
FILM // FESTIVAL – En rundtur til fem film, der alle sammen beskæftiger sig med europæiske problemer før og nu. Nogle mere vellykket end andre.
Filmfestivaler er først og fremmest en europæisk ting. Berlinalen er nået til sin 72. udgave, og den er den yngste af de tre store. Selvom andre verdensdele også kan og vil være med, f.eks Sundance i USA eller Jeonju i Sydkorea, så ligger de store konkurrencer i Europa. De er stadigvæk i høj grad fyldt med europæiske film, og de præmierer film, der så derefter ender i europæiske kunstbiografer. Det er i høj grad Europas problemer, man hører om.
Hvad er det så, europæiske film siger om kontinentets tilstand i år? På mange måder viser de, at vi ikke er ret gode til at snakke om de største problemer, og at vi måske nok tager mange samtaler lidt overfladisk. Men der bliver stadig sagt ting med europæiske film, som hele kontinentet bør bemærke.

Leonora addio
Med Leonora addio har en af fortidens store filmstemmer, Paolo Taviani, lavet en bevægende film om en af fortidens store litteraturstemmer, Luigi Pirandello, der først og fremmest er en film om død og aldring og ensomhed. Det er halvfemsårige Paolo Tavianis første film uden broderen Vittorio, med hvem han vandt Guldpalmen i 1977 for Padre Padrone og Guldbjørnen i 2012 for Cæsar skal dø. Det er først og fremmest en film, der sukkende overgiver sig til støvet.
Luigi Pirandello vandt Nobel-prisen i 1934, blot to år inden han døde. Taviani-brødrene har to gange tidligere filmatiseret hans værker, men denne gang handler det om forfatteren selv.
Filmen skildrer Pirandello på dødslejet, hvorefter vi følger hans aske, der først blev interneret i Rom af fascisterne, for så efter krigen at blive bragt til Pirandellos hjemstavn på Sicilien. Således er filmen også et langsommeligt og melankolsk portræt af det ødelagte Italien efter krigen og mere generelt af alt det Italien, som er ødelagt og borte, udvisket lige så meget af magtmenneskers fornægtelser som af krig og armod.
Filmen er dedikeret til Vittorio og opleves som et sidste værk fra en kunstner, der ser døden i øjnene. Vil Taviani’ernes værk stadig blive værdsat, når også den anden bror er borte? Film som Padre Padrone, der forenede italiensk neorealisme med halvfjerdserteori, holder faktisk virkelig godt den dag i dag, ligesom den melankolske beskrivelse af askens hjemrejse denne gang også rammer imponerende rent.
Men herefter forsøger Paolo sig med en filmatisering af Pirandellos sidste novelle, om en ung mand der slår en lille pige ihjel, og den del af filmen drukner i kitsch. Lidt ligesom Taviani-brødrenes firserfilm som Godmorgen, Babylon også havde en tendens til at gøre det.
Således bliver Leonora addio en hyldest til europæisk kultur, der halvt minder om, hvor stærk en tradition kontinentet bygger på, men også halvt drukner den i dårlige effekter.

The Passengers of the Night
Vi springer til firserne. Franske Mikhaël Hers bruger, hvad der måske er et billigt trick til at give sit familiedrama The Passangers of the Night lidt historisk tyngde: Han lader det starte på valgnatten i 1981, da Francois Mitterand blev valgt som den første socialistiske præsident siden 1954 og placerer slutscenerne omkring, da Mitterand blev genvalgt i 1988. Dermed indikerer han ret tydeligt, at hans hovedpersoner ikke bare er en tilfældig familie, men at hans film også skal ses som et portræt af en tidsperiode.
Dette ses også af titlen. Den henviser til et radioprogram, som moderen Elisabeth (Charlotte Gainsbourg) i 1984 får arbejde hos, hvor lytterne ringer ind og holder hinanden selskab i nattemørket.
Elisabeth forsøger også selv at hjælpe en unge kvinde, Talulah, væk fra gadens mørke, men samtidig forelsker hendes søn sig i den unge kvinde, og Talulah er omvendt bange for at, hun skal hive den unge dreng væk fra hans trygge liv og med ned i sølet.
