MIDTVESTLIV // KLUMME – Har vi snakket nok om EM? Ingenlunde, siger Julie Bendtsen, der tog alle de danske fodboldfølelser – store såvel som små – med til Chicago, hvor “Re-Sepp-Ten” nu kører på repeat.
CHICAGO – Tilbage i 2014 lancerede Dansk Bold Union sloganet “En Del af Noget Større”. Sloganet blev hevet frem igen og pudset af og serveret med tårefremkaldende god timing i tiden efter den 12. juni, hvor alle med tv-adgang – eller en af de eftertragtede billetter – og en smule interesse i den danske EM-deltagelse var vidne til Christian Eriksens skræmmende kollaps i Parken under kampen mod Finland.
Og det gav mening, sloganet. En del af noget større. Pludselig var fodboldresultater så inderligt irrelevante, pludselig stod vi alle sammen om en større sag. Liv og død.
“Alle tanker er hos Christian og hans familie. Han er en af de bedste spillere, der findes derude. Og så kan jeg sige, at han er et endnu bedre menneske.”
– Kasper Hjulmand.#EURO2020 pic.twitter.com/inWY6cysu4
— DBU – En Del Af Noget Større (@DBUfodbold) June 12, 2021
Alligevel kom hændelsen og den efterfølgende tid for mig personligt på nogen områder til at repræsentere det komplet modsatte af følelsen af at være en del af noget større. Faktisk blev det det smukkest tænkelige billede på dét at være en del af noget mindre.
I slutningen af maj fik vi – efter at have været adskilt fra hele vores familie i Danmark i to år – endelig lov til at rejse hjem. Eller rettere, vi har hele tiden haft lov til at rejse hjem, men uden umiddelbar mulighed for at blive lukket ind i USA igen, medmindre vi var villige og havde tid til og mulighed for at tilbringe to ugers karantæneperiode i et “mellemland” mellem Danmark og USA. Men vores planer og indrejsetilladelser og ambassadebesøg endte med at flaske sig, og om eftermiddagen den 29. maj landede vi i Kastrup Lufthavn til kram og flag og glædestårer.https://rusbank.net/offers/microloans/zaym_na_kartu_kruglosutochno/
Der blev plads til håb og lettelse, og ikke mindst blev der plads til bevægethed over det sammenhold, danskere finder frem, når tiden er til det
Efter en uges turné i det jyske med uforlignelige solnedgange og kvalitetstid med min mands side af familien, indlogerede vi os i en lånt lejlighed i København og lørdag den 12. juni inviterede vi mine forældre til at komme og se fodboldkamp med os. Tænk, at vi fik lov at se den hjemme i Danmark, i et solbeskinnet København, med familie omkring os. Og således var min syvårige søn udstyret med både klaphat og landsholdsjersey, da vi i det 43. minut så Christian Eriksen falde om på banen. Minutterne derefter behøver vist ingen nærmere uddybning; jeg er sikker på de billeder er brændt ind på nethinden af alle, der så til.
Da nyheden om, at den danske stjernes tilstand var stabil, nåede frem, og ikke mindst da hele fodboldverdenens hilsner skyllede ind i dagene efter, blev der lidt plads til andre følelser end de forskrækkede, de forfærdede, de bange, de bestyrtede. Der blev plads til håb og lettelse, og ikke mindst blev der plads til bevægethed over det sammenhold, danskere finder frem, når tiden er til det. Sammenholdet om noget større, ganske som DBU så belejligt forudså det.
Vi rejste tilbage til USA dagen efter det svidende, men i lyset af den passerede uge tæt på betydningsløse, nederlag til Belgien, og for at være helt ærlig var jeg på det her tidspunkt langt mere interesseret i Eriksens ve og vel end Danmarks fortsatte vej i EM. Eller, sådan begyndte det i hvert fald.
Jeg har tvunget ham til at have den på nærmest hver eneste dag siden vi kom hjem. Ketchup-, snot- og jordpletter til trods. På med den, mester. Og glem ikke klaphatten. Hutlihut for faen
For der er noget meget, meget unikt over at være vidne til en dansk succes – stor som lille – som udlandsdansker. I mine mere end seks år i USA tror jeg aldrig, jeg har båret min danskhed uden på tøjet i en grad, som det har været tilfældet, siden vi kom tilbage.
Min søn er som den eneste i familien indehaver af en landsholds-tshirt (en kendsgerning, jeg har forbandet mange gange siden, ikke mindst efter de nu er udsolgt alle steder og jeg mere end nogensinde føler en helt ustyrlig trang – og forpligtelse, dammit! – til at flashe min roliganisme hele vejen ned ad Michigan Avenue), og jeg har tvunget ham til at have den på nærmest hver eneste dag siden vi kom hjem. Ketchup-, snot- og jordpletter til trods. På med den, mester. Og glem ikke klaphatten. Hutlihut for faen.
Indkøbsturene i den åbne Jeep foregår naturligvis på en volumenmæssigt fuldstændig overgearet lydkulisse af Re-Seppten og “En for alle”, og den normalt demokratisk valgte fredagsfilm blev sidste weekend enevældigt væltet af pinden af Sommeren ‘92. Jeg tror ikke, klumpen i min hals havde selskab hos mine børn, men fandme om ikke de skal kende deres historie.
