100 år siden: Århundredets epidemi tog ekspressionisten Schiele

i Kultur & Medier/Kulturhistorie/Kunst af

ESSAY – “Jeg forbereder mig allerede på det værste,” skrev den kun 28-årige Egon Schiele, da hans hustru Edith blev syg af influenza i oktober 1918. Uger efter lå de begge i graven. 31. oktober er det 100 år siden, at den spanske syge slog en af tidens mest markante kunstnere ihjel. Egon Schieles alt for tidlige død kom i samtiden til at stå som et symbol på Wiens pludselige deroute. Få år tidligere havde byen været det habsburgske riges funklende kronjuvel. Nu var krigen tabt, riget var kollapset og sult og elendighed plagede Wien.

“Indtil for kort tid siden var Wien hovedstaden i et stort om end skrøbeligt og vakkelvornt rige. Nu er den at ligne ved en arm, forpjusket høne, af hvem de sidste sølle halefjer plukkes ud.”

Sådan skrev den danske forfatter Karin Michaëlis, da hun i tiden omkring Første Verdenskrigs afslutning opholdt sig i den østrigske hovedstad og skrev reportager hjem til Politiken. Det var et Centraleuropa på opløsningens rand, Michaëlis rapporterede fra. Udsultede og afkræftede tyske soldater havde ikke mere at stå imod med på Vestfronten. Centralmagternes skeletagtige forsvar var ved at knække endegyldigt, og Tysklands alliancepartner Østrig-Ungarn var reelt brudt sammen.

Vildskaben boede i Wien. Det gjaldt også inden for billedkunsten. I begyndelsen af århundredet husede byen en lang række af de mest markante og grænsesøgende europæiske kunstnere. En af dem var Egon Schiele

Det habsburgske monarki, unionen mellem kejserriget Østrig og kongeriget Ungarn, havde ellers stået som selve symbolet på det gamle, stolte Europa. Østrig-Ungarn havde høj status i begyndelsen af det 20. århundrede. Wien var rigets centrum, og byen var på denne tid en af Europas vigtigste metropoler.

Under den højkarismatiske borgmester Lueger havde byen i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet markeret sig som et kulturelt knudepunkt for hele Europa. Antisemitten Lueger havde stået bag gennemgribende reformer. Borgmesteren havde blandt andet kommunaliseret gas- og elektricitetsværker og sporvognsdrift og fået bygget en lang række sygehuse og skoler.

Wien var ovenpå. Både inden for musik, arkitektur og kunst var byen uden sidestykke. Det var herfra, nye, provokerende og dagsordensættende værker udsprang. Vildskaben boede i Wien. Det gjaldt også inden for billedkunsten. I begyndelsen af århundredet husede byen en lang række af de mest markante og grænsesøgende europæiske kunstnere.

En af dem var Egon Schiele. Som dreng havde han siddet ved jernbanen i barndomsbyen Tulln nordvest for Wien og tegnet tog.

Foto: Egon Schiele, ukendt fotograf. Public Domain

Drengens talent var tydeligt, hvilket blev understreget, da han i en alder af kun 16 år blev optaget på det prestigefyldte kunstakademi i Wien. Det skete i 1906, året før samme akademi afviste en ung mand ved navn Adolf Hitler.

Schieles far var død af syfilis. I sine sidste leveår havde han været psykisk syg som følge af lidelsen. Egon var kun 15, da faren døde, og oplevelserne var med til at lægge et alvorligt og tungsindigt skær over mange af den unge malers første værker. I studietiden lærte han Gustav Klimt at kende. Den verdensberømte billedkunstner var kendt for at tage unge talenter under sine vinger og fungere som deres mentor. Det var netop, hvad han gjorde med den unge Schiele, som han så et stort potentiale i. Klimt hjalp Schiele til at få sine værker med på en udstilling, som også præsenterede malerier af Gauguin, Matisse og Munch.

Der var en rød tråd mellem det, Schiele og Freud foretog sig. Begge var de med til at sætte seksualiteten fri, og det kunne netop lade sig gøre i en by som Wien

Schiele udviklede sin egen figurative stil. Han malede blandt andet en serie intense selvportrætter, og senere begyndte han at udforske kvindens seksualitet. Det var et provokerende træk på den tid, at Schiele malede portrætter af helt unge kvinder i seksuelt udfordrende situationer. For eksempel portrætterede han en helt ung pige, der onanerede.

Ved at udforske det erotiske felt lagde Schiele sig tematisk op ad psykoterapeuten Sigmund Freud, som også boede i Wien på denne tid, og som vakte opsigt med sine teorier om den undertrykte seksualitet som forklaring på menneskers psykiske problemer. Der var en rød tråd mellem det, Schiele og Freud foretog sig. Begge var de med til at sætte seksualiteten fri, og det kunne netop lade sig gøre i en by som Wien.

