POLITIK // ANALYSE – Claus Hjort Frederiksen ser nu frem til at nyde sit otium, efter et flertal i Folketinget har afvist at retsforfølge ham i spionsagen. Men sagen risikerer at efterlade en ændret ramme for den politiske debat.
Selv mener Claus Hjort Frederiksen (V), at der nu er sat ”endeligt punktum” i, hvad der er kaldt ”danmarkshistoriens største spionskandale”, efter at justitsminister Mattias Tesfaye (S) foreløbig har måtte opgive at få ophævet den tidligere forsvarsministers immunitet og dermed Rigsadvokatens mulighed for at tiltale ham for ”uberettiget videregivelse af højt klassificerede oplysninger”.
En beslutning, der som bekendt skyldes en uhellig alliance bestående af Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Nye Borgerlige og Enhedslisten (samt løsgængerne). Alle afviser de at stemme for ophævelsen af immuniteten.
”På den ene side siger den gamle politiske fighter i mig, at jeg ville have kæmpet for at blive frifundet, hvilket blandt andre en række juridiske professorer har anset for sandsynligt,” skriver Claus Hjort Frederiksen på Facebook.
”På den anden side havde jeg jo besluttet at udtræde af Folketinget efter næste valg for at nyde mit otium, og her indgik der jo ikke ligefrem planer om, at jeg skulle gå ud og ind i retssale i måske flere år i en principsag om oppositionspolitikeres ytringsfrihed. Så personligt er jeg i dag lidt mellemfornøjet, men min familie og nærmeste er til gengæld glade og lettede over dette punktum, så det er jeg sikkert også, når det hele er kommet lidt på afstand.”
Modne mænd
Når den 74-årige tidligere forsvarsminister ikke genopstiller ved det kommende folketingsvalg skyldes det, at hustruens sygdom (Christina Hall Frederiksen er ramt af uhelbredelig lungekræft og alzheimers) har gjort politik både ligegyldigt og farveløst. Hvilket Claus Hjort Frederiksen sidste år i bogen Modne Mænd 2 fortalte nu også kom med alderen:
“Jeg kan virkelig ikke længere hidse mig op på samme måde i dag, som jeg kunne for 30 eller 40 år siden. I dag vil jeg ofte bare sige: ’Hold da kæft, det var jo kun en bagatel.’ På den måde ændres vurderingen af, hvad der er væsentligt og ikke væsentligt.”
Men inden Claus Hjort Frederiksen kan planlægge otiummet (i bogen fortæller den tidligere forsvarsminister, at han aldrig har set frem til at gå pension, hvilket måske skyldes manglen på en hobby at gå op i og noget pludselig at kunne bruge al sin tid på) overvejer Rigsadvokaten foreløbig ”det videre forløb i sagen”.
Påvirkningsagent
En mulighed er at vente til efter det kommende folketingsvalg, hvorefter det i givet fald vil være Mattias Tesfayes efterfølger på posten som justitsminister og altså en eventuel blå af slagsen, som afgør, om den nu pensionerede politiker skal tiltales. I sidste ende er det den til enhver tid siddende justitsminister, der beslutter, om der skal rejses tiltale, fordi det er en sag om statshemmeligheder. Forældelsesfristen på anklageskriftet er 15 år.
Men en anden af slagsen er, at justitsministeren giver Claus Hjort Frederiksen et såkaldt tiltalefrafald.
Det skete i 1982, hvor daværende justitsminister Ole Espersen (S) frafaldt tiltalen mod forfatteren og oversætteren Arne Herløv Petersen, som ellers var blevet anholdt og sigtet for at have været såkaldt påvirkningsagent for den daværende sovjetiske efterretningstjeneste KGB. Noget som oftest gives til helt unge lovovertrædere, der begår mindre forbrydelser – og vel at mærke selv erkender, at de er skyldige. Hvilket forfatteren og oversætteren aldrig har gjort.
Det vil være svært at forsvare, at Claus Hjort Frederiksen gik fri, hvis den nu suspenderede chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), Lars Findsen, ender med at blive dømt i spionsagen
Når Ole Espersen ikke bare lod sagen falde helt, skyldtes det to interesser: For det første mente justitsministeren, måske ikke overraskende, at borgere hverken skulle fængsles eller tiltales uden grund. Og for det andet havde PET ”en interesse i at få slået fast, at det ikke var helt tåbeligt, hvad de gik og lavede”. Hvilket Ole Espersen nu heller ikke mente, for Arne Herløv Petersen havde haft kontakt til KGB. Det var blot ikke noget, der kunne – eller havde – skadet danske interesser.
For den første mulighed taler dog, at det vil være svært at forsvare, at Claus Hjort Frederiksen gik fri, hvis den nu suspenderede chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), Lars Findsen, ender med at blive dømt i spionsagen, eller at den tidligere forsvarsminister i det mindste ikke også fik prøvet sin sag ved domstolene (derudover er to andre nuværende og tidligere medarbejdere i FE og PET stadig sigtet i sagen).
”Ovenfra”
Når et flertal i Folketinget afviser at ophæve Claus Hjort Frederiksens immunitet, skyldes det, at partierne ikke kan få at vide, hvilke oplysninger han angiveligt har videregivet. Eller i hvert fald kun partiernes politiske ledere. Disse blev nemlig inviteret til en fortrolig orientering af justitsministeren og Rigsadvokaten om den hemmelige tiltale. Et tilbud flere af dem – herunder Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen – takkede nej til med henvisning til, at de netop ikke måtte dele denne med gruppefællerne.
Selv har Claus Hjort Frederiksen ikke bare fortalt, at sigtelserne mod ham drejer sig om hans udtalelser i medierne om FE’s samarbejde med den amerikanske efterretningstjeneste NSA. Et samarbejde, den tidligere forsvarsminister mener, er en offentlig hemmelighed.
”Der er absolut intet med blå briller og skæg,” som han skrev tidligere året, efter at være blevet afhørt.
Claus Hjort Frederiksen har af samme årsag mere end antydet, at sigtelsen mod ham er fabrikeret. Denne må være foranlediget af ”ovenfra” og altså udtænkt i enten Justitsministeriet eller Statsministeriet (dog kan den tidligere forsvarsminister ikke være sikker på, om det er ministre eller ledende embedsmænd, som står bag.)
”Jeg kan ikke se, at det kan være på nogen anden måde,” lyder det fra Claus Hjort Frederiksen.
Grundloven
Folketinget har ellers hidtil automatisk ophævet medlemmernes immunitet, hvilket siden 1955 er sket i 39 tilfælde. Senest skete det for tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg, der blev tiltalt for – og dømt skyldig i – at have overtrådt ministeransvarsloven.
Men denne gang mener Jakob Ellemann-Jensen – der stemte for at rejse tiltale mod Inger Støjberg for at give hende en chance for at blive frifundet af Rigsretten – åbenbart, at dette er det sidste, som Claus Hjort Frederiksen har brug for. Altså blive frikendt ved en domstol.
”For som folketingsmedlem er man udelukkende bundet af sin egen overbevisning ifølge Grundloven,” skriver Jakob Ellemann-Jensen på Facebook.
”Hvis man ikke må vide, hvad man stemmer om, så ved man heller ikke, om man følger sin overbevisning. I Venstre har vi sagt meget klart, at når regeringen vil tiltale en oppositionspolitiker for landsforræderi, så skal Folketingets medlemmer have indsigt i anklagen, for at de kan træffe en beslutning om at ophæve immuniteten. Det er principielt.”
Det er imidlertid ikke mere principielt, end at Jakob Ellemann-Jensen godt kan leve med, at enhver anden borger, der stod i Claus Hjort Frederiksens situation, ville være blevet tiltalt og retsforfulgt uden videre. Hvis Venstres formand har et principielt problem med hemmelige anklager og retssager – eller for den sags skyld lukkethed om FE og Politiets Efterretningstjenestes (PET) arbejde – har han i hvert fald ikke røbet dette.
Tværtimod.
Kontroludvalg uden kontrol
Når det handler om netop efterretningstjenesternes arbejde, har de såkaldte ansvarlige eller regeringsbærende partier med åbne øjne valgt ikke at give de 179 folketingsmedlemmer en sådan indsigt.
Siden Folketinget i 1988 nedsatte det såkaldte kontroludvalg (der i 2014 fik følgeskab af Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET), som skal sikre, at ingen person overvåges i større omfang end lovligt), har kun fem folketingsmedlemmer, fra de fem største partier, kunnet følge med i, hvad der foregår.
I 1988 forestillede ingen sig, at den yderste venstrefløj en dag skulle blive stor nok til at få en plads i udvalget, så Enhedslisten bankede på døren efter fremgangen ved folketingsvalget i 2011, foreslog Dansk Folkeparti endda en ”alternativ løsning,” hvor den parlamentariske kontrol i stedet blev overladt til det største regeringsparti og det største oppositionsparti.
Hvilket har fået kontroludvalgets medlemmer til at advare offentligheden mod at tro, at det fører en form for kontrol med efterretningstjenesterne
Det rigtige ville også være at kalde kontroludvalget for indsigts- eller indseendeudvalget, fordi arbejdsopgaven ifølge loven kun er at have ”indseende” i efterretningstjenesternes arbejde. Hvilket har fået kontroludvalgets medlemmer til at advare offentligheden mod at tro, at det fører en form for kontrol med efterretningstjenesterne. Når kontroludvalget mødes, er det som oftest med cheferne for PET og FE, nemlig forsvars- og justitsministeren, og der er derfor af gode grunde ikke nogen ”kontrol” i ordets traditionelle forstand. De, som i givet fald skulle kontrolleres, leverer selv de oplysninger, der skulle danne grundlag for kontrollen.
”Så rent ud sagt: Vi gør i udvalget ingen skade, men hvor meget gavn den danske befolkning egentlig har af et udvalg uden kontrol, uden reaktionsmuligheder og for den sags skyld uden ytringsmuligheder – det kan der vel godt sættes spørgsmålstegn ved,” skrev de fem medlemmer i udvalget tidligere på måneden i en fælles kronik.
”Nogen kunne faktisk mene, at udvalget indirekte kommer til at hæmme den demokratiske debat. I adskillige tilfælde – og gennem mange år med røde og blå regeringer – er der sket det, at den relevante minister (typisk justits-eller forsvarsministeren) under en folketingsbehandling henviser til, at et svar vil være klassificeret og derfor ikke kan afgives for Folketinget, men er eller vil blive givet i Udvalget vedrørende Efterretningstjenesterne, hvor der som bekendt er ubetinget tavshedspligt”.
Ligesom i Rusland
I Danmark er justitsministeren samtidig chef for anklagemyndigheden, og grundlovens bestemmelse om immunitet skal beskytte de folkevalgte mod et eventuelt misbrug fra regeringens side og mod, at ”regeringen kan chikanere folketingsmedlemmer ved at rejse mere eller mindre ubegrundede straffesager”.
Argumentet, som blandt andet er blevet fremført af professor emerita Eva Smith, og som angiveligt ikke mindst skulle have overbevist De Konservatives formand, tidligere justitsminister Søren Pape Poulsen, lyder derfor: Hvis ikke bestemmelsen skulle tages i brug i Claus Hjort Frederiksens tilfælde, hvor tiltalen er hemmelig med henvisning til statens sikkerhed, hvornår så?
”Jeg minder om, at statens sikkerhed er præcis det argument, der benyttes af lande som Rusland og Hviderusland, når de skal forklare, hvorfor en retssag er hemmelig,” som Eva Smith har skrevet.
Omvendt kan man indvende, at godt nok kender Folketinget ikke til tiltalen mod Claus Hjort Frederiksen. Men flertallet må frygte, at regeringen virkelig forsøger at chikanere ham ved at rejse en mere eller mindre ubegrundet straffesag. Ellers svarer det til ikke at ville tage ens medicin med henvisning til bivirkningerne – uden at frygte, eller opleve, nogle af slagsen.
Vinduet
Da Dansk Folkeparti i starten af årtusindet i flere tilfælde stillede spørgsmålstegn ved domstolene og Rigsadvokatens politiske neutralitet i forbindelse med en række racismetiltaler og –domme (”en socialdemokratisk rigsadvokat”, som europaparlamenartikeren Mogens Camre kaldte Henning Fode) tog såvel Venstre som De Konservative ellers dengang afstand til dette.
Venstres daværende retsordfører, Birthe Rønn Hornbech, talte om ”Pia Kjærsgaards bananstat”, mens De Konservatives politiske ordfører, Pia Christmas-Møller, understregede, at ”vi har et godt og velfungerende retssystem, der er uafhængigt og ikke korrupt”.
Men spionsagen har – sammen med coronakrisen og minksagen – afsløret, at tilliden til retsstaten nu er under angreb fra en uvant kant: De hidtidige autoritetstro to borgerlige partier.
I PET’s nylige trusselsvurdering var der således for første gang en vurdering af truslen fra såkaldt ”antimyndigheds-ekstremisme, der accepterer og italesætter nødvendigheden af at anvende vold mod eksempelvis folkevalgte”. Folkestyret er en grundlæggende forudsætning for det danske samfund, og når trusler og intimidering begrænser centrale funktioner i folkestyret eller den frie demokratiske debat, er det derfor vigtigt at kunne beskrive og vurdere truslen for at kunne modvirke den, som det hedder i begrundelsen.
Truslen er ”begrænset”, lyder vurderingen. Men den er der. I dag.
Der er selvfølgelig lang vej fra Men In Black og til Søren Pape Poulsen og Jakob Ellemann-Jensen og sidstnævntes berømte/berygtede hvide sneakers.
Men i politik bruges udtrykket ”Overton-vinduet”, der er opkaldt efter amerikaneren Joseph P. Overton, om synspunkter, der ligger uden for dette, og derfor ekskluderes i den offentlige debat som værende ekstreme. Det gælder så om at flytte Overton-vinduet, så ens synspunkter kommer inden for rammen og bliver taget alvorligt. At en idé med andre ord går fra at være utænkelig til at blive tænkelig, for ikke at sige populær – hvilket først i det øjeblik gør det praktisk muligt, at denne bliver til virkelighed.
På samme måde risikerer spionsagen at flytte rammen for den politiske debat.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
