MOBNING // KLUMME – “Det er så meget nemmere at lade være at råbe ad andres røv eller at kalde folk for hættemåger, end det er at rette op på de skader, vi risikerer at påføre dem, vi råber ad”, skriver Louise Juhl Dalsgaard, der selv blev udsat for mobning og stadig mærker ydmygelsen årtier senere.
Jeg vil gerne skrive noget om mobning. Faktisk er jeg begyndt mange gange, men hver gang er jeg stoppet, fordi det bliver for svært. For hårdt, for konfronterende. Måske også, fordi jeg ikke tør af frygt for mobberne – tænk hvis de vender tilbage. Jeg har ikke flere kinder at vende til. Men også af frygt for at møde mig selv: Det er noget med sten og glashus, og hvem kastede egentlig først?
Jeg er blevet mobbet. Det er ikke synd for mig, jeg har også selv mobbet og tror i øvrigt ikke, at det, jeg har været udsat for, på nogen måde modsvarer, hvad andre har oplevet. Måske er jeg heldig. De første mange år af mit liv var jeg frygteligt naiv.
Det betød, at jeg sjældent opdagede, når vittighederne ændrede karakter fra det kærlige til det hånlige: “God røv dér”, var der måske en, der råbte, og jeg tog det som en kompliment. Overhørte, bevidst eller ubevidst, fortsættelsen, der lød “Stor i hvert fald”.
Ofte udvekslede de hånlige bemærkninger om deres næste klient. Hættemågen, kaldte de hende, der bar tørklæde og klædte sig i lange kjoler
Jeg husker ikke, hvad jeg følte, kun at jeg tænkte, at en stor god røv måtte være bedre end en lille god røv. Senere forstod jeg, at det ikke var tilfældet, jeg husker endda dagen, det gik op for mig. Det føltes som at blive slået i maven med års forsinkelse.
Kan man blive såret pr. efterkrav, kan man tillade sig at bore i et sår, der er lægt? Det kan man måske ikke, men det her handler ikke om at bore. Det handler om, at såret stadig findes. Ydmygelsen sidder der endnu.
Måske ikke i hjernen, der fortæller os, at “det er så længe siden, det må du være kommet over”, eller “de mente det vel ikke så slemt”. Men det sidder i kroppen. Som en lille usikkerhed, der gør, at jeg stadig trækker både mave og kinder og bagdel ind, når jeg er i selskab med folk, jeg ikke kender.
Jeg er på mange måder et heldigt menneske. Tænk på alle de virkelige ofre, dem, der udelukkes fra det store fællesskab, samfundet. Dem, “vi” kalder “de andre”.
Jeg arbejdede engang på et advokatkontor, jeg slikkede frimærker og gik efter cola, og satte service i opvaskemaskinen efter de fuldmægtige, når de havde spist. Indimellem blev nogle af dem siddende ved bordet, så måtte jeg løfte deres kopper for at tørre bordet af og stille dem tilbage igen. De ænsede mig ikke, talte bare videre hen over mit hoved.
Ofte udvekslede de hånlige bemærkninger om deres næste klient. Hættemågen, kaldte de hende, der bar tørklæde og klædte sig i lange kjoler og havde ”flere bogstaver i sit navn end alfabetet indeholdt”, som advokaten sagde.
Det var hættemåger, som hende, han tjente sine penge på. Det var de såkaldte hættemåger, der betalte for hans Mercedes og den pressefoldede habit. Alligevel omtalte han dem som måger, og nogle gange tilføjede han endda ”og måger er jo som bekendt luftens rotter”.
En dag kom jeg for skade at korrigere en af advokaterne. ”Zeinab” – rettede jeg, da han, som altid omtalte klienten med foragt. Det blik, jeg fik tilbage, fortalte mig med al ønskelig tydelighed, at enten holdt jeg min mund, eller også mistede jeg mit job.
Jeg ville sådan ønske, at jeg i dag kunne skrive, at jeg konfronterede mobberen, advokaten, for hans ringeagt for sin klient. Men det gjorde jeg ikke. Jeg fortsatte med at tørre bordet af, skyllede karkluden af under hanen og forlod frokoststuen uden at sige mere. Jeg beholdt mit job, foretrak sikkerheden fremfor retfærdighed og respekt.
Det er nemlig ikke lige meget, hvordan vi taler til hinanden, om hinanden. Det er aldrig lige meget
Jeg skriver ikke for at pege fingre, heller ikke for at få tilgivelse for min egen manglende indgriben i frokoststuen på advokatkontoret. Jeg skriver for at tale om den mobber, der bor i de fleste af os. Måske fordi vi selv er blevet mobbet, måske fordi vi er bange, måske fordi vi er så sikre på vores egen almagt, at vi glemmer, at ingen er mere værd end andre.
Selv udviklede jeg en spiseforstyrrelse. Det tog tretten år af mit liv, krævede tre indlæggelser og kostede samfundet rundt regnet tre millioner kroner i hospitalsophold, faste vagter, psykiatere, sygedagpenge og ressourceforløb.
Det er helt sikkert ikke de råbende drenges skyld, heller ikke min velvoksne bagdels. Men måske er det tusinde sådanne – med et udtryk lånt af vores dronning – dumsmarte bemærkninger, der tilsammen skubber til et skrøbeligt korthus, så det falder sammen. Uanset hvad, havde jeg helst været de drenges bemærkning foruden.
Zeinab vandt heldigvis den sag, hun havde rejst. Hun fik en erstatning på 150.000 kroner for uretmæssig fyring, advokaten fik cirka det samme. For Zeinab betød det alt, for advokaten betød det et nyt jakkesæt og et boost af hans i forvejen voldsomme selvfedme.
Hvad vil jeg sige med alt det her? Måske bare at vi skal tænke os om, før vi taler. Tænke over, hvad vi siger, og hvorfor vi siger, som vi gør og spørge os selv, om vi nogle gange kunne lade være at sige noget, uanset at det kun er for sjov eller sagt i al fortrolighed.
Det er nemlig ikke lige meget, hvordan vi taler til hinanden om hinanden. Det er aldrig lige meget. Det er så meget nemmere at lade være at råbe ad andres røv eller at kalde folk for hættemåger, end det er at rette op på de skader, vi risikerer at påføre dem, vi råber ad. Det kan tage år. Jeg var heldig, for mig tog det kun tretten, for andre tager det et helt liv.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