Et let overfladisk katalog af billeder og idéer om firserne, som mest af alt synes at opfodre os til at passe på hinanden
Det er en meget fragmentarisk film, der springer fra 1981 til 1984 og 1988 uden rigtig at afrunde nogle af sine fortællinger. I stedet er det mere et portræt af en tid, der bliver mørkere og mørkere, og hvor også den lille familie blot er passagerer. Som så mange andre lande indledte Frankrig årtiet med et politisk skifte og ramte nogle gode år med optimisme, inden mørket kom tilbage igen. I 1984 ser de postmoderne film og fejrer EM i fodbold, men fire år efter begynder stofferne at ramme landets ungdom.
Hele filmen er som en flod, hvor karakterne mest bare forsøger at flyde med. Der bliver ikke analyseret noget, der er ingen, som gør en større forskel, der graves ikke efter dybere indsigter.
Elisabeth viser sig at have skrevet en dagbog, hvor hun har nedskrevet ‘idéer og billeder’ af så generel karakter, at hun tør give den til sine børn. Det er lidt også den slags film: Et let overfladisk katalog af billeder og idéer om firserne, som mest af alt synes at opfordre os til at passe på hinanden. Det forbliver overfladisk.

One Year, One Night
Så tager spanske Isaki Lacuesta til gengæld livtag med en af de mørkeste nætter i nyere europæisk historie: Den 13. november 2015, da ISIS-terrorister udførte en række koordinerede angreb i Paris, der dræbte 130 mennesker, herunder 90 koncertgængere på spillestedet Bataclan. To overlevende, Céline (Noémie Merlant fra Portræt af en kvinde i flammer) og Ramón (Nahuel Pérez Biscayart fra 120 slag i minuttet), forsøger på hver sin vis at lægge det bag sig, men det kræver langt mere end lidt passen på hinanden, når man skal komme videre fra reelle traumer.
Isaki Lacuesta er et af mange mindre kendte europæiske navne, der fik chancen på en stor festival i år, og han var et af dem, jeg har set mest frem til. Han har arbejdet eksperimenterende med filmmediet, f.eks lavet kortfilmen The Marker Variations, der handler den franske eksperimentalfilmslegende Chris Marker, og hans fiktionsdebut The Double Steps skulle også være en dybt mærkværdig sag om en maler i Mali.
Men samtidig har han to gange vundet hovedprisen på den mindre spanske festival San Sebastian, der plejer at blive uddelt til mere publikumsvenlige film, så håbet var, at hans film ville være både eksperimenterende og samtidig tilgængelig.
Det er den også til et vist punkt. Lacuesta har en stærk fortælling og to stærke hovedrolleindehavere, så den emotionelle dimension er på plads. Derudover bruger filmen en kompleks struktur, hvor der hele tiden klippes frem og tilbage til den forfærdelige nat, hvor vi kommer tættere og tættere på traumernes kerne. Céline og Ramón er præget af specifikke ting, de har oplevet, og vi får kun langsomt afdækket, hvem der egentlig har set hvad.
Filmens første billede er utrolig smukt og viser støv, der svæver i lyset. Vi får senere gentagne gange at vide, at støvet kom fra de døde kroppe på spillestedets gulv: En detalje, som forfærdede mange af de overlevende, da de forstod, hvad det var. Samme slags billede går igen i filmen, f.eks i et billede af en uklar suppe, så man forstår, hvordan de overlevende ikke kan komme videre uden at bearbejde, hvad de har set.
Det er dog også en film hvis teknikker og tematikker er set før. Det er bestemt ikke nogen eksperimenterende film
One Year, One Night er en meget direkte film om, hvor traumatisk det kan have være at være europæer de seneste år, og hvor svært det har været at bearbejde. I flere scener forsøger karaktererne f.eks at diskutere de politiske aspekter af angrebet, men de kan ikke rigtig komme videre fra Irak-krigen i 00’erne, de har meget svært ved at forholde sig til mørket fra ISIS. Det føles autentisk, og filmen er da også baseret på virkelige vidneudsagn fra overlevende om den efterfølgende tid.
Det er dog også en film, hvis teknikker og tematikker er set før. Det er bestemt ikke nogen eksperimenterende film, og undervejs begynder fortællingen om parforholdet at udvikle sig ret forudsigeligt, hvorfor det er svært ikke at se det mere som en konstrueret spillefilm end som et autentisk studie af en virkelig begivenhed. Dermed blev det en lille skuffelse fra den spanske Berlin-debutant.

