Hvis jeg kunne rejse tilbage til 1998, da jeg blev mor første gang, ville jeg tæve den slatne person, der var mig. Jeg ville waterboarde hende, indtil hun erkendte sin umodenhed. Jeg ville trække hende ved pagehåret gennem 00’erne og 10’erne og vise hende, hvad der sker med mennesker, brancher og … livet, når man går småsovende gennem det hele. Mette Nexmand ser tilbage på en del af sit liv.
Da jeg blev mor for første gang i sommeren 1998, skete det umiddelbart efter en frygtelig begivenhed. Det danske fodboldlandshold tabte 2-3 til Brasilien i VM-kvartfinalen.
Jeg boede sammen med min eksmand i et byggeforeningshus på Amager, en Martha Stewart-udgave af Herredet med udskårne hjerter i dasset dør, lavendel i krukker og tilpas gamle frugttræer. Fire år efter journalistuddannelsen var vores økonomi så stabil, at den sønderjyske bankrådgiver med glæde havde lånt os til købet af Gråsten Slot, hvis vi manglede et sted at gå på jagt.
3. juli, tre dage før min datter blev født, stod jeg, en lille flodhest i kjole, i vores gårdhave, som stødte op mod andre små haver. Solflimrende birketræs-hvælvinger bukkede sig ned mod mig, som ville de assistere med stedets decor, mens naboers og genboers åbne sprossevinduer sørgede for, at tv-transmissionen fra kvartfinalen i Nantes strømmede ud.
Jeg havde ikke nerver til at se kampen i fjernsynet, og dengang var en mobiltelefon ikke en universal nyhedsplatform indopereret i hjernens frontallap.
Jeg kunne altså skærme mig mod de værste sindsbevægelser i forbindelse med fodboldkampen. For meget stod på spil – Danmark skulle bare videre til semifinalen, ellers rykkede mørket ind i Hobbitland.
Mit liv var en fordringsløs og jævn forestilling; der skulle ingen modstand til at vælte mig
Selvfølgelig skyldtes min labile tilstand også hormoner – de hamrede løs på alle de hysteriske tangenter i min psyke, og jeg var gået næsten 14 dage over tiden. Men mit liv var samtidig en fordringsløs og jævn forestilling; der skulle ingen modstand til at vælte mig.
Jeg var, hvad man i 10’erne fandt et perfekt udtryk for: Børnevoksen. 30 år, med en prestigefuld uddannelse, moderat dygtig til mit arbejde, gift på rådhuset med en lettere ironisk distance.
Jeg duppede håndflader med forkogte frottéklude på Sticks n’ Sushi i Nansensgade, nippede af deres rå hvidkåls-stænger, som var de iransk kaviar, gik derefter hjem og malede med tavlemaling i mit køkken og skrev ’rucola og pinjekerner’ direkte på væggen.
Og jeg var ligeså ambitiøs med mit liv som en akvariefisk.
Jeg lod mig bare føre med og havde ingen perspektiver på det, jeg foretog mig. Ingen dybfølte ønsker. Et barn var en del af pakkeløsningen, og graviditeten forløb eksemplarisk med minimal vægtforøgelse. Bagefter ville jeg endelig få tid til at læse hele Paul Austers forfatterskab, måske endda skrive lidt selv – der lå jo trods alt et helt års barselsorlov foran mig.
Da kampen blev fløjtet i gang, skulle jeg forestille at vande krukkeplanter, men gik egentlig bare rundt i cirkler. Lydene og luften fortættedes som lige før et tordenvejr, solsortepar skældte ud på andre solsortepar i kirsebærtræet, ølkapsler blev i dagens anledning knappet af på bordkanter, og flasker sang hals mod hals.
Et dansk flag, der helt tydeligt ikke havde været fremme siden 4. maj 1945, røg til tops i SF’erens have
Pludselig blev Rådhuspladsen – tre-fire kilometer væk – ramt af en eksplosion, og en tordnende glad resonans blev suget ind i min have. Martin Jørgensen havde scoret til 1-0, og hele København løftede sig mod himlen. Mine naboer stillede sig i vinduerne og skreg. Et dansk flag, der helt tydeligt ikke havde været fremme siden 4. maj 1945, røg til tops i SF’erens have.
Hvad der herefter skete, ved de fleste danskere over 30 i dag. Brasilianerne udlignede, men fem minutter inde i anden halvleg sørgede Brian Laudrup for endnu et mirakel og et sidelæns sejrspose på græsset, der blev hans nationale signatur.
Og hans farvel til dansk fodbold, farvel til det hele, for selvfølgelig (det ser jeg i dag), selvfølgelig skulle brasilianerne vinde. Vi kunne ikke engang holde på Laudrup-brødrene.
Det er klart, at jeg efterrationaliserer, og dengang var tiderne anderledes, de var forede med vat og nemmere at navigere i. Men det berettiger ikke, at den tabte fodboldkamp skyllede igennem mig som et mareridt.
Jeg havde ingen stamina, ingen personlige grænser eller værdier at trække på, så hver en søvnløs nat var som tusinde dødslejer for mig
Jeg følte, at en høj, mørk skæbne havde taget opstilling foran de små haver, jeg tudede larmende og gik i seng. Igen undskyldt af hormoner og den forestående fødsel, men der skete også noget andet i mig.
Jeg havde aldrig oplevet voldsomme indgreb i livet, haft et rigtigt nederlag, udover da en-der-hed-Morten slog op med mig i gymnasiet, og jeg dumpede i et tv-interview med en rottweiler-ejer på Journalisthøjskolen. Begge gange græd jeg i flere dage.
Da jeg fødte min datter på Hvidovre Hospital tre dage efter kvartfinalen, var det en streg i sandet, jeg burde have reageret på. Min pige var sund og fin – og skrækkelig levende.
Jeg fik hende skovlet op på brystet af den mandlige jordemor, det mest uimponerede menneske, jeg nogensinde har mødt, og vinylgulvene, stålvaskene, lattergasmaskerne, det hele var pludselig mere tydeligt, end noget, jeg nogensinde havde set.
Men jeg forstod ikke tegnene.
Min datter kunne ikke li’ rucola, okay, det vidste jeg godt i forvejen, men der var intet i min livsstilsverden, hun kunne bruge til noget som helst. Hun havde store, sorte øjne, der efter to uger tog farve fra en grøn skovsø, jeg ikke vidste fandtes.
Hun var ligeglad med grafiske uroer og Halfdan Rasmussen, hun ville bogstavelig talt skide på, at der gik noget i biografen, jeg godt kunne tænke mig at se; hendes hænder var kuglerunde og knyttede, som om hun allerede var klar til at blive organiseret i en fagforening.
De 3,5 kilo krævede al min kapacitet, hun blev verdenshistorien og nulpunktet i min eksistens. Det mest voldsomme af voldsomheder var sket.
Her sad jeg med et lille menneske, hvis overlevelse, dannelse og fremtid afhang af mig, og jeg havde ingen evner, der matchede. Jeg kunne spille streg på et håndboldhold og skrive en blomstrende underrubrik; jeg kunne tjene penge, hvis pensionsordningen var det mest indviklede, lønsedlen viste. Og imens levede mediebranchen videre inde i osteklokken.
Jeg ville stille mig med hænderne i siden, sparke et par påtaget patinerede stole væk og brøle om disruption, for hvis det trætte udtryk passer et sted, er det i forhold til min generation og nedturen, der uvægerlig kom i årene efter årtusindeskiftet
Dette er ikke historien om en fødselsdepression eller en elendig mor. Jeg fik ikke en depression, og min datter blev elsket og passet efter alle kunstens regler. Men det var netop ’kunstens regler’.
Noget, jeg havde set andre gøre, noget tillært. Jeg havde ingen stamina, ingen personlige grænser eller værdier at trække på, så hver en søvnløs nat var som tusinde dødslejer for mig. (Alligevel stod jeg selvfølgelig op dagen efter og vandede pelargonier og tog mascara på).
I kan også spørge: Hvor er faderen i alt det her? Og ja, han var fraværende af mange årsager, men min umodenhed havde intet med ham at gøre. Ingen mand kunne kysse (eller råbe) mig ud af tornerosesøvnen på daværende tidspunkt.
I dag, 19 år efter, ville jeg ønske, at jeg havde en tidsmaskine og kunne rejse tilbage til den nybagte mor i byggeforeningshuset. Jeg ville stille mig med hænderne i siden, sparke et par påtaget patinerede stole væk og brøle om disruption, for hvis det trætte udtryk passer et sted, er det i forhold til min generation og nedturen, der uvægerlig kom i årene efter årtusindeskiftet.
Men inden jeg gik i gang med at belære om boligbobler, mediebobler og alle de andre sovepuder fra 90’erne, ville jeg udnævne den største af dem alle, børneboblen.
Børn er hardcore disruption, de efterlader dig som en afbrændt stubmark, hvis du ikke er opgaven voksen. Det var jeg ikke! Jeg gik rundt med en følelse af, at ‘det her er bare, noget vi leger’, man kan altid finde en vej ud, et andet job, et andet hus, en anden mand … Men hver gang jeg undlod at tage et valg alvorligt, et menneske for eksempel, mistede jeg selvrespekt og evnen til handle.
Jeg ville skælde mit yngre jeg hæder og ære fra. Rive i hendes rundbørstede pagehår, flå i hendes Munthe + Simonsen-bluse, gribe hårdt fat i hendes arm, der var tynd på en blød og irriterende måde, og trække hende gennem de næste årtier
Så når jeg lander i tidsmaskinen, vil jeg skælde den yngre udgave af mig hæder og ære fra. Rive i hendes rundbørstede pagehår, flå i hendes Munthe + Simonsen-bluse, gribe hårdt fat i hendes arm, der var tynd på en blød og irriterende måde, og trække hende gennem de næste årtier.
Med følgende salut: Se lillemor, her er det, der hedder en finanskrise. Ja, den er ikke særlig lækkert indrettet, vel? Den betyder for eksempel dét her. De 45.000 kr., du og mange andre journalister tjente uden at udrette noget særligt, de er enten væk eller skrumpet ind til 35.000 kr. 20 år senere.
Og byggeforeningshuset? Jo, ser du, det koster 5 millioner nu, ikke 1,3, som da du flyttede ind, men stigningen var ikke noget, I fik glæde af, for da det nye årtusinde åd sig ind på jer, var I belånt til op over den (tilpas) skæve skorsten. Bankrådgiveren i Sønderjylland blev sur og bange, med rette.
Vi fortsætter. Her er en lejlighed på Amagerbrogade, og den er også dejligt patineret, men hov, det er da vist på en lidt anderledes måde, hva’ ven? Ingen træsorter står flot til hinanden mere. Hvad skete der med haven, hjertet i dasdøren, kirsebærtræet, pinjekernerne?
Man kan ikke tillade sig at vade rundt i det her trygge og hyggelige land og intet foretage sig, der giver mening! Og oven i købet få børn, mens man går rundt og laver absolut ingenting
Mit gamle jeg er vred, for jeg mener, at den 30-årige Mette var uforløst og forkælet. Hvis jeg så bare havde været 20, kunne det undskyldes, men 30 er, i bedste fald, en tredjedel af et liv.
Tilværelsen kom fuldstændig bag på mig og mange andre i min generation. Vi gik småsovende gennem flere årtier, for der var ikke nogen syre til at opløse fernissen, ingen markante, livsomstyrtende begivenheder, før det var for sent.
Og lige netop dette er nok det eneste punkt, jeg er syleskarp liberal på: Man kan ikke tillade sig at vade rundt i det her trygge og hyggelige land og intet foretage sig, der giver mening! Og oven i købet få børn, mens man går rundt og laver absolut ingenting. Det er der ikke tid til. Det er der ikke råd til. Ikke for os, men heller ikke for dem, der følger efter.
Topillustration: Pixabay.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
