Internt står Socialdemokratiet stærkere end i mange år med udkastet til nyt principprogram, der fokuserer på partiets kerneværdier og strammer udlændingepolitikken. Og så er Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon elimineret endeligt fra partiets hukommelse, skriver Bjarke Larsen i en politisk analyse.
Nogle gange er det mest sigende det, der ikke bliver sagt. Sådan har det været i et stykke tid i Socialdemokratiet i forhold til de to personer, der trods alt var henholdsvis først partiformand og så statsminister og først sekretariatschef og så finansminister i den seneste S-regering: Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon.
De to er ved at blive slettet så godt som den slags nu er muligt fra hukommelse og reduceret til et ubehageligt minde – en ubekvem parentes – i den nyere historie.
Således også i Odenses nye kongres- og koncerthus Odeon søndag, hvor partiet lancerede et udkast til et nyt principprogram, det syvende i rækken, der skal erstatte det nuværende fra 2004. De to blev ikke nævnt med et ord fra scenen i de seks timer, der var afsat til seancen, og der var ikke ét ord om, af eller fra dem i det 32 sider lange hæfte med udkastet.
Da jeg i en pause talte med et medlem, der havde deltaget i det hovedbestyrelsesmøde, hvor udkastet til principprogram blev diskuteret, var meldingen, at ”der var ikke en eneste politisk indvending”. Det eneste, nogle kommenterede, var, at det godt kunne have været kortere
I stedet fik Helle Thorning-Schmidts forgænger som S-statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, 20 minutter til – igen, igen – at fortælle anekdoter fra sin fattige barndom i Esbjerg, og en anden forhenværende socialdemokratisk partiformand, Mogens Lykketoft, diskuterede – igen, igen – udenrigspolitik med den konservative Per Stig Møller.
Det er trods alt under to år siden, Helle Thorning-Schmidt gik af som statsminister og partiformand (18. juni 2915), men regeringsperioden fra 2011-2015 er mildt sagt ikke nogen lykkelig tid i den socialdemokratiske historie. So don’t mention the war. I stedet skal der ses fremad, skiftes kurs på en række områder og etableres en fortælling om Mette Frederiksen som den formand, der kan føre partiet til nye, glorværdige sejre.
Det er en kursændring, der er lykkedes forbløffende godt – ja, som har været nærmest skræmmende effektiv. De to store S-elefanter har selv forladt rummet ved at skaffe sig højt profilerede internationale job, og alle andre har siden da haft travlt med at slette sporene efter dem.
Ulighed og bæredygtighed i centrum
Det nye udkast til principprogram er en tilbagevenden til klassiske, socialdemokratiske værdier. Debatten med de omkring 4600 partimedlemmer, der har givet deres besyv med, viste, at de først og fremmest prioriterer kampen for bæredygtighed og imod ulighed. Derfor er der i principprogrammet fokus på at bekæmpe klimaforandringerne og sikre naturen, på at indføre en global skat på finansielle handler og sikre, at de mange fordele ved en åben, globaliseret verden kommer alle til gode. Væk er enhver snak om at lære at elske konkurrencestaten (ordet findes selvfølgelig ikke i det nye program), om ”den nødvendige politik” om en stram detailstyring af den offentlige sektor og et ønske om at gå ”reform-amok”, som Helle Thorning stolt sagde om sin regering.
Intet tyder dog på, at partitoppen foreløbig har tænkt sig at mildne tonen over for de andre partier i rød blok
Nu er der ikke behov for at hæve pensionsalderen eller på anden måde øge arbejdsudbuddet, og om den offentlige sektor hedder det bl.a., at:
”Den offentlige sektor i Danmark kan ikke reduceres til tal i et regneark. Den består af mennesker med engagement, flid og faglighed. … Derfor skal den ledes og organiseres efter fællesskabets værdier. Vi ved, at der skal ske forbedringer og nytænkning i den offentlige sektor – men grundlæggende skal det ske med udgangspunkt i samarbejde og tillid, snarere end konkurrence og kontrol.”
Det er svært ikke at læse det som en indirekte ørefigen til Bjarne Corydon.
Barske udfald mod ”de utopiske humanister”
Der har også været en tredje S-elefant i rummet: den der står udlændinge, indvandring og integration på – eller rettere: den der stod ”antal” og ”økonomisk bæredygtighed” på. Meget andet har man talt om i partiet, hvor bølgerne ofte er gået højt. Men det er først for ganske nylig, at partitoppen har taget fat på det, de nu ser som omdrejningspunktet i den fremtidige kurs på området: Danmark skal kun tage imod flygtninge og indvandrere i det omfang, de kan blive integreret, lære sproget, få et arbejde, støtte danske værdier om demokrati og ligestilling og ikke være en økonomisk byrde.
Begrænser man ikke indvandringen til dette antal – og siger fuldstændig stop for fattigdomsflygtninge – er det en trussel mod grundlaget for velfærdsstaten. Der er tale om to klassiske værdier, der er på kollisionskurs, lyder den nye socialdemokratiske fortælling: Det humanistiske ønske om at hjælpe og redde så mange som muligt på den ene side, og ønsket om at bevare den danske velfærdsstat med den relativt høje grad af lighed og økonomisk omfordeling på den anden.
Mette Frederiksen vil blive hyldet som partiets ubestridte leder, der oven i købet har formået at bygge bro mellem de mange forskellige ’kaffeklubber’, der i de værste år næsten var en form for partiet i partiet, og at partiet vil stå mere samlet, enigt og ikke mindst mere begejstret end i mange år
Forstår man ikke dette dilemma, er man ”utopisk humanist”, som den socialdemokratiske gruppeformand, Henrik Sass Larsen, har sagt i en række usædvanligt hårde udfald mod sine politiske modstandere.
Det startede med et udfald mod Informations politiske kommentator, David Rehling, som svar på et indlæg fra sidstnævnte med titlen ”Socialdemokratiet er sunket fra almagt til afmagt”. Derfra bredte angrebene sig til en række andre medier, personer og partier – i et omfang, der fik de øvrige partier i rød blok til at råbe alarm, og som givet var medvirkende til, at De Radikale i påsken indrykkede en annonce i Berlingske, hvor de hyldede Venstres næstformand, Kristian Jensen, og i en række interviews truede med at skifte side, hvis han bliver formand for sit parti. Og Alternativet taler nu om, at man ikke vil støtte Mette Frederiksen som statsminister efter et valg.
Forbløffende grad af intern enighed
Det har dog ikke fået Socialdemokratiet til at ryste på hånden, og mødet i Odense viste, at der er en forbløffende høj grad af intern enighed om den nye linje. Der var ganske vist ikke afsat tid til en egentlig debat (den skal foregå op til og på kongressen til september), men stemningen var god i pauserne, og der blev klappet spontant, når der f.eks. fra scenen blev sagt, at ”alle børn skal have lov til at lege, som de har lyst til og som andre danske børn – uden at være udsat for social kontrol”, når de velintegrerede indvandrere blev hyldet og da Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel, der har været under PET-beskyttelse på grund af trusler fra indvandrerbanden Black Army, kom på scenen og bl.a. fortalte om kampen mod parallelsamfund og om de mange bandemedlemmer, der er blevet arresteret på det seneste.
Og da jeg i en pause talte med et medlem, der havde deltaget i det hovedbestyrelsesmøde, hvor udkastet til principprogram blev diskuteret, var meldingen, at ”der var ikke en eneste politisk indvending. Det eneste, nogle kommenterede, var, at det godt kunne have været kortere.”
Internt i partiet har man også noteret sig, hvor få indvendinger, der har været mod den nye, stramme kurs – fra medlemmer af partiet vel at mærke. Debatten skal nok komme i tiden frem til kongressen i september, men alt tyder på, at principprogrammet vil blive vedtaget af et komfortabelt flertal stort set, som det foreligger, at Mette Frederiksen vil blive hyldet som partiets ubestridte leder, der oven i købet har formået at bygge bro mellem de mange forskellige ’kaffeklubber’, der i de værste år næsten var en form for partiet i partiet, og at partiet vil stå mere samlet, enigt og ikke mindst mere begejstret end i mange år.
Og to måneder efter den kongres kommer kommunalvalget, hvor partiet står til stor fremgang, og Venstre til en lige så stor tilbagegang – målt ud fra de to partiers styrke ved kommunalvalget i 2013. Det vil styrke både Mette Frederiksen og den interne moral yderligere.
Der blev klappet spontant, når der f.eks. fra scenen blev sagt, at ”alle børn skal have lov til at lege, som de har lyst til og som andre danske børn – uden at være udsat for social kontrol”
Til gengæld er forholdet til de traditionelle støttepartier dårligere end set længe. Intet tyder dog på, at partitoppen har tænkt sig at mildne tonen foreløbig – tværtimod er taktikken åbenbart at forsøge at rejse debatten blandt rød bloks medlemmer og vælgere om skismaet mellem ”utopisk humanisme” og at forsvare velfærdsstaten i håb om at vende stemningen over de næste par år frem mod et kommende valg.
Forleden kom meldingen om, at der er et nyt parti på vej på venstrefløjen – et parti, der lyder som en tro kopi af Enhedslisten, bortset fra, at det ønsker en stram udlændingepolitik og en benhård kamp mod social kontrol. Det er selvsagt umuligt at sige, hvilken rolle det kommer til at spille, når det bliver lanceret til maj, men også på venstrefløjen er der opbrud, efter at SF har foretaget stort set samme kursændring som Socialdemokratiet.
Illustration: Udsnit af forsiden på udkastet til nyt socialdemokratisk principprogram.
Hvis du kunne lide artiklen, er du velkommen til at at donere et beløb til mig. Størrelsen bestemmer du selv. Jeg tager både MobilePay og Swipp på 20 74 68 44.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her