I sine unge år havde Egon Schiele masser af løse forhold til kvinder, gerne flere ad gangen, men som 24-årig mødte han Edith, som vendte op og ned på det. Egon forelskede sig, og han friede til Edith. De to blev gift året efter. Nu måtte det være et overstået kapitel med de løse forbindelser, der hidtil havde været en naturlig forlængelse af Schieles udforskning af den erotiske verden. Men hverdagen indfandt sig igen. Edith gav i sine dagbøger udtryk for, at hun oplevede en afstand til Egon, da først forelskelsen havde lagt sig. Hun følte sig ensom og tænkte, at det måske kunne være en løsning at få et barn.

I forsommeren 1918 fortalte Edith til Egon, at han skulle være far. På det tidspunkt var parret vendt tilbage til Wien, efter at Egon i en periode havde været indkaldt til militæret. Som anerkendt kunstner var han blevet forskånet for at blive sendt til fronten og havde i stedet været udstationeret i en krigsfangelejr mellem Györ og Bratislava. Her fik han en del af tiden til at gå med at portrættere russiske krigsfanger, som han var meget fascineret af.

***

Tilbage i Wien fortsatte Schiele sin tjeneste hos Forsvarsmuseet. Det passede ham godt, for det gav ham mulighed for at koncentrere sig om sit kunstneriske virke. De fleste timer tilbragte han i sit atelier i Wattmanngasse nær Schönbrunn-parken i det centrale Wien. Herfra var han vidne til wienernes pinsler.

Den østrigske hovedstad udviklede sig i løbet af 1918 til en desperat by. Ligesom i Berlin satte fjendens blokader et markant præg på folks hverdag. Det var svært at opdrive noget at spise, og byens borgere kunne stå i kø i timevis for blot at få en lille portion tynd suppe. Karin Michaëlis skrev i en af sine reportager:

“I Wien er der ikke kød at opdrive. Men kød kan undværes. Endnu har vi kartofler, og kaffe. Te og sukker kan også undværes, så længe vi har brød. Men vi mangler fedt. Og vi mangler mælk til de små børn. Mødrene er for underernærede til selv at have mælk i brystet. Mælkenøden er vel den største, den mest ubarmhjertige.”

En sidste gang fangede han Ediths konturer og blik. På den skitsetegning, der kom ud af det, er der direkte øjenkontakt til Edith. Ifølge Egon var Edith også selv bevidst om, at hun ikke ville overleve sygdommen

Vinteren begyndte at sætte ind, og situationen blev værre for wienerne. Det var nærmest umuligt at opdrive kul. Byens borgere søgte ud i skovene omkring byen for at hente træ, som de forsøgte at få til at strække så længe som muligt i fyrene og kakkelovnene i de små lejligheder inde i byen.

Egon Schiele havde svært ved at holde varmen i sit atelier, hvor vinduerne var utætte, og der var koldt og fugtigt, men han arbejdede ufortrødent videre. Imens gik Edith hjemme i privaten og følte sig rastløs. Hun ville gerne ud at købe ind og snakke med folk, men den gik ikke. Den spanske syge var løs i Wien, og sygdommen var efter sigende livsfarlig, især for gravide. Derfor tillod Egon i denne periode ikke Edith at gå uden for en dør.

Edith nåede dog et punkt, hvor hun ikke længere kunne leve med at være spærret inde i lejligheden. Hun trodsede Egons forbud og gik ud i byen. Om det var på denne tur, Edith blev smittet, ved vi ikke, men der gik ikke længe, før hun begyndte at føle sig meget sløj. Da oktober gik på hæld, måtte hun blive i sengen og kunne næsten ikke foretage sig noget.

Den 27. oktober skrev Egon et brev til sin mor: “For otte dage siden fik Edith den spanske syge, og hun har nu fået lungebetændelse. Og hun er gravid i sjette måned. Sygdommen er ekstremt alvorlig og livstruende. Jeg forbereder mig allerede på det værste, for hun har konstant svært ved at få luft.”

Allerede samme aften fik Edith det værre. Egon gav sig til at tegne. En sidste gang fangede han Ediths konturer og blik. På den skitsetegning, der kom ud af det, er der direkte øjenkontakt til Edith. Øjenlågene er lidt tunge og øjnene sørgmodige, det bølgede hår er ført tilbage og sat op. Ifølge Egon var Edith også selv bevidst om, at hun ikke ville overleve sygdommen. Samme aften skrev hun en sidste hilsen til ham på en lap papir:

Foto: Portrait of the dying Edith Schiele, 1918. Public Domain

“Jeg elsker dig for evigt, og jeg elsker dig mere og mere uendeligt og grænseløst.”

Næste morgen klokken otte var Edith død.

Egon følte sig også selv sløj. Han måtte nu håndtere såvel sorg som spansk syge på én gang. Feberen overtog hurtigt hans krop, og han begyndte at forberede sig på, at han nok måtte følge Edith i graven.

