ISRAEL OG GAZA // ANALYSE – Fredag aften kom en 12-årig arabisk dreng alvorligt til skade, da nogen kastede en brandbombe ind i familiens hjem i Jaffa. Byen, som ligger umiddelbart syd for Tel Aviv i det centrale Israel, er hjem for både jøder og arabere, og har, ligesom andre byer med blandet befolkning, i den seneste tid været hjemsøgt af dramatiske sammenstød. Personen, som smed brandbomben, menes at være en af de jødiske højreekstremister, der er kommet til Jaffa for at fremprovokere yderligere vold.
TEL AVIV – Lignende følgevirkninger af konfrontationen mellem Israel og Hamas på Gazastriben opleves mange andre steder i landet. I Akko i det nordligste Israel blev der torsdag aften kastet en tilsvarende brandbombe mod et lokalt jødisk-arabisk teater, der netop har sameksistens som en vigtig del af formålserklæringen.
Her var gerningsmændene en flok lokale arabiske drenge; et par af dem var kun 13 år gamle, og som motiv for handlingen blev det anført, at drengene var frustrerede over at have været lukket inde uden skolegang i det meste af et år som følge af covid-19.
Det hele startede med, at Hamas begyndte at affyre raketter, og det hele slutter igen, når Hamas holder op
Disse udviklinger lægger sig oven i en allerede stærkt bekymrende situation på Gazastriben, hvor der ikke øjnes nogen umiddelbar afslutning på krigshandlingerne. Formelt er det to forskellige problemkomplekser, men under de givne forhold er der ikke desto mindre en tæt sammenhæng, hvilket bidrager til at komplicere sagen.
Strategiske mål
Det store spørgsmål, som alle stiller sig selv for tiden, er, hvornår det slutter. Egypten har i nogle dage forsøgt at få Hamas i dialog, og Tyrkiet er også i forbindelse med repræsentanter for Hamas, som befinder sig i Ankara. Amerikanerne har allerede mæglere på plads i Israel, men har ladet vide, at man ikke vil henstille til Israel om at indstille krigshandlingerne før tidligst søndag. Men i skrivende stund virker det ikke realistisk, at denne deadline på nogen måde vil blive overholdt.
”Det hele startede med, at Hamas begyndte at affyre raketter, og det hele slutter igen, når Hamas holder op,” sagde således det israelske forsvars internationale talsmand, oberstløjtnant Jonathan Consicus, på et virtuelt pressemøde sent lørdag aften.
Han ønskede naturligvis ikke at sætte nogen tidsramme på de israelske operationer, men understregede, at de sigter på at ødelægge så store dele af Hamas-bevægelsens infrastruktur, at den er tvunget til at holde inde. Vurderingen fra den kant lyder, at man nu har elimineret Hamas’ muligheder for at fremstille nye raketter, og mindst 75 af bevægelsens militære ledere er omkommet.
Det bliver ikke sagt fra officielt hold, men det antyder en begrundet frygt for, at meget af uroen i en række byer med arabiske befolkninger til dels skyldes udefra kommende provokatører
I weekenden gennemførte Israel en massiv operation, hvor der indenfor en time blev gennemført 400 flyangreb, som ødelagde et stort underjordisk tunnelsystem på Gazastriben. Men så sent som et par timer før pressemødet sendte Hamas endnu en serie raketter ind over Israel, og flere slog ned i området omkring Tel Aviv. I skrivende stund er der blevet affyret næsten 3.000 raketter fra Gazastriben, siden det hele begyndte for knap en uge siden.
Kahanismen lever
Mens dette står på, breder uroen sig i Israel. I byen Lod, der sammen med Jaffa og Akko har været epicenter for denne stærkt foruroligende udvikling, er der nu blevet indført komplet udgangsforbud fra klokken 23 til 3 om morgenen, og fra klokken 17 bliver man afvist ved vejspærringer på alle indfaldsveje til Lod, hvis man ikke kan dokumentere at have fast bopæl på stedet.
Dette illustrerer noget af dynamikken i det hele. Det bliver ikke sagt fra officielt hold, men det antyder en begrundet frygt for, at meget af uroen i en række byer med arabiske befolkninger til dels skyldes udefra kommende provokatører.
