KRIG I GAZA // KOMMENTAR – Da angsten, mistilliden og hadet mellem jøder og palæstinensere er nærmest uoverstigelige, er det svært at se en løsning på konflikten. Så i en vis forstand har både Hamas og den israelske højrefløj vundet.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det kan undre, at den jødisk-israelske offentlighed er ligeglad med drabet i skrivende stund på 35.000 palæstinensere i Gaza og ødelæggelsen af boliger, infrastruktur, ja, nærmest fremtidige livsmuligheder i området, men faktisk støtter ødelæggelsen og drabene. Dele af den jødiske befolkning har det måske ikke godt med alle de døde, men de anser dem som en nødvendighed i udryddelsen af Hamas.
Et overraskende eksempel på denne reaktion er historikeren Yuval Noah Harari (”Homo Sapiens” og ”Homo Deus”), der godt nok beklager ødelæggelserne og foreslår at lade palæstinenserne midlertidigt flygte til Israel, mens hæren gør det af med Hamas. Men han taler om nødvendigheden af at ”afvæbne” Hamas, som han eufemistisk kalder det, fordi Hamas er en dødekult, der har som mål at dræbe jøder og udslette Israel. Det sidste har han ret i, men han er villig til at lukke øjnene for palæstinensernes lidelser, fordi de er nødvendige for at udslette Hamas.
Årsagen til den jødisk-israelske reaktion er chokket over Hamas’ myrderier den 7. oktober, der ikke tjente et militært formål, men udelukkende skulle gøre israelerne hævngerrige og derefter smadre Gaza. Hamas håbede formentlig derefter på støtte fra Hizbollah i Libanon og måske fra Iran, således at en storkrig i Mellemøsten ville være resultatet.
Ifølge FN dræbtes der fra 2008 til 2021 tyve gang så mange palæstinensere som israelere, og uligheden er endnu større i den igangværende krig
Hamas’ myrderier retraumatiserede den jødisk-israelske befolkning, idet den gav mindelser om nazisternes myrderier under holocaust og rystede israelernes følelse af sikkerhed, som er hele statens raison d’être. Den jødisk-israelske befolkning fokuserede udelukkende på følelser af at være ofre, mens palæstinenserne sås som bødler, og israelerne kunne slet ikke anerkende de efterfølgende palæstinensiske lidelser, der blev fortrængt.
Fra offer til bøddel
Socialpsykologen Roy Baumeister har i undersøgelser af ondskab analyseret, hvilket perspektiv ofre og bødler har på hændelser, og hvordan tiden, den historiske dimension, spiller ind. For både jøder og palæstinensere føler sig som ofre. Jøderne for århundreders forfølgelse i Europa, kulminerende med holocaust, hvorfor de anser etableringen af staten Israel som en nødvendighed for at kunne leve sikkert. Etableringen af staten Israel i 1948 forudsatte imidlertid fordrivelsen, den etniske udrensning, af 750.000 palæstinensere, som blev traumatiserede. De jødiske ofre forvandledes til aggressive bødler.
Baumeister fandt frem til, at ud fra gerningsmandens fortælling, så begynder historien med den skadelige hændelse, og personen eller gruppen havde gode grunde til at agere, som man gjorde; man havde ret til at gøre, som man gjorde, og skaden var ikke så stor. Derfor er det for begge parter på tide at lægge hændelsen og skaden bag sig. Men hermed bedrager gerningsmændene sig selv, hvilket skyldes fortrængning, for de mistolker den skade, de har forårsaget.
Ud fra offerets fortælling begynder historien lang tid før den skadelige handling, der ikke bare var den sidste hændelse, men den sidste i en lang serie af overgreb. Skaden, som overgrebsmanden eller gruppen forårsagede, er grov, næsten uoprettelig, og dens virkninger vil vare evigt, og derfor vil ofrene aldrig glemme den. Ofrene dyrker historien, mens gerningsmændene lægger vægt på nuet og fremstår som pragmatikere: Lad os komme videre!
Jøderne, der etablerede staten Israel i 1948, følte sig som nævnt som ofre og accepterede palæstinensernes lidelser som nødvendige omkostninger, det der i militærsproget kaldes for ”collateral damage”, hvilket også er tilfældet i den nuværende krig i Gaza.
Hermed lukkede man imidlertid øjnene for, at man udsatte palæstinenserne for nøjagtig den samme undertrykkelse, som jøderne selv havde været udsat for i Europa, fx uddrivelsen af Spanien i 1492. Og det er et tilbagevendende tema, at mange personer, der deltog i fordrivelsen af palæstinenserne, senere hændervridende udtrykte dårlig samvittighed over for handlingen, som man ikke desto mindre mente havde været nødvendig.
Det var først i 1980’erne, at nogle af arkiverne blev åbnet, så historikerne kunne fortælle om fordrivelsen af palæstinenserne i 1948. Indtil da havde befolkningen ikke fået sandheden at vide.
