremmede befolkningsgrupper, som nogle, der “generelt mener, at danske kvinder virkelig er nogle ludere: uanstændige, vantro kællinger”
I kølvandet på den første forargelse fik eleverne og deres lærere herefter gradvis mulighed for at nuancere billedet.
Og som nævnt afviste de at have kastet med mønter, der ellers netop straks i debatten på Facebook og Twitter havde tjent som kroneksemplet på elevernes uacceptable adfærd.
De unge og lærerne havde også en anden oplevelse af stemningen; det truende og aggressive genkendte dem, vi har talt med ikke. Som elevrådsforkvinden Sofie Spies understreger i et indlæg i Politiken (16/3): ”Lærerne, der var til stede, har ikke oplevet det som en voldsom demonstration, hvilket er grunden til, at de ikke blandede sig.”
”En snotklat i ansigtet”
Men elever og læreres modstemmer, der modificerede billedet af, hvad der var sket, blev først repræsenteret, da slagmarken var tegnet op og det tunge artilleri taget i brug af politikere og debattører.
Eleverne blev i aviser og på de sociale medier bombarderet med prædikater som ”lømler”, ”mødeterrorister”, ”venstreekstremister”, ”nazistiske SA-enheder” og arabiske ”ørkenkrigere”. Det sidste var et direkte udtryk for en understrøm i debatten, der stedvis løb op til overfladen, nemlig det forhold at ca. 30 procent af eleverne på Ørestad Gymnasium har en anden etnisk baggrund end dansk.
Et sted sprang understrømmen klart op som en rasende gejser, nemlig i Dansk Folkepartis Morten Messerschmidts indlæg i Ekstra Bladet under overskriften “En skvattet rektor og feje flokdyr på Ørestad Gymnasium”. Her lød det med politikerens spidse pen, som formelig dryppede med verbal gift:
”Ministeren blev blandt andet kaldt for en luder. Det er et skældsord, som efterhånden kun er gængs blandt et særligt segment af indbyggere; det er nyligt tilflyttede befolkningsgrupper, som generelt mener, at danske kvinder virkelig er nogle ludere: uanstændige, vantro kællinger, som i hvert fald ikke skal bestemme over stolte drenge og mænd fra en ædel kultur, hvor man helt tilbage i nomadetiden nok forstod at sætte kvinder på plads.
Jeg underviser selv gymnasiedrenge med mellemøstlig baggrund. Messerschmidts vrangbillede er så virkelighedsfjernt og ondskabsfuldt som generel beskrivelse, at de bedste ord for det må være perfid propaganda
I Danmark er kvindelige skolelærere gennem flere år af yngre efterkommere af stolte ørkenkrigere blevet kaldt for ludere, nogle gange ledsaget af en snotklat lige i ansigtet.
Nu manglede vi bare, at de også kalder vores ministre for ludere.”
Messerschmidt stigmatiserer alle drenge fra de ”tilflyttede befolkningsgrupper”, der i hans pigtrådsagtige retorik indhegnes som nogen, der “generelt mener, at danske kvinder virkelig er nogle ludere: uanstændige, vantro kællinger”.
Jeg underviser selv gymnasiedrenge med mellemøstlig baggrund. Messerschmidts vrangbillede er så virkelighedsfjernt og ondskabsfuldt som generel beskrivelse, at de bedste ord for det må være perfid propaganda.
Messerschmidts storstilede fordomme rammer dertil helt konkret ved siden af i det specifikke tilfælde.
Elevrådsforkvinden Sofie Spies, har nemlig forklaret, at eleven, der råbte luder, som er blevet identificeret internt på gymnasiet, var af dansk oprindelse.
Som et voldtægtsoffer
I P1-Debat tirsdag d. 12. marts skulle politikere og debattører krydse klinger om episoden på Ørestad Gymnasium.
Som optakt til diskussionen bragte programmet et interview med Kathrine Lilleør.
Værten Mads Aagaard spørger indledningsvis: ”Hvis vi skal sætte nogle adjektiver på den stemning, der var blandt eleverne på Ørestad Gymnasium, hvilke adjektiver ville du så bruge?”
Lilleør: ”Jeg vil gerne sige, at grunden til, at jeg medvirker i dag, det er for at sige: at om eleverne gik over stregen forleden dag, det er ikke nogen diskussion. Og det oplever jeg faktisk som mansplaining på den hårde måde, at det overhovedet er blevet en diskussion om, de gik over grænsen…”
Aagaard: ”Nå…”
Lilleør: ”…fordi der er tale om en minister og en rådsformand, der er blevet inviteret på besøg på en skole for at tale om demokratisk dannelse med ledelsen og med en klasse. Og fordi der så opstår en stemning og især en voldsomhed omkring det klasseværelse, da vi er inde i det, hvor stemningen bliver utryg. Så kan vi simpelthen ikke være der mere. Og det står ikke til diskussion, bliver jeg nødt til at sige.”
