TRANSSEKSUALITET & BEHANDLING // KRONIK – Siden 2015 er antallet af unge mennesker, der identificerer sig som transkønnede, steget drastisk, og antallet af børn og unge, der søger medicinsk behandling af kønsidentitetsproblematikker, er på få år mangedoblet, skriver lektor Karen M. Larsen. Hvad ved vi – og hvad ved vi ikke – om medicinsk kønsskifte af børn og unge, og hvilke anbefalinger har forskere til de unge, børnene og deres forældre?
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
For en generation siden var transseksualitet (som det dengang hed) et ekstremt sjældent fænomen. Det var hovedsageligt mænd, der ønskede at skifte køn til kvinde – og medicinsk samt kirurgisk kønsskifte blev kun tilbudt voksne mennesker i en moden alder og det efter en langvarig og grundig evaluering.
Omkring 2006 begyndte antallet af unge mennesker, der identificerer sig som transkønnede (som det nu hedder), at vokse markant, og fra 2015 steg antallet drastisk og det især for pigernes vedkommende. I dag identificerer f.eks. mellem 2 og 9 procent af de amerikanske highschool-elever sig som transkønnede.
En anden ny udvikling er, at unge begynder at identificere sig som nonbinære, dvs. som noget andet end hhv. mand og kvinde, og det ser ud til, at det er denne form for transidentitet, der er mest udbredt hos unge i dag.
Det stærkt voksende antal af mennesker, der identificerer sig som transkønnede, afspejles også i en kraftig stigning i antallet af børn og unge, der søger hjælp hos sundhedsvæsenet pga. kønsidentitetsproblematikker.
Presset behandlersystem
F.eks. var der i 2009 51 der tog kontakt til Tavistock-klinikken, der i Storbritannien har monopol på behandlingen af børn og unge med kønsidentitetsproblematikker. I 2019-2020 var dette tal steget til 2728, dvs. en 53-dobling på blot 10 år. En lignende udvikling kan man se i hele den vestlige verden, inklusive Danmark.
Denne voldsomme stigning i antallet af børn og unge, der søger hjælp – typisk adgang til stop- og krydshormoner, har presset behandlersystemet enormt. Et udslag af dette pres har været en tendens til at vinke dem hurtigt gennem systemet. Dette er blevet forstærket af en forestilling om, at det er vigtigt at bekræfte barnet/den unge i, at denne virkeligt er transkønnet i stedet for grundigt at undersøge, hvad der ligger bag, at personen mistrives med sit medfødte kropslige køn.
Det kan også være svært for behandlerne at afvise kravet om medicinsk behandling, da de berørte børn og unge ofte er meget insisterende, at den eneste måde, hvorpå de kan få deres liv til at hænge sammen, er at få adgang til stop- og krydshormoner.
Påstanden om, at ”transkønnede” børn og unge skulle have en alarmerende høj selvmordsrisiko, bygger på data indsamlet fra nettet, hvor folk har kunnet selvrapportere om selvmordstanker og selvmordsforsøg
Ifølge Stephen B. Levine, E. Abbruzzese & Julia W. Mason, der har skrevet artiklen Reconsidering Informed Consent for Trans-Identified Children, Adolescents, and Young Adults, som blev publiceret i det anerkendte forskningstidsskrift Journal of Sex & Marital Therapy, er det i denne situation vigtigt at fastholde, at det er af afgørende betydning, at børn og unge med kønsidentitetsproblematikker og deres forældre får grundig og omfattende information, før de kan give informeret samtykke til en behandling, der har irreversible konsekvenser.
Forskerne mener, at de unge, børnene og forældrene skal informeres grundigt om, at en identitet som det modsatte køn hos børn ofte forsvinder, når de bliver voksne; de skal være klar over de alvorlige bivirkninger, der kan være forbundet med behandling med stop- og krydshormoner; og de skal vide, at en sådan behandling ikke har nogen dokumenteret effekt på de andre mentale problemer, som barnet/den unge måtte have, herunder risikoen for at begå selvmord.
Udforskning af identitet eller kønsdysfori
Det er vigtigt at være bevidst om, at langt de fleste børn, der er stærkt kønsrolleafvigende og insisterer på at være af det modsatte køn, som voksne vil have lært at acceptere deres kropslige køn, hvis man altså ikke er startet på medicinsk behandling af dem. Dette har ikke mindre end 11 forskningsartikler vist.