For israelerne starter fortællingen også før konflikten med palæstinenserne i 1948, men i forhold til konflikten ønskede man indtil den anden intifada i år 2000 at lægge fordrivelsen bag sig og se fremad, for venstrezionisternes vedkommende i form af en to-statsløsning.
I de senere år ønsker en stadig større del af befolkningen at ”løse” konflikten gennem en fordrivelse af palæstinenserne. Højrefløjen har altid ønsket en jødisk stat ”from the river to the sea”. Den israelske stat har gennem hele konflikten siden 1948 brugt de midler, som man syntes var nødvendige for at underkue palæstinenserne.
Traumatiseringen og oplevelsen af uretfærdighed blandt palæstinenserne er fortsat lige siden konfliktens start, idet palæstinensernes dagligdag har været præget af undertrykkelse og ydmygelser, som man ikke kunne gøre noget ved
Det er ikke første gang, dele af Gaza smadres, og hundreder eller tusinder dræbes, og palæstinenserne har hele tiden været udsat for overgreb og vilkårlige fængslinger og en adfærd, som kun kan betegnes som terror. Jøderne har lukket øjnene for ødelæggelsen af palæstinensernes ejendom og liv. Ifølge FN dræbtes der fra 2008 til 2021 tyve gang så mange palæstinensere som israelere, og uligheden er endnu større i den igangværende krig.
Der er sket en dehumanisering af palæstinenserne, sådan som jøderne også blev dehumaniseret i Europa gennem historien. Legitimeringen af adfærden har været traumet fra holocaust for de sekulære jøders vedkommende, mens det for de ortodokse jøders vedkommende har været de bibelske fortællinger, der giver jøderne en gudgiven ret til territoriet.
Det er i øvrigt vigtigt at lægge mærke til, at de sekulære jøder forsøger at fortrænge fordrivelsen af palæstinenserne ved at tilbyde en to-statsløsning, men med udgangspunkt i grænserne fra 1948, dvs. efter fordrivelsen af palæstinenserne fra deres byer og landsbyer.
Endvidere er FN’s Generalforsamlings resolution fra december 1948, der gav de fordrevne palæstinensere ret til at vende tilbage til deres områder, blevet fortrængt, for Israel nægtede at efterkomme den. Tværtimod ødelagde man i mange tilfælde de palæstinensiske landsbyer, så der for palæstinenserne ikke var noget at vende tilbage til. I stedet lægger den israelske ”fredsfløj” vægt på resolutionerne 242 og 336 efter seksdageskrigen i 1967, der opererer med en to-statsløsning.
Chokket den 7. oktober
Palæstinenserne ser immigrationen af zionister under den britiske mandatperiode og etableringen af staten Israel og den etniske udrensning af palæstinenserne som et kolonialistisk projekt og som en blodig uretfærdighed, nakba, katastrofen, der overgik palæstinenserne.
De fleste vesterlændinge er ikke klar over, at dette traume er fortællingens udgangspunkt for, hvordan palæstinenserne betragter konflikten. Derfor har palæstinenserne igennem årene krævet ret til deres hjemland, som blev stjålet af jøderne, og det er derfor, at kravet om de fordrevnes ret til at vende tilbage har været et kardinalpunkt for palæstinenserne.
Jøderne vil sige, at palæstinenserne hænger fast i historien, men den historiske erindring er vigtig for palæstinenserne, ligesom den er det for jøderne. Deres fortællinger er bare forskellige med forskellige udgangspunkter.
Traumatiseringen og oplevelsen af uretfærdighed blandt palæstinenserne er fortsat lige siden konfliktens start, idet palæstinensernes dagligdag har været præget af undertrykkelse og ydmygelser, som man ikke kunne gøre noget ved. Satte man sig op mod besættelsesmagten, blev man enten fængslet eller slået ihjel.
Efter de to intifadaer byggede den israelske stat en mur for at beskytte den jødiske befolkning, hvilket bevirkede, at kontaktfladen til palæstinenserne blev meget begrænset.
Palæstinenserne følte sig magtesløse, hvilket skabte grobund for en radikalisering, der blev udnyttet af diverse terrorbevægelser som Hamas. Når palæstinenserne føler sig undertrykt og ydmyget af jøderne, opstår der et ønske om hævn, således at man ikke går så meget op i, hvem det er, man dræber, bare det er én af undertrykkerne. Derfor har mange palæstinensere fortrængt de terrormidler, som Hamas brugte den 7. oktober, for jøderne havde mange terrorhandlinger og dræbte på samvittigheden – jf. tallene ovenfor.