Dette menes som sagt at have været tilfældet ved brandbombeangrebet i Jaffa, og i flere tilfælde er der grund til at kaste mistanken på den jødiske højreekstremisme, der for alvor har stukket hovedet frem efter Knesset-valget den 23. marts.
Ved den lejlighed lykkedes det partiet Religiøs Zionisme at komme over spærregrænsen, og det endda med en rigelig margin, så det nu sidder på seks ud af de 120 pladser i det israelske parlament. Partiet er en koalition af tre mindre partier, og dele af dette sammenrend bygger på tankesættet fra Meir Kahane, en stærkt racistisk rabbiner, der i 1980’erne førte sig frem med sit eget parti, Kach, indtil dette blev forbudt under den israelske racismeparagraf.
Endnu en ny udvikling, for den slags meldinger plejer Hamas ikke at udsende på forhånd
Men kahanismen lever, dens nutidige arvtagere er ikke blege for at tale om etnisk udrensning. Det var således ikke overraskende at se, at Itamar Ben Gvir, en af de partiets folkevalgte, der selv har bopæl i den stærkt ideologiske bosætterenklave i det centrale Hebron, for nylig etablerede sig med et kontor i Sheikh Jarrah.
Dette er kvarteret i Østjerusalem, hvor 13 palæstinensiske familier er blevet beordret ud af deres hjem, og denne sag førte til voldsomme sammenstød i Jerusalem og kom til at tjene Hamas som god anledning til at indlede raketbeskydningen den 10. maj om aftenen.
Mætningspunktet
Lørdag aften meddelte Hamas, at de ved midnat ville affyre en ny serie raketter mod Tel Aviv og den tæt befolkede kystslette nord for den israelske storby. Endnu en ny udvikling, for den slags meldinger plejer Hamas ikke at udsende på forhånd. Raketterne kommer bare.
Der ligger imidlertid et tydeligt budskab i dette. De seneste par dage har israelske luftangreb ført til massive ødelæggelser på Gazastriben, hvilket ifølge Jonathan Consicus har reduceret Hamas’ operationelle formåen kraftigt. Forhåndsvarslingen om nye raketbeskydninger kan derfor ses som en melding om, at man fortsat er i stand til at operere planlagt.
Og ganske rigtigt: Lidt over midnat, altså i søndagens første time, kom raketterne, hvilket førte til luftalarm i Tel Aviv og en række forstæder, samt naturligvis i de israelske byer i Gazastribens periferi.
En række udenlandske flyselskaber har indstillet flyvningerne til Israel, der ellers var godt i gang med at genåbne efter coronaen, og dele af Israel er lammet som følge af raketfare og jævnlige luftalarmer
Dette giver et meget godt indblik i, hvordan disse konfrontationer normalt fungerer. Det er en krig med et stærkt ulige styrkeforhold, men ikke desto mindre bliver begge parter ved, indtil man på en eller anden måde kan fremstille resultatet som en sejr. Man kan næsten sige, at striden bevæger sig frem mod et ikke klart defineret mætningspunkt, for nu at forholde sig helt kynisk til sagen.
På israelsk side ligger dette mætningspunkt, når modparten, som primært er Hamas, ikke længere er i stand til at affyre raketter. Og hvor bevægelsens operationelle infrastruktur er så decimeret, at den ikke vil være i stand til at genstarte konflikten lige med det samme.
Hamas står med lignende overvejelser. Bevægelsen har naturligvis ingen illusioner om at kunne besejre Israels store militærmaskine indenfor krigsførelsens normale referencerammer, men vil kunne betragte det som en sejr, når raketbeskydningen har anrettet et vist mål af ravage i det israelske samfund.
Dette mål er allerede til dels opfyldt. En række udenlandske flyselskaber har indstillet flyvningerne til Israel, der ellers var godt i gang med at genåbne efter coronaen, og dele af Israel er lammet som følge af raketfare og jævnlige luftalarmer. Dette har ikke mindst været muligt, fordi Hamas siden sidste konfrontation for halvandet år siden har været i stand til at opgradere raketteknologien, så man nu kan fremføre sprænghoveder på 30-40 kg med en rækkevidde på op til 250 kilometer.
