USA // ANALYSE – USA’s justitsministerium har fremsendt en stævning med henblik på at retsforfølge Jerome Powell, chefen for The Federal Reserve. Truslen om en retssag rejser et principielt spørgsmål om grænsen mellem politisk magt og pengepolitisk uafhængighed i Trumps USA. Ingen tidligere amerikansk regering eller præsident har forsøgt at kriminalisere en Fed-chefs handlinger, når disse er foretaget inden for institutionens mandat, skriver Annegrethe Rasmussen.
LONDON – Det amerikanske justitsministerium agter at rejse tiltale mod Jerome Powell, chef for Federal Reserve, USA’s centralbank.
Regeringen vil hævde, at Powell har misbrugt sit embede ved bevidst og gentagne gange at modarbejde regeringens økonomiske linje gennem sin rentepolitik. Mere konkret anklages han for – under dække af Federal Reserves uafhængighed – at have undladt at sænke den såkaldte styringsrente i det tempo og omfang, regeringen ønskede, og dermed for bevidst at have påført amerikansk økonomi skade. Det fremgår af en stævning, der i denne uge blev fremsendt til Powell.
Angrebet på Powell passer ind i et bredere mønster i Trumps anden præsidentperiode, hvor uafhængige institutioner testes, og ikke nødvendigvis gennem lovændringer, men gennem pres, intimidering og juridisk eskalation
Justitsministeriets beslutning er ikke triviel på nogen måde, tværtimod. Handlingen udgør et brud med en af de mest grundlæggende normer i det moderne amerikanske politiske system: den politiske armslængde mellem regeringen og USA’s pengepolitik. Ingen tidligere amerikansk regering eller præsident – hverken republikansk eller demokratisk – har forsøgt at kriminalisere en Fed-chefs handlinger, når disse er foretaget inden for institutionens mandat.
Powell har afvist anklagerne og har helt usædvanligt forsvaret sig i en video, hvor han har gjort gældende, at retsforfølgelsen er politisk motiveret og udspringer af præsidentens utilfredshed med centralbankens uafhængige beslutninger.
Fra rentepolitik til retsopgør
Som den konservative avis Wall Street Journal skriver mandag, er videoen opsigtsvækkende, hvis man sammenligner med tidligere ”afmålte og apolitiske svar” fra Powell på angrebene fra Trump & co.
I stedet for at holde sig til juridiske processer og tavs institutionel værdighed har Powell valgt at anklage præsidenten for at ville retsforfølge ham af vrede over, at Federal Reserve ikke har sænket renterne hurtigere og mere markant. Grunden til, at svaret er så opsigtsvækkende, er, at centralbankchefens autoritet netop anses for at hvile på tilbageholdenhed, troværdighed og afstand til partipolitik.
Powells svar har gjort konflikten eksplicit og rammesat den som andet og mere. Med andre ord ikke som en juridisk uenighed, men som et direkte angreb på centralbankens uafhængighed.
Powells usædvanligt direkte svar tyder på, at han vurderer tavshed som farligere end konfrontation … kan den udøvende magt straffe en uafhængig embedsmand for at nægte at efterkomme præsidentens økonomiske ønsker?
Juridisk set står sagen på svag grund. The Federal Reserve Act of 1913 giver the Fed operationel uafhængighed, og selv om formanden udpeges af præsidenten og godkendes af Senatet, træffes pengepolitiske beslutninger kollektivt, teknokratisk og med netop det formål at være beskyttet mod politisk gengældelse. At retsforfølge en Fed-chef for rentepolitik vil kræve, at politisk uenighed omfortolkes til et kriminelt motiv. Og det vil være et præcedensskabende skridt, der vil stille alle fremtidige centralbankchefer under latent trussel om strafansvar.
Politisk kan sagen imidlertid tjene et andet formål. For Donald Trump har Federal Reserve længe fungeret som en bekvem modstander: en ikke-valgt institution, forbundet med (og befolket af) eliter, global økonomi og modstand mod præsidentielt pres. Angrebet på Powell passer ind i et bredere mønster i Trumps anden præsidentperiode, hvor uafhængige institutioner testes, og ikke nødvendigvis gennem lovændringer, men gennem pres, intimidering og juridisk eskalation.
