KØNSSKIFTE // DEBAT – Det mest alvorlige ved den tyske selvbestemmelseslov er, at den giver mulighed for juridisk kønsskifte for børn helt ned under fem år. Juridisk kønsskifte for børn bliver i Tyskland som i Danmark fremstillet som en harmløs ordning, der let kan ændres igen. Men det er ikke harmløst at fastholde og understøtte et barn i, at det er et andet køn end dets biologiske, skriver Karen M. Larsen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Der har i den senere tid været en del debat om den danske lov om juridisk kønsskifte, men den danske debatscene synes ikke rigtigt at have bemærket, at Tyskland i april har indført deres egen lov om juridisk kønsskifte, der på en række områder er mere vidtgående end den danske. Loven træder i kraft den 1. november i år.
Lovens fulde navn er ”Gesetz über die Selbstbestimmung in Bezug auf den Geschlechtseintrag”, hvad på dansk vil svare til ”Lov om selvbestemmelse vedrørende kønsregisteringen”. I daglig tale omtales loven dog ofte som ”Selbstbestimmungsgesetz” altså ”Selvbestemmelsesloven”.
I Tyskland har man ikke noget CPR-register, så loven handler i stedet om retten til at få ændret det køn, som myndighederne registrerede en med, da ens forældre meddelte dem ens fødsel. Den nye lov er tænkt til at gøre livet lettere for transkønnede, nonbinære og interkønnede.
Meget kort fortalt så skal man kunne få ændret det køn, man blev registreret med ved at ansøge ens lokale ”Standesamt” herom. Standesamt er det offentlige kontor, der står for civilregisteringen af borgerne, og hvor man bl.a. skal melde fødsler til. Den tidligere lovgivning, der var samlet i den såkaldte ”Lov om transseksuelle” fra 1980, havde krævet, at man, for at kunne få ændret det køn, man blev registreret med, skulle have to sagkyndiges udtalelser samt en dommerkendelse.
Juridisk kønsskifte er blevet nemmere
Der kan ikke være nogen tvivl om, at et juridisk kønsskifte med selvbestemmelsesloven er blevet meget nemt, faktisk nemmere end i Danmark, for ventetiden er i den tyske lov kun tre måneder mod de seks måneder her i landet. Allerede før selvbestemmelsesloven kunne man i Tyskland få en tredje kønsregistrering ud over ”mand” eller ”kvinde”, nemlig ”divers”. Denne mulighed fortsætter. Noget sådant er som bekendt ikke muligt i Danmark.
Det ser selvfølgelig pænt ud på papiret, men man skal huske på, at Tyskland er et land, hvor man elsker at føre retssager om stort set alt
En væsentlig forskel til den danske lovgivning er, at den også gælder børn. Er barnet fyldt 14 år, så skal det selv kunne indlevere ansøgningen om at få ændret det køn vedkommende oprindeligt blev registreret med, men det skal som udgangspunkt have en accept fra dem, der har forældremyndigheden over det. Vil forældrene ikke give deres accept, så kan en familiedomsstol gøre det også mod deres vilje. Er barnet under 14 år, skal forældremyndighedshaverne indlevere ansøgningen. Barnet skal selv være til stede, når ansøgningen afleveres til myndighederne – og er barnet fyldt fem år, skal det have givet sit samtykke. Hvis der er uenighed blandt forældrene, kan en familiedomstol træffe afgørelsen.
Det tyske Familieministerium understreger, at forældre, der søger om at få ændret deres barns juridiske køn mod barnets vilje, kan ende med at få frataget deres forældremyndighed af hensyn til barnets tarv. Man siger ikke noget om, hvorvidt det også kan ske, hvis de begge ikke vil acceptere et sådant kønsskifte for deres barn under 14 år.
I modsætning til den danske lov om juridisk kønsskifte så forholder den tyske Selvbestemmelseslov sig udførligt til, hvilke juridiske konsekvenser den ændrede kønsregistrering skal få for den, der har fået foretaget den. Lidt morsomt er det eksempelvis, at der er en bestemmelse om, at man i en krigssituation ikke skal kunne skifte køn og på den måde kunne undgå værnepligt – al den stund at Tyskland aktuelt slet ikke har værnepligt. Set ud fra et dansk perspektiv er følgende udspecificeringer særligt interessante:
De professionelle sportsforbund kan fortsat selv i vidt omfang regulere, hvem der kan få lov til at stille op til konkurrencer. Men der står ikke noget i loven om amatørsport, og om skolesporten står der kun nogle lettere tågede udsagn om karaktergivningen i faget idræt.
Med hensyn til fængsler angiver selvbestemmelsesloven ingen regler, da fængselsvæsenet hører til delstaternes ansvarsområde. Det vil sige, at den bestående retslige situation fortsætter, hvor det er op til delstaterne at regulere, hvem der kan afsone hvor. Der må tages hensyn til andre forhold end det køn, man er registeret med, men det kræves ikke.
Allerede før indførelsen af selvbestemmelsesloven har det tyske fængselsvæsen været udfordret af, hvad det skal stille op med transkønnede indsatte. Nogle delstater har lavet særlige afdelinger for transkønnede, andre har som Berlin givet de indsatte medindflydelse på, om de skal afsone blandt mændene eller kvinderne. I 2022 var der i Berlin tre, der var blevet flyttet fra mandeafdelingen til kvindeafdelingen.
