Trumps sejr er (måske) en sejr for hvid racisme

af

ANALYSE: Tilhængerne af hvid overhøjhed jubler. For deres magt sejrede. Efter den mest åbenlyse appel fra en kandidat til hvid racisme i nyere tid vandt Donald Trump de hvide stemmer med 57 procent mod Hillary Clintons 37 procent. Nok er der udsigt til, at disse vælgere med tiden bliver et mindretal i USA, men de vil så åbenbart ikke give sig uden kamp.

Eller: Overser ovenstående opsummering ikke en mængde faktorer, som bringer afgørende nuancer ind i billedet? Hvorfor skal hvide arbejderes protest mod årtiers økonomisk tilbagegang tilsværtes med racisters jubel? Står vi virkelig med udsigt til et måske endog voldeligt raceopgør?

Argumenterne rykker frem, som var de soldater. De helt centrale spørgsmål er: Var Trumps sejr blot en historisk tilfældighed, som skyldes en kombination af hans status som realitystjerne, Clintons velkendte politiske svagheder samt en efterreaktion på en økonomisk krise på globaliseringens konto? Vil det ”normale” genopstå? Eller repræsenterer Donald Trump den foreløbige kulmination af en historisk proces med voksende racemodsætninger i USA, hvor vi for evigt har forladt det ”normale”?

Varsler racekonflikt

Det er ikke ligegyldigt, hvad svaret er. Tolkning af valgresultatet er meget vigtig for indholdet i det mandat, som Trump kan gøre krav på. Han har varslet vidtgående ændringer, som sikkert vil møde modstand, så et stærkt mandat vil hjælpe ham en del. Omvendt vil de besejrede og potentielle ofre for hans politik fremhæve, at flertallet reelt har afvist ham, idet Clinton kun har tabt i det ”udemokratiske” valgmandskollegie, som oprindelig skulle sikre slave-stater indflydelse.

Med udnævnelsen af Steve Bannon til chefstrateg i Det hvide Hus har Trump selv signaleret sin opfattelse af mandatet. Bannon anses af kritikere for en hvid racist, og Trump valg af ham har udløst en heftig proteststorm fra venstre til højre.

Valgets udfald vil i udlandet også blive analyseret, fordi det kan give indsigt i europæisk højrepopulisme

Vurdering af mandatet vil  ogsåpåvirke politik i USA og udlandet. Det amerikanske systems vise fædre har indrettet demokratiet, så vælgerne kan gå imod forkerte tolkninger efter kun to år i Midtvejsvalget, hvor hele Repræsentanternes Hus og én tredjedel af Senatet skal nyvurderes. Læren af valget vil derfor straks præge politikeres holdninger. Også i udlandet vil man analysere udfaldet grundigt. Hvordan skal Washington håndteres til egen fordel? Kan man få indsigt i det potentiale, som højrepopulismen har i f.eks. Europa?

Hønen og ægget

Indtrykket af en hvid sejr med racistisk indhold bliver beskudt ganske heftigt med tunge argumenter:

  • Adskillige analyser viser, at opbakningen fra hvide vælgere svarer til den støtte, som Republikanernes kandidat Mitt Romney fik i 2012. Analyse af valgresultatet i områder med afgørende betydning viser, at hvide arbejdere, som forlod Demokraterne, spillede en afgørende rolle. Der er tilmed ikke stor forskel mellem Trump og Romney, når det gælder stemmeprocenten fra sorte og latinoer. Clintons nederlag skyldes især, at de ”farvede” svigtede hende, idet flere sorte og latinoer forblev på sofaen, end da kandidaten hed Obama.
  • Meningsløst er det, lyder endnu et argument, hvis man kalder opbakningen til Trump fra hvide arbejdere for racistisk, idet mange af dem, i nogle stater den afgørende andel, tidligere stemte på Obama.
  • Drivkraften bag de hvide stemmer til Trump er økonomiske problemer og en populistisk vrede rettet imod ”eliten”. Den hvide middelklasse kan ikke opretholde sin sædvanlige levestandard, og det problem er blevet ignoreret af både Demokraterne og Republikanerne siden 1970’erne. Man har nu overskredet smertegrænsen.
  • Nogle akademiske undersøgelser viser, at racefordomme er i vækst hos hvide. Men det er videnskabelig fusk, idet spørgsmålene, som er anvendt, reelt kun måler, hvorvidt de adspurgte har konservative holdninger.
  • Nogle røster, som ikke er placeret i Trump-lejren, anerkender en vækst i racefordomme, men de henviser til, at årsagen er økonomisk tilbagegang for hvide. Det åbner for den klassiske debat: Hvad kom først –hønen eller ægget? Det er måske også den mest afgørende debat, fordi dens konklusioner ikke kun gælder et forsvar af Trump-tilhængerne. For politikere, som vil tømme højre-populismens kilder, er en indsats, som sikrer pressede hvide familier bedre kår, et oplagt svar, hvis populismens afgørende drivkraft er af økonomisk art. Hvis racisme derimod er drivkraften, bliver politik nemt offer for urgamle instinkter, der ikke kan ændres hurtigt.

Uden fortilfælde

Argumenterne, som vil bortforklare det racistiske element i sejren, står imidlertid i første række med et næsten uoverstigeligt problem. Trump har mere åbenlyst end nogen anden præsidentkandidat i nyere tid appelleret til hvid racisme, og i bedste fald har hans hvide vælgere ignoreret dette – et klart tegn på en prioritering grundet i race.

Trump har mere åbenlyst end nogen anden kandidat i nyere tid appelleret til hvid racisme

Det nærmeste fortilfælde er Alabamas guvernør George Wallace. Han var i starten af tresserne, da raceadskillelsen skulle ophæves, manden, som blokerede for sorte borgerrettigheder. Men da han stillede op til præsidentvalgene, anvendte han kodesprog og anden indirekte appel, når han ville sikre opbakning fra hvide vælgere.

Selv oplevede jeg under et møde med ham at blive kraftigt bearbejdet, fordi man ville lægge afstand til det racistiske ry.

Kodesprog

Forskning har siden konkluderet, at racebestemt tænkning kan vækkes med et kodesprog, som de fleste forstår, men som ikke åbenlyst anvender ”racekortet”. Reagan fik således forbundet etniske mindretal med begrebet ”big government”. Det klassiske eksempel er, hvordan den ”pæne” George Bush (Den Ældre) i 1988 med Willie Horton-reklamen fik gjort sin modkandidat ansvarlig for sort kriminalitet. Det afgørende var her, at man kombinerede billeder af Horton, en sort morder, med en tekst uden direkte raceappel. Valgvideoen kan ses nedenfor:

MERE POV
EU's lejre på de græske øer: Rotter, slagsmål og kulde

Forskning har fremhævet, at hvis en appel er åbenlyst racistisk, så vil den støde imod en amerikansk norm – alle er født lige med lige rettigheder – og derfor vil vælgerne afvise appellen. ”Derfor er (…) en henvendelse med raceindhold kun effektiv, hvis modtagerne ikke opfatter dette indhold”, skriver tre forskere eksempelvis i American Political Science Review.

Det er forskning, som nu bør revideres. Uanset politisk tilhørsforhold har en bred front af politikere, kommentatorer og eksperter klart sagt, at Trump anvender racisme. Trump er, påpeger den konservative kommentator Jennifer Rubin, en mand, som “navigerer i verden ved hjælp af racemæssige og etniske stereotyper”. Men hvide vælgere, som støttede ham, har viftet beskyldningen væk med henvisning til, at andet har større vægt.

Obama-reaktionen

Umiddelbart virker det overbevisende, at man ikke kan beskylde hvide vælgere for racisme, når de to gange har valgt en sort præsident. Men nærmere analyse rokker ved argumentet.

