CORONA // ESSAY – “I can’t make you love me if you don’t”. Bonnie Raitt eller George Michael. Vælg selv din favorit-udgave og læn dig tilbage og lyt. Den sang har et vigtigt budskab til alle os, der har haft et anderledes 2020 end forventet. På overfladen en trist kærlighedssang om erkendelsen af, at din elskede ikke elsker dig tilbage. Et næsten fem minutter langt, smertefuldt farvel. Nedenunder et stærkt budskab om at frisætte dig selv.
Nogle gange er den største gave, du kan give dig selv at give slip på det, der alligevel er ude af dine hænder. Stoppe med at forsøge at styre begivenhederne udenfor dig selv og derved – måske – genvinde en fornyet kontrol.
Nystartet selvstændig i corona-land
Mit 2020 tegnede ret fantastisk. Jeg havde taget skridtet udi at være selvstændig konsulent efter mange år som konsulent ansat i det offentlige. Kalenderen var fuld af spændende udviklingsopgaver, de første erfaringer gjort og forhindringer overvundet. Nu skulle det præcis til at køre og køre godt.
Så kom coronaen og alt det, der tegnede ganske vist, blev krøllet sammen og foran lå atter et blankt stykke papir. Velkommen til at være i forandring! Til at tage agilitets-medicinen selv. Til at slå lejr i fjerneste udviklingszone.
Troen på, at der er ret meget mere at hente i 2020, rinder ud
Det vidste jeg godt, ville være tilfældet, da jeg forlod min mangeårige, velkendte hverdag som lønmodtager. Jeg vidste, jeg skulle vænne mig til selvvalgte nye omstændigheder. Være på læringsrejse ved at skifte arbejdspladsen ud med spisebordet derhjemme. Jeg var stadig i afvænning fra mine gamle rutiner og troede, at jeg bare skulle finde ind i en ny hverdag med masser af ubekendte – men dog i en stabil verden. Og hvor jeg kunne bruge den faglige erfaring, jeg havde med. Virkeligheden blev dog en ganske anden, for verden omkring de ukendte omstændigheder blev pludselig også ustabile med coronaens indtog.
Jeg skulle nu (sammen med resten af verden) tilpasse mig ind i en ukendt, ustabil tilstand, der skiftede fra dag til dag! Jeg mødte situationen med det, jeg kendte. God projektledelse. Få styr på planlægningen. Vi kunne jo bare lige udskyde. Genvinde kontrollen over aktiviteterne. Men aktiviteterne skred, og planerne måtte ændres igen og igen. Effekten af de gamle redskaber begyndte at slippe op.
Så hvad gør vi nu? Giver slip på den elskede og på illusionen om kontrol for at genvinde – ja, en anden form for kontrol
Her mange måneder efter det historiske pressemøde den 11. marts er det åbenlyst, at jeg ikke kan styre udenom de forretningsmæssige konsekvenser af coronaen. På trods af en næsten 100% omstilling til digitale leverancer, er mit marked indskrænket. Mine kunder er hjemsendt til hjemmearbejde og vi må ikke mødes fysisk. Allerede udsatte opgaver udsættes til 2021, og der holdes igen med at starte nyt. Troen på, at der er ret meget mere at hente i 2020 rinder ud.
Faserne og det, der kommer efter…
Første corona-fase i foråret var for mig kendetegnet af tilbageholdenhed. Udsætte, ikke ændre. Lige se tingene an og håbe på, det gik over. Da skidtet trak ud, blev næste fase kendetegnet af opfindsomhed. Skulle forretningen overleve, måtte der leveres. Alt blev nytænkt i digitale udgaver. Reddet blev, hvad reddes kunne. Den fase er stadig aktuel, samtidig med begyndelsen af næste fase, der er kendetegnet af udholdenhed. Coronaen er her stadig, og vi har slidt på ressourcerne over tid. De kasser, der ikke er blevet fyldt i løbende, er blevet slanket, ideerne er prøvet af, og vi kender stadig ikke tidsperspektiverne. Corona-træthed er blevet et begreb og måske snart en anerkendt diagnose.
Trangen til en tilbagevenden til det forudsigelige og det velkendte manifesterer sig som en længsel mod genkomsten af den tabte kærlighed. Illusionen synes dog lige nu lige så uopnåelig som chancen for, at den forsvundne elskede fortryder og vender tilbage.
Men: ”I can’t make you love me if you don’t”. Så hvad gør vi nu? Giver slip på den elskede og på illusionen om kontrol for at genvinde – ja, en anden form for kontrol, der er kendetegnet af taknemlighed for det, vi har i behold og ikke kendetegnet af krigen om det, vi aldrig fik.
Som i sangen kan erkendelsen af det tabte være smertefuldt. Men endnu mere smertefuldt vil det være at holde fast i ærgrelsen over det, vi ikke kan ændre. Gå i ring og kæmpe forgæves for de tabte penge, de missede oplevelser, de lidte afsavn, den tabte kærlighed.
Som nystartet selvstændig i 2020 er jeg nået til et punkt, hvor jeg har givet slip på tanken om at ændre ret meget på tingenes tilstand. Jeg har allerede kæmpet, været tålmodig, opfindsom og holdt ud. Jeg accepterer, at det jeg ikke fik, alligevel aldrig var mit: ”I can’t make you love me if you don’t”.
Kun via denne accept kan jeg være klar og åben for det nye, der helt sikkert kommer. Hvis du vælger George Michael-udgaven er der i denne netop indbygget en sidste linje, der peger i retning af fremtidige håb og muligheder: ”Someone is gonna love me”. Første skridt er at give slip.
LÆS ALLE BIRGITTE HVILSOMS ARTIKLER HER
Foto: US Southern Command
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