Da en svoger nogle dage senere kom forbi atelieret, fandt han Egon rystende af kulde og i alvorlig krise. Han tog Egon med hjem til sin varme lejlighed og fik en dame til at passe ham, men det var tydeligt, at den unge kunstner havde det virkelig dårligt. Konstant gled han ind og ud af bevidsthed og talte ofte i febervildelse.

På allehelgensaften, præcis tre dage efter Ediths død, trak Egon Schiele vejret for sidste gang. Det skete klokken et om natten. Ifølge svogeren var Egons sidste ord: “Nu er krigen ovre, alt bliver godt igen, og jeg må af sted.”

De skitser, Egon Schiele havde tegnet af sin Edith nogle aftener tidligere, blev hans sidste værker. Han efterlod også et ufærdigt maleri ved navn ‘Familien’. Det viser Egon, Edith og deres lille søn, som aldrig blev født.

Foto: Familien, Belvedere-museet i Wien. Public Domain

***

“Tagene er hvide af tungtliggende sne. Østenvinden skærer gennem klæder og mure. Folket knæler på de kolde kirkers stengulve og håber på, at deres Gud lader kartofler og mel dale ned fra himlen,” skrev Karin Michaëlis i Politiken.

Wien var en by i dyb krise. Mange af samfundets centrale funktioner var brudt sammen. Ofte holdt sporvognene helt stille, og offentlige kontorer var lukket uden forklaring. Af samme grund er det svært at opdrive stålfaste tal på, hvor hårdt den spanske syge slog til i slutningen af 1918. Men kirkegårdene i den østrigske hovedstad fortæller deres egne historier om hele familier, der blev revet bort som følge af epidemien.

“Synet af de hjemvendende er ophøjet og rædselsfuldt. O, denne dødsenstræthed, disse udtærede, ældede og dog forventningsfulde – eller fuldkomment slukte – ansigter! Et gensynsskrig! Et gensynsgys!”

Egon og Edith Schiele var de mest markante navne på dødslisterne i Wien den vinter. Men de var blot to blandt mange. Sulten, frosten og den spanske syge tog rigtig mange liv. Byens læger fik af Krigsministeriet lov til at overtage de militærkøretøjer, som ikke længere skulle bruges ved fronten. Med speederen i bund hastede lægerne rundt i byen og forsøgte desperat at hjælpe folk, men som så mange andre steder virkede det af og til næsten nytteløst. Hospitalerne var overfyldte, og mange lå derhjemme og led.

På byens banegård strømmede flere og flere mennesker til. Hjemvendte soldater fra fronten, hulkindede og udsultede, som nu også skulle forsøge at klare sig i byen. Karin Michäelis skrev:

“Nyligt så jeg ved en af bybanens forstadsstationer et tog løbe ind med frontsoldater. Det regnede. Det var aftenmørkt. Hen over den høje dæmning klavrede, snublede og rullede snesevis af grå skikkelser, hver med sin lange sæk (…) Synet af de hjemvendende er ophøjet og rædselsfuldt. O, denne dødsenstræthed, disse udtærede, ældede og dog forventningsfulde – eller fuldkomment slukte – ansigter! Et gensynsskrig! Et gensynsgys! Her og der krammer en soldat sin oppakning ud og sælger alt, til klæderne fra kroppen, for at skaffe penge til det måltid mad, hvorefter han har sukket de sidste døgn. Våben og ammunition sælges. En ridehest med sabel bliver solgt for samme pris som et kilo chokolade.”

I vinterkulden blev Egon Schieles kiste den 3. november 1918 sænket i jorden på Ober Sankt Veit-kirkegården i Wien. Han efterlod sig over 3000 værker og et uudsletteligt aftryk som grænsebrydende kunstner.


100 år efter har hverken Wien eller resten af verden glemt Schiele. Den runde markering af dødsdagen har fået Leopold-museet i Wien til hen over efteråret og vinteren at sætte en storstilet jubilæumsudstilling op.

Læs mere om jubilæumsudstillingen i Wien her: https://www.leopoldmuseum.org/en/exhibitions/103/egon-schiele


Artiklen bygger delvist på et kapitel fra bogen ‘Den spanske syge’, en dokumentarisk beretning om epidemien i 1918 af Tommy Heisz, udkommet på Politikens Forlag tidligere i år.

Øvrige kilder: Jane Kallir: ‘Egon Schiele – Love and Death’.


Topillustration: Egon Schiele – Self-Portrait with Physalis – Google Art Project, Public Domain

Tommy Heisz, f. 1975, er forfatter og journalist. Han har skrevet en række dokumentariske bøger. Senest udkom 'Den spanske syge' på Politikens Forlag i 2018. Tidligere har han bl.a. skrevet en historisk dokumentarisk bog om 1930'erne populære svømmepiger og en biografi om bandet Love Shop. Han er desuden forfatter til fire digtsamlinger. Som ekstern lektor underviser han til daglig amerikanske universitetsstuderende i skrivning på DIS Study Abroad. Læs mere om hans baggrund på tommyheisz.dk.

Seneste artikler om Kultur & Medier