Vurderingen af valgets tal er i denne sammenhæng svær. Fordi valgdeltagelsen altid er lav, kan nye vælgeres adfærd i kombination med andres nyvalg af sofaen, påvirke vælgerkorpsets sammensætning mere end generaliserende tal fra forskellige valgår afslører. Der er dog tegn på, at cirka hver tiende hvide Obama-vælger denne gang har stemt på Trump. Det kan forklares med, at disse vælgere i begge tilfælde ønskede forandring og derfor ikke nu er drevet af racisme. Men denne forklaring overser, at der samtidig har været en kraftig racebestemt reaktion imod Obama. Hvide vælgere, som før foretrak Obama og nu har valgt Trump, er blot fulgt med tiden.

De store forhåbninger til raceharmoni er erstattet af polarisering

Forskeren Michael Tesler, professor i politisk videnskab ved Californiens Universitet, har i en ny bog, Post-Racial or Most-Racial, med udførlig dokumentation vist, hvordan de store forhåbninger til raceharmoni efter valget af Obama blev erstattet af racebestemt polarisering. Hans forskning er desuden løbende blevet bragt i Washington Post.

Tesler påviser, at der er en kløft mellem Demokrater og Republikanere i synet på meget, som har forbindelse til race-forhold. Faktisk har kløften ikke været større i moderne tid. Når spørgsmålet eksempelvis er, hvorvidt Sydstaternes flag er et racistisk symbol, svarer 70 procent af Demokrater ja, mens kun 14 procent af Republikanere har denne opfattelse. En følelse af hvid identitet og opfattelse af diskrimination rettet mod hvide er stærkt knyttet til en stemme for Trump.

Økonomien ikke afgørende

Han har også set nærmere på hønen og ægget – ligger opfattelse af økonomisk nedtur bag racefordomme eller er det omvendt? Konklusionen er, at racefordomme også styrer opfattelsen af den økonomiske situation. Før Obama blev præsident var der eksempelvis ingen sammenhæng mellem racefordomme og synet på arbejdsløshed. Senere tal viser derimod, at jo stærkere racefordomme, desto værre mener de adspurgte, at økonomien har det.

Teslers konklusioner bekræftes af en undersøgelse, som professor Philip Klinkner fra Hamilton College i New York har foretaget. Kritik af Obama skyldes mere racefordomme end præsidentens indsats. Hverken økonomisk status eller holdning til økonomiens tilstand er, ifølge Klinkner, gode målestokke, hvis man vil forklare støtte til Trump.

De såkaldte exit polls på valgdagen har tilsyneladende ikke direkte spurgt til racefordomme, men Trumps vælgere har lagt mere vægt på truslen fra indvandring (64 procent) og terrorisme (57 procent) end på økonomi (42 procent) – sidstnævnte emne har 52 procent af Clintons vælgere fremhævet. Direkte adspurgt hævder 78 procent af Trump-vælgerne dog, at familiens økonomi er blevet forværret.

Racefordomme

Forskere har i det sidste år ledt efter det karakteristiske for Trump-tilhængere, og der har været forskellige bud. Nogle undersøgelser pegede på, at hans vælgere typisk har en autoritær indstilling. Så nåede andre frem til en noget modstridende konklusion: At de er populister i oprør mod magthavere. Men da endnu en drivkraft – racefordomme – blev inddraget, blev de andre faktorer sat i skyggen. Denne konklusion kan hente støtte i adskillige andre undersøgelser, som har målt en vækst i racefordomme gennem flere år.

Grundlaget for undersøgelserne er nogle få udsagn, som man skal tage stilling til. To forskere fra Michigan State University har eksempelvis målt populisme med bl.a. udsagnet: ”Det er egentlig lige meget, hvem du stemmer på, fordi de rige kontrollerer begge politiske partier”. Til måling af autoritære holdninger spørges til hvilke egenskaber man foretrækker hos et barn. Eksempelvis: Respekt for ældre eller selvstændighed, gode manerer eller nysgerrighed. Racefordomme måles ud fra uenighed eller enighed med bl.a. følgende påstande: ”Irere, italienere og jøder samt mange andre minoriteter overvandt fordomme og arbejdede sig op. Sorte bør gøre det samme uden specielle tjenester”. Og: ”Generationer med slaveri og diskrimination har skabt forhold, som gør det svært for sorte at arbejde sig ud af underklassen”.