Islamisk Jihad råder slet ikke over et raketarsenal som Hamas, men gruppen har nok til at gøre sig gældende, og ad denne vej søger den at holde Hamas til ilden
Bagsiden af denne mønt er dog, at raketterne er en del mere upålidelige end de ældre modeller, som tidligere har været i brug. Stort set alle raketterne er fremstillet på Gazastriben, og det sætter sine begrænsninger. I hvert fald anslår israelske optællinger, at mere end 10 procent af raketterne falder ned, endnu inden de har forladt luftrummet over Gazastriben, og dette kan næsten ikke undgå at koste menneskeliv i den tæt befolkede palæstinensiske enklave.
Her ligger en klar grund til bekymring for Hamas al den stund, at civile tab af denne art uvægerlig skaber folkelig utilfredshed med bevægelsen, og dette indgår uden tvivl også i overvejelserne over, hvornår man skal holde inde.
Imidlertid er Hamas ikke den eneste operatør på Gazastriben. Hamas vil gerne fremstå som den ansvarlige ledelse, der har fuld kontrol over situationen, men der er oppositionsgrupper til stede. Som det plejer at være tilfældet, var det udelukkende Hamas, der affyrede raketter i konfrontationens første dage, men nu er det også andre, så som Islamisk Jihad, der kritiserer Hamas’ vilje til at forhandle våbenhvile med israelerne, når det på et tidspunkt kommer dertil.
Islamisk Jihad råder slet ikke over et raketarsenal som Hamas, men gruppen har nok til at gøre sig gældende, og ad denne vej søger den at holde Hamas til ilden – hvis man kan sige det på den måde.
Netanyahu ved magten
Under disse desperate omstændigheder, som også er et kapløb med tiden, fortsætter den israelske oppositionsleder Yair Lapid sine bestræbelser på at samle en ny regering. Israelerne gik til valg den 23. marts, og ved den lejlighed havde der formet sig en koalition af partier, som havde gode udsigter til at kunne sætte den korruptionsanklagede Benyamin Netanyahu fra magten.
Demonstrationerne i landets arabiske mindretal, som udgør en femtedel af befolkningen, ser ud til at fortsætte, og den situation vil næppe falde til ro så længe konfrontationen med Hamas står på
Faktisk var det planen, at en gruppe ledere fra denne konstellation skulle have fået en endelig koalitionsaftale på plads på et møde den 11. maj, altså dagen efter, at det hele brød løs. Mødet blev naturligvis ikke til noget. Denne alternative regering skulle have omfattet partiet Den Forenede Arabiske Liste, som ideologisk bygger på konservativ islamisme, men efter de første raketter var partileder Mansour Abbas den første til at udtrykke forbehold.
Nu, da uroen bølger i den israelsk-arabiske befolkning, vil Mansour Abbas have endnu vanskeligere ved at indgå i en koalitionsregering af den art, og fordi Naftali Bennett, som står i spidsen for det højrenationale parti Yamina, siden har trukket sig ud af samarbejdet med konflikten som begrundelse, synes udsigterne til en ny israelsk regering uden om Netanyahu nu at fortone sig.
Israel står med en dobbelt udfordring lige nu. Demonstrationerne i landets arabiske mindretal, som udgør en femtedel af befolkningen, ser ud til at fortsætte, og den situation vil næppe falde til ro så længe konfrontationen med Hamas står på. Når der på et tidspunkt indfinder sig en våbenhvile omkring Gazastriben, vil situationen være den samme, som før det hele bragede løs – bortset fra omfattende ødelæggelser og unødvendige tab af menneskeliv.
Herpå følger så en stor indsats for at reparere forholdet mellem jødiske og arabiske israelere, og på baggrund af alt dette ser muligheden for at danne en ny regering ud til at have fortabt sig. Netanyahu har indtil videre holdt sig ved magten og kan tænkes at ville forlænge Israels langtrukne politiske krise ved at søge mod endnu et parlamentsvalg – det femte på godt to år.
LÆS FLERE ARTIKLER OG ANALYSER AF HANS HENRIK FAFNER HER
Topillustration: Nattescene fra byen Lod, der i den seneste uge har dannet ramme om dramatiske sammenstød mellem den israelsk-arabiske befolkning og sikkerhedsstyrker. Foto: Wikipedia.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