Both Sides of the Blade
75-årige Claire Denis har været en af filmverdenens vigtigste skildrere af europæisk identitet, siden hun debuterede i 1988 med det postkoloniale drama Chocolat. Forholdet til Afrika og den kolonialistiske fortid har også fyldt i film som Beau Travail (1999) om fremmedlegionærer i Djibouti, 35 Shots of Rum (2008) om en middelklasse immigrantfamilie i Paris og White Material (2009), om en hvid familie i et afrikansk land, der ødelægges af en voldelig borgerkrig.
Hendes emnevalg har været modigt og personligt, men særligt er det også hendes intense æstetiske arbejde, der har gjort hendes film umulige at komme udenom, og som har betydet, at hendes filmografi er en af de mest betydelige fra de seneste fyrre år. Hendes film kan virke obskure, men de hager sig fast, indtil man ikke kan tænke på andet.
Both Sides of the Blade er den anden film, Denis har skrevet sammen med forfatteren Christine Angot efter Luk solskinnet ind, der også ramte danske biografer. Som med forgængeren er der mere fokus på middelklassens romantiske forviklinger, og igen spiller Juliette Binoche hovedrollen. Hun spiller Sara, der har sit eget radioprogram om globale problemer, og som danner par med Jean (Vincent Lindon), der forsøger at få sit liv på fode igen efter en fængselsdom, vi aldrig får forklaret. Jean får mulighed for at arbejde sammen med sin gamle ven Francois (Grégoire Colin), som dog også er Saras ekskæreste, og snart udspiller der sig et sæbeoperaagtigt trekantsdrama.
For fans af Claire Denis vil filmens æstetik være nærmest chokerende. Som så ofte før har det britiske band Tindersticks lavet musikken, men den er overrumplende sentimental og typisk filmisk. Fotograf er denne gang Eric Gautier, hvis håndholdte billeder til tider er så kluntede, at det næsten må være meningen. Ikke? Saras emotionelle reaktioner er konstant overraskende, så vidt at det nærmest bliver utroværdigt, men det lader også til at overraske fotografen, når hun f.eks falder grædende på knæ, for så dropper hun helt ud af billedet, og kameraet rykker overrasket efter hende et sekund efter. Det er virkelig en bizar film.
En virkelig åbenlys ting ved filmen er, at der helt centralt i filmen, hvor ellers plottet burde intensiveres, i stedet er placeret to lange taler om racisme
Men der er så én æstetisk ting, som er fuldstændig overlegent mesterligt lavet: Alle scener med Francois er klippet fuldstændig i smadder, så de bliver komplet uvirkelige og umulige at afkode. Og her begynder en filmisk idé så at tage form. For Francois er den mørke fortid, som Sara og Jean har besluttet sig til, at de er helt ok med, men så snart han dukker op igen, kan de intet gøre for at behandle det. De kan ikke snakke om ham, de kan ikke håndtere ham, de kan intet som helst. Og mon så ikke det skal forstås allegorisk?
En anden virkelig åbenlys ting ved filmen er, at der helt centralt i filmen, hvor ellers plottet burde intensiveres, i stedet er placeret to lange taler om racisme. Først fortæller en gæst i Saras radioprogram om Frantz Fanon, og hvordan den berømte forfatter på basis af sit arbejde som psykiater skrev om racisme som et psykologisk fænomen hos hvide mennesker.
Derefter holder Jean et foredrag for sin søn Marcus, som han fik med en caraibisk kvinde, inden han mødte Sara, om, hvorfor racisme er overdrevet. Han taler særligt om, hvor træt han er af ordet ‘donc’, ‘derfor’, som i ‘jeg er sort, derfor…’ eller ‘jeg er hvid, derfor…’ og opfordrer til, at Marcus skal skabe sit eget liv uden at brokke sig over, hvilke begrænsninger fortid og omverden forsøger at skabe.
En fragmentarisk, til tider grim, til tider dum, til andre tider dybt fascinerende og helt unik kunstfilm.
Men! Jeans liv er jo selv fuldstændig formet af fortiden, af fængselsdommen – og af Francois. Hele plottet i filmen kommer af ting, karaktererne før har gjort, og så derfor…
Med tanke på Denis’ andre film har jeg derfor også meget svært ved ikke at se Both Sides of the Blade som en film om hvidhed, og den franske middelklasses manglende evne til at se mørke fortider i øjnene.
