HERLUFSHOLM // KOMMENTAR – “Når Herlufsholm er bedst, lærer eleverne, at sociale fælleskaber og social organisering ikke bare er abstrakte størrelser, men altid har en rod, der stikker dybere, end man umiddelbart forestiller sig. Denne indsigt baner under rette omstændigheder vej til respekt for mennesker med fremmedartede baggrunde, som ved første øjekast kan virke uforståelige,” skriver den tidligere elev på Herlufsholm, Peter Wiingaard, der understreger, at man udmærket vidste, at alt ikke var fryd og gammen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Som tidligere elev på Herlufsholm har den sidste uge været forfærdelig. De vidnesbyrd, som blev frembragt i TV2’s dokumentar, giver anledning til selvransagelse hos alle os, der overordnet har et positivt syn på vores skolegang. Vi vidste jo udmærket, at alt ikke var fryd og gammen.
Herlufsholm har gennem årene givet alt for mange mennesker ar på sjælen. Det løbende arbejde med at reformere og udvikle skolen har ikke forhindret vejen mod den nedsmeltning, som nok var uundgåelig siden øjeblikket, hvor MeToo-bevægelsen første gang varslede et nødvendigt opgør med alle, der ikke tager ofrenes beretning alvorligt.
Skolen er nu inde i en eksistenskamp. Ledelsen skal ikke bare rette op på tidligere tiders svigt. Den skal retfærdiggøre, at der overhovedet er brug for et sted som Herlufsholm. Skal der stå noget særegent tilbage, når alle nødvendige opgør taget, eller skal Herlufsholms identitet lægges fuldstændigt i graven?
Jeg forlod skolen uden stort fagligt udbytte. Men et frø var plantet. En livslang fascination af traditioner, ritualer og den måde, mennesker viderebringer deres kultur og praksis, var grundlagt
Jeg håber personligt, at Herlufsholm kan bevare noget af sit særpræg, den dag hierarki, mobning og eksklusion er en saga blot. For der er også positive aspekter i Herlufsholms DNA. Jeg vil gerne fortælle om en af disse med udgangspunkt i min egen snørklede beretning.
Jeg tilbragte fire år på Herlufsholm. Jeg var ingen mønsterelev. Jeg fik ikke specielt gode karakterer. Jeg brugte en stor del af tiden på fjollede ting. Virkelig fjollede. Systemet blev testet, hver gang jeg fik muligheden. Jeg kan nok tage ansvar for mere end et enkelt gråt hår, som voksede fra hovedbunden blandt det pædagogiske personale i den tid.
Men jeg var hele tiden tryllebundet af den virkelighed, som eksisterer på stedet. Skoleuniform, ritualer og rutiner. Jeg sugede det til mig og lærte, at sociale fælleskaber, rytmer og organisering kan foregå radikalt anderledes end ude i resten af samfundet. På godt og ondt.
I forbindelse med årlige traditioner så jeg gamle elever vende tilbage til skolen. Mimrende oldinge troppede op i Herlufsholm Kirke tidlige januarmorgener iført samme slips som mig for at fejre skolens grundlægger. Og på den måde fik jeg mulighed for at reflektere anderledes over vilkårene for menneskelige fælleskaber, end jeg ellers ville have gjort.
Jeg forlod skolen uden stort fagligt udbytte. Men et frø var plantet. En livslang fascination af traditioner, ritualer og den måde, mennesker viderebringer deres kultur og praksis, var grundlagt.
Den hellige ild, som blev tændt i gymnasieårene, vil brænde, til jeg ligger i graven
I mit sidste gymnasieår havde jeg skrevet 3.G-opgave om det finske nationalepos Kalevala. Kalevala er en samling mundtligt overleverede sange, som nær var gået i glemsel, da den finske læge, Elias Lönrot, drog ud blandt almuen for at indsamle og kondensere dem i bogform.
Jeg forstod præcis betydningen af Lönrots arbejde og beundrede det. Verden havde ikke været den samme uden Kalevala. Finland havde været et helt andet land, hvis alle disse traditioner var gået tabt. Denne indsigt var i høj grad muliggjort af min tid på Herlufsholm.
Skønheden i Kalevala gav mig mod på at prøve kræfter med finskstudiet ved Københavns Universitet. Allerede efter et år skiftede jeg dog studieretning. Via etnologi-, og sociologi-uddannelserne samme sted kunne jeg skrue op for det teoretiske nørderi med traditioner og ritualer.
Med årene flyttede mit fokus sig til Mellemøstens religioner og sprog. Efter et studieophold i Istanbul fik jeg speciel interesse for en række gamle minoritetsreligioner, som ingen i Danmark på det tidspunkt anede noget om.