Det er altså lidt ligesom, når en kvinde er blevet voldtaget og hun så bagefter får at vide, at det er nok også, fordi hun oplevede det sådan, og hun ikke havde så meget tøj på – Lilleør i P1 Debat
Der er noget underligt paradoksalt ved ordene.
Mens debatten raser på alle platforme og den demokratiske dialog kører for fuld udblæsning, dekreterer formanden for Rådet for Demokratisk Dannelse igen og igen, ”det står ikke til diskussion”, som indledning til et debatprogram.
Studievært Mads Agaard er høfligheden selv over for Lilleør, men han stiller lige spørgsmålet igen:
Aagaard: ”Prøv at beskrive med dine egne ord den stemning, du oplevede på Ørestad Gymnasium”?
Lilleør: ”Jamen altså det der med, hvad jeg oplevede. Altså det er altså lidt ligesom, når en kvinde er blevet voldtaget og hun så bagefter får at vide, at det er nok også fordi, hun oplevede det sådan, og hun ikke havde så meget tøj på.”
Sammenligningen med et voldtægtsoffer bringer episoden på Ørestad Gymnasium op i et helt nyt register. Det er meget svært at få øje på berettigelsen af den analogi.
Til gengæld er det let at få øje på, at Lilleør kun mener, der findes ét perspektiv på hændelsesforløbet. Og at enhver antydning af uenighed tangerer en krænkelse. Sådan kan man også forsøge at afvæbne kritik og lukke den demokratiske dialog.
Statsministeren og elevrådsforkvinden
Fredag d. 15. marts samles tusinder af skolebørn, gymnasieelever og studerende på Christiansborgs Slotsplads til klimademonstration. Målet er at manifestere et krav eller en bøn om en stærk, akut klimaindsats, inden katastrofekursen er uafvendelig.
Blandt demonstranterne står elevrådsforkvinden fra Ørestad Gymnasium, Sofie Spies. Hun står med et lille papirskilt, der bærer påskriften ”Vi ’kaster’ kun mønter efter klimaet”.
Uanset hvor stort det statsministerielle glimt i øjet har været, var der tale om spontant klarsyn; de unge bruger MobilePay, ikke mønter
Da statsministeren taler til forsamlingen, befinder den unge elevrådsforkvinde sig i menneskemylderet foran scenen. Og da Lars Løkke Rasmussen efterfølgende bevæger sig ned i folkehavet, står han med ét ansigt til ansigt med elevrådsforkvinden:
”Da Løkke går forbi mig og ser mit skilt”, fortæller hun til POV, ”giver han en kæmpe krammer og spørger mig, om der overhovedet er nogen, der har mønter. Jeg svarer ’nej, der er ikke nogen, der har mønter, og der er ikke blevet kastet en eneste mønt’. Så siger Løkke: ”Nej, det tænkte jeg nok, I har mobilepayet hende”.
Uanset hvor stort det statsministerielle glimt i øjet har været, var der tale om spontant klarsyn fra Lars Løkke; for de unge bruger MobilePay, ikke mønter.
Der er noget sindbilledligt over mødet i menneskehavet. Statsministeren overfor en demonstrerende elevrådsforkvinde. Et forsonligt kram, en humoristisk replik og et klarsyn om mønter.
Der er mere demokratisk dannelse i det møde end i den uforsonlige vrede, hårde fordømmelse og forblændede fremstilling af hændelsesforløbet, som gymnasieeleverne ellers er blevet konfronteret med.
Mon ikke hele affæren havde spændt lidt mindre stormombrust og skandalepræget af i medierne, hvis præsten – formanden for Rådet for Demokratisk Dannelse – havde reageret med en anelse mere humor og tilgivelse, frem for gammeltestamentlig vrede og fordømmelse.
Måske er humor – eller sågar selvironi – vigtigere for den demokratiske dannelse end præstelig patos og hellig forargelse.
POV er et uafhængigt, læserstøttet medie.
Kan du lide Steffens artikler, kan du støtte hans arbejde via hans
MobilePay på 31902272
Illustration: Michaël Dorbec (fotos: Mogens Engelund og Steffen Groth)
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