Kampen mod Rusland var den næste – og den første vi så tilbage i Chicago. Den blev også en slags vendepunkt i min bevidsthed, for pludselig fik jeg en chance for at se os udefra. Da forløsningen kom, da vi havde vundet, blev jeg hængende på den amerikanske sportskanal, vi havde set kampen på.
Vi sad – muligvis som de eneste danskere i vores lille Chicagoforstad – i vores sofa og så livebillederne fra de jublende mængder uden for Øksnehallen og på Ofelia Plads, og vi hørte værterne i studiet tale om den “emotionelle rutsjebanetur” danskerne havde været igennem. Og vi hørte dem rose os. For vores sammenhold, for vores ånd. Det var meget, meget rørende, og det var noget, som jeg ville ønske alle danskere kunne opleve: at opleve dansk succes som udlandsdansker.
Hvis vi har gæster, der vover at se kampen på amerikansk vis, hvor man snakker om ligegyldigheder og spiser barbecue wings imens, bliver de ikke geninviteret. Velkommen i min sorte bog over folk, jeg ikke skal se dansk landskamp med
Jeg har prøvet at granske mig selv lidt for at finde ud af, hvor den her utroligt patosladede og overrumplende grådlabile nationalitetsfølelse pludselig kommer fra. Jeg interesserer mig ikke for fodbold. Ja, jeg sagde det. Det gør jeg ikke. Jeg synes fodbold er en værre pivesport, hvor skuespil og cry babies fuldstændig har formået at overskygge og overtage flowet i en sport, som i stedet for at være det indladende og elegante kunstværk den kunne være, konstant bliver afbrudt af film og fløjter.
Alligevel er jeg på plads ved ethvert EM og VM med dansk deltagelse; jeg tysser på dem i selskabet, der ikke kan finde ud af, at når der er fodbold, er vi stille, og hvis vi har gæster, der vover at se kampen på amerikansk vis, hvor man snakker om ligegyldigheder og spiser barbecue wings imens, bliver de ikke geninviteret. Velkommen i min sorte bog over folk, jeg ikke skal se dansk landskamp med.
Jeg er på plads, og med nu seks år på bagen som udlandsdansker kan jeg godt mærke, at det handler om andet og mere end bare fodbold. Det handler om stolthed. En stolthed over min lilleputnation, som jeg ind imellem glemmer, fordi jeg har travlt med at fokusere på de muligheder, USA giver os, travlt med at spekulere over hvordan vores fremtid skal se ud, travlt med at opveje fordele og ulemper i mit hjemland og mit hjemland.
USA er så kæmpestort; de har det hele og lidt til, men jeg tror, fællesskabet føles mere, når man er lille
Når jeg ser Danmark spille, når jeg ser hele vores lille, store nation græde over Christian Eriksen, når jeg ser et Dannebrog med et hjemmeskrevet 10-tal blafre ud af vinduet fra en stue på Rigshospitalet, når jeg hører en amerikansk kommentator på mest amerikanske vis bruge alle sine mest følelsesladede ord for at beskrive over for seerne (som, lad os bare se det i øjnene, for størstedelens vedkommende ikke kunne være mere ligeglade med europæisk fodbold), hvordan Danmark samledes omkring en enkelt mand – så mærker jeg mit lilleputnationhjerte banke. Af stolthed, af glæde, af at blive set. Lille Danmark med de store følelser.
At være dansker og følge en dansk succes i et land, hvor 330 millioner med forsvindende få undtagelser ikke har den fjerneste anelse om, hvad danskhed er, er særligt og smukt, og det giver mig lyst til at ranke ryggen lidt ekstra i disse uger. USA er så kæmpestort; de har det hele og lidt til, men jeg tror, fællesskabet føles mere, når man er lille. Følelsen af rent faktisk at stå sammen, heppe sammen og synge sammen er nærmest til at tage og føle på. Og jeg ville ønske alle danskere kunne få lov at prøve det: at se os udefra, når vi sejrer. Det er så rørende.
Skulle vi nå finalen, lad da klummen her tjene som en åben invitation til danskere i Chicago: vi har storskærm i kælderen og Binny’s har Carlsberg. Kom forbi. Lad os lave den folkefest!
DBU vil gerne have os til at være en del af noget større, og det er også både ædelt og catchy. Men jeg har aldrig i mit liv været så glad for at være en del af noget mindre.
P.S. Skulle vi nå finalen, lad da klummen her tjene som en åben invitation til danskere i Chicago: vi har storskærm i kælderen og Binny’s har Carlsberg. Kom forbi. Lad os lave den folkefest!
Der var gang i den på træningsbanen i dag 🙌
Klar til kvartfinale på lørdag!#ForDanmark #EURO2020 pic.twitter.com/629eHfHcmY
— DBU – En Del Af Noget Større (@DBUfodbold) June 29, 2021
LÆS ALLE JULIE BENDTSENS KLUMMER HER
Topbillede: Julie Bendtsen hepper på Danmark og ville ønske, alle danskere kunne få lov at prøve at se os udefra, når vi sejrer. Privatbillede
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