Powells usædvanligt direkte svar tyder på, at han vurderer tavshed som farligere end konfrontation. Ved eksplicit at koble retsforfølgelsen til politisk hævn har han hævet indsatsen: Spørgsmålet er ikke længere Powells embedsførelse, men om den udøvende magt kan straffe en uafhængig embedsmand for at nægte at efterkomme præsidentens økonomiske ønsker.
Hvad sker der nu?
Hvad der sker nu, afhænger af tre faktorer:
For det første er der domstolene. Hvis sagen hurtigt afvises eller sættes i bero, kan den juridiske trussel forsvinde, men skaden vil bestå. Selv en mislykket retsforfølgelse vil sende et umiskendeligt signal til fremtidige Fed-chefer om, at uafhængighed kan have personlige omkostninger.
For det andet vil markederne reagere. Indtil videre har investorerne behandlet sagen som politisk støj snarere end det systemiske brud, en retssag vil være. Den ro er betinget, for ethvert tegn på, at Federal Reserves ledelse kan fjernes, tvinges eller udsættes for et juridisk pres, vil påvirke risikoprissætningen på valutaer, obligationer og aktier. Dollaren hviler i sidste ende ikke på væksttal, men på tillid til institutionel stabilitet.
Betragter det officielle USA fortsat pengepolitik som en teknokratisk funktion, eller er landet trådt ind i en æra, hvor selv renteniveauet kan håndhæves gennem politisk pres og intimidering?
For det tredje kan Kongressen komme på banen. Lovgiverne står over for et klart valg, hvis en retssag starter: Enten forsvarer de eksplicit centralbankens uafhængighed, eller også accepterer de stiltiende dens udhuling. Tavshed vil i praksis fungere som præcedens. Når kriminalisering først bliver et politisk redskab, forsvinder det sjældent igen.
Powell nærmer sig afslutningen på sin embedsperiode, og Trump vil udpege hans efterfølger. Men konflikten handler om mere end en person med en mandatperiode. Den rejser spørgsmålet om, hvorvidt det officielle USA fortsat betragter pengepolitik som en teknokratisk funktion, eller om landet er trådt ind i en æra, hvor selv renteniveauet kan håndhæves gennem politisk pres og intimidering.
Hvis det sidste bliver tilfældet, kan sagen tabes i retten, men vindes politisk. Og det vil være det mest vidtrækkende udfald for både markeder og demokratiet.
Det Hvide Hus afviser instruks, men Trumps finansminister er utilfreds
Det Hvide Hus afviste imidlertid tirsdag, at Trump skulle have instrueret Justitsministeriet i at indlede en efterforskning af Powell. Talskvinde Karoline Leavitt sagde til journalister uden for Det Hvide Hus, at præsidenten ikke har givet Justitsministeriet nogen ordre i sagen.
Samtidig understregede hun, at Trump har ret til offentligt at kritisere Federal Reserves formand og har gjort det klart, at han mener, Powell ikke udfører sit job tilfredsstillende.
Trumps finansminister, Scott Bessent, er indædt modstander af at retsforfølge centralbankchefen
Ifølge Leavitt er spørgsmålet om, hvorvidt der er grundlag for en straffesag, et anliggende for Justitsministeriet og ikke for præsidenten selv.
Kilder i Washington afviser Leavitts udlægning og fortæller POV, at Powell har kontaktet et af Washington, D.C.’s mest prominente advokatkontorer, der skal repræsentere ham, hvis sagen ender i retten.
Samtidig cirkulerer et rygte i hovedstaden om, at Trumps finansminister, Scott Bessent, er indædt modstander af at retsforfølge centralbankchefen. Bessent har også gjort det klart over for præsidenten, at finansministeren er modstander af ethvert politisk skridt mod centralbankchefen og insisterer på, at armslængde-princippet skal overholdes.
Fortsættelse følger med garanti.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og