GAZA-KONFLIKTEN // ANALYSE – Der tales om våbenhvile. Eller i hvert fald indstilling af skydningen på visse, skrøbelige betingelser. En uge efter at konfrontationen mellem Israel og Hamas på Gazastriben kastede området ud i blodig vold, kan det måske slutte. Det kan ske nu, eller det kan ske om nogle dage, hører man vurderingen, men ingen kan sige noget med sikkerhed. Dog synes udviklingen at være kommet dertil, hvor man begynder at se på, hvad der nu vil følge.
TEL AVIV – Da konfrontationen mellem Israel og Hamas mandag aften havde stået på i en uge, var der blevet affyret 3.200 raketter fra Gazastriben. Israel havde rettet i hundredvis af bombeangreb mod den palæstinensiske enklave, hvor mindst 200 mennesker har mistet livet, og konflikten har kostet 10 civile israelere livet.
Israel har decimeret Hamas mærkbart. Store dele af bevægelsens fysiske infrastruktur på Gazastriben ligger i ruiner, og det gælder ikke mindst de underjordiske tunnelanlæg, som var en central del af Hamas’ strategi. Mere end 75 af Hamas’ centrale ledere er omkommet, og der er ikke meget tilbage af, hvad man kunne kalde generalstaben. Men bevægelsens politiske ledelse er mere eller mindre intakt, og af den grund kan man også fremstille resultatet som en sejr, om end med visse modifikationer.
Trumps ”fredsplan”
Der er flere årsager til, at det hele gik amok. Man kan pege på sagen om de palæstinensiske familier, der er blevet smidt ud af deres hjem i Sheikh Jarrah i Østjerusalem. Det var i hvert fald en af gnisterne, der fremkaldte reaktionen.
Men nok så vigtigt er det at rette blikket mod den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, der i slutningen af april besluttede at udsætte det palæstinensiske parlamentsvalg. Dette skulle have fundet sted den 22. maj, og det lå i kortene, at Abbas ville tabe stort.
Hamas sendte raketter mod Israel, men i overført betydning rettede de også skytset mod Mahmoud Abbas
Som formel begrundelse for sin beslutning anførte præsidenten, at israelerne ikke ville lade de godt 300.000 palæstinensere i Østjerusalem deltage i valghandlingen, og det fik Hamas til at true med væbnede tiltag, hvis ikke valget blev gennemført. Senere i forløbet truede Hamas med at skyde raketter mod Israel, hvis ikke de israelske myndigheder trak sikkerhedsstyrkerne bort fra Jerusalems gader, der dannede ramme om dramatiske sammenstød med unge palæstinensere.
Derpå fulgte raketterne, og Hamas har naturligvis været klar over konsekvenserne. Men dette kan ligne en meget bevidst overvejelse. Hamas sendte raketter mod Israel, men i overført betydning rettede de også skytset mod Mahmoud Abbas.
Udover at være beskyldt for korruption og nepotisme, kritiserer mange palæstinensere nemlig også Abbas for svag ledelse. Han har ladet tingene glide sig forbi, og det gælder ikke mindst i de fire år, hvor Donald Trump huserede i Det Hvide Hus. Da Trump således besluttede at flytte den amerikanske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem i 2018, hvilket svarer til en amerikansk frakendelse af palæstinensernes ret til deres del af byen som hovedstad, protesterede Abbas, men ingen lyttede.
Det samme gælder Trumps såkaldte fredsplan for Mellemøsten, som blandt andet byggede på normaliseringsaftaler mellem Israel, Bahrain og Det Forenede Arabiske Emirater (UAE), og kørt palæstinenserne effektivt ud på et sidespor.
Et tæt parløb mellem Trump og Netanyahu sørgede for at få den palæstinensiske sag marginaliseret. Fokus i Mellemøsten flyttede et andet sted hen, og det palæstinensiske spørgsmål blev lagt på hylden som en uløselig sag.
Dette har Hamas fået lavet dramatisk om på. Den seneste konfrontation har atter rettet hele verdens opmærksomhed mod det israelsk-palæstinensiske spørgsmål og tjener til at understrege, at det ikke er en sag, der går over af sig selv. Israels nye allierede, UAE og Bahrain, har protesteret i pæn diplomatisk indpakning, mens Saudi-Arabien, der længe har taget tilløb til varmere relationer til Israel, har protesteret i skarpe vendinger mod den israelske fremfærd på Gazastriben. Man kan altså sige, at det er lykkedes Hamas at skyde Trumps mellemøstlige fredsprojekt i sænk.
Netanyahu anser Hamas som ærkefjenden, men benytter samtidig den islamiske bevægelse aktivt, fordi den hjælper ham til at forhindre, at en tostatsløsning kommer på tale
Der er ingen umiddelbar udsigt til at UAE og Bahrain aflyser aftalerne med Israel, og det samme gælder Marokko og Sudan, som også hoppede på vognen. Men vi skal næppe se andre stater fra den arabiske verden søge tilnærmelse til Israel lige med det samme. Siden sin indsættelse i Det Hvide Hus i januar har Joe Biden været bemærkelsesværdigt tilbageholdende med at vise initiativ i den israelsk-palæstinensiske konflikt.
Han har ladet vide, at han ikke vil pille ved de Trump-sponsorerede aftaler med UAE og Bahrain, og så har han rettet blikket mod andre varme sager i regionen, så som Iran. Men den aktuelle Gaza-krise har medført, at han nu vil være nødt til at tage stilling og vise flaget med diplomatiske initiativer.
