MIDTVESTLIV// KLUMME – At vende hjem til Danmark efter en årrække i udlandet kan i mange tilfælde være et lige så stort kulturchok og helt lige så svært – ofte endda sværere – end udflytningen. For hvad gør man, når ingen rigtig kan sætte sig ind i de sidste mange år af ens liv – og ingen måske rigtig gider blive ved med at høre historierne om det? Det er en af de tilbagevendende tanker, Julie Bendtsen gør sig om at flytte hjem.
CHICAGO – “Should we stay or should we go”, en lettere omskrivning af et omkvæd, som ethvert provinsdiskotek har fyldt dansegulvet med, er en indre kamp, jeg har beskrevet indgående – nogen vil måske mene til hudløshed – her på domænet.
For emnet kommer op løbende, hyppigt og insisterende, og denne uge gav en nyhed om vores visumstatus os endnu en gang anledning til at snakke om vores fremtid som familie – mere specifikt, lokationen for den. USA versus Danmark.
Det er det samme som derhjemme – og så alligevel overhovedet ikke
Vi er i USA på et arbejdsvisum og har ikke et såkaldt green card. Det betyder i bund og grund, at vores tilladelse til at opholde os i landet afhænger af min mands ansættelse i den specifikke virksomhed, der har ansat ham – og sponsoreret hans visum. Hvis han mister sit job, mister vi retten til at blive her. Det er egentlig såre simpelt, men det er også en stressfaktor.
Det er ubehageligt ikke selv at være i kontrol over sit liv og sine rammer og konstant leve i bevidstheden om, at andre kan rive tæppet væk i løbet af en eftermiddag, og så har vi ganske kort tid til at pakke vores habengut, sælge vores hus og komme ud over grænsen. Det er et vilkår, vi har lært at leve med, men det er ikke et specielt sjovt et.
Hestehold eller øhav
Af samme grund dukker emnet hjemflytning som sagt op jævnligt, og i de perioder finder jeg mig selv surfende rundt på Boliga og diverse ejendomsmæglersider for at se, hvordan vores danske rammer kunne se ud. Fordelen ved at være flyttet ud, inden børnene begyndte i skole, er, at vi ikke længere har bånd til noget bestemt område i eller af Danmark.
Derudover er jeg vokset op forskellige steder på Sjælland, mens min mand er fra Nordjylland – så vores lille land ligger så åbent, som det overhovedet kan. Skal det være et landsted med plads til heste midt på Sjælland? Et idyllisk hus med udsigt til det fynske øhav? Et byhus i Kolding? Eller noget helt fjerde, femte, syvende?
Et aspekt er imidlertid de fysiske rammer, noget helt andet og langt mere kompliceret er de familiære, venskabelige – menneskelige, om man vil. For et par uger siden havde vi besøg af et dansk vennepar, som vi lærte at kende i Raleigh, og som for et par år siden flyttede tilbage til Danmark.
De delte lidt erfaringer om deres såkaldte “repatriation” – det, man kalder det, når udflyttede vender tilbage til deres hjemland efter kortere eller længere tid i udlandet – og selv om de i bund og grund var glade for at være hjemme igen og ikke mindst kunne nyde igen at være tæt på familien, var der også et par hjertesuk.
“Det er, som om hele det liv vi havde i USA, bare forsvinder”, forklarede manden. “Man møder folk igen, og der er kram og begejstring og gensynsglæde – men så slutter det ligesom også dér. Så er det, som om folk fuldstændig glemmer, at man lige har lagt nogle virkelig vigtige år af sit liv bag sig, og så er alt bare ved det gamle.” Uden at have været i vores danske venners sko, vidste jeg præcis, hvad de talte om – og det er et af de omvendte kulturchok, jeg frygter mest.
Historierne bliver trættende
For problemet med det scenarie er ikke, at vi udlandsdanskere forventer kontinuerlige fanfarer og projektørlys, når vi vender hjem og har en masse at fortælle. Det er snarere, at vi ikke længere ved, hvad “ved det gamle” betyder.
Vores “gamle” blev sat i bero for fem, syv, ti, færre eller flere år siden, og i den tid, der er gået i mellemtiden, er vores liv gået videre et helt andet sted, men med alt, hvad der hører til af følelser, udvikling, børn der bliver ældre, job, der er udfordrende, rejser, der foretages, bekendtskaber, der udvikler sig og udfordrer. Det er det samme som derhjemme – og så alligevel overhovedet ikke. Og selv om dem derhjemme har gennemlevet deres egne begivenheder, har de gjort det i og med deres netværk.
Interessen for vores historier vil have en meget forståelig udløbsdato
“Nobody wants to hear your stories”. Det er en sætning, der virkelig har sat sig i mig. Jeg læste den i en artikel, der netop handlede om de komplikationer og det kulturchok, der kan opstå, når expats eller andre, der har været ude i en længere periode, vender hjem og møder den benhårde virkelighed, at det gamle netværks tålmodighed og interesse for alle de mere eller mindre eksotiske historier fra udlandslivet ret hurtigt slipper op.
Og det er jo ikke overraskende, for hvem er mere irriterende end hende, der flytter hjem fra et ophold i Italien og simpelthen bare er NØDT til at nævne, at den parmaskinke, man kan få i Danmark simpelthen ikke holder, hver gang vennerne bare gerne vil have en nummer 8 fra det lokale pizzeria?
Eller ham, der føler sig kaldet til at følge alle andres anekdoter op med sin egen version – bare fra det store udland? Den slags typer kender vi alle, og de er, for nu at sige det ligeud, røvbelastende. Men et eller andet sted i den der gråzone mellem glæden over at være vendt hjem og “nu skal I høre, hvordan alt er sejere/bedre/sjovere/smukkere/mere effektivt der, hvor JEG boede” er der en gruppe forvirrede hjemvendte.
Hjemvendte, som ikke bare kæmper med at finde balancen i, hvor meget de egentlig kan tillade sig at fortælle, før omgangskredsen enten tuner ud eller bliver irriteret, men også med en ensomhed, der er svær at sætte ord på. For hvis vi ikke kan tale med vores nærmeste – dem, vi har savnet helt ind til benet, dem, der er grunden til, at vi glædede os sådan til at komme hjem – om det, der er sket med os… Hvor skal vi så gå hen?
Overlevelsesstrategi – ude og hjemme
Når man som dansker vælger at flytte ud og bosætte sig i udlandet for en årrække, går en stor del af den første tid med at finde fodfæste, og der er for rigtig manges tilfælde en overvældende mængde praktik og et overraskende antal små og store uventede kulturchok, der skal håndteres, inden man sådan for alvor har overskuddet til at danne meningsfulde venskaber i sit nye land.
I den periode kan der nemt opstå en slags “os mod verden”-dynamik i hjemmet. Ikke ment på en konfrontatorisk eller krigerisk måde, men snarere i erkendelse af, at lige nu, lige her er det os to/tre/fire (eller hvor mange man nu er i familien), der forstår hinanden, og vi er i det sammen. Det føles som en slags overlevelsesstrategi, som ryster familien sammen.
Inden vi flyttede ud, havde jeg aldrig forestillet mig, at en lignende strategi ville være nødvendig, når vi en dag vender næserne hjem. Men jo længere tid, vi bruger her, jo længere væk vi kommer fra “det gamle”, jo mere bevidst bliver jeg om, at det er noget, vi skal forberede os på.
For uanset gensynsglæde og lange snakke og tiltrængte opdateringer, så er realiteten, at interessen for vores historier vil have en meget forståelig udløbsdato. Og så må vi fortælle dem til hinanden. For man skulle nok have været der.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