Mange palæstinensere og deres støtter har kaldt Hamas’ handlinger for ”modstand” mod besættelsesmagten, hvilket det også er, men i en pervers form, for Hamas er en islamistisk, fascistisk dødekult, der er ligeglad med ikke bare israelske liv, men også med palæstinensiske liv. De døde er martyrer, som kommer i himmerige for sagen, hvorfor man ikke behøver at anstrenge sig for at beskytte dem.
Omvendt har den årtier lange besættelse af de palæstinensiske områder ført til en forråelse af den israelske befolkning, især soldaterne, da de i vid udstrækning i de besatte områder har haft magt til at gøre, hvad de ville, og en sådan magt fører til magtmisbrug og en overlegenhedsfølelse, en følelse af at være et herrefolk, der modsvares af at betragte palæstinenserne som mindreværdige.
Jøderne føler, de har ret til området, og så må de mindreværdige underlægge sig eller forsvinde. Efter de to intifadaer byggede den israelske stat en mur for at beskytte den jødiske befolkning, hvilket bevirkede, at kontaktfladen til palæstinenserne blev meget begrænset.
Jøderne blev ikke konfronteret med resultaterne af undertrykkelsen i dagligdagen, hvorfor man lettere kunne fortrænge den, og samtidig formindskedes palæstinensiske angreb på Israel kraftigt. Jøderne fik derfor en oplevelse af, at konflikten var langt væk, og at man havde opnået sikkerhed, og det er formentlig en medvirkende årsag til, at chokket den 7. oktober var så stort, for man følte sin eksistens truet, og når det sker, vendes angsten til det, Randall Collins har kaldt for et amokløb mod den oplevede trussel, som skal elimineres.
Man har i Vesten udelukkende set Israel som et offer og palæstinenserne som terrorister, hvorved man har benægtet og ikke villet indrømme, at staten Israel udøver meget mere terror end palæstinenserne
Da Netanyahu som premierminister var ansvarlig – og da han i forvejen var upopulær i dele af befolkningen – vendte vreden sig mod ham, og man krævede ham udskiftet. Samtidig var Hamas ansvarlig for den anden side af den eksistentielle angst, hvorfor jøderne ønsker Hamas udslettet, så uenigheden blandt jøderne går ikke på krigsførelsen, men kun på interne forhold.
En kosmisk konflikt
Jøderne gik i Hamas’ fælde, fordi jøderne i deres ønske om hævn har fortrængt, hvad der skal ske, når krigen er slut. Selv hvis Hamas nedkæmpes, vil hele den palæstinensiske befolkning være blevet voldsomt traumatiseret, og hadet til jøderne vil være enormt! Frøene til fremtidige terrorister vil derfor være lagt, hvilket vil fortsætte konflikten.
Den voldsomme israelske overreaktions mål kan karakteriseres som en Endlösung minus udryddelseslejrene. Den israelske højrefløj ønsker tydeligvis at udslette Gaza og sende befolkningen et andet sted hen, og befolkningen på Vestbredden er man også i gang med at fordrive.
Man kunne lave et omvendt tankeeksperiment og spørge jøderne i Israel og den vestlige opinion, hvordan man ville reagere, hvis en overmægtig magt smadrede store dele af Israel og dræbte titusinder af mennesker, fordi staten igennem årtier har udøvet terror mod palæstinenserne, og fordi den blev styret af en højreorienteret, racistisk regering?
Den vestlige opinion har været styret af dårlig samvittighed over for jøderne, dvs. fortællingen med udgangspunkt i historien, hvorfor man har støttet Israel og lukket øjnene for Israels rolle som aggressor over for palæstinenserne. Man har i Vesten udelukkende set Israel som et offer og palæstinenserne som terrorister, hvorved man har benægtet og ikke villet indrømme, at staten Israel udøver meget mere terror end palæstinenserne. Udefra set er denne ensidighed faktisk forbløffende!
Da angsten, mistilliden og hadet mellem jøder og palæstinensere er nærmest uoverstigelige, er det svært at se en løsning på konflikten. De vestlige og arabiske lande ønsker en to-statsløsning på basis af grænserne fra 1948, men en sådan løsning vil med 750.000 bosættere i de besatte områder føre til borgerkrig i Israel. Og det vil ikke løse med problemet med de fordrevne palæstinensere, som vil modsætte sig en løsning, der ikke giver ret til at vende tilbage.
En-statsløsningen, som ville være den mest retfærdige, hvor der etableres en stat for jøder og palæstinensere i det samlede Palæstina, vil være uacceptabel for jøderne, der for det første ønsker en jødisk stat og for det andet ikke har tillid til deres sikkerhed i en sådan stat, hvor de snart vil være i mindretal.
Så i en vis forstand har både Hamas og den israelske højrefløj vundet. Store dele af befolkningerne på begge sider betragter det som en kosmisk konflikt, en kamp mellem det gode og det onde, Gud over for Satan, hvor den ene part er nødt til at blive udslettet, inden kampen afsluttes! Fører konflikten til Armageddon, så meget desto bedre.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