Trump-vælgere udskiller sig i Michigan-undersøgelsen hverken på grund af autoritære eller populistiske holdninger. Men forskerne konkluderer klart, at ”Højt niveau for racefordomme er forbundet med støtte til Trump; lavt niveau for racefordomme med støtte til Clinton”. Samme resultat er det britiske ugemagasin The Economist nået til med en opinionsundersøgelse, som fandt, at i primærvalgene placerede 57 procent af Trumps vælgere sig i den øverste fjerdedel på skalaen over racefordomme; i resten af USA havner kun 29 procent i denne gruppe.

Stærkere end før

Racefordomme er også årsagen til, at Trump under primærvalgene har klaret sig fint i Sydstaterne, fremgår det af en anden undersøgelse. Tilbage i 1986 var der ikke forskelle i raceholdningerne hos Sydens Demokrater og Republikanere, men 30 år efter er afstanden mellem gennemsnitsvælgere fra de to partier større end nogensinde. Særligt bemærkelsesværdigt er det, at Sydens fundamentalistiske hvide kristne trods Trumps ikke netop kristelige udtalelser støttede ham massivt, fordi racefordomme havde større vægt.

MERE POV
"Så længe Myanmar fortsat har politiske fanger, er der stadig noget at kæmpe for"

Et historisk tilbageblik viser, at kløften mellem partiernes racefordomme er vokset siden Demokraternes præsident Lyndon B. Johnson i 1964 fik gennemført borgerretslove. Det startede en proces, hvor hvide arbejdere flygtede til Republikanerne. Undersøgelser, som afspejles i nedenstående grafik, viser, at trods den voksende kløft blev holdningen til både sorte og latinoer mere positiv indtil perioden 2004-2008.

white_rage_chart6
FORSKERE HAR I ÅREVIS MÅLT VÆLGERNES HOLDNING TIL BL.A SORTE AMERIKANERE GENNEM PLACERING AF DERES SVAR PÅ EN SLAGS TERMOMETER. TERMOMETRET FOR AMERIKANERE MED LATINAMERIKANSK BAGGRUND VISER ET LIGNENDE DRAMATISK FALD.

Det dramatiske omslag kan forklares med, at arbejderne, som ”flygtede” fra Demokraterne, nu udgør en så stor andel, at de dominerer hos Republikanerne. Dertil kommer indvandring og Obamas embedsperiode. Fra 1990 til 2014 er der næsten sket en fordobling af befolkningsandelen, som er født i udlandet fra 7,9 procent til 13,9 procent. Obama selv holdt racepolitisk meget lav profil, men Republikanerne bekæmpede ham kompromisløst samtidig med, at den hvide arbejderklasse kun langsomt fik genoprettet sine økonomiske kår efter krisen i 2008.

Konflikten med præsidenten har tydeligt aktiveret racebestemte holdninger: Hvide vælgere forbandt med andre ord hans race med problemerne, som de oplevede.

Racismedebat

Argumenterne for, at Trumps sejr ikke er en sejr for hvid racisme, ligner altså mest bortforklaring af en historisk tendens, som nu er kulmineret. Men der er også svage elementer i modbeviset, fordi påvisningen af racefordomme hos Trump-vælgerne bygger på analyser af primærvalgene, og disse kan ikke automatisk overføres til den langt større vælgerskare i selve valget. Dertil kommer, at selve definitionen på racisme er diskutabel.

Uanset denne debat, udgør væksten i racefordomme en uhyre udfordring, fordi USA’s hvide i løbet af de kommende 25-30 bliver til et mindretal. Forskning viser, at når en dominerende gruppes status bliver udfordret, så styrkes medlemmernes identitet og dette påvirker deres politiske valg. Det er historisk set lignende tab af status, som har udløst folkedrab.