Det tragikomiske er så, at jeg stort set intet kan finde om de emner i anmeldelserne her fra Berlin. Visse anmeldere undlader endda at nævne, at Jeans ekskone er fra Caraibien, og at Marcus selv opfatter sine problemer som værende racistisk motiverede. Som om filmen ikke bruger overraskende lang tid på at udpensle de her ting.
Det er egentlig ret passende for en film, der måske først og fremmest virker frustreret over, hvor svært det er at beskrive de her emner på en produktiv måde, hvilket giver en fragmentarisk, til tider grim, til tider dum, til andre tider dybt fascinerende og helt unik kunstfilm.
Alcarràs
Endelig er der årets crowdpleaser, der også endte som årets Guldbjørnevinder, spanske Carla Simóns familiedrama Alcarràs. Den handler også om Europas nutid. En lille catalansk familie bliver presset af den globale udvikling, der får fødevarepriserne til at falde, samtidig med den grønne omstilling gør deres jord mere og mere egnet til at lave en solcellefarm. De tre generationer må derfor forholde sig til, at denne ferskenhøst nok bliver den sidste.
Vi så Carla Simóns debutfilm Sommeren 93 i Danmark, da den blev vist i debutantkonkurrencen på CPH:PIX og derefter fik dansk distribution. Den kan nu ses ganske gratis på Filmstriben, hvilket varmt anbefales som opvarmning til Bjørnevinderen, der også er hjemtaget til dansk distribution.
Debuten fortæller om en lille pige, der flytter ind hos en onkel og tante, efter at hendes forældre dør af AIDS, og vidner først og fremmest om Simóns nærmest geniale evne til at instruere børn.
Og åh jo, den evne er der stadig, og den forbedrer Alcarràs virkelig meget. Filmens første ord kommer fra børnene. Vi ser først nogle landskabsbilleder i ro og mag, så bliver skærmen sort, og så råber tre børn: ‘Tre, to, én, FYR!’ og derefter er der fuld knald på, ligesom Simóns karriere skydes helt op i den øverste liga.
Børnene render rundt og leger, mens resten af familien knokler, og deres umiddelbarhed får altid filmen til at flyde videre, når plottet ellers er ved at gå i hårdknude.
Alcarràs kan leve i alle europæiske biografer, på tværs af lande- og sprog-grænser. Det er her kulturel struktur som Berlinalen føles som et gigantisk europæisk privilegie
Der er nærmest intet plot i Alcarràs. Familien ejer ikke deres jord, og jordejeren vil hellere bygge solceller, så der er intet at gøre.
I stedet ser vi dem mest arbejde, lege, være sammen, udtrykke deres frustrationer på forskellig vis. I høj grad er det mere en doku-fiktiv beskrivelse, der får os til at forstå en samfundsudvikling på helt andre måder. Når vi også herhjemme diskuterer om staten skal sikre højere fødevarepriser, så udtaler danske landmænd ofte, at det vil være konkurrenceforvridende, men man får et andet syn på sagen, når man ser de spanske bønder, der tvinges ud af deres erhverv.
Og så igen, det er ikke noget skønmaleri, forhistorien i filmen er, at familien har kunnet bruge jorden som tak for at have hjulpet jordejeren under den Spanske Borgerkrig, hvilket er en ret mørk og grum detalje, som ingen rigtig er i stand til at tale om.
Det er, alt andet lige, en eksemplarisk europæisk film. Den skaber en kunstnerisk bearbejdelse af et udsnit af den europæiske samtid, der er så stærkt og medrivende, at den kan leve i alle europæiske biografer, på tværs af lande- og sproggrænser.
Det er her kulturel struktur som Berlinalen føles som et gigantisk europæisk privilegie. Vi har kæmpe problemer. Vi har mørke fortider. Vi skal immervæk blive bedre til at tale om rigtig mange ting. Men vi har også ting som Berlinalen, som – når de fungerer – hiver film som Alcarràs frem af mængden og sender dem på europæisk rundtur.
Hold godt øje med, hvornår den kommer til din biograf. Det er nærmest en forkælelse af vi får serveret den her slags.
Fotocredits:
Leonora addio: Umberto Montiroli
The Passengers of the Night: Nord-Ouest Films, Arte France Cinema
One Year, One Night: Una Noche la Película A.I.E. m.fl
Bothe Sides of the Blade: Curiosa Films
Alcarràs: LluisTudela
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.