Godt nok er der blevet gjort forsøg på at debunke denne forskning med henvisning til, at den skulle være baseret på kønsrolleafvigende børn frem for børn med ægte kønsdysfori. Men denne debunking er blevet debunket. En grundig gennemgang af disse studiers data har bekræftet deres resultater. 67 % af de børn, der var blevet diagnosticeret med kønsdysfori i henhold til DSM-4’s kriterier, havde ikke længere kønsdysfori som voksne. Og blandt dem, der havde signifikante tegn på kønsdysfori, men som ikke helt levede op til kriterierne, var det hele 93 %, hvis kønsdysfori var gået i sig selv.
En ekstra udfordring udgøres af de unge, der først udvikler tegn på kønsdysfori i puberteten. Forskningen har mindre at sige om deres fremtidsperspektiver. Men der er en voksende evidens for, at der her kan være tale om, at den unge udforsker sin identitet, frem for at dennes identitet er mejslet i sten. Dette underbygges muligvis af et voksende antal voksne, der detransionerer – altså fortryder eller opgiver deres transidentitet og den behandling, de måtte have søgt for den.
I øvrigt skal man være opmærksom på, at stærk identifikation med det modsatte køn i barndommen typisk er forbundet med, at man som voksen vil vise sig at være homoseksuel eller biseksuel. Disse børns kønsdysfori vil derfor almindeligvis helt naturligt løse sig ved, at de vokser op til at blive biseksuelle, bøsser eller lesbiske.
Ved for lidt om behandlingen
Det er også meget vigtigt, at de berørte børn og unge samt deres forældre informeres grundigt om, at evidensen for behandlingen med stop- og krydshormoner er af meget lav kvalitet. Den mest grundige undersøgelse af evidensen for denne behandling blev iværksat af det britiske sundhedsvæsen og gennemført af National Institute for Health and Care Excellence (NICE) i 2020. NICE gav udtryk for stor utilfredshed med evidensen både ved behandling med pubertetsblokkere og krydshormoner og gav den lavest mulige karakter til de studier, der skulle levere evidens for behandlingen med disse. Studierne var små, uden kontrolgrupper og sårbare for bias samt fejlslutninger.
Og bivirkningerne ved behandlingen med stop- og krydshormoner er alvorlige. Går et barn f.eks. direkte fra stop- til krydshormonsbehandling, mister det evnen til som voksen at kunne få børn. Behandlingen med stophormoner ser også ud til at kunne medføre knogleskørhed og hjerteproblemer – og vi ved alt for lidt om, hvordan den påvirker hjernes udvikling.
Faktisk har forskerne bag det hollandske studie nu meldt ud, at de er bekymret over, at det bruges som grundlag til en behandling af børn og unge, der falder udenfor de kriterier, de havde udstukket
Man ser desværre ofte, at der presses på mht. at give børn og unge, der identificerer sig som transkønnede, hurtig adgang til stop- og krydshormoner med henvisning til, at de ellers vil begå selvmord. Påstanden om, at ”transkønnede” børn og unge skulle have en alarmerende høj selvmordsrisiko, bygger på data indsamlet fra nettet, hvor folk har kunnet selvrapportere om selvmordstanker og selvmordsforsøg. Her bliver selvmordstanker og selvskadende adfærd, der ikke var tænkt som alvorlige selvmordsforsøg, ofte blandet sammen med determinerede selvmordsforsøg samt ikke mindst reelle selvmord.
Ingen langsigtet effekt på selvmordsrisiko
Ifølge et helt nyt studie af selvmord begået af børn og unge, der havde været i kontakt med den britiske Tavistock kønsklinik, havde de en selvmordsrate på 0,03 procent over en 10 års periode, hvad kan omregnes til en årlig selvmordsrate på 13 ud af 100.000. (Der kunne ikke konstateres nogen signifikant forskel på, om man havde været på venteliste til behandling eller var i gang med denne.)
Selvom der er tale om en selvmordsrate, der er markant højere end gennemsnittet for alle børn og unge, så er der dog langt fra den epidemi af selvmord blandt transkønnede børn og unge, der tales så meget om blandt aktivister og i medierne. Deres selvmordsrate ligger nogenlunde på samme niveau som unge biseksuelle, bøsser og lesbiskes og er kun let forhøjet i forhold til den, man finder hos unge med f.eks. en autismediagnose, som en del unge ”transkønnede” også har.
Det er vigtigt at huske på, at hverken hormonbehandling eller kønsskifteoperationer ser ud til at have nogen langsigtet positiv effekt på de unges selvmordsrisiko. Stephen B. Levine, E. Abbruzzese & Julia W. Mason advarer mod, at behandlingssystemet giver efter for selvmordstrusler fremført af den unge – i stedet skal denne tilbydes den samme hjælp og støtte, som andre selvmordstruede unge tilbydes.