Netanyahu og Hamas
Bidens tøven hænger utvivlsomt sammen med, at Benyamin Netanyahu stod på særdeles god fod med Trump. Han kan derfor tænkes at have trukket på den, idet der var reelle udsigter til at valget til Knesset, det israelske parlament, den 23. marts ville føre til et magtskifte i Israel. Helt op til den 10. maj, da de første krigshandlinger fandt sted, så det ud til at lykkes for oppositionen at sammensætte en ny israelsk regering uden om Netanyahu, og det vakte nyt håb mange steder.
Da det hele brød løs, blev koalitionsforhandlingerne stillet i bero, og selv om oppositionslederen, Yair Lapid, har 2. juni som sidste frist til at få dannet sin nye regering, synes dette projekt at være faldet til jorden. Som følge af konflikten har Netanyahu fået forlænget sin tid på premierministerposten.
Det leder tanken hen på et tidligere Knesset-medlem for Arbejderpartiet, Haim Ramon, der sidste år skrev en bog. Den er aldrig blevet oversat fra hebraisk, men ville på dansk hedde ’Modvind’, og her beskriver eks-parlamentarikeren, hvordan Netanyahu gennem sin politiske karriere hele tiden har haft brug for et stærkt Hamas.
Normalt holder denne befolkningsgruppe relativt lav profil, indtil roen igen har sænket sig, men denne gang har den handlet anderledes, hvilket også skal ses som en protest mod Netanyahu
Han anser Hamas som ærkefjenden, men benytter samtidig den islamiske bevægelse aktivt fordi den hjælper ham til at forhindre, at en tostatsløsning kommer på tale. Hamas afviser fortsat at anerkende Israel, og bevægelsen vil heller ikke støtte tidligere indgåede aftaler, hvilket blandt andet er Oslo-aftalerne fra 1993.
De blev underskrevet af Yasser Arafat og det Fatah, som Mahmoud Abbas i dag står i spidsen for. Abbas har stadig en tostatsløsning – altså en palæstinensisk stat på Vestbredden og Gazastriben med Jerusalem som hovedstad – som mål, og selv om Netanyahu formelt taler om det samme, er det noget af et skrækscenarie for ham og den øvrige israelske højrefløj.
Netanyahu har hele tiden afvist forhandling, så længe der er splittelse mellem de to palæstinensiske hovedgrupperinger, Fatah og Hamas, og denne splittelse er kun blevet styrket af det aktuelle opsving i konflikten.
Vredens Dag
I går var der erklæret generalstrejke i den israelsk-arabiske befolkning. Den omfatter de palæstinensere, der lever i Israel med fuldt israelsk statsborgerskab, og de udgør omkring en femtedel af landets befolkning. Den har reageret skarpt på udviklinger på og omkring Gazastriben med omfattende protester og dette er i sig selv usædvanligt.
Normalt holder denne befolkningsgruppe relativt lav profil, indtil roen igen har sænket sig, men denne gang har den handlet anderledes, hvilket også skal ses som en protest mod Netanyahu. Gennem næsten 12 år med Netanyahu ved magten har man set en glidende forværring i forholdet mellem Israels jødiske og arabiske borgere, og det har nu nået bristepunktet, siger flere kilder til POV International.
Der har været lignende protester blandt palæstinensere på Vestbredden, og dagen for den israelsk-arabiske generalstrejke skulle ifølge Mahmoud Abbas markeres som Vredens Dag. Det blev den også med nye protester, men det kom ikke desto mindre til at stå som et lidt forkølet forsøg på at hoppe på vognen i tide.
den værste inter-etniske voldsbølge siden 1948, året hvor Israel blev grundlagt. Som han ser det, er splittelsen nok dybere end nogensinde
Så selv om våbenhvilen skulle indfinde sig, vil der være en hel stribe problemer, som nu skal tackles. Den palæstinensiske forbrødring, som der var blevet lagt op til med det nu aflyste valg den 22. maj, er atter gledet i baggrunden, og det kan tage måneder og år at genopbygge det tabte. Mahmoud Abbas på Vestbredden har lidt et stort prestigetab, og han vil ikke kunne tage skridt til noget parlamentsvalg i meget lang tid.
I Israel har forholdet mellem den jødiske og den arabiske befolkning lidt et alvorligt knæk. Den israelske analytiker Yossi Klein Halevi betegner det i New York Times (17.05.21) som den værste inter-etniske voldsbølge siden 1948, året hvor Israel blev grundlagt. Som han ser det, er splittelsen nok dybere end nogensinde.
Og eftersom udsigterne til en ny israelsk samlingsregering altså har fortonet sig, er det en meget reel mulighed, at Israel nu er på vej mod endnu et Knesset-valg – det femte indenfor godt to år. Det vil tidligst kunne finde sted engang i efteråret, og indtil da vil Netanyahu kunne blive siddende som konstitueret premierminister.
LÆS ALLE HANS HENRIK FAFNERS ARTIKLER OG ANALYSER HER
LÆS MERE OM KONFLIKTEN I ISRAEL OG GAZA HER
Topfoto: Ødelæggelse i Lod, Israel, efter angreb fra Gaza 11. maj, 2021. Fra Israeli Police Force/Wikimedia Commons
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her