Med hensyn til private kønsopdelte rum såsom omklædningsrum og lignende, ændrer den formelle lovgivning sig ikke. På den ene side må udbyderne af sådanne godt nægte at give folk adgang til et ønsket rum, hvis det antages, at de kan true intimsfæren. Men man må på den anden side ikke generelt afvise en person, udelukkende fordi vedkommende er transkønnet.
At den juridiske situation allerede før Selvbestemmelsesloven var usikker, fremgår i øvrigt af en grotesk sag fra Erlangen, hvor en transkvinde øjensynligt blev meget vred over ikke at få adgang til at træne og klæde om samt bade i et fitnesscenter kun for kvinder. Ikke nok med at transkvinden pudsede en advokat på ejeren af fitnesscentret, og afkrævede det erstatning, nej, den tyske regerings antidiskriminationsansvarlige skrev også til indehaveren og ”foreslog” hende at betale transkvinden en erstatning på 1000 euro!
Et særligt kontroversielt træk ved selvbestemmelsesloven er, at den opererer med et såkaldt ”åbenbaringsforbud”, hvis overtrædelse kan medføre bødestraf, hvis man havde til hensigt at skade den berørte hermed. Denne regel skal forebygge ”tvangsouting” ved at den forbyder at fortælle andre om, at en person har skiftet kønsregistrering ved at undersøge om en sådan er blevet foretaget med mindre den berørte har givet tilladelse hertil.
Dette gælder dog ikke, hvis der foreligger en særlig offentlig eller retslig interesse herfor. Også nære slægtninge tilstås en legitim interesse her – og det tyske Familieministerium understreger, at et barn godt må bruge sin fars oprindelige fornavn i private sammenhænge. Men betyder det, at det kan være strafbart for et barn at bruge sin fars oprindelige fornavn i offentlige sammenhænge?
I henhold til det tyske Familieministerium er der ikke nogen lov, der generelt forbyder ”fejl-kønning” eller ”deadnamings”. Men på den anden side så kunne sådant straffes allerede før selvbestemmelsesloven, hvis der var tale om fornærmelser eller mobbende adfærd. Og der skal ikke nødvendigvis så meget til, hvad en aktuel sag viser. Her havde en højrepopulistisk podcast beskrevet sagen fra Erlangen og her omtalt den berørte transkvinde som ”mand”. Det fik en dommer til komme med en art straks påbud. Podcasten med den ”krænkende omtale” skulle fjernes med det samme – ellers skulle værterne betale en bøde på 250.000 euro!
Juridisk kønsskifte er ikke harmløst
For mig at se er det mest alvorlige ved selvbestemmelsesloven, at den giver mulighed for juridisk kønsskifte for børn helt ned under fem år. Juridisk kønsskifte for børn bliver i Tyskland som i Danmark fremstillet som en harmløs ordning, der let kan ændres igen. Men det er ikke harmløst at fastholde og understøtte et barn i, at det er et andet køn end dets biologiske. Hvis barnet ikke lærer at håndtere dets biologiske virkelighed, kan det let falde for løgnen om, at det vha. medicin og kirurgi kan få det ønskede køn.
man kan forestille sig, at eksempelvis små lokale sportsklubber, kvindeherberger og lignende af lutter angst for lange og dyre retssager vælger at rette i frem for at tage kampen op
Det er måske ikke tilfældigt, at der i det tyske sprogrum for nyligt er blevet udsendt en vejledning om behandlingen af børn og unge med kønsdysfori, hvor man har fjernet de nedre aldersgrænser for behandling med krydshormoner og fjernelse af bryster.
Med hensyn til kvinders rettigheder til kønsadskilte rum, der hvor vi er særligt sårbare, såsom omklædningsrum og fængsler – og vores ret til fair sport – er det sværere at gennemskue om selvbestemmelsesloven på papiret ændrer noget, eller om der mere er tale om en bekræftelse af en allerede problematisk situation. Det er i mine øjne særligt problematisk, at loven overlader så meget til skøn hos offentlige og private udbydere.
Det ser selvfølgelig pænt ud på papiret, men man skal huske på, at Tyskland er et land, hvor man elsker at føre retssager om stort set alt. Hvis en transkønnet er utilfreds med en afgørelse, ligger det fristende nær at lægge sag an og se, om man kan få ret. Og man kan forestille sig, at eksempelvis små lokale sportsklubber, kvindeherberger og lignende af lutter angst for lange og dyre retssager vælger at rette i frem for at tage kampen op.
Hvad der fremover vil være lovligt eller ulovligt at sige om transkønnede, virker også uklart. Og hvor meget man kan stole på det tyske Familieministeriums forsøg på at berolige offentligheden, kan måske også diskuteres. Samme ministerium har f.eks. givet økonomisk støtte til en brochure, hvor offentligheden bliver ”informeret” om, hvor problematisk de såkaldte ”TERF’s” er. Det tyder måske ikke på, at man er specielt objektiv i sin tilgang til debatten om transkønnede.
Klik dig videre til mere opinionsstof lige her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