Hvis videre analyse – eller blot Trumps faktiske politik – viser, at den centrale årsag til valgresultatet er en forstærket opfattelse af hvid identitet, kan begge partier blive fanget af deres holdning til racemodsætninger. Demokraterne vil komme i konflikt med deres store vælgerandele fra mindretal, hvis de imødekommer de hvide vælgeres bekymring. Republikanerne står på den anden side i en situation nu med racebevidste og mobiliserede hvide vælgere, som ikke vil acceptere kompromisser.

Topfoto: Studenter ved Southern Illinois University fejrede Trumps sejr på twitter med et billede, hvor de har anlagt “blackface” og viser Sydstaternes gamle flag, som er et racistisk symbol. Kredit: Twitter

POV International udbetaler ikke honorar. Hvis du gerne vil anerkende mit journalistiske arbejde modtages med tak bidrag via MobilePay på 30 33 15 59.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del gerne denne artikel med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden, eller donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi har ikke noget reklamebudget.

mm
Jørgen Dragsdahl

Jørgen Dragsdahl er journalist med fokus på sikkerhedspolitik. Sine første reportager skrev han i 1969 fra hovedkvarteret i det amerikanske Black Panther Party, hvor han fik et vist kendskab til den sorte frihedskamp indefra og USA set nedefra. Myndigheder belønnede efter nogle måneder denne indsats med et par ugers rundtur til fængsler og deportation. Ud fra denne erfaring har han siden anset opklaring af racismens mysterier for en sikkerhedspolitisk opgave. Traditionel sikkerhedspolitik var dengang ikke en interessant journalistisk udfordring, idet debat og information blot var led i en skyttegravskrig mellem to lejre, hvor standpunkter samt skellet mellem sandhed og propaganda var givet på forhånd.
Takket være nærkontakt med amerikanske eksperter i rustningskontrol kunne han fra 1977 kravle op i Ingenmandsland, fordi disse kilder var kritiske overfor også vestlig sikkerhedspolitik, men alligevel ikke i kraft af deres baggrund - f.eks. CIA - kunne beskyldes for at være anti-amerikanske eller imod NATO. Kritisk journalistik rettet imod atomvåben blev, så kommunisters rolle i anti-atombevægelserne kunne blive imødegået, suppleret af interesse for den såkaldte alliancefrie fredsbevægelse, som søgte samarbejde med systemkritikere i Øst. Dette arbejde i Ingenmandsland medførte dog en del beskydning fra alle sider, og Politiets Efterretningstjeneste undersøgte, hvorvidt han var agent for KGB. Tjenesten nåede frem til, at der ikke var beviser for det, men meget senere troede en ideologisk enageret historiker, at han vidste bedre. Da historikeren ikke kunne føre sandhedsbevis, blev han i 2015 straffet for injurier af Højesteret.
Dragsdahl har bl.a. arbejdet for Politisk Revy, Information, Ny Tid (Norge), Danmarks Radio, Weekendavisen og Aktuelt samt militære fagblade. Desuden adskillige bidrag til udenlandske medier, f.eks. Pacific News Service (USA), Nuclear Times (USA) og videnskabelige tidsskrifter, f.eks. Baltic Defense Review (Estland), Contemporary Security Policy (Holland) og Arbejderhistorie. Han har været korrespondent i USA, Polen og Estland samt foruden i disse lande rejst i bl.a. Sovjetunionen, Østeuropa og Sydøstasien. Dragsdahl har selv skrevet samt bidraget til bøger om journalistik, amerikansk udenrigspolitik, sikkerhedspolitik. Adskillige hundrede foredrag på især undervisningssteder. Mange af hans artikler kan læses på www.dragsdahl.dk
Du kan betale for hans artikler via MobilePay på 30 33 15 59.

Seneste indlæg fra

Gå til Top