Trump vandt Super Tuesday - nu vil hans parti stoppe ham • POV International

Morten Bay 01.03.2016

Det var totalt surrealistisk.

Chris Christie, en guvernør fra en af USA store stater, New Jersey, lignede et gidsel, der var i gang med oplæse et påtvunget budskab fra sine gidseltagere til resten af verden. Men han var såmænd bare i gang med at introducere Donald Trump, som guvernøren nu støtter. Og efter Trump stillede sig op bag podiet og begyndte at tale, holdt Christie ikke op med at ligne et gidsel. Tværtimod var joken blandt flere politiske kommentatorer på Twitter, at Christie skulle blinke to gange, hvis Trump holdt ham som gidsel. Christie lignede en mand, der ikke havde lyst til at være der.

Mit eget gæt er, at Christie udelukkende støtter Trump for at sikre sig, at hans ærkefjende, Marco Rubio, ikke bliver kandidaten…og for at sikre sig, at Trump taber i 2016, så Christie kan stille op igen i 2020. Men det er ikke sket uden omkostninger. Seks aviser i New Jersey mener nu, at Christie skal gå af som guvernør, alene på grund af sin støtte til Trump. Christie har imidlertid som nævnt sine egne gode grunde til opbakningen.

Trump holdt ikke nogen egentlig sejrstale. I stedet holdt han en pressekonference og tog imod spørgsmål – selv om det hele naturligvis alligevel fik et skær af sejrstale. Det gjorde han ved et podie i sin store residens i Florida, Mar-a-Lago, der både bruges som privat klub og som hjem for Trump, når han er der. Det store luksushjem har 58 soveværelser. Bag Trump og podiet stod 10 amerikanske flag. Der var ingen som helst tvivl om, hvad formålet var. Han ville vise, at han kunne ligne en præsident, så folk rent psykologisk kan begynde at vænne sig til det.

Cruz er stadig nummer 2

Og det er lige præcis budskabet til republikanerne efter Super Tuesday: De kan lige så godt begynde at vænne sig til tanken om Trump som kandidat.

Den korte version er nemlig, de to nærmeste kandidater ikke for alvor truede ham. Marco Rubio havde en usædvanlig dårlig aften, og han har nu en særdeles svær vej til kandidaturet. Med mindre… det vender vi lige tilbage til.

Ted Cruz havde en lidt bedre Super Tuesday. Det var essentielt for ham at vinde sin hjemstat, Texas. Hvis han ikke kunne løfte den opgave, ville han være færdig. Men det gjorde han, og ganske komfortabelt endda. Han fik 42 procent af stemmerne mod 28 procent til Trump og kun 18 procent til Rubio. Cruz havde også håbet på at tage Oklahoma og Arkansas, og det lykkedes for ham at snuppe den første. Arkansas gik i stedet til Trump. Når det er vigtigt, at Cruz fik Oklahoma med i kurven, er det fordi, den sejr viser, at han stadig er med i kampen på mere end blot sin hjemmebane. Han er nummer to i kampen om kandidaturet med 69 delegerede, omend der er meget langt op til Donald Trumps 221 delegerede. Men Cruz er stadig inde i kampen, og det er vigtigt.

Det lykkedes for Marco Rubio at vinde sin første stat, Minnesota, hvilket bringer ham op på 41 delegerede og en tredjeplads. Er han så stadig inde i kampen? Han hænger fast med fingerspidserne og ser lige nu ikke engang ud til at vinde sin hjemstat i Florida, hvor Trump fører. Det kan vende, selvom en sejr til Rubio her næppe er tilstrækkelig.

Rubios alternative vej til toppen

Men Rubio har en anden vej til kandidaturet, der fra i aften begynder at se mere og mere realistisk ud: Han kan blive valgt som kandidat ved konventet. Grupperinger i det republikanske parti har stadig muligheden for, fra centralt hold, at overbevise lokale ledere såvel som topledere i partiet, at det vil være en katastrofe at nominere Donald Trump.

Argumentet for en revolte fra toppen vil være, at Trump simpelthen vil have færrest chancer af alle for at slå Hillary Clinton, hvis hun bliver kandidaten.Meningsmålinger viser, at hun nemt vil vinde, horimod hun har problemer mod især Rubio.

Et andet argument vil være, at det vil skade republikanske politikere hele vejen ned igennem systemet, hvis Trump bliver kandidaten. Senatorer, guvernører og medlemmer af repræsentanternes, der er på genvalg, vil af demokratiske modstandere med rette kunne blive slået i hartkorn med ekstremisten Trump, hvilket vil være endog meget problematisk i såkaldt lilla stater som Florida eller Ohio.

Hvis lederskabet beslutter sig for at presse en anden kandidat igennem, kan det blive tre personer lige nu: Rubio, Kasich eller Cruz. Og det er for øvrigt også den rækkefølge, republikanerne formentlig vil overveje dem i. Rubio har hele det republikanske etablissements opbakning. Kasich har masser af penge og stor opbakning blandt moderate og de vigtige swing voters. Cruz er ekstrem, men hvis han har en sikker andenplads, når det bliver tid til at afholde konvent, ville det naturligvis være ubekvemt ikke i det mindste at overveje ham.

GOP-oprøret mod Trump

Hvis det lyder usandsynligt, så overvej disse to ting:

For det første ulmer der et oprør mod Trump i det republikanske lederskab, ledet af senatsleder Mitch McConnell, hvis man skal stole på New York Times. Der bliver allerede lagt planer, som angiveligt omfatter Chris Christies vice-kampagneleder som en af commando-soldaterne, der kan sabotere et Trump-kandidatur.

Folkene bag det oprør vil pege på Rubio, med mindre hans kampagne fejler så stort frem til konventet, at han ligner en oplagt taber. Og så vil guvernør Kasich pludselig se ud som en fornuftig kandidat. For han er stadig politisk i live – det viste hans tætte opgør med Trump i Vermont tirsdag aften. Læg dertil, at han formentlig vil vinde sin egen stat Ohio, der ud over at have en masse delegerede, også er den ene stat, en præsidentkandidat skal vinde, hvis han eller hun skal vinde præsidentposten. Trump sneg sig netop lige over målstregen i Vermont, men de fleste kommentatorer var overraskede over, hvor stærkt, Kasich stadig står.

Historiske fortilfælde

For det andet så findes der fortilfælde. I 1976 var Ronald Reagan næsten i Trumps rolle. Han vandt 23 stater mod den siddende præsident, Gerald Fords 27 – og når det gjaldt delegerede, stod de mere eller mindre lige. Det var nok til at skabe så meget ballade ved konventet, at lederskabet måtte træde ind og forcere et valg af Gerald Ford som partites kandidat. Han tabte siden præsidentvalget til Jimmy Carter, der fire år senere alligevel måtte overgive præsidentposten til Reagan.

Et andet interessant fortilfælde er 1972-valget. Her havde man på demokraternes side Alabamas guvernør George Wallace, der var en populist på linje med Donald Trump, og som førte valgkamp med en endnu mere racistisk dagsorden end den, Trump lægger for dagen. Han stormede frem i primærvalgene på samme måde som Trump, indtil han blev offer for et attentat, som bandt ham til en kørestol resten af sit liv. Det forærede kandidaturet til den svage George McGovern, senator fra South Dakota. Og i præsidentvalgkampen mod Richard Nixon i 1972 tabte han alle stater undtagen sin egen hjemstat.

Hvis den republikanske ledelse beslutter sig for at sabotere Trumps kandidatur, er én ting helt sikkert: Manden stiller op som uafhængig kandidat, og tager sine vælgere med sig. Det vil splitte republikanernes stemmer, og så har vi en situation, hvor en Hillary Clinton kan vinde lige så mange stater, som Nixon gjorde i 1972.

Meget kan ske i amerikansk politik. Intet er afgjort endnu. Det skulle da lige være, at Ben Carson formentlig annoncerer sin afgang fra valgkampen indenfor den næste uges tid.

Hovedfoto: Thierry Ehrmann/Wikimedia Commons.

Morten Bay

Morten Bay er en prisvindende forfatter, journalist og teknologiforsker. Han er kommende Ph.D. i informationsvidenskab fra UCLA i Los Angeles, hvor han har boet siden 2008. Han forsker primært i national cybersikkerhedspolitik og Internet-historie, senest i et to-årigt projekt for DARPA sammen med en af Internets fædre, Dr. Leonard Kleinrock. Ud over studierne arbejder han som journalist for en række medier, primært Politiken og Rec.dk, hvor han skriver om digital livsstil og tech-økonomien. Han er forfatter til fem bøger, hvoraf tre handler om mødet mellem mennesker og teknologi og livet i netværkssamfundet: ’Generation Netværk’ (2006), ’Homo Conexus’ (2009) og ’Velkommen til Computopia’ (2014). Før han emigrerede til USA, arbejdede Morten Bay som rådgiver for en række digitale medievirksomheder og startups, herunder Aller Media, hvor han var med til at lede en relancering af hele forlagets digitale magasinportefølje. Han har også selv været involveret i startups, og var i den forbindelse først i den vestlige verden med at skabe en mobil musikdownload-tjeneste i 2004 og lancerede også Danmarks første, egentlige recommendation engine med Findengave.dk i 2005. Han har været redaktør eller redigerende på en lang række magasiner (hvoraf de fleste – formentlig urelateret, men man kan aldrig vide – gik ned, efter han forlod dem): GEAR, T3, Alt om DATA, Tidens Mand, Mix, Privat Computer m.fl. Han har en fortid i både organisations- og partipolitik og rådgav i en årrække folketingsmedlemmer fra Det Radikale Venstre, hvor han også selv var folketingskandidat. Derudover har han også en musikkarriere bag sig med pladeudgivelser på Sony Music og EMI/Noiz, der kan udgraves fra de store streamingtjenester, hvis man orker. Han spiller stadig guitar og keyboards i Los Angeles’ musikmiljø, men kun for sjov. Morten Bay fik Fremtidsprisen fra Akademiet for Fremtidsforsknings i 2008 og Ravn-Joensen-prisen fra DPA i 2004.