Få den politiske tvivl ud af skyttegravskrigenes skråsikkerhed

af i Debat/Politik & Samfund

POLITIK // DEBAT – “Lad os høre nogle politikere, der er i tvivl om fremtiden og om, hvordan vi løser de problemer, vi står over for som samfund. Det vil fjerne noget af politikerleden og gøde jorden for flere og mere demokratiske samtaler. Det vil være opløftende, for i tvivlen ligger lyst til handling, refleksion og samtale – det gør der ikke i skyttegravskrigenes skråsikkerhed.” For politikere er der alt for ofte ikke tid til eftertanke eller rum til at indrømme, at man tvivler og har fået nye horisonter og indsigter.

Tryk play og hør Lauritz Korfix Schultz læse artiklen op:

 

Op til og efter folketingsvalget i juni var der utallige skriverier om Socialdemokratiets interesse i at kapre DF-vælgere. Vælgere, der stemte Dansk Folkeparti ved valget i 2015, endte i stor stil med at vende tilbage til Socialdemokratiet på grund af Mette Frederiksens stramme udlændingepolitik.

Med andre ord er vælgervandringer ganske markante og kan afgøre et folketingsvalg. Havde DF-vælgere ikke skiftet tilbage til S, var det ikke sikkert, at Mette Frederiksen havde fået nøglerne til Statsministeriet.

Mange af disse vælgere har været i tvivl om, hvem de skulle stemme på, og det kritiseres ikke. Her anerkendes præmissen om, at vælgere helt legitimt kan skifte holdning, ændre mening eller følge det parti, de nu er mest enige med ved det pågældende valg.

Tvivlen hos vælgeren er således legitim og med rette: Det er svært at kende forskel på partierne, og indbygget i tvivlen ligger en lyst til at lytte og blive klogere. Stemmevalget, der synes fornuftigt i går, har forandret sig i dag.

Tvivlen er forbudt hos politikere

Det paradoksale er, at det forholder sig stik modsat for politikere. Hos folkevalgte er det forbudt at tvivle. Politikere der tvivler, burde vægtes mere positivt – den er et udtryk for, at man som politiker kan lytte til de politikere, man ikke nødvendigvis deler samme politiske ståsted med.

Alt for sjældent oplever jeg debatter, hvor politikere giver udtryk for, at deres politiske modstander har gjort dem klogere, og måske fået dem til at se et politisk emne på en ny måde.

Når politikere bliver fanget på det forkerte ben af medierne, er det nemt at pege fingre ad både politikere og medier – politikere bliver medietrænede robotter, der lyser op af al den eliksir, de har fået ordineret af spindoktoren

Den nye horisont, der er foranlediget af tvivlen, er også forbudt hos danske politikere, fordi medierne konstant forsøger at jorde og fange dem på det forkerte ben. Journalister vil have ja- og nej-svar på komplicerede spørgsmål, der har politiske forhandlinger og kompromiser bag sig.

Det skaber politikere, der gør alt for at undgå at sige for meget – de fremstår mekaniske og skråsikre, og de gentager de samme sætninger igen og igen.

Når politikere bliver fanget på det forkerte ben af medierne, er det nemt at pege fingre ad både politikere og medier – politikere bliver medietrænede robotter, der lyser op af al den eliksir, de har fået ordineret af spindoktoren.

De vil gøre alt for at komme i medierne. De har indstuderede svar og kunne ikke drømme om at indrømme fejl. Tvivlen bliver således ikke levnet plads i offentligheden for politikere, men er en del af deres backstage. Vis mig en politiker der er kommet frem til en ny indsigt, der gør, at man ser sig nødsaget til at skifte parti og tør stå ved tvivlen.

Hvorfor må en politiker ikke skifte parti?

Når der så er politikere, der skifter parti, skal det straks kritiseres. Så sent som d. 5. august fokuserede dagbladet Politiken på, at mange kommunalpolitikere, særligt fra Dansk Folkeparti, har skiftet parti. Søren Espersen (DF) kalder det ”en kedelig tendens”. Det fejlagtige fokus er politikerens vælgersvigt. I stedet burde man spørge ind til tvivlen og årsagen til den, der kan føre til en beslutning om at skifte parti.

Jeg vil hellere stemme på en politiker, der tør gå mod partiets linje og kæmpe for det, hun tror på, fremfor at hun skulle blive nikkedukke i det parti, hun blev valgt ind på

Men hvorfor er den gængse opfattelse, at det er hyklerisk at skifte parti? Et lønarbejde som politiker er vel ikke væsensforskelligt fra et hvilket som helst andet arbejde, hvor man kan sige op, hvis forholdene er dårlige, lønnen for lav eller motivationen mangler, eller slet og ret, at man søger nye udfordringer, fordi man har fået nye horisonter, mødt nye mennesker eller vil noget andet med sit liv.

For de politikere, der skifter parti (ingen nævnt, ingen glemt), bliver ofte udskældt, og argumentet går ofte på, at man svigter de vælgere, man løber fra. Men hvad nu, hvis det er partiet, der rykker sig, og man ikke svigter vælgerne, men tilbyder dem noget andet ved at vise, at man har fået en ny horisont og ser verden på en ny måde?

Jeg vil hellere stemme på en politiker, der tør gå mod partiets linje og kæmpe for det, hun tror på, fremfor at hun skulle blive nikkedukke i det parti, hun blev valgt ind på.

Det er rigtigt, at vælgerne har valgt politikeren på baggrund af det parti, hun repræsenterer. Men vælgerne har også valgt hende, fordi hun står for noget. Kæmper hun fortsat for det, hun er blevet valgt på, velvidende at det strider mod partiets linje, kan jeg ikke se problemet i at tage konsekvensen og skifte parti eller blive løsgænger.

Her viser politikeren tvivl og dermed også mod til at ville noget andet.

I tvivlen ligger lyst til handling

Tvivlen skal ud og luftes i offentligheden. Hvis den foregik for rullende kameraer, ville vi have en rigere politisk samtale, hvor det ikke var farligt at erkende nye horisonter – det ville åbne for nye muligheder i dansk politik.

Til partiernes sommergruppemøder kan man oplagt begynde:

Lad os høre nogle politikere, der er i tvivl om fremtiden, hvordan vi løser de problemer, vi står over for som samfund. Det vil fjerne noget af politikerleden og gøde jorden for flere og mere demokratiske samtaler.

Det vil være opløftende, for i tvivlen ligger lyst til handling, refleksion og samtale – det gør der ikke i skyttegravskrigenes skråsikkerhed.


Foto: Christiansborg, Wikimedia Commons.

Lauritz Korfix Schultz, født 1989. Er cand.mag. i dansk og historie og arbejder som gymnasielærer og freelancejournalist.
Kan du lide hvad du læser? Så støt Lauritz' skrivekløe på Mobile Pay 60691117.

Seneste artikler om Debat