I 2011 gik jeg på fritidsbasis systematisk i gang med at studere disse religioner og traditioner. Jeg besøgte Iran og Irak adskillige gange. Jeg foretog interviews, tog noter og dykkede ned i den akademiske litteratur om emnet. En af de grupper jeg besøgte, var ezidierne i Nordirak. Få år senere led de en krank skæbne, da Islamisk Stat begyndte at hærge. Jeg var sandsynligvis eneste dansker, som nåede at tage et seriøst blik på ezidiernes traditioner og ritualer, før et folkedrab udslettede store dele af deres verden.
Jeg insisterer dog helt generelt på, at traditioner, uniform og rytme kan bibringe noget unikt og positivt for andre end mig selv og for samfundet
Disse oplevelser førte til en bog om emnet. Jeg rejste Danmark rundt med foredrag om ezidierne. Undervejs blev jeg spurgt, om det overhovedet betyder noget, hvis ezidiernes kultur, tradition og religion forsvinder. Og svaret er, at det betyder noget. Hvis ezidiismen forsvinder, forvinder en unik menneskelig oplevelse, som aldrig kan genskabes. Der er nogle grundlæggende ting på spil omkring ezidiernes skæbne, som langt overgår spørgsmålet om menneskerettigheder.
Jeg kunne aldrig være nået frem til disse indsigter uden det frø, der blev plantet på Herlufsholm. Mit kald og mit blik på verden kunne næppe være grundlagt noget andet sted. Og den hellige ild, som blev tændt i gymnasieårene, vil brænde, til jeg ligger i graven.
Tidligere FOA-formand, Dennis Kristensen, har sagt, at Herlufsholm er konkurrencestaten i yderste potens. Det er en fejlagtig betragtning. Mit primære udbytte fra kostskoletiden var aldrig en økonomisk lukrativ karriere. Det var den særlige tilgang til menneskers kultur og tradition. Jeg har ikke tjent penge på mit hobbyarbejde med ezidierne, men jeg bilder mig ind, at mit udgangspunkt for studiet af deres kultur har principiel samfundsmæssig værdi.
Min krøllede hjernes møde med kostskolesystemet er naturligvis ikke nogen repræsentativ historie. Jeg insisterer dog helt generelt på, at traditioner, uniform og rytme kan bibringe noget unikt og positivt for andre end mig selv og for samfundet – så længe man sikrer trivslen og det mobbefri miljø for alle involverede parter.
Det danske uddannelsessystem bliver fattigt, hvis Herlufsholm forsvinder. Vi mister muligheden for at gøre unge mennesker bevidste om, at tradition og social organisering ofte har en dybere rytme og puls, end det, som udstikkes i undervisningsministeriets seneste regelsæt. Denne forståelse er værdifuld i mange sammenhænge. Den kan måske endda være specielt brugbar, når man skal kaste et kritisk blik på eksisterende samfundsstrukturer.
Det skal være et sted, som bidrager positivt til samfundet med det specielle udgangspunkt, man næppe får på samme måde noget andet sted
Lige nu har Herlufsholms ledelse en akut opgave med at rydde op og sikre trivsel. Hvis ikke der bliver sikkerhed om trivslen, kan det hele være lige meget. Så kan skolen lige så godt lukke. Men jeg håber virkelig, at det lykkes. For vi har brug for at kultivere forskellige tilgange til social organisering.
På Det Fri Gymnasium lærer eleverne græsrodsaktivisme, får et DIY-mindset og stærkt socialt engagement. Helt ud ad boksen.
På Herlufsholm får man en helt anden tilgang. Når Herlufsholm er bedst, lærer eleverne, at sociale fælleskaber og social organisering ikke bare er abstrakte størrelser, men altid har en rod, der stikker dybere, end man umiddelbart forestiller sig. Denne indsigt baner under rette omstændigheder vej til respekt for mennesker med fremmedartede baggrunde, som ved første øjekast kan virke uforståelige.
Hver for sig fungerer Herlufsholm og Det Fri Gymnasium som supplementer til det offentlige skolesystem, hvor der hersker konsensus om hovedparten af alt det, der skal forme borgerne i morgendagens velfærdsdanmark.
Herlufsholm har meget at bevise i den kommende tid. Men jeg tror og håber, det er muligt at forene trivsel og traditioner. Der går noget tabt, hvis man ”lukker lortet”, som mange kritikere har anbefalet.
Jeg håber, at ledelsen på Herlufsholm vil gøre deres bedste for, at trivsel og traditionsbunden tilgang til sociale fællesskaber fremover kan skabe hele, kærlige mennesker. Dermed siger jeg også, at Herlufsholm skal være andet og mere end blot eliteskole med høje karakterer og netværk. Det skal være et sted, som bidrager positivt til samfundet med det specielle udgangspunkt, man næppe får på samme måde noget andet sted.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