Problemet med det hollandske studie
Kun få af dem, der behandler børn og unge med kønsdysfori, og endnu færre af deres forældre, er klar over, at hele fundamentet for den nuværende behandling af disse med stop- og krydshormoner bygger på et enkelt hollandsk studie af 55 unge, der først havde fået stophormoner efterfulgt af krydshormoner samt en kønsskifteoperation. Ifølge studiet havde disse patienter 1,5 år efter afsluttet behandling ikke længere kønsdysfori. (Interessant nok fulgte man dog ikke op på, hvordan disse unge har klaret sig gennem livet som voksne).
Det interessante er imidlertid, at det hollandske studie ikke kan påvise, at de behandlede unges almindelige mentale helbred, f.eks. omfanget af angst og depression, blev signifikant forbedret. Dette virker mærkeligt men kan bl.a. nok forklares med den måde, som de unge var blevet selekteret til behandlingen.
Af de 196 unge, der oprindeligt blev henvist til behandling, udvalgte forskerne 111, som de mente var egnede til at blive behandlet med stophormoner. Ud af dem valgte de så de 70 mest psykisk stabile og modne, der fik lov til at blive behandlet med krydshormoner efterfulgt af kønsskifteoperationer. At studiet endte med 55 unge, skyldtes så, at der igen var nogen, der blev frasorteret eller faldt fra – ligesom en enkelt døde af komplikationer forårsaget af dennes kønsskifteoperation.
Med andre ord, når de unges mentale helbred ikke blev forbedret af behandlingen, så kunne det skyldes, at de havde det rimeligt godt i forvejen. Men det betyder også, at det hollandske studie ikke kan bruges til at bevise, at en sådan behandling forebygger selvmord hos børn og unge, der mistrives så meget, at de er selvmordstruede.
Det er vigtigt, at både behandlere og forældre tager sig god tid og ikke lader sig presse til en forhastet start på en behandling, der har irreversible konsekvenser
Man skal også huske på, at når man i Holland i 1990’erne begyndte hormonbehandling af unge med kønsdysfori, så var det oprindeligt ikke, fordi man ville forebygge selvmord og mistrivsel hos transkønnede teenagere.
Man begyndte derimod denne behandling, fordi man håbede på denne måde at sikre, at de som voksne ville have lettere ved at passere som det modsatte køn, og dermed var håbet, at de som voksne også ville have et bedre psykisk helbred. Derfor var tanken, at man skulle finde den undergruppe af børn og unge, der søgte behandling, som kunne forventes også at ville være transkønnede som voksne.
Og det afspejler sig også i det hollandske studie. Alle, der modtog behandling, havde identificeret sig med det modsatte køn som små børn. Der deltog ikke en eneste nonbinær i studiet, og i øvrigt var 97 % af disse unge seksuelt tiltrukket af deres eget køn. De hollandske forskere var bevidste om, at de fleste børn, der identificerer sig med det modsatte køn, vokser ud af denne modsatkønsidentifikation i forbindelse med puberteten.
Derfor var de unge i studiet typisk 15, før de fik stophormoner, og 17, da de fik krydshormoner, dvs. ældre end det er praksis i dag, herunder i Danmark.
Og faktisk har forskerne bag det hollandske studie nu meldt ud, at de er bekymret over, at det bruges som grundlag til en behandling af børn og unge, der falder udenfor de kriterier, de havde udstukket, f.eks. når børn får stophormoner, før de starter puberteten, og at de kan modtage behandling, selvom de ikke havde en modsatkønsidentifikation før puberteten eller har psykiske diagnoser.
Vent og se
Stephen B. Levine, E. Abbruzzese & Julia W. Masons anbefaling er alt i alt, at børn og unge med kønsidentitetsproblematikker – og ikke mindst deres forældre – gives grundig information om alle de oven anførte problemstillinger. De skal vide, at behandlingen med stop- og krydshormoner meget vel er unødvendig, at den er risikofyldt, og at det ikke kan dokumenteres, at den vil forhindre selvmord eller på længere sigt give dem et bedre mentalt helbred.
Forskerne siger dog også, at vi endnu ved for lidt om andre mulige behandlingsformers effekt så som terapi.
Det er vigtigt, at både behandlere og forældre tager sig god tid og ikke lader sig presse til en forhastet start på en behandling, der har irreversible konsekvenser. Vent og se, er nok i virkeligheden deres grundlæggende